Skygger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2014
  • Opdateret: 31 okt. 2014
  • Status: Igang
Selv den mindste ting kan blive noget stort. *Dette er min stil, hvor vi skulle skrive om gengæld fra modsætninger*

8Likes
8Kommentarer
175Visninger

1. -

Skygger

Den aftenkolde luft slog imod Monicas ansigt, da hun trådte ud af døren. Skoene gav genlyd i mørket, idet hun bevægede sig ned ad de mørke gader, som nu lå hen i natsorte skygger - kun svagt oplyst af lygtepælene. Kulden skubbede hende tilbage, da hun drejede om hjørnet ned langs en sidegade, mens bandeord efter bandeord forlod de rødoptegnede læber. Det var da også bare typisk, at Emilija aldrig tog sin telefon, når der var brug for hende.

Pludselig stoppede hun op med rynkede bryn og kiggede sig om i den gyde, hun var havnet i. Det var ikke her, hun burde være. Var hun gåede forkert? Sikkert og det var heller ikke noget nyt. Når Monica var fornærmet (hvilket skete tit), så tænkte hun ikke over, hvad hun lavede. Der stod ellers nummer treogtyve på det slidte og forældede hus foran hende, men det tilhørte hvert fald ikke Emilija, hvis far var bankmand og mor politikker.

”Hvis jeg var dig, ville jeg skynde mig væk, ” sagde en lav og hæs drengestemme bag hende. I en bevægelse, der kunne minde om en forskræmt mus, snurrede hun en halv omgang rundt om sig selv, hvorefter at stirre på en forkrøblet skikkelse, der sad op ad den modsatte husmur.

”Hvad mener du? ” vrængede Monica med sin skingre og lettere snobbede stemme. Han var jo en gadedreng. En gadedreng. Han grinede hæst, idet hun lagde mærke til, at han så kvæstet ud som en fugl, der havde mistet sine vinger.

”Ved du da ikke, hvor du står? Nej, du er nok vant til lænestole i fløjl, men jeg skal sige dig - der er også en anden del af verden, og det er den du står i nu. Så hvis du ikke vil blive banket til hakkebøf, så skal du nok gå nu”. Stemmen var stadig drillende, men havde en snert af afsky. Men hvis han var vant til sådan et miljø, så havde man vel en naturlig grænse for de velhavende

”Hvordan kan du vide det? Og hvem er du? ” svarede hun skingert som en mus fanget i en fælde. Situationen gjorde hende utryg - meget utryg. Det var ikke en del af hendes hverdag, at fremmede folk begyndte at advare hende.

”Jamen søde skat dog, jeg lever her skam. Og hvem jeg er? Jamen hvor skulle jeg vide det fra? ” Den sleske stemme skar i hendes øre som barberblade, men lige da hun åbnede munden for at svare, hørte hun stemmer længere nede ad gaden. I et kort sekund overvejede hun, om det var en idé at få ham væk, men i stedet vendte hun op på hælen og gik tilbage - dog med dårlig samvittighed.

Tankerne om drengen kørte rundt inde i hendes hoved som en tornado. Der var noget ved hans stemme og opførsel - noget underligt. Der gik dog ikke mange sekunder, hvor hun var fortabt i sine egne tanker, da et halvkvalt skrig og et dunk gav genlyd i natten. Det fik hende til at stoppe brat op og spidse øre med hjertet bankende oppe i halsen. Men i et rigmandskvarter som det Monica bor i, lærer man ikke, at man skal holde sig væk fra nye ting, og netop dét fik hende til at vende om.

Der var stille i gyden, og det tog hende et par sekunder at få øje på den sammenkrøbet skikkelse, hvor noget tykt væske løb ud fra tindingen. Monica rynkede på næsen, men gik alligevel hen til ham påpasselig med, at stilletterne ikke larmede på meget. Med stivfrosne hænder vendte hun ham en halv omgang, så han stønnede af smerte. Hvad hvis de kom tilbage? I sin angst fik hun trukket ham op at stå, selvom han var over et hoved større end hende.

Prøvende begyndte Monica at gå for at se, om han overhovedet var i stand til noget. Det gik langsomt, men alligevel fik hun ham trukket ud af gyden, hvor han kollapsede. Og hjalp det på hendes panik? Nej, i stedet ruskede hun i ham som en fortabt hund uden sin ejermand.

”Vågn nu op for helvede, jeg skal ligesom i skole i morgen, ” snerrede hun surt, idet han hostede. Til hendes overraskelse var han i stand til at grine hæst og ondskabsfuld.

”Det kunne du jo bare have sagt, ” svarede han med en stemme, der nok skulle have været flabet, men i stedet blev forvrænget i smerte. Og som om der intet var hændt, rejste han sig op, og tårnede sig op over Monica, der måtte lægge nakken tilbage for at kunne kigge op på et arret ansigt. Hun rystede forvirret på hovedet, men fik alligevel fremstammet: ”Nå, men kom så, du kan ikke blive her og fryse ihjel”. Det var nu ikke hver dag, Monica tog hjemløse med hjem, men en dag skulle jo være den første.

”Jeg henter lige et håndklæde, ” mumlede hun efter at have låst hovedøren op. Uheldigvis ejede hun kun hvide håndklæder, hvilket ville sige, at der snart var et rødt med i hendes samling. Da hun kom tilbage, stod han og kiggede ind i et skab, men lukkede det ligeså snart, hun trådte ind i køkkenet.

”Hvad hedder du egentlig? ” spurgte hun mistroisk og med sammenknebet øjne. Det var for fanden da ikke normalt at rode i fremmede folks ting?

”Jeg har ikke et navn. Hvad synes du da? ” Et smil bredte sig på hendes læber. Hun - Monica Johnson - fik lov til at bestemme en andens navn. Hvor tit skete det lige? I et kort sekund tænkte hun sig om, inden hun åbnede munden for lige akkurat at nå og sige det navn, der faldt hende ind.

”Oskar. Du skal hedde Oskar”.

Og så lød der fodtrin ude ved trappeopgangen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...