Dance masters

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2014
  • Opdateret: 30 jun. 2015
  • Status: Igang
Justin Bieber holder dansekonkurrence. Han skal bruge en danser som hans partner i et danseshow som hedder "Dance masters" hvor en kendt skal have en ukendt med. Derfor afholder han en konkurrence som mange unge piger stiller op til for at blive hans partner. Deriblandt er også den dygtige danser, Rosa Scarfield som vil gøre alt for at vinde konkurrencen. Rosa er konkurrence menneske og vil bevise overfor Justin at det er hende han skal vælge. Derfor bliver hun vred da Justin vælger en anden som hans partner. Men på mystisk vis bliver hun alligevel Justins partner og de begynder at øve til showet sammen. Men Rosa og Justin finder ud af mange ting om hinanden. Justin ser tydeligvis kun Rosa som den anden bedste og på grund af det store konkurrence menneske hun er, forsøger hun at bevise det modsatte. Pludselig havner de begge to i flere konkurrencer af gangen. Både i showet blandt de andre deltagere, men også mellem de to indbyrdes. Hvordan vil det mon gå? Find svaret her. *Kendt.*

16Likes
18Kommentarer
2170Visninger
AA

5. "Ja, ehm, jeg har fået denne her mail."

 

// Rosas synsvinkel. //

 

Jeg gider ikke engang forklare hvordan jeg vågnede, for det var på en shitty måde, så den del skipper vi. Det korte af det lange var, at jeg havde sovet virkelig dårligt. Jeg havde ikke spist noget hele aftenen før jeg gik i seng, så jeg var også vågnet med tom mave. Great. Bagefter det, havde jeg vandret mere eller mindre hvileløst rundt i huset, for ligesom at finde den der forklaring på hvorfor jeg ikke vandt. Men jeg havde ikke funder den. For jeg forstod det ikke. Jeg vidste at jeg havde været den bedste!  Derfor var jeg nu ved at finde mig nogenlunde tilfreds med forklaringen jeg havde brugt en halv dag på at finde frem til; De kunne bare ikke se det. Sådan måtte det være og sådan var det. End of story.

Med det første nogenlunde tilfredse smil plantet på læberne, begav jeg mig ud i køkkenet og åbnede fornøjet køleskabet. I fryseren fandt jeg den Ben & Jerry's is jeg havde haft i tankerne siden jeg stod op. Jeg fandt en ske i skuffen og skubbede den i med hoften. Med skatten i hånden begav jeg mig ind i stuen, hvor jeg tændte tv'et og vendte mig om og satte mig på en stol. Min Mac stod lidt væk og jeg åbnede den og gik ind på min Facebook. Af ren refleks gik jeg ind på mine mails, men flyttede blikket ned på herlighederne i mine hænder. Fokuseret skruede jeg låget af, satte med besvær skeen ned i den hårde is og tog den første skefuld. Tilfreds, gik jeg tilbage til mine mails. En el regning. Super. Løn. Super! En che-.. En mailadresse fangede mit blik. Jeg nærmede mig skærmen med en ny skefuld is i munden og kom til sidst så tæt på, at mit hoved bankede ind i skærmen. Nice. Jeg betragtede undrende min skærm. Mail adressen. Den var besynderlig. Jeg kneb øjnene sammen og læste den igen.

"Jukidrbieb.music@gmail.com?" læste jeg højt og kiggede undrende på skærmen, indtil det gik op for mig at, mine øjne nok ikke havde så godt af at være så tæt på skærmen. Stadig forvirret, fjernede jeg mig og løftede et øjenbryn. Var det sådan en creepy person der opsøgte mig, fordi de havde søgt på hotte brunetter på Google? (God selvtillid, I know.) Alligevel. Hvad nu hvis det var sådan et link, hvor man blev fuppet hvis man trykkede på det? Well, jeg blev lidt nødt til at tage chancen. Jeg åbnede med et tryk mailen og tog en ny skefuld is i munden. Jeg tyggede og holdt den næste skefuld klar, mens mine øjne undrende gled hen over ordene.

 

Kære Rosa.

I anledningen af din deltagelse ved Justin Bieber's dance audition,

bedes du læse denne mail grundigt igennem.

Vi har efter nærmere overvejelse valgt at du egnede dig bedre til opgaven, som nummer to,

end hvad vinderen af konkurrencen kunne præstere. 

Derfor, vil vi gerne tilbyde dig første præmien,

nemlig at få lov at danse sammen med Justin i programmet Dance Masters.

Hvis du kunne tænke dig dette, eller ønsker nærmere information om din eventuelle medvirken,

bedes du henvende dig til nedenstående adresse inden mandag.

Vi håber selvfølgelig at du kunne være interesseret i tilbuddet.

Vi ser frem til at se dig.

Med venlig hilsen,

Scooter Braun.

 

I ren chok tog jeg for meget is i munden, og kulden lammede mine mundmuskler så meget, at jeg blev nødt til at have det ud. Med en alt for stor klump is i munden, rejste jeg mig hurtigt fra stolen, og løb ud mod køkkenet, med mine hænder viftende omkring min mund. Min tunge var ved at blive lam af kulden, da jeg endelig fandt hen til skraldespanden og spyttede indholdet i min mund ud. Først da, begyndte varmen igen at brede sig i min mund, og jeg så trist ned på isen, som nu lå tværet ud mellem kartoffelskræller og madpapir. Spild af god is. Det var næsten trist. Pludselig kom jeg i tanke om mailen. Ordene strøg igennem mit hoved, og jeg skyndte mig at løbe tilbage til computeren. Tv'et kørte i baggrunden da jeg læste mailen igennem syv gange efterfølgende.

"Egner dig bedre til opgaven... tilbyde dig førstepræmien.. medvirke i programmet.." læste jeg højt for mig selv, mens forvirringen endnu stod på. Hvad hulen var det der? Der stod at den var fra Scooter, Justins manager, og det kunne også godt lyde som ham, men tænk nu hvis det bare var en der fuppede mig? Måske en af de andre piger fra konkurrencen, som var blevet jaloux over at jeg var blevet nummer to? Der stod ganske vist en adresse, men mere stod der heller ikke. Intet mobilnummer, ingen ekstra mail, intet. Selve mailadressen virkede også rimelig uprofessionel. Jeg rynkede brynene. Jeg gad da ikke tage ud til den adresse, hvis der kunne være en risiko for at det var en der lavede sjov med mig? Gad jeg vel? Der gik et sekund, og så var jeg ude af døren.

 

X X X

 

Adressen der var angivet i mailen, lå i det indre Hollywood. Selv gik jeg her, svedende, og spekulerede over om jeg overhovedet kunne få lov til at komme ind sådanne steder. Der var ikke langt nu, og jeg måtte løbe risikoen, ligesom jeg havde løbet risikoen ved at åbne mailen, og tage afsted. Well, det andet havde givet pote. Jeg var et par støvede gader fra at være der, da nervøsiteten langsomt hobede sig op. Hvad var de for nogle, dem jeg skulle møde? Hvordan skulle jeg overhovedet finde ind til dem? Og hvordan kunne jeg være sikker på, at der faktisk var nogen til at møde mig? Jeg rystede på hovedet af mig selv, og mine vanvittige planer og drejede om et hjørne. Mine øjne låste sig fast på en stor bygning lidt længere væk. Det kunne godt ligne et studie af en art, men samtidig kunne jeg se nogle få kontorer i bygningen. Hvis det skulle være nogen, skulle det være denne. Jeg satte farten op, og stod ikke så længe for foden af bygningen. Den var koloenorm, bred, høj og desideret stor. Jeg rystede opgivende på hovedet mens jeg fortsat stirrede på klodsen foran mig. Jeg blev sgu nødt til at gå derind. Med et stort suk begav jeg mig hen mod de store glasdøre, og da jeg nåede dem, tog jeg blidt fat i dørhåndtagene og gik ind.

Et svagt pust mod mit ansigt, var hvad jeg fik da jeg trådte ind af døren og så rundt. Lidt længere henne var der en reception, hvor to mænd stod og betjente en mand. Her var uhyrlig stille, blankt og skinnende. I hjørnet stod en tyggegummi maskine, og lidt længere henne, et akvarium. Jeg så rundt med afsky. Dette var ikke et sted for mig. Her var for pænt og ordentligt. Ikke fordi jeg ikke kunne lide orden, men her var bare for rent og alt for stille.

Jeg rømmede mig. Det var ikke fordi jeg følte mig specielt velkommen. De to mænd havde jeg endnu ikke set trække på smilebåndet. Jeg sukkede og besluttede mig for at stille mig over i køen. Jeg stod og vippede med foden, og betragtede det pinligt rene rum. Jeg var altså bare mest til hyggelige omgivelser. Såsom brune tæpper! Efter min smag måtte det godt være lidt gammelt, for gammelt var i de fleste tilfælde bare definitionen af hygge.

"Miss? Kan jeg hjælpe Dem?"

En snobbet stemme foran mig, fik mig til at vende mig, så mit hår fløj rundt om nakken på mig. Jeg så med overraskede øjne på receptionisten med det udtryksløse ansigt. What a douche.

Jeg rømmede mig.

"Øhm ja. Ja, det er øhm ligesom fordi at øh.." Min hjerne fik en kortslutning og jeg manglede ord. Hvordan skulle jeg forklare ham om mailen? "Ja, ehm jeg har fået denne her mail," begyndte jeg forvirret. Jeg kiggede igen på manden i uniform, som endnu ikke havde vist et andet ansigt. Seriøst, en robot havde flere følelser end ham!

"En mail?" svarede han med en så ligegyldig stemme, at jeg godt kunne regne ud hvor ligeglad han var. Han mente vel at det ragede ham en høstblomst. Well, så skulle han måske ikke have fået et job der gik ud på at hjælpe folk.

"Ja," sukkede jeg. "En mail. En mail fra en Scooter Braun, vedrørende en konkurrence jeg var til i går, og det kan godt være at det bare en eller anden stodder der har skrevet noget der ikke passer, men jeg tænkte ligesom at jeg ville tjekke det, da der stod inden mandag, og det er jo imo-.."

"Vent, så det er dig med mailen?" afbrød han min ævlen, så jeg fik et formærmet udtryk i ansigt. Han fik det til at lyde som en sensation, selvom jeg lige havde forklaret det - inden han afbrød. Det gjorde man da ikke? Alligevel, måtte det han havde på hjerte være ret spændende, for han var gået så langt som at hæve øjenbrynene. Jeg antog ligesom, at det var vildt så.

"Eh, ja?" svarede jeg spørgende, idet han forsvandt om på min side og fortsatte hen mod en dør lidt væk fra mig. Jeg stod bare og gloede efter ham. Var han lige skredet fra hans kunde? Jeg var målløs. Jeg så forvirret på den anden mand, som jeg stadig ikke havde set, røre sig ud af flækken. Jeg pegede spørgende på døren bag mig, og søgte ligesom efter en forklaring på hans pludselige forsvinden. Well, der var åbenbart ingen service at finde. Han rørte sig ikke. Faktisk stod han så stille, så jeg midt i forvirringen, blev lidt usikker på om han nu også var et menneske, eller en mannequin dukke.

"Hey!"

Et råb lød bag mig, og jeg vendte mig forvirret rundt. For foden af trappen stod manden som var løbet sin vej, og kaldte tydeligvis på mig. Jeg sendte ham et spørgende blik, men gik da alligevel forvirret over til ham.

"Ja, det er bare op ad trappen, og så første dør til højre."

Manden fik igen styr på sit pokerface, og lavede en håndbevægelse mod trappen. Jeg sendte ham et monster forvirret blik og et par store øjne. Var det seriøst den service man kunne forvente her!? Shit, hvis det ikke var fordi at jeg tydeligvis havde en deadline, så var jeg virkelig skredet for lang tid siden. Alligevel bevægede jeg mig med et suk op ad trappen. Denne her dag var virkelig bare underlig, og ikke rigtig med mig.

Da jeg nåede op for enden af trappen, var der en lidt bredere, men ikke mindre hvid, gang foran mig. Jeg sukkede med en hovedrysten, og gik hen mod den første dør til højre, som manden havde henvist til. Jeg stillede mig foran den, og bankede mine knoer mod den hårde dør. Først skete der ikke meget, men pludselig lød der et 'kom ind' derinde fra, så jeg antog at jeg kunne åbne døren. Forvirret trak jeg ned i håndtaget så døren åbnedes. Jeg trådte et skridt indenfor og lod mit blik scanne rummet. Der stod nogle reoler langs væggene i det smalle, men overraskende lange rum, og for enden var et skrivebord fyldt med en masse ting. Bag skrivebordet sad en mand. Han var iført en blazer og en slidt t-shirt indenunder. Han havde lidt skæg, men så ikke ud til at være ældre end i midt trediverne. Jeg kiggede forvirret på ham. Hans hænder lå foldet sammen på skrivebordet og han så roligt på mig.

"Velkommen. Jeg kan gætte mig frem til at du må være Rosa? Rosa Scarfield?"

Jeg stirrede på ham, uden at vide hvad jeg skulle sige. Jeg trådte forsigtigt et par skridt ind i rummet, og skævede et øjeblik tilbage mod døren, før jeg igen vendte blikket mod manden og rømmede mig.

"Jep, det er mig."

Han smilede varmt.

"Det tænkte jeg nok. Jeg er Scooter Braun, sæt dig endelig," svarede han og smilede indbydende så jeg tøede en anelse op. Han virkede venlig. Da det gik op for mig at det var ham der havde skrevet den sære mail, trådte jeg hen til stolen og placerede min røv i sædet. Jeg så op på ham.

"Du skrev en mail," begyndte jeg, men han holdt en hånd op i luften, for at stoppe mig. Han havde lukkede øjne, men åbnede dem nu med et næsten overbærende smil over min uvidenhed. Jeg følte mig ærligtalt en anelse ydmyget.

"Ja, lad mig endelig forklare," svarede han og lagde hånden igen. Ja tak, tænkte jeg bittert, men beholdt det for mig selv og satte et smil på mine læber. Det var så falskt som noget kunne være. Jeg var ved at være træt af alle disse mennesker i denne bygning.

"Ser du.. Vi fik nogle problemer med vinderen af konkurrencen, og derfor bestemte vi os for at du vil være mere egnet til opgaven. Så hvad siger du... kunne du tænke dig at danse sammen med Justin?" spurgte han håbefuldt og betragtede mig som var jeg et barn der blev tilbudt en ny cykel. Jeg rynkede brynene. Jeg var virkelig fornærmet! Var det hans forklaring!? Jeg havde noget der kunne minde om en milliard spørgsmål til manden, og så lukkede han det der ud!? Jeg fattede nul.

"Ehm..." svarede jeg forvirret. Jeg var pissed, men jeg måtte holde fokus. Jeg kunne være vred når jeg kom hjem. Nu gjaldt det et job, som kun få kunne drømme om. Så det var med at holde mit image, så han ikke ville fortryde sit tilbud. Jeg bestemte hurtigt med mig selv, at det nok var en god idé at takke ja til tilbuddet, trods hans shitty måde at forklare det på.

"Ja tak. Det kunne jeg godt tænke mig," fortsatte jeg endelig, så hans ansigt lyste op i et smil.

"Super! Jamen, det er vi glade for, Rosa! Det er bygningen her, der er studiet, og det er også i denne bygning du skal bo i ugerne I medvirker i showet. Du vil få værelse og skal træne, inden hvert live show. Altså i løbet af ugen. Simple as that," forklarede han ud i én lang køre. Jeg skulle anstrenge mig meget for ikke at hæve endnu et øjenbryn. Manden havde jo de sygeste måder at forklare ting på! Jeg bed det alligevel i mig, og nikkede stift. Det var jo det her jeg havde drømt om. Det eneste issue var, at jeg allerede nu hadede bygningen. Well, jeg håbede bare at der var lidt mere hyggeligt inde på værelset.

"Jamen, det lyder jo..." mine øjne flakkede, mens jeg nervøst pillede ved min blusekant. "Super," afsluttede jeg og sank en klump. Scooters smil voksede sig større.

"Super! Så vil jeg..." Han rakte en hånd bagud og fiskede et papir op og lagde det foran mig. "Bede dig om at underskrive her," fortsatte han og lænede sig tilbage i sin store stol. Han lagde armene over kors og betragtede mig, i takt med at jeg fik sved på panden. Jeg følte et stort pres, når han kiggede sådan og jeg havde ikke tid til at tænke igennem. Det gik for hurtigt.

Pludseligt greb jeg pennen og plantede med lynets hastighed min underskrift på papiret.Og ikke så snart havde jeg gjort det, før han rev kontrakten væk.

"Mange tak! Vi ser frem til at se mere til dig. Du kan møde op senere i eftermiddag og finde dig til rette. Vi begynder træningen i morgen, hvor du også vil møde Justin og resten af hans crew, " forklarede han. Jeg nikkede stift og gjorde mine til at rejse mig. Jeg gav ham hurtigt hånden.

"Tak, mr. Braun," svarede jeg hæst og rejste mig fra stolen.

"Jamen, det var så lidt," svarede han og begyndte at skrive på hans computer. Jeg antog i min forvirring at samtalen var slut, så jeg begyndte at bakke ud af rummet. Jeg havde lige vendt mig om, da hans stemme endnu engang rungede gennem de papirstynde vægge.

"Åh, og Rosa?" spurgte han og kiggede op. Jeg vendte mig om og så ind i hans mørke øjne. Han smilede kort.

"Velkommen til."

 

______________________________________________________________

Så kom der endelig endnu et kapitel!

Det blev ikke så godt, men jeg er presset med tid i øjeblikket, så det blev altså det her.

Syntes at I skulle have det nu <3

Hvad sker der når Rosa skal 'finde sig til rette'? Let me know what you think.

Vi ses i næste kapitel!

 

~ Anna M.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...