4

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2014
  • Opdateret: 1 nov. 2014
  • Status: Igang
Mulighed nummer 1 - Hvad har gjort Four til Four? Hvad er hans fortid? Er han virkelig, som vi tror Eller er det hele bare en facade?

2Likes
2Kommentarer
196Visninger
AA

1. Nyfødt

"Hvor er du flot." 

Hendes mørke øjne stråler med en stærk, lykkelig kraft. Hun knuger barnet fast ind til hende. Hun ved, at han måske ikke vil overleve. Hun dækker ham med et tykt, plettet uldtæppe og retter blikket ud mod sneen, der falder stille og roligt op af carporten, der er fyldt med revner, fyldt nænsomt ud med hø og plastic for at holde på varmen. De andre skytsengle sidder rundt omkring hende og kigger forsigtigt ud på hende, som er de bange for barnet. Ingen siger noget. Kun lyden af det knitrende bål på cementen bryder tavsheden med regelmæssige sprut. Hun ser ned på barnet, der sover stille og roligt i hendes arme. En varm ro fylder hende, og hun retter blikket mod dåsen med baked beans, der står og bliver mør over ilden. Hun kan føle sulten gnave sig vej gennem hele kroppen, og hun rejser sig langsomt op, så barnet ikke vågner. Hun slikker sig om munden, og den svage duft fra dåsen fylder hendes næsebor. Forsigtigt lægger hun barnet fra sig på havestolen og læner sig ind over ilden for at tage dåsen ud fra ilden. Hun får fat i dåsen og stikker grådigt hånden ned i den og skovler en håndfuld bønner op i sin hånd. Hun slikker med stor nydelse hånden ren og vender sig om for at tage sig af sin guldklump igen. Et skrig skærer luften i stykker.

 

"WAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA!"

Han ligger på gulvet med hovedet mod cementen. Hun gisper og skynder sig at samle ham op igen, mens en stille mumlen fylder salen. Hun bander indeni, mens hun prøver at ham til at sove igen, men han fortsætter med at vræle. Hun sender et desperat blik til skytsenglekvinderne omkring hende, men ingen gør noget. ”Så hjælp mig dog! Min søn!”

 

 

Folk forbliver stille, indtil knirket af en dør i enden af rummet fylder alles ører. En høj, mørk skikkelse træder ind. ”Marcus! Vil du ikke lige hjælpe mig?”

Markus pruster. Alle kan fornemme, at han ikke er i godt humør. Han mumler og går med lange skridt hen mod hende. ”Er det min søn?”

”Ja.” Hun kan straks fornemme, at Marcus er i humør til at gøre noget grufuldt.

”Er han ikke skøn?” tilføjer hun og lægger barnet op i hænderne på ham. Marcus kaster et ligegyldigt blik på det fredfyldte ansigt, der er faldet i en døs igen med et par begyndende blå mærker.

”Sikke et lille kræ.”

Hun leder efter tegn på ømhed i hans stemme, men der er ingen. Han lader hånden køre over hans ansigt. ”Hvad er det på hans pande?” spørger han, med en stemme blottet for følelser.

Hun kan mærke skammen stige op i hendes kinder.

”Jeg tabte ham på gulvet.”

Marcus grynter. Han ser utilfreds fra ham til hende. ”Kunne du ikke tage og passe lidt bedre på dine børn? Du har allerede mistet et.”

Smertefulde minder vælder op i hende, da hun tænker på Erin, som blev dræbt i Krigen. Hun sukker og mærker gråden presse sig på. 

"Hvad har vi gjort dig? Hvorfor er du så vred? Er du slet ikke glad for din nye søn?"

 

Marcus sender en spytklat ned mellem hans øjne og trækker bæltet ud af hans bukser med et snuptag

"Han er svag. Han skal lære at være stærk. Jeg vil ikke have svage afkom."

 

Han undgår mit blik. Og så slår han barnet, der ligger mellem mine hænder igen, med bæltet. Hårdt på brystkassen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...