4

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2014
  • Opdateret: 1 nov. 2014
  • Status: Igang
Mulighed nummer 1 - Hvad har gjort Four til Four? Hvad er hans fortid? Er han virkelig, som vi tror Eller er det hele bare en facade?

2Likes
2Kommentarer
193Visninger
AA

2. Fire år gammel

Den søde duft af sovende børn rammer det nye barns næse. Han står mut tæt ind til sin mor uden for den fælles sovesal i børnepasningsafdelingen, prøver at udelukke de mange kroppe. Moren henvender sig til en pæn kvinde i en grå sweater.

De taler sammen, og hun skubber blidt barnet hen mod kvinden, der smiler stort. Hendes smil når helt op til hendes øjne og får hendes ene øje til at lukke halvt i.

"Hvad hedder guldklumpen her?"

"Han hedder Tobias. Men er fire år, så det er nemmere at kalde ham "Four"." siger moren træt, men tilfreds og begynder at gå tilbage til carporten.

 

Kvinden tager den modstrittende Fours hånd og fører ham kærligt, men professionelt ind i rummet med børnene, der sover så dybt, at de ikke rører på sig.

Four finder straks børnene og det tætpakkede rum ubehageligt og stopper med at bevæge sig i protest. Han vil bare have sin mor tilbage. Han vil ikke være her, i et rum fyldt med fremmedes børn.

 

"Kom så, søde." Kvinden peger hen mod en hvid seng i enden af lokalet. Four bider sig i læben med hans to begyndende tænder.

 

"Nej, pus. Kom så her. Du skal bare sove. Du vil gerne sove, vil du ikke?" siger kvinden i den grå sweater.

 

Four op på de høje senge i glasrammerne. Ser på de ubevægelige ansigter på de hvide lagener højt hævet over ham. En uro breder sig i ham.

 

Kvinden er blevet utålmodig. Hun bøjer sig hurtigt ned mod ham og løfter ham op på sin skulder. Hun ignorerer Fours halvkvalte skrig og går målrettet hen mod glassengen. Hun sætter ham på sengen og finder en sprøjte med klar væske frem fra sit bælte, som er skjult under sweateren.

 

Uden et ord trykker hun sprøjten i bund i hans kraveben. Så betragter hun den tomme sprøjte. Soveserum fra intelligentsiaernes nyeste forskning.

 

Hun betragter den lille krop falde sammen i en dyb komalignende søvn. Ikke en muskel bevæger sig. Kun vejrtrækningen kan svagt fornemmes, hvis man holder en hånd foran hans næse.

 

Han er egentlig et smukt barn. Han er ikke småbuttet som de fleste andre børn. Han har svage aftegninger i ansigtet, der ligner blå mærker. Hun synker ind i sine egne tanker.

 

Hun synes, at hun kunne genkende ansigtet. Det var Marcus' kone. Marcus var en god leder, men kunne være grufuld, når et administrationsmøde var gået dårligt. Marcus gik meget op i sit arbejde. Når han havde fået det forkerte ben ud af sengen og bagefter kom hjem efter en lang dag på arbejdet, fuldstændig ødelagt, var han meget kortluntet. Hun havde ondt af det stakkels barn. Marcus var voldelig, når han var træt. Mærkerne på hans lille krop var sikkert efter hans fars bælte.

 

Hun så op, da en person kom ind af døren. Personen havde kort, mørkebrunt hår, mørke klæder og et bistert udtryk i ansigtet.

 

"Hvor er Tobias?" spurgte han tonløst.

"H-han ligger derovre. Han har fået soveserum, så han er lidt væk lige nu.."

Hun fortrød, at hun havde sagt det med serummet. Det var tophemmeligt, at de fik soveserum fra Intelligentsia.

Marcus så ikke ud til at lægge mærke til det, eller også var han ligeglad.

"Tak." sagde han med en ligegyldig grynten.

 

Så gik han hen til sengen, hvor han lå.

Han kastede et kort blik på hende.

"Lad os prøve, om dét her kan vække ham."

 

Så tog han sit bælte frem. Og slog.

Den søde duft af sovende børn rammer det nye barns næse. Han står mut tæt ind til sin mor uden for den fælles sovesal i børnepasningsafdelingen, prøver at udelukke de mange kroppe. Moren henvender sig til en pæn kvinde i en grå sweater.

De taler sammen, og hun skubber blidt barnet hen mod kvinden, der smiler stort. Hendes smil når helt op til hendes øjne og får hendes ene øje til at lukke halvt i.

"Hvad hedder guldklumpen her?"

"Han hedder Tobias. Men er fire år, så det er nemmere at kalde ham "Four"." siger moren træt, men tilfreds og begynder at gå tilbage til carporten.

 

Kvinden tager den modstrittende Fours hånd og fører ham kærligt, men professionelt ind i rummet med børnene, der sover så dybt, at de ikke rører på sig.

Four finder straks børnene og det tætpakkede rum ubehageligt og stopper med at bevæge sig i protest. Han vil bare have sin mor tilbage. Han vil ikke være her, i et rum fyldt med fremmedes børn.

 

"Kom så, søde." Kvinden peger hen mod en hvid seng i enden af lokalet. Four bider sig i læben med hans to begyndende tænder.

 

"Nej, pus. Kom så her. Du skal bare sove. Du vil gerne sove, vil du ikke?" siger kvinden i den grå sweater.

 

Four op på de høje senge i glasrammerne. Ser på de ubevægelige ansigter på de hvide lagener højt hævet over ham. En uro breder sig i ham.

 

Kvinden er blevet utålmodig. Hun bøjer sig hurtigt ned mod ham og løfter ham op på sin skulder. Hun ignorerer Fours halvkvalte skrig og går målrettet hen mod glassengen. Hun sætter ham på sengen og finder en sprøjte med klar væske frem fra sit bælte, som er skjult under sweateren.

 

Uden et ord trykker hun sprøjten i bund i hans kraveben. Så betragter hun den tomme sprøjte. Soveserum fra intelligentsiaernes nyeste forskning.

 

Hun betragter den lille krop falde sammen i en dyb komalignende søvn. Ikke en muskel bevæger sig. Kun vejrtrækningen kan svagt fornemmes, hvis man holder en hånd foran hans næse.

 

Han er egentlig et smukt barn. Han er ikke småbuttet som de fleste andre børn. Han har svage aftegninger i ansigtet, der ligner blå mærker. Hun synker ind i sine egne tanker.

 

Hun synes, at hun kunne genkende ansigtet. Det var Marcus' kone. Marcus var en god leder, men kunne være grufuld, når et administrationsmøde var gået dårligt. Marcus gik meget op i sit arbejde. Når han havde fået det forkerte ben ud af sengen og bagefter kom hjem efter en lang dag på arbejdet, fuldstændig ødelagt, var han meget kortluntet. Hun havde ondt af det stakkels barn. Marcus var voldelig, når han var træt. Mærkerne på hans lille krop var sikkert efter hans fars bælte.

 

Hun så op, da en person kom ind af døren. Personen havde kort, mørkebrunt hår, mørke klæder og et bistert udtryk i ansigtet.

 

"Hvor er Tobias?" spurgte han tonløst.

"H-han ligger derovre. Han har fået soveserum, så han er lidt væk lige nu.."

Hun fortrød, at hun havde sagt det med serummet. Det var tophemmeligt, at de fik soveserum fra Intelligentsia.

Marcus så ikke ud til at lægge mærke til det, eller også var han ligeglad.

"Tak." sagde han med en ligegyldig grynten.

 

Så gik han hen til sengen, hvor han lå.

Han kastede et kort blik på hende.

"Lad os prøve, om dét her kan vække ham."

 

Så tog han sit bælte frem. Og slog.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...