Cilles verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2014
  • Opdateret: 2 nov. 2014
  • Status: Igang

3Likes
0Kommentarer
112Visninger
AA

2. Kapitel 2

Jeg vågnede kl. 07.00 fredag morgen. Jeg tog mine blå jeans på og min sorte trøje. Jeg gik hen til mit smykkeskrin og fandt mine sorte blomster-øreringe. Så gik jeg ud og fik noget morgenmad sammen med min familie. Efter at have spist morgenmad gik jeg ud på toilettet for at børste hår og tænder. Jeg tog min skoletaske på ryggen og begyndte at gå til skole.

Da jeg kommer der hen, ser jeg Justin stå og snakke med Julie. Jeg var så bange for, at de var blevet kærester. For tænk hvis de var kærester. Så ville jeg jo ikke kunne blive kærester med ham, og hvordan vil Julies og mit venskab være nu? Men jeg vil ikke gå og tænke det, hvis det nu er, det ikke var det, så jeg gik hen til Julie. "Hej Julie, jeg så du snakkede med Justin. Hvad snakkede i om?" Hun så rigtig underligt på mig, som om hun var sur. "Vi snakkede bare om den her." Hun gav mig et stykke papir hvorpå der står: "Hej Cille, du er hermed inviteret til fest på skolen denne søndag kl. 15.00 til kl. 20.00, hvis du ikke kan komme, skal du give besked til Justins mor. Med venlig hilsen Justin." Da jeg kiggede op for at smile til Julie, var hun væk. Jeg troede bare, hun skulle på toilet eller noget, så jeg gik ind til time, men da klokken så ringede ind til time, og læren var kommet ind i klasse lokalet, sad Julie ikke ved siden af mig, som hun plejede. Jeg troede, hun havde sat sig et andet sted, så jeg kiggede rundt i klassen, men hun var der ikke, og jeg så op på læren, som kiggede mærkeligt på mig. Hun spurgte: "Cille, hvor er Julie?" "Jeg ved det ikke. Jeg så hende, da hun ville give mig en invitation, men da jeg kiggede op igen, efter at have læst den, så var hun væk. Jeg troede bare, hun var gået på toilet." "Cille, gider du at gå ud og kigge efter hende, mens vi andre fortsætter undervisningen?" "Ja selvfølgelig vil jeg det."

Jeg kiggede først ude på toilettet, men der var hun ikke, og så kom jeg i tanke om et sted, Julie var, når hun var ked af det, så jeg gik ud i skolegården bag en busk, og der sad hun. Hun havde tåre i hele ansigtet, og jeg spurte: "Julie, hvad er der dog galt, hvorfor er du ikke til time?" Hun tørrede tåre af kinden og kiggede op på mig. "Mine forældre er lige blevet skilt." Jeg kiggede på hende med store øjne. "Det er jeg ked af at høre." Hun var helt oppe at køre, hun sagde: "Tak, men det er jo min skyld, jeg vil næsten ikke hjælpe med at lave mad og tømme opvasker."  Jeg så forvirret på hende. "Nej, det er slet ikke din skyld, det er der mange børn, der tror, men det er det slet ikke. Dine forældre er måske bare vokset fra hinanden." Hun så lettet på mig. "Tror du?" Jeg så glad på hende. "Ja, helt sikkert."

Vi fulgtes ind i klassen, og alle vores klasse kamerater kiggede på os. De så på os, som om vi lige havde reddet hele verden, men det var jo lidt overdrevet, jeg var jo bare lige ude og hente Julie, men da vi var kommet ind i klassen, sagde læren til Julie, at de lige skulle snakke efter timen. Jeg kunne slet ikke lade være med at tænke på den invitation, jeg fik af Justin. Men på en måde kunne jeg heller ikke lade være at tænke på, at Julies forældre lige var blevet skilt, fordi jeg havde aldrig hørt dem skændes, men jeg skal nok ikke snakke for meget om det med Julie, fordi så bliver hun nok ked af det, og det vil jeg ikke have, at hun bliver.

Klokken ringede ud til frikvarter, og jeg ved, at Justin altid spiller fodbold i frikvarterende, men af en eller anden grund, så spillede drengene ikke fodbold idag. Jeg kiggede rundt for at se, om de spillede et andet sted, og der fik jeg øje på dem, men de spillede ikke fodbold, nej drengene var samlet om bænken og snakkede om festen på søndag. De var nok ved at planlægge det.

Nu var frikvarteret slut, og vi skulle have matematik. Jeg synes egentlig selv, jeg er ret god til matematik, men jeg tør ikke sige det højt, fordi så tror de bare, at jeg er sådan en, som synes en selv bare er god til alt, og sådan en er jeg altså ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...