Fortabt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2014
  • Opdateret: 1 nov. 2014
  • Status: Færdig
Jeg er ikke et menneske, og jeg er ikke et dyr eller en ting. Jeg har levet altid… Lige siden jorden blev skabt. Jeg er hurtigere end lynet, smukkere end den smukkeste solnedgang, og ondere end det dybeste mørke.

4Likes
6Kommentarer
196Visninger

1. Drengen

~Jeg er ikke et menneske, og jeg er ikke et dyr eller en ting. Jeg har levet altid… Lige siden jorden blev skabt. Jeg er hurtigere end lynet, smukkere end den smukkeste solnedgang, og ondere end det dybeste mørke. Min slægt er udryddet. Der er kun mig tilbage. Jeg bor i en sø dybt inde i skoven, langt væk fra alting. Der er ingen der ved at jeg er her. Der er aldrig nogle der tør at komme så langt ind i skoven, det gør de også klogt i. Jeg får næring af de mennesker som jeg dræber, jo mere næring jo flere drab.
Jeg sidder i udkanten af skoven og kigger på det skønne mørke der er ved at sænke sig over horisonten. Tænker på alt det som sker når mørket kommer frem... På de mennesker som er faret vildt og ikke kan finde hjem, den tanke fryder mit sorte hjerte. Jeg skal til at gå da jeg ser en skikkelse længere fremme. Jeg tænker lidt om jeg skal jeg gå eller skal jeg skræmme ham ihjel? Jeg vælger at blive stående og tiltrække ham og så... Han er næsten helt henne ved mig nu, men han standser op. Han hvisker ”Åh nej, du er… ” mere når han ikke at sige før han vender sig om og løber alt hvad han kan. Jeg griner ”Det er jo håbløst at løbe”, og stod med det samme foran drengen. Han er vist 15-16 deromkring. Han er næsten død af skræk det kan man se på det kridhvide ansigt og rædslen står malet i hans øjne. Det er sjovt at se hvor let mennesker bliver bange. Han stammer ”H-h-h-hvad vil du?!”, jeg smiler ”dræbe”.  Hans ansigt tør op og han begynder at grine, jeg bliver forvirret og irriteret. ”Hvad griner du for? ” han bliver ved med at grine men til sidst får han taget sig sammen og siger ”Det er altså ikke halloween endnu, og dit kostume er jo ikke et kostume, men det er virkelig underligt at du kan bevæge dig så hurtigt” nu er jeg virkelig rasende at tro jeg laver sjov med ham, han skal få et se at jeg godt kan være farlig. Jeg tager fat om hans hals ”hvad laver du!?” hans rædsel er vendt tilbage, jeg slynger ham ind i et træ, han stønner og til sidst ligger han stille. Jeg gider ikke se efter om han lever, og hvis han gør dør han i løbet af natten. Nu er alt blevet stille og sort, jeg tænker på de dejlige skrig af menneskers smerte imens jeg går hjem til søen. Vandet bliver sort om natten, rigtig sort.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...