Dødens gab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2014
  • Opdateret: 31 okt. 2014
  • Status: Igang
Der er tusinde spørgsmål om døden, som man ikke kan få svar på. Men sådan er døden slet ikke. Jeg er nemlig allerede død, i en alder af 15 år.

2Likes
1Kommentarer
230Visninger

1. Dødens Gab

Jeg er en pige, som hedder Amalia. Mit liv er noget lort. Da jeg var levende, tænkte jeg tit på det at være død. Hvad sker der så? Kommer man bare ned i et stort sort hul? Eller kommer man i himlen eller i helvede? Eller får man et andet liv? Der er tusinde spørgsmål om døden, som man ikke kan få svar på. Men sådan er døden slet ikke. Jeg er nemlig allerede død, i en alder af 15 år.

Det hele startede med, at jeg havde været oppe og skændes med min mor. Jeg var gået op på mit værelse for at få bare en lille smule fred. Jeg lagde mig på min seng, og tog en bog frem, som jeg skulle læse færdig i skolen til næste dag. Pludselig var det som om, der var nogen, som kaldte på mig. Jeg lyttede, det var ikke mor, og far var på arbejde. Det kaldte igen. Med et kom der et koldt vindpust inde i værelset, og jeg havde lukket mit vindue. Det var nok bare noget, jeg havde bildt mig selv ind. Da det kaldte igen, var det skrækkeligt at høre på, det lød som om, at det var lige ved siden af mig, og kaldte ind i mit øre, men alligevel lød det, som om det var langt væk. Amaaaaliaaaa, kaldte det igen, denne gang med en skærende lyd, det lød langt værre end det højeste tordenskrald eller en fordømt i helvede. Jeg ville kalde på mor, men jeg kunne ikke få en lyd ud. Det var så forfærdeligt at hører på, at jeg troede jeg ville eksplodere! Der kom et nyt vindpust, og den bog jeg havde været ved at læse i, slog op på en side, jeg ikke havde set. Det var starten på at nyt kapitel, det handlede om en dreng, som var stærk og stædig, og det var det der forårsage hans død. År 1296, det var et frygteligt tordenvejr, det værste i århundrede, der stod en dreng midt på vejen, han var helt gennemblødt af regnen, men alligevel blev han stående. Hans ansigt viste ingen tegn på frygt, kun smerte. En smerte så stor at den ville have taget livet af de fleste. ”Du får hende ikke! ”, råbte drengen ud i det kommende mørke, ”Hvor meget skal vi vædde?”, kom det frygtelige svar. Drengen skælvede, smerten var ved at blive for stor, han måtte ikke dø, ikke nu. ”Ser du, ved at jeg dræber dig, lider hun så stor en smerte ved at miste dig, at hun lukker ned.” Det var det sidste, der skulle til, drengen faldt om og vågnede aldrig mere…

Jeg skælvede så meget, at jeg var nødt til at ligge i min seng i 10 minutter, før det gik over igen. Hvad var det, der lige var sket? Og hvem, eller hvad, kaldte på mig? Jeg tænkte på at kalde på mor, men hun ville nok tro, at jeg var ved at være skør. Ingen fik det at vide! Jeg var skrækslagen for, at det skulle komme tilbage. Aldrig i mit liv havde jeg været så bange. Til sidst tog jeg mig sammen, og trådte ud af sengen. Jeg ville aldrig mere være så tøset. Men tanken om, at der havde været noget inde på mit værelse var ikke til at slippe af med.

Kl.06:30 ringede mit vækkeur, kunne bare mærke, at det blev en dårlig dag, så jeg var lidt længere om at komme op, end jeg plejede. Selvfølgelig begyndte det at regne, da jeg skulle til at gå, så jeg løb næsten hele vejen til skolen. Forpustet og våd kom jeg ind i klassen, de andre var allerede begyndt med timen. Ja, fedt, kommer for sent fordi, at jeg havde en lorte dag, flot Amalia. Som belønning for, at jeg kom for sent, skulle jeg læse den nye historie, som vi skulle arbejde med. Selvfølgelig var det den historie, som jeg havde læst dagen før. Jeg prøvede, at læse det så godt jeg kunne, men til sidst måtte jeg opgive, jeg begyndte at ryste først lidt og derefter mere, og så kom rædselen krybende. Min lærer spurgte, om jeg var okay, og alt det der en lærer skal spørge om, når ens elever er fyldt med rædsel, og begynder at ryste. Det endte så med, at jeg blev sent ned til skolesygeplejersken. Hvilket jeg havde sagt, at jeg ikke behøves, men hun insisterede, og jeg gad virkelig ikke en lang ja nej diskussion. I stedet for at gå ned til skolesygeplejersken gik jeg direkte hjem, jeg havde brug for noget tid alene.

Mor var ikke hjemme, hvilket også bare var godt. Jeg ville virkelig ikke finde på en løgn, om hvorfor jeg allerede var hjemme, det orkede jeg bare ikke. Hun skulle altid blande sig! Men alligevel virkede huset så tomt, og stemningen var frygtelig. Mit værelse var mit åndehul, der kunne jeg være mig selv. Ingen mennesker, ingen dyr, bare mig. Min helt egen verden. Dagen blev faktisk bedre, mor kom hjem med en film, og så begyndte hun at lave boller og varm kakao. Det var virkelig mærkeligt, det var som om, vi aldrig havde skændtes, nu stod hun bare som om ingenting var sket. Der var noget galt, jeg kunne mærke det. Vi satte os, og så filmen, og spiste maden. Jeg kunne ikke klare, at hun var så sød, det var kvalmende, først var hun sur, og vupti så var hun glad. Mit værelse kaldte, jeg flygtede op på det efter filmen. Med det samme jeg trådte ind i rummet, kunne jeg mærke, at jeg ikke var alene. Det må være noget, jeg havde bildt mig selv ind, men det var det ikke. Først ignorerede jeg det, men så, da jeg lå i min seng og læste, havde jeg det som om, jeg blev iagttaget. Først blev jeg bange, men så huskede jeg på, at jeg aldrig mere ville være så tøset. ”Gå med dig, jeg prøver at være normal her” sagde jeg ud i luften, jeg begyndte at tro, at jeg virkelig var ved at blive skør. Jeg faldt i søvn lidt efter. Min drøm startede som en dejlig drøm, men den blev hurtigt til et mareridt. Historien gentog sig, nu med den detalje at jeg var ham. ”Historien vil snart gentage sig, hjælp mig med at stoppe ham, ellers vil du dø og hende med.” Jeg vågnede med et sæt, jeg var fuldstændig våd af sved, ”klamt” hviskede jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...