Ghost Town

For lang tid siden, i en landsby hvis navn nu er glemt, blev to forældreløse dræbt. Der var ingen der vidste af hvem, og historierne om dem blev talrige og mangfoldige. Men den lille landsby svandt ind, og forsvandt, sammen med den forsvandt ligeledes mindet om de dræbte forældreløse. Deres historie fortjener at blive hørt, så alle ved hvad der skete, den Halloween-nat for så længe siden.

0Likes
0Kommentarer
175Visninger

1. One Shot

"Kom nu Inge." plagede den tolvårige dreng og kiggede bedende på hans lyshårede tvilling. Den lille pige kiggede tøvende tilbage på ham med store brune då-øjne. "Jeg ved ikke Harold... vi må ikke gå derind. Det siger Gerda-Ursula selv." hendes lille spinkle stemme rystede let af nervøsitet. "De vil jo ikke finde ud af det, vi kommer tilbage inden de opdager at vi er væk." Harold blev stædigt ved med at prøve at få Inge til at tage med.

"Lover du det?" Harold lagde mærke til den nysgerrighed man begyndte at kunne hører i hendes søde stemme. "Ja, det lover jeg." han smilede stolt over at han fik hende overtalt til at tage med ud og udforske ruinerne der lå lige i nærheden af børnehjemmet. "Kom så, hvis vi ikke skal opdages skal vi gå nu." han tog Inges hånd, og trak den nu fnisende tolvårige med ind i krattet der indhegnede huset. 

"Hvor langt er der?" hviskede Inge lavmælt mens de løb så hurtigt deres korte ben kunne bærer dem. "Ikke ret langt, kun et par minutter mere." hviskede Harold tilbage til hans tvilling. De foresatte deres spurt hen til "Ruinen" som de kaldte den forladte by der lå klemt inde mellem bjergene og træerne i en lille dal.

De to børn holdt op med at løbe kort før de nåede dalen, og slentrede stille og roligt hen til udkanten af dalen. Den forladte kirkes klokketårn spiddede himlen som et mørkt spyd. Silhuetterne af de forladte huse rejste sig mørke og faretruende mod horisonten. Det skabte et hjemsøgt og skræmmende billede, der brændte sig ind på nethinderne af de to forældreløse.

"M-måske skulle vi g-gå tilb-bage igen." stammede Inge bange, men Harold rystede på hovedet. Selv om han selv var bange helt ind til benet nægtede han at vende om nu. "Nej, nu er vi her. Lad os se os omkring." han tvang sin stemme til at lyde stærk, på trods af den marv dybe frygt der fyldte ham.

Langsomt bevægede de sig ned i dalen, hen mod de gamle ruiner af bygninger. En raslen af stof lød et sted til venstre for dem. Forskrækket snurrede de rundt og kiggede hen mod det sted de havde hørt noget. Der var ikke noget, der var lige så forladt som resten af byen.

"Det var nok ikke noget." sagde Harold prøvede, han vidste ikke hvem han prøvede at overbevise, ham selv eller Inge, men de vidste begge to at det var løgn. Der havde været et eller andet, noget der kiggede på dem, og fulgte deres mindste træk med kolde, hårde øjne. 

"Jeg synes at vi skal g-gå nu." den svage stammen i Inges stemme afslørede præcis hvor skrækslagen hun var. Harold nikkede sig enig, og de begyndte langsomt at gå hjemad. Det var bare for sent, og de opdagede de snart. En mand, med hud så bleg at den var gennemsigtig kom frem fra mellem husene lidt længere fremme. Hans farveløse kolde øjne fokuserede på dem med en laserskarp intensitet der skræmte dem fra vid og sans.

Manden begyndte at sive en mod dem, for det var hvad han gjorde. Han bevægede ikke benende overhovedet, svævede bare lydløst gennem luften. Tvillingerne bakkede tilbage med identiske skræmte ansigtsudtryk i deres blege ansigter. Inge kiggede på sin bror og mødte et par øjne der var identiske med hendes egne. 

Pludselig gjorde den farveløse mand udfald og fangede Inge, i hvad der mest af alt lignede fangearme af tåge. De tog fat om halsen på hende og kvalte livet ud af hende med en nådesløs langsomhed. "INGE!!" skreg Harold med en skinger stemme. Sekundet efter fandt han ud af hvilken stor fejltagelse det var. Manden slap Inge og vendte sig om mod ham.

Harold vendte sig om og for afsted. Han løb for sit liv, men det var forgæves. Manden stod ligeforan ham i samme sekund som han satte af. Harold skreg, men lyden nåede aldrig forbi hans strube. Den farveløse mand angreb ham, og flækkede hans hoved som en nød. Hans lysebrune hår blev farvet rødt af hans eget blod. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...