Hate That I Love You

18-årige Victoria er på ferie med sin One Direction-fikserede søster i London, da en mystisk fremmed redder hende fra et overfald. Victoria føler en uforklarlig forbindelse med den fremmede, men tingene ændrer sig gevaldigt, da hun finder ud af, at hendes helt er selveste Harry Styles. Endnu være bliver det, da hun opdager, at Harry har udnyttet hende for at få bedre omtale i pressen. Eller har han?

24Likes
10Kommentarer
886Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

 

Da jeg åbnede mine øjne, skinnede et hårdt lys gennem min hornhinde, og jeg måtte hurtigt knibe dem sammen igen. Min krop føltes som om, den havde fået en tur i tørretumbleren; øm og gennembanket, til trods for at jeg ingen fysiske skader havde. Mit sind var dog ligeså knust, som jeg følte mig. Langsomt begyndte min emotionelle lammelse at dæmpe sig, og mine følelser vendte tilbage. Jeg ville ønske, at de var blevet væk. Min skam og frygt bankede mod bagsiden af min pande, og forlangte at blive mærket, uanset hvor meget jeg forsøgte at ignorere dem.

 

”Ej, kom nu, det vil tage dig 2 sekunder,” hørte jeg en dæmpet pigestemme hvine. En stemme, der mindede utroligt meget om min søsters.

 

Lisa! Jeg havde fuldstædig glemt alt om hendes forsvindingsnummer midt i min egen bizarre situation.

 

Jeg behøvede dog ikke at bekymre mig om hende længere. Jeg åbnede øjnene, og blinkede et par gange. I periferien af mit synsfelt, kom to figurer til syne. En lille og spinkel, en høj og kraftig. Jeg lagde mærke til, at sengen jeg lå i var ualmindelig blød, lagnerne muligvis af en form for dyr egyptisk bomuld. Hotelværelset var enormt, og inventaret sofistikeret og tydeligvis af høj kvalitet.  Jeg befandt mig helt sikkert ikke et sted, Lisa og jeg havde råd til at bo.

 

”Du er nødt til at være stille, ellers vækker du din søster ”, hviskede en maskulin stemme, som jeg med det samme genkendte; Min redningsmand. Hans stemme lød ligeså blød og omsorgsfuld, som jeg huskede den.

 

”Hvis du signerer mit bryst skal jeg nok være stille,” svarede min søster kækt. Det vækkede min omtågede hjerne.

 

”Det bliver der i hvert fald ikke noget af!” afbrød jeg, og rejste mig brat op i sengen, forfærdet ved tanken om en fremmed mand i nærheden af min søsters kavalergang. De to figurer vendte sig mod mig med et ryk.

 

”Du er vågen!” Udbrød den fremmede, og et stort og ærligt smil bredte sig over hans ansigt. Hans øjne glimtede, og selv i værelsets dæmpede belysning, besluttede jeg mig for, at han var den smukkeste mand, jeg nogensinde havde set. Han krydsede hurtigt og ivrigt rummet, og var med det samme ved min side. Han knælede ved sengen, hans hoved kun få centimeter fra mit.

 

"Hvordan har du det, Victoria?" spurgte han mildt, mens hans grundigt undersøgte mit ansigt, og prøvede at tyde mit udtryk. 

 

"Jeg er okay," svarede jeg simpelt, uden overskud til at sige mere eller mindre, og ude af stand til at se ham i øjnene. 

 

Hans hånd løftedes langsomt og blev draget mod mig ansigt. Hans fingre kørte gennem mit hår og aede min kind. En meget intim gestus, som ville have gjort mig utilpas, havde enhver anden udført den. Men ikke med denne fremmede. I stedet spredte et gys sig gennem hele min krop, og min hud sitrede. Hvem var han? Og hvorfor fik han mig til at føle sådan her?

 

Jeg kiggede op, og fik øjenkontakt med Lisa i den anden ende af hotelværelset. Hun sendte mig et blik, som jeg ikke kunne tyde. Den fremmede opfattede også vores stumme kommunikation.

 

”Jeg vil lade jer være alene et øjeblik,” sagde han, og forlod hotelværelset.

 

Inden han lukkede døren, vendte han sig og sendte han mig et smalt smil, og et blik så intenst, at jeg måtte kigge ned for ikke at rødme. Så snart han var ude af syne, mærkede jeg en følelse, der mest af alt mindede om savn. Men det var absurd. Hvorfor skulle jeg savne denne fremmede, som jeg overhovedet ikke kendte? Alligevel følte jeg, at jeg manglede en del af mig selv uden ham. Og jeg savnede ham. Hans nærhed, og de følelser, som det bragte frem i mig.

 

”OH MY GOD, VIC!-” skreg Lisa, og trak mig væk fra mine tanker.

 

”-Vi er i Harry FUCKING Styles' hotelværelse! Og hvis ikke du havde stoppet ham, ville han totalt have skrevet sin autograf på mine bryster!”

 

Harry Styles. Hvor havde jeg hørt det navn før?  Pludselig begyndte det at give mening for mig. Jeg mærkede en klump danne sig i min hals.

 

”Og Vic! Han virker totalt vild med dig! Oh my god, måske vil han give os backstage billetter til deres næste koncert! Det her er det vildeste der nogensinde er sket for mig, Caroline bliver SÅ jaloux, og så når vi kommer hjem-”

 

”Lisa, stop!” Afbrød jeg hårdt.

 

Hun tiede, og kiggede på mig med et spørgende blik. Minderne fra overfaldet tidligere blev med ét tydligere i min hukommelse, og føltes som om, de havde brændt sig fast på indersiden af mine øjenæbler. Selvom jeg lukkede mine øjne, nægtede de at forsvinde. 

 

Jeg kunne mærke tårerne begynde at presse sig på, og jeg kæmpede for at holde dem tilbage. Jeg nægtede at være svag. Jeg nægtede at lade denne her oplevelse påvirke mig sådan her. Jeg var stærk. Det havde jeg altid været. Og jeg ville blive ved med at være stærk. 

 

”Lisa. Jeg blev overfaldet,” sagde jeg alvorligt og kiggede hende i øjenene. 

 

”Jeg kunne være død lige nu. Og det skete fordi du skred uden at fortælle mig om det - og alt du går op i er om hvorvidt du kan blive VIP til en One Direction koncert?”

 

Jeg så skyldfølelsen sprede sig over hendes ansigt. Hun bed sig i læben, og kiggede ned mod det mørke, blanktpolerede trægulv. En tåre løb ned af hendes kind, og hun gik hen til sengen og omfavnede mig.

 

”Undskyld Victoria. Jeg er virkelig ked af hvad der skete! Da jeg så Harry komme gående med dig, fik jeg det så dårligt. Jeg lover jeg aldrig går fra dig igen!”

 

”Da du så Harry komme gående med mig?” spurgte jeg forvirret. 

 

”Ja, altså jeg var jo taget herhen fordi jeg havde hørt rygter om, at One Direction boede her lige nu. Så jeg sad og ventede i lobbyen, og så lige pludselig kom Harry gående og bar på en person. Først blev jeg totalt lykkelig fordi jeg havde fundet Harry Styles, men da jeg så kom tættere på ham, så jeg det var dig! Og så blev jeg bare vildt bange! Og så tog han dig med herop. Vi fik vækket i dig et par sekunder, men det var som om du stadig var besvimet, for du reagerede ikke rigtig når vi snakkede til dig. Så vi aftalte vi ville lade dig sove lidt, og så ville vi se om du vågnede, ellers ville vi ringe efter en læge. Det er omkring 2 timer siden nu. Og så for en halv time siden skete det her-" 

 

Hun tog sin mobil frem og rakte den til mig. Jeg stirrede på skærmen, og der gik et øjeblik før mine øjne havde vænnet sig til det skarpe, hvide lys. Efter et øjeblik kom hjemmesiden for et af de store sladderblade til syne. Derefter et billede af Harry, som holdt mig i sine arme med overskriften "Heroiske Harry redder turist"

 

Jeg prøvede at fordøje alt det Lisa netop havde fortalt og vist mig, men mit hoved føltes stadig tungt, og hendes ord føltes som et udoverskueligt puslespil, og uanset hvor hårdt jeg prøvede, kunne jeg ikke få brikkerne til at passe sammen.

 

Og så. 

Pludselig gik det op for mig.

 

Min fremmede var med i et band. Et berømt band. Han var selv berømt. Jeg var blevet fortalt historier om ham, hørt rygter. Læst artikler om ham og hans forhold til modeller, skuespillerinder og sangere, skrevet af desperate tabloidjournalister, der viser sider af kendte mennesker, som ingen andre end dem selv bør se. 

 

Men aldrig havde jeg set billeder af ham. Aldrig havde han interesseret mig. Før nu. 

 

Som alle andre kendte var han højst sandsynligt overfladisk. Uden en ide om hvordan livet var for normale mennesker som mig selv. Han var selvisk. Materialistisk. Alle de træk, som jeg hadede allermest hos det modsatte køn. Ideen om den mystiske fremmede med det kærlige blik og det varme smil, blev erstattet af Harry Styles. Han havde udnyttet mig, indså jeg. Set det hele som en chance for at få lidt god omtale. En chance for at forbedre sit ry. En chance for at få mere opmærksomhed, flere fans, flere penge. Han havde sikkert endda selv opsat det hele, fået den forfærdelige mand til at gøre det mod mig, så han selv kunne virke som en helt. Han havde brugt mig. Gjort mig til grin. 

 

”Men Vic. Jeg var seriøs. Han virker virkelig som om, at han er vild med dig,” sagde Lisa oprigtigt.

 

Pludselig blev jeg fyldt med en følelse af panik. Jeg måtte ud herfra. Ud fra dette mondæne værelse, der mindede mig om Harry, og alt han stod for. 

 

Jeg rejste mig, og marcherede mod døren med store og målrettede skridt. Udenfor stod Harry, der kiggede på mig med et nysgerrigt blik. Jeg stirrede vredt på ham, og fortsatte mod elevatoren længere nede af gangen. 

 

"Victoria! Hvor skal du hen?" Sagde han med en snert af frygt i stemmen, og tog fat i min arm. Jeg vendte mig mod ham, kiggede ham dybt i øjnene. "Du må ikke forlade mig", virkede det som om, at de to lysegrønne irisser bønfaldt mig. Men jeg havde intet overskud til tilgivelse. 

 

"Væk fra dig," sagde jeg bittert, og vred mig ud af hans greb og ind i elevatoren. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...