Dance masters

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2014
  • Opdateret: 30 jun. 2015
  • Status: Igang
Justin Bieber holder dansekonkurrence. Han skal bruge en danser som hans partner i et danseshow som hedder "Dance masters" hvor en kendt skal have en ukendt med. Derfor afholder han en konkurrence som mange unge piger stiller op til for at blive hans partner. Deriblandt er også den dygtige danser, Rosa Scarfield som vil gøre alt for at vinde konkurrencen. Rosa er konkurrence menneske og vil bevise overfor Justin at det er hende han skal vælge. Derfor bliver hun vred da Justin vælger en anden som hans partner. Men på mystisk vis bliver hun alligevel Justins partner og de begynder at øve til showet sammen. Men Rosa og Justin finder ud af mange ting om hinanden. Justin ser tydeligvis kun Rosa som den anden bedste og på grund af det store konkurrence menneske hun er, forsøger hun at bevise det modsatte. Pludselig havner de begge to i flere konkurrencer af gangen. Både i showet blandt de andre deltagere, men også mellem de to indbyrdes. Hvordan vil det mon gå? Find svaret her. *Kendt.*

16Likes
18Kommentarer
2168Visninger
AA

4. "Der må være sket en fejl."

 

// Rosas synsvinkel //

 

Der måtte være sket en fejl. Der måtte simpelthen være sket en fejl. Rådvil kiggede jeg fra den ene til den anden side, men så kun alle de andre piger gå ned fra scenen med skuffede blikke, nogle græd endda. Selv var jeg fuldstændig målløs. Hvordan kunne det ikke være mig der havde vundet, men Paris? Jeg havde godt nok ikke set hendes optræden, men det var da fuldstændig underordnet? Pointen var, at jeg havde fortjent at vinde - jeg var den bedste! Hvileløst betragtede jeg de andre piger gå ned fra scenen og ud af hallen med armene om hinanden. Selv stod jeg her - nu som den eneste - midt på scenen, komplet forvirret. Hvordan kunne jeg ikke have vundet? Pludselig skød vreden op i mig. De snothoveder havde lavet en fejl! De kunne ikke se mit talent! Rasende stormede jeg ned fra scenen og begav mig med faste skridt forbi dommerbordet hvor Justin og dommeren var ved at pakke sammen. Jeg gik hurtigt hen til manden med brillerne og stirrede så ondt på ham at mine øjne næsten blev varme.

"Goddag Miss, hvad kan jeg hjælpe Dem me-"

Uden at tøve trådte jeg helt hen til skranken, greb fat i hans slips og trak ham ned til mig, så jeg kunne se ham i øjnene. Han udstødte en rallende lyd og blev rød i hovedet, men jeg havde taget førstehjælpskursus og jeg vidste at han ikke ligefrem ville få et hjerteslag af dette. Selv var jeg ved at få et.

"Du har lavet en fejl!" brølede jeg ind i hans hoved, så han missede med øjnene. Han trak vejret hurtigt og der var et par få sveddråber på hans pande.

"H-hvad m-mener du frøken?" spurgte han forsigtigt og forsøgte at sende mig antydningen af et smil. Jeg gøs. Fyren havde værre tænder end en død.

"Jeg mener, at jeg ikke vandt konkurrencen!" svarede jeg sammenbidt og forsøgte at ignorere smerten som følge af at sige ordene. Jeg kunne stadig ikke fatte at jeg ikke havde vundet. Men Justin måtte være blind. Der var ingen anden forklaring.

"Hvad har du at sige til dit forsvar!?" hvæsede jeg arrigt, men slap grebet om hans slips en anelse, da han forsøgte at trække det til sig. Han rettede sig op, rettede på slipset og pustede så ud. Derefter kiggede han arrigt på mig og gav mig elevatorblikket, som om han lige skulle vurdere om jeg nu også var helt skør.

"Miss?" svarede han behersket.

"Jaer?" svarede jeg irriteret og prustende. Han rettede kort på sine briller og kiggede derefter på mig med et snobbet blik.

"De har tabt konkurrencen." Han sendte mig et sarkastisk smil, hvilket fik mit indre til at boble af vrede.

"Hvad mener du med det!?" råbte jeg surt, så en del ansigter vendte sig og så forfærdet mod mig. Guess what? Jeg var ligeglad. Han kiggede på mig, smilede kort og tog derefter en telefon i hånden.

"Jeg mener, at det er det jeg har at sige til mit forsvar," klukkede han og morede sig tydeligvis over mit humør. Men jeg skulle vise ham at det ikke var for sjov! Det var ikke altid en joke at jeg blev døbt Scarfield.

"Hør lige her kammerat!" hvæsede jeg og stormede igen frem, hev i hans skjorte og nærmede mig hans ansigt så meget at jeg kunne lugte hans ånde der stank af røg.

"Jeg er ikke kørt to timer i bil herud på lars tyndskids mark, så du kunne lave en fejl! Forstår du? Hører du mig!?" Jeg skar tænder af raseri og kunne ikke forstå hvordan alle i denne her bygning kunne behandle mig som lort. Justin, receptionisten, danserne og nu ham. Manden var begyndt at se lidt bange ud.

"Miss, jeg kan intet gøre. En konkurrence er en konkurrence." Han så mig i øjnene. "Og du tabte denne." Vred over hans ord hev jeg endnu mere i hans hvide skjorte, mens han tastede et nummer og sagde noget i telefonrøret jeg ikke kunne høre - jeg ikke ville høre.

"Hør her, fister! Hvordan tror du at du ville have det hvis du må-" Længere kom jeg ikke, før en stor hånd lagde sig på min skulder og jeg tav øjeblikkeligt. Jeg kiggede op. En stor mand iført en blazer og med en walkie-talkie i lommen kiggede på mig med et udtrykløst ansigt. Han var monster høj og stor som bare fanden. Ham havde jeg ikke lyst til at løbe ind i!

"Har vi et problem her?" spurgte han og jeg skyndte mig at smile op til ham, for at signalere at han var forkert på den. "Nej sir, det har vi virkelig ikke," svarede jeg og sendte ham et blændende tandpasta smil. Hans mundvige vendte sig hverken op eller ned. Han kiggede fortsat på mig som var jeg en idiot, men vendte derefter langsomt blikket mod manden med briller, der stod og rettede på hans slips, som jeg nok var kommet til at ødelægge lidt.

"Mener De at vi har et problem?" spurgte han udtryksløs. "De ringede," tilføjede han lidt lavere.

Manden med slipset nikkede og kiggede derefter på mig med et stift blik. Jeg sendte ham et ondt blik og rakte tunge, hvilket nok i sidste ende var det der fik security garden til at tage en hånd om min lænd, for derefter at svinge mig op på hans skulder. Jeg slog et par gange ud i luften.

"Vent, der må være sket en fejl!" råbte jeg. "Der må være sket en fejl!" Han var allerede begyndt at gå. Han tog dog min taske i hånden kunne jeg se, så jeg undlod at skrige ind i hans øre. Bag mig kunne jeg se manden stå ved skranken og vinke hånligt til mig. Jeg sendte ham en grimasse og kiggede surt ned i gulvet.

Lige foran indgangen stoppede sikkerhedsvagten og satte mig ned med et bump. Han fik dog fat med hans store fingre lidt for tæt på min røv og jeg skubbede hurtigt hans grabber væk og sukkede irriteret.

"Bedre held næste gang," hilste han pænt og gik sin vej. Pff. Bedre held. Held var ikke noget jeg havde brug for. Jeg havde hvad der skulle til. Talentet. Det var det det handlede om. Om ikke andet så stod jeg nu mutters alene ved indgangen - og så uden en sejr! Jeg sukkede igen og stønnede højt af ærgelse, så en del ved receptionen kiggede mærkeligt på mig. Jeg rullede med øjnene. Jeg burde nok også gå over og checke ud.

På vej over mod køen, fiskede jeg min mobil op af min håndtaske. Den kunne måske aflede min opmærksomhed en anelse. Jeg lod håndtasken dumpe ned på gulvet , hvor jeg stillede den mellem mine fødder. Jeg fandt min mobil frem og tjekkede Facebook. Desværre fuldstændig uden held med hensyn til at distrahere mig fra min fiasko.

"Hey!" en høj stemme tæt ved mig, fik mig til at spile øjnene op som jeg stod i køen. Jeg vendte mig hurtigt rundt og spottede hurtigt en mand komme stormende hen mod mig. Jeg sendte ham et spørgende blik. Hvem var han og hvad ville han?

"Hey, det er da dig den gode danser!" fortsatte han prustende og nåede over til mig. Jeg rullede med øjnene over hans kommentar, selv om jeg blev en anelse smigret. Jeg vandt ikke. Det var ikke godt nok.

"Ja, det er så åbenbart ikke alle der synes det," svarede jeg bare og lagde armene over kors. Jeg gjorde mine til at vende mig igen, da det blev min tur, men han lagde en hånd på min skulder. Mit blik gled ned mod hans hånd. 

"Justin kan være svær at gøre tilfreds. Men jeg vil bare gerne lige have at du ved at jeg synes du var den bedste. Du skulle have vundet. Du ville være perfekt!"

Jeg smilede svagt over hans søde ord og sukkede.

"Tak, men jeg vandt altså ikke." Jeg vendte mig og så ind i hans bedende øjne. Hans ansigt var ét stort smil og han snakkede igen alt for højt. Jeg ignorerede det.

"Så nu vil jeg tage hjem. Vi ses vel.. ikke?" fortsatte jeg og sendte ham et spørgende smil. Jeg vidste jo godt at vi ikke ville ses igen.

"Forhåbentligt," svarede han og sendte mig et smil. Så vendte han sig om og forsvandt fra køen, som han ellers havde formået at stoppe helt. Jeg vendte mig forvirret rundt med en hovedrysten og gik hen til skranken til damen som sad surt og ventede på mig. Igen.

"Oh, jeg hedder forresten Ryan!" råbte han pludselig. Jeg drejede mig en omgang og spottede hurtigt hans høje figur i mængden. Jeg betragtede kort de lyse lokker igen, inden mine brune øjne mødte hans blå. Jeg smilede.

"Rosa!" svarede jeg glad. "Rosa Scarfield."

 

_______________________________________________

Hej alle sammen!

Først og fremmest, så må I virkelig undskylde ventetiden!

Jeg har haft så travlt med "Actors Interest" og "I Need You To Be Alright" at jeg bare ikke har nået denne! Til gengæld har jeg også opgivet en masse movella'er fordi jeg ikke så noget potentiale i dem. Men nu er jeg her og jeg vil love at fokusere mere på denne movella! 

Er der nogen derude som stadig følger med? Lad mig endelig vide det. Jeg er så spændt på om jeg vil opnå succes med denne historie. Om ikke andet så nyder jeg at skrive på den, og hvis I vælger at følge med, kan I se frem til en masse drama!

Hvad tror I der vil ske i næste kapitel og hvad synes I om Rosas reaktion?  Let me know xD

Jeg håber selvfølgelig at I vil give den et like og smide den på favoritter, hvis I ikke allerede har gjort det og ellers så ses vi i næste kapitel, som udkommer SNART! :)

 

~ Anna M.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...