Fortabt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2014
  • Opdateret: 1 nov. 2014
  • Status: Færdig
Jeg er ikke et menneske, og jeg er ikke et dyr eller en ting. Jeg har levet altid… Lige siden jorden blev skabt. Jeg er hurtigere end lynet, smukkere end den smukkeste solnedgang, og ondere end det dybeste mørke.

4Likes
6Kommentarer
194Visninger

2. Svar

~Solens stråler vækker mig, jeg hader at blive vækket af det forbandede lys. Det er sådan en rædselsfuld måde at vågne på. Med dårligt humør, går jeg hen og ser om drengen er død. Han ligger ikke der hvor jeg kylede ham hen, han er forsvundet. Jeg bliver rasende, men der ligger en masse indtørret blod på træet og græsset. Det hjælper lidt på mit dårlige humør.
Jeg går ind til byen. Jeg vil finde ham. Han skal ikke afsløre mig, ellers bliver det værst for ham selv. Jeg stiller mig op af et træ i parken, han må være her et sted jeg kan mærke det. Der kommer en mand hen til mig og siger ”hva’ så skatter” og så begynder han og tage på mig. Jeg lokker ham med hen et øde sted i parken, og han følger med. Jeg har tænkt mig at gøre det hurtigt med en dolk hvis jeg bruger mine evner kan jeg afsløre mig selv. Han ser jeg trækker dolken frem og han begynder at løbe. Hvorfor løber alle mennesker når de skal til at dø? Det er jo håbløst. Han når ikke særlig langt før jeg står foran ham, chokket er tydeligt at se, han tænker sikkert ”Hvordan gjorde hun det, en pige burde ikke kunne løbe så hurtigt ” jeg hvæser til ham ”sig farvel for om 10 sekunder er du død” og så dolker jeg ham i brystet. Der strømmer en flod af energi igennem mig. Jeg sikre mig lige at ingen så det, for hvis de havde, skulle de lide den samme død som ham.  Med det samme jeg går ud af skoven ser jeg ham, drengen. Han sidder på en bænk, og læser en bog henne i den anden ende af parken. Han har fået en kæmpe flænge i panden, og han har vist brækket armen. Da jeg kommer nærmere kan jeg se at det han læser er en bog der handler om væsener. Tror mennesker virkelig på sådan noget bras? Væsener, engle, monstre, spøgelser osv. vi er unikke mere skal der ikke til for at beskrive os, og ja de fleste af os er ondskabsfulde. Jeg gemmer mig bag træerne indtil jeg kommer tæt nok på ham, og så står jeg bag ham. Han lægger ikke mærke til noget, jeg læner mig ned og hvisker ”bøh” ind i hans øre. Jeg griner højlydt da han, fare op og vender sig om. Han ser tiltrukket ud, men rædslen er i stadig i ham. Jeg tager fat i hans arm, og næsten trækker afsted med ham helt hen til engen, som ligger omkring min skov. Men han standser op da det går op for ham hvad der er ved at ske. Han løber igen denne gang, men hen mod skoven. Han zigzagger ind imellem træerne, jeg lader ham få et lille forspring det er jo synd for ham hvis jeg skal torturere ham med det samme. Det ser ud til at han er kommet langt i forhold til at jeg gav ham et par minutter at løbe på. Det bliver jo for let, men jeg gider ikke give ham mere tid, jeg er ved at blive træt.  Men det tog et par minutter alligevel at finde ham. Jeg forskrækker ham så meget at han bliver bevidstløs, det er også godt for ellers skal jeg jo slå ham ned. Han kan ikke bare ligge der så jeg slæber ham hen til et træ nær søen. Jeg sætter mig over for ham, han har været bevidstløs i et par timer så jeg går ud for at finde noget mere næring. Da jeg kommer tilbage er han vågen, og forvirret han kan ikke huske hvad der er sket. Men det kom tilbage til ham lidt ad gangen. Da det hele er kommet tilbage til hans hukommelse spørger han ”Hvad vil du med mig? ”, ”Sørge for at du ikke afsløre mig” han ser lidt mere afslappet ud nu. Han kigger sig meget omkring som om de var på en hyggelig skovtur, og var taget et sted hen han aldrig havde været før. Det irriterer mig helt vildt. Det er ved at blive mørkt så søen er sort, rigtig sort. Han får øje på søen og gyser. Det muntre mig op. ”Jeg går jeg ned og sover nu, du har bare med at blive her. ” Han ser virkelig forvirret ud, men hans forvirring forsvinder da jeg træder ned i det kolde mørke og forsvinder.
Der ligger en tæt tåge om morgenen, men drengen sidder der stadig. ”Har du haft en rædselsfuld morgen? ” han svare ikke. Jeg går tættere på, og ser at han sover. Nu bliver jeg vred. Jeg stiller mig op foran ham, og stirre ham lige ind i de lukkede øjne. Mareridt, han vågner op med et sæt. ”Hvorfor er du så interesseret i væsner? ” han kigger på mig som om det er det enkleste i verden. Det eneste han siger, er ”jeg er sulten”, hvorfor skal han være så irriterende. ”Du kan få noget mad når du har svaret mig”, ”ingen mad ingen svar ”.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...