Dance masters

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2014
  • Opdateret: 30 jun. 2015
  • Status: Igang
Justin Bieber holder dansekonkurrence. Han skal bruge en danser som hans partner i et danseshow som hedder "Dance masters" hvor en kendt skal have en ukendt med. Derfor afholder han en konkurrence som mange unge piger stiller op til for at blive hans partner. Deriblandt er også den dygtige danser, Rosa Scarfield som vil gøre alt for at vinde konkurrencen. Rosa er konkurrence menneske og vil bevise overfor Justin at det er hende han skal vælge. Derfor bliver hun vred da Justin vælger en anden som hans partner. Men på mystisk vis bliver hun alligevel Justins partner og de begynder at øve til showet sammen. Men Rosa og Justin finder ud af mange ting om hinanden. Justin ser tydeligvis kun Rosa som den anden bedste og på grund af det store konkurrence menneske hun er, forsøger hun at bevise det modsatte. Pludselig havner de begge to i flere konkurrencer af gangen. Både i showet blandt de andre deltagere, men også mellem de to indbyrdes. Hvordan vil det mon gå? Find svaret her. *Kendt.*

16Likes
18Kommentarer
2164Visninger
AA

6. "Er det ikke hende der blev nummer to?"

 

// Rosas synsvinkel. //

 

Jeg sukkede kort, som jeg stod og så på min dør. Den var åben lige nu og jeg kunne se lige ind i min opgang, hvor mit trygge hjem dannede rammerne for mit liv. Alt dette skulle jeg nu forlade. Jeg hev i mig selv. Jeg skulle jo ikke forlade det! Jeg skulle flytte midlertidigt, ligesom når folk deltog i xfactor og andre realityshows. Nu skulle jeg snart på live TV sammen med selveste Justin Bieber. Hele USA ville se med, sådan havde Scooter sagt. Ja, jeg vidste stadigvæk ikke hvad jeg skulle mene om ham, da jeg syntes at alt det her gik lidt for hurtigt, men jeg måtte jo gå ud fra at det var sådan branchen var. Angående Scooter, så havde han faktisk ringet kort efter at jeg var kommet hjem igen. Han havde fortalt at det var bedst at jeg mødte Justin i dag i stedet for først i morgen. Af 'visse' grunde. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg ville få en masse at vide under dette forløb grundet 'visse' grunde. Jeg sukkede en sidste gang, og rystede kort på hovedet, som jeg gik hen for at lukke døren og dreje nøglen.

"Jeg kommer snart tilbage," hviskede jeg kort til mit håndtag, som jeg slap det og begav mig hen mod mit skrog af en bil. Nøj, hvor jeg kom til at savne stedet.

Efter lidt tid var jeg endelig ved bygningen. Well, endelig var måske lidt af et mærkeligt ord at bruge, i sammenhængen. Jeg kunne ikke fordrage bygningen. Af 'visse' grunde. Jeg grinede tørt for mig selv, da jeg steg ud af bilen og gned mine hænder mod hinanden. Det var stadigvæk virkelig koldt. Jeg smækkede døren og satte nøglen i låsen og drejede om. Derefter gik jeg om til bagagerummet, løftede det op og greb den kuffert der var deri. Jeg svang også min taske over skulderen og smækkede derefter bagagerummet og låste. Så var jeg klar. Med min kuffert rullende bag mig, begav jeg mig op mod glasdørene og den kridhvide reception. Det kolde pust mod mit ansigt var der ganske rigtigt også, da jeg trådte ind af dørene. De to receptionister var der også, men denne gang gik jeg ikke derhen. Jeg var Justin Biebers partner, jeg skulle fandme ikke hen i receptionen. Om jeg så skulle lede hele bygningen igennem for at finde lokalet jeg skulle befinde mig i, så var det det jeg måtte gøre. Jeg styrede lige forbi de to mannequin dukker og gik op af trappen, for at fortsætte hen mod Scooters kontor. Jeg droppede at banke på og fortsatte lige ind i lokalet. Scooter løftede overrasket hovedet da jeg meldte min ankomst, og lagde telefonen fra sig.

"Jeg ringer tilbage senere."

Han så overrasket op og løftede et forvirret øjenbryn.

"Jamen hej.. Rosa..eh.. hvad laver du her?" spurgte han forvirret.

Hvordan følte jeg om det her? Jeg havde ingen idé. Det hele var lidt rodet.

"Øh ja, jeg var her i formiddags og du sagde at jeg skulle pakke, så-.."

"Ja, det kan jeg godt huske," afbrød han skarpt, så jeg klappede i som en østers. Okay, jeg vidste ikke at det var sådan de talte til nye? Well, super godt førstehåndsindtryk. Klapsalve til ham. Han tog en dyb indånding og fortsatte så behersket.

"Du skal over til dit værelse. Det ligger i den anden del af bygningen. Spørg en i receptionen og han vil følge dig derover."

Jeg måbede. Var det det han forstod som service? Jeg anede ikke engang hvor det værelse skulle være? Han sad bare der i sin store stol og var oveni købet allerede begyndt at skrible videre på hans papir. Han kiggede ikke engang op. Jeg skar tænder. Måske skulle jeg klage over hans opførsel? True med at jeg ville forlade studiet hvis jeg ikke fik en bedre behandling? Jeg prøvede at hidse mig ned. Hvis det skulle være sådan, måtte det være sådan. Desuden, ville de nok bare finde en anden. Det var jo tydeligvis ikke så svært. Jeg trak på skuldrene og fortsatte hen mod døren. Jeg åbnede den, trådte ud og undlod at lukke den for at pisse ham lidt af. Ikke at det så ud til at virke.

Jeg undslap et tungt suk og fortsatte tilbage af den vej jeg var kommet, ned af trapperne til jeg endte i den pinligt rene reception. Jeg rullede kort med øjnene, ved synet af de to mannequindukker, men begav mig alligevel hen mod dem. I dag var der stille i receptionen, så jeg kunne træde direkte hen til skranken, for at nedstirre den ene mand.

"Jeg har fået besked om, at I kan følge mig hen til den anden afdeling af bygningen, hvor jeg har fået tildelt et værelse," meddelte jeg koldt og afventede en reaktion. 

Manden så ud som om at jeg havde sagt noget grimt til ham. Han rynkede kort brynene, så det et øjeblik faktisk lignede at han havde følelser. Ansigtet forsvandt hurtigt.

"Det kan arrangeres," svarede han monotont og med en ro, som tydeligvis sagde at han ikke kendte til det travle liv. Men på den anden side var det måske også meget forståeligt, når han arbejdede i den reception. Jeg nøjedes med at nikke og lod ham træde ud fra receptionen og gå et skridt foran mig, for at fortsætte mod en anden gang. Jeg fulgte tavst efter.

Efter en del tid nåede vi endelig frem til en dør. Jeg var lige ved at brase ind i ham, da han stoppede så pludseligt. Vi havde gået i lidt tid, så mine ben var endt med bare at sætte det ene foran det andet. Han vendte hovedet og så om på mig med et blik fyldt med væmmelse, så jeg var tæt på at rulle med øjnene. Hvem blev så sur over at jeg væltede ind i hans arm?

"Det her er din suite. Se dig omkring, vend tilbage hvis klager, og nyd dit ophold til konkurrencen er forbi."

Sådan sagde robotten før han stift vendte om på hælen og gik tilbage af gangen. Jeg stirrede efter ham. Hvem gik bare sådan? Han var åbenbart ikke vant til almindelig kommunikation. Det kunne være at jeg skulle lære ham amerikansk? Jeg rystede opgivende over mine egne tanker, og lod mit blik ramme døren. Han havde sat en nøgle i døren. Uden tøven greb jeg den, drejede om og stod to sekunder efter i værelset. Det var et form for dobbelt rum. Der var to dobbeltsenge i hver sin side af lokalet. Der var ét badeværelse, men det var et stort et af slagsen. Med badekar! Her skulle jeg sgu nok falde til. Jeg studerede det ret smukke rum grundigt. Der var et smukt rødligt gulvtæppe, og det lignede mest af alt et hotelværelse af de bedre. Der stod en sort taske på en af sengene, så jeg tog den anden og satte også min kuffert på den. Jeg gav mig til at pakke ud, men bedst som jeg var i gang med at lægge tøjet på hylder i skabene, gik døren op, uden varsel. Seriously, de kunne sgu da godt have banket på!? Jeg kunne have siddet på toilet!? Jesus.

"Miss, vi vil meget gerne have lov til at rydde op og gøre rent i Deres værelse."

En lille dame iført et forklæde, talte. Jeg vendte straks hovedet. Det var dårligt, men forståeligt engelsk, hun talte. Jeg studerede hende grundigt. Hun var mørk i huden og havde det flotteste mørke hår. Jeg havde lyst til at gå hen og ae hende på hovedet, men lod være. Hvor mærkeligt ville det ikke lige være?

"Kunne De eventuelt gå til det møde De skal være til om to minutter, imens?"

Jeg spærrede øjnene op ved lyden af hendes foruroligende ord. To minutter? Et møde? Det var der virkelig ingen der havde informeret mig om! Hvor min brochure - min guide!?

Jeg aå panisk på hende og hun kiggede uforstående på mig. Ja, ja, jeg fattede da godt at hun bare gerne ville gøre sit job og rense mit toilet, men undskyld mig, to minutter!?

"Ved du tilfældigvis hvor det møde bliver holdt?" spurgte jeg panisk og glemte alt om formelle betegnelser. Hun så forvirret på mig og betragtede mig hurtigt, som søgte hun efter noget uærligt ved mig.

"Det foregår på Mr. Braun's kontor?" svarede hun langsomt uden rigtigt at fatte min forvirring. Jeg havde svært ved at se det komplicerede i det. Mit ansigt lyste alligevel op ved lyden af hendes ord, og jeg skyndte mig forbi hende og løb ud på gangen. Jeg kunne kun huske noget af vejen, men det stoppede mig ikke i at spæne fremad, som blev jeg forfulgt af en vred tyr. Jeg løb sikkert forkert, kom jeg til at tænke og søgte febrilsk efter en der arbejdede her. Mit blik landede på en ung mand i uniform, som var ved at indsamle brugte håndklæder, og jeg skyndte mig hen til ham, mens jeg kunne mærke tiden løbe ud som sand i et glas.

"Undskyld mig, men ved du hvor Scooter's kontor er?" spurgte jeg forpustet, og støttede mig til kurven hvor han netop smed et håndklæde i. Han stoppede op og rynkede et øjeblik brynene for at scanne hele mit ansigt.

"Det er den vej?" spurgte han forvirret og pegede i samme retning, som jeg havde været i gang med at løbe. Jeg sukkede højt, så den unge mand kiggede forskrækket på mig.

"Det er ikke dig, det er mig," sukkede jeg og fortsatte hurtigt, mens jeg klappede mig en over panden. Det lød som om at jeg slog op med ham. Forhelvede.

Jeg svang hurtigt om et hjørne og løb helt ned af gangen, til jeg endelig stod overfor Scooter's kontor. Uden tøven bankede jeg døren op og trådte forpustet ind i lokalet, hvor mindst 24 personer sad og kiggede mærkeligt på mig. Well, I wasn't sorry. Hvis de havde forventet at jeg kom i rette tid, skulle de måske have startet med at informere mig om mødet.

"Hej," startede jeg akavet, og vinkede akavet med hånden, til de mange mænd i jakkesæt. Et par af dem vinkede forvirret tilbage og imens genvandt jeg pusten. Jeg gik uden tøven hen til den frie stol ved siden af en af mændene og satte mig. De sad bare og stirrede på mig. Stilheden var efterhånden ved at blive så alarmerende akavet, at jeg måtte sige noget.

"Såe, hvad er det her for n-"

"Vent, hvem er det?"

Jeg vendte hovedet da en person valgte at afbryde mig, og jeg rynkede brynene for derefter at scanne personerne rundt om bordets ansigter. Hvem var den skyldige? Mit blik landede på en person som så ret bekendt ud. Hans hår havde engang været helt brunt, så blondt og derefter nu en mellemting. Personen var helt fantastisk guddommelig lækker, og havde derudover også valgt at jeg var blevet nummer to til konkurrencen, som havde skullet ændre mit liv. Personen jeg fiskede efter, var ingen ringere end Justin Drew Bieber. Lige nu sad han og kiggede forvirret på Scooter. Spørgsmålet havde åbenbart været henvendt ham. Altså, det var jo ikke så svært at svare på. Det at han havde afbrudt mig på den måde, og derefter bare sad og stirrede forvirret på Scooter, som om jeg overhovedet ikke var der, kunne jeg bare ikke tage. Røvhul.

"Ja, det er jo så Rosa Scarfield, som skal væ-"

"Er det ikke hende der blev nummer to?"

Jeg spændte i mine knoer. Hvorfor skulle han absolut afbryde hele tiden og grave i det på den måde? Der var ingen grund til at gnide salt i såret og nu sad han der og snakkede om mig som om at jeg overhovedet ikke var til stede. Jeg rømmede mig.

"Jo, det er mig," svarede jeg med et anstrengt smil, men kunne ikke lade være med at sige det med en sarkastisk undertone. For helt ærligt, fyren opførte sig som en papand. The guy was a douche. For første gang kiggede han på mig. Og ikke bare sådan at han kiggede på mig, han kiggede virkeligt på mig. Helt ind i øjnene. Dog varede det højest tre sekunder, men det var altså et kig. Han havde set at jeg var til stede. What a surprise.

"Aha," svarede han bare, og vendte derefter igen ansigtet mod Scooter, som sad ved siden af ham og så noget presset ud. Som sådan en far i offentligheden, med en søn der spørger efter legetøj, og så begynder at vræle når han ikke må få det, og alle omkring glor. Jeps, sådan så han ud. Anstrengt. Well, det ville jeg også være med Justin på slæb.

"Og hvad er det så lige at vi skal bruge hende til?"

Jeg spærrede øjnene op. Hvad helvede!? Sad knægten og spurgte om sådan noget lige foran snotten på mig!? Han prøvede ikke engang at gøre det diskret eller at hviske det, så derfor gjorde jeg det heller ikke diskret at jeg var ret så fornærmet.

"I skal bruge hende til at danse sammen med dig i showet," svarede jeg muggent, og stirrede direkte ind i Justins øjne, da han endnu engang vendte sig imod mig. Han kiggede bare nedladende på mig.

"Jaer, nu talte jeg ikke til dig," svarede han ligegyldigt, og fejede mig af med en håndbevægelse.

Jeg måbede. Hele dagen havde jeg fået den værste behandling, og så stod han her, min fremtidige dansepartner, og nedgjorde mig foran 24 mænd i jakkesæt!? Ikke på vilkår.

"Okay, hvis du ikke har tænkt dig at tale til mig alligevel, så kan jeg jo ligeså godt forlade studiet igen," sagde jeg og rejste mig brat fra min stol.

"Held og lykke med at finde en ny dansepartner inden i morgen," fortsatte jeg sarkastisk og skubbede hårdt stolen ind til bordet, for at vende røven til dem alle, og gå ud af lokalet.

 

Jeg løftede armen med et suk og kiggede et øjeblik træt på mit armbåndsur, før jeg igen lod armen falde ned på mit skød. Klokken var kun kvart i ni, og det var ikke fordi at det særlig meget, men jeg var sindssyg træt. Dagen havde været fuld af alle mulige omvæltninger og følelser. Jeg var ikke gået i gang med at pakke endnu, da jeg inderst inde nok gerne ville have en eller anden til at stoppe mig i handlingen. Jeg sukkede dog endnu engang, da jeg kom i tanke om at det allerede var et kvarter siden at jeg forsvandt fra mødet. De ville være kommet nu, hvis de ikke ønskede at jeg gik. Jeg rejste mig op med et træt suk, og kiggede et øjeblik på den plads i min seng jeg faktisk ikke havde lyst til at forlade. Jeg rystede dog kort på hovedet, og bevægede mig hen til hylderne med mit tøj. Jeg havde lige taget min første trøje op, da det bankede på døren. Mit hoved tittede varsomt frem fra hylderne og jeg kiggede en enkelt gang undersøgende på døren, før der igen lød et højt bank. Så kom jeg til mig selv og skyndte mig hen til døren, men var på vejen ved at snuble over min kuffert på gulvet. Jeg bandede højlydt og hoppede mærkeligt på den ene fod, hen til døren, hvor jeg stadig holdt om den fod der gjorde ondt. Med et smerteligt udtryk plantet i ansigtet, åbnede jeg døren på klem og gloede ud mod personen derude. Scooter.

"Rosa, du må seriøst ikke forlade studiet, vi har brug for dig her!" sagde han hurtigt, så jeg igen spærrede øjnene op. Hvad var det han sagde? Så kom jeg i tanke om, hvad det egentlig var der lige var sket, og mit glædes-niveau faldt gevaldigt. Jeg surmulede.

"Det tog jer ellers lang tid at finde ud af," mumlede jeg muggent og så ned på gulvtæppet.

"Jaer, du må altså undskylde Justins opførsel, han er bare lidt..." Han ledte efter ordet, og jeg kom ham glædeligt i forkøbet.

"Stupid?" spurgte jeg med et prøvende smil. Alt jeg fik tilbage var et træt blik, så jeg gemte det væk igen.

"Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det," svarede han og ignorerede min kommentar. Han slog kort ud med armen, og så også ret frustreret ud.

"Han var vel bare lidt forvirret, men det skal selvfølgelig ikke undskylde hans opførsel!"

Jeg smilede svagt. Det havde han guddødme ret i.

"Prøv lige, det er helt i orden, jeg orker alligevel ikke at pakke igen," smilede jeg træt og pegede ind mod min endnu tomme kuffert. Han fulgte mit blik og smilede kort, hvorefter han fandt mine øjne igen.

"Jamen, seriøst Rosa, vi er meget glade for at have der her," fortsatte han og så mig indtrængende i øjnene. Jeg troede ikke helt på ham, men undlod at kommentere på det. Alt skulle nok blive fint mellem Justin og jeg. Ikke? Han havde sikkert bare haft en dårlig dag. Jeg havde jo set videoer med ham, og der havde han altid set så glad ud?

"Jeg er seriøst også glad for at være her," smilede jeg og grinede blidt. Han slog selv en lille latter op og scannede igen rummet bag mig med et smil.

"Jamen, det er jeg glad for at høre. Men måske skulle du til at skrubbe i seng? Første øvedag er i morgen, og du skal være klar i træningen klokken syv, sharp."

Jeg spærrede øjnene op ved hans sidste ord. Syv!? Han grinede dog blidt af det, og vendte sig så halvt om.

"Godnat, Rosa."

Jeg smilede varmt.

"Godnat, Scooter. Vi ses i morgen."

 

__________________________________________________________

Hallo guys!

Så fik Rosa da godt nok lige mødt Justin, var? Mon han fortsætter med at være sådan? 

Vi ses i næste kapitel <3

Glem nu ikke at like, fave og kommentere <3

 

~ Anna M.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...