Hate That I Love You

18-årige Victoria er på ferie med sin One Direction-fikserede søster i London, da en mystisk fremmed redder hende fra et overfald. Victoria føler en uforklarlig forbindelse med den fremmede, men tingene ændrer sig gevaldigt, da hun finder ud af, at hendes helt er selveste Harry Styles. Endnu være bliver det, da hun opdager, at Harry har udnyttet hende for at få bedre omtale i pressen. Eller har han?

24Likes
10Kommentarer
886Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

 

Fugtigt og lummert - sådan kan vejret bedst beskrives den mandag eftermiddag hvor min søster og jeg ankom til Heathrow lufthavn. Ikke præcist optimalt vejr for sightseeing, og meget ukarakteristisk for juli måned, men det ville ikke stoppe os fra at nyde den ferie, som vores forældre havde givet mig i 18 års fødselsdagsgave. 

"Jeg tænker, vi kan bruge en times tid på lige at få sat vores ting på hotellet, og så kan vi tage ind i centrum. Jeg tænkte, vi kunne starte med Tower of London, og så -" begyndte jeg, da vi ventede på vores kufferter ved rullebåndet.

"Vic, Vic, Vic. Please hør på mig. Det betyder så meget for mig, og hvis jeg får lov, vil jeg gøre alt!", afbrød min lillesøster.

Jeg vidste allerede, hvad hun havde i tankerne. Hun havde tænkt sig at bruge hele vores ferieuge på at rende rundt efter One Direction - "Jordens mest fantastiske drenge" (hendes ord). Jeg skulle selvfølgelig være hendes babysitter, da mine forældre mente at 16 årige piger med løsslupne hormoner, ikke bør rende alene rundt i London - måske egentlig fornuftigt nok. Stalking var, til min søsters skuffelse, ikke blandt min top 3 over ting, jeg ville få ugen til at gå med.

 "Nej. Jeg nægter at bruge min ferie på, at du skal rende desperat rundt efter et boyband, som der bogstaveligt talt er en 1 til en million chance for at finde." 

Lisa og jeg var måske søskende, men vi kunne ikke minde ret meget mindre om hinanden. Lisa virkede mest af alt som en der havde taget lidt for meget kokain inden hun overhovedet var stået ud af sengen, men alligevel var jeg jaloux. Hun var smuk, udadvendt, charmerende, nærmest perfekt udover hendes lille problem med at være hyperaktiv og overgearet. Der var intet at sige til, at drengene flokkedes omkring hende som var de bier og hun honning.

Til min store overraskelse holdt Lisa kæft bagefter. Jeg tænkte at hun sikkert havde accepteret, at hele verden ikke drejede sig om hende, og at vi nu kunne have en hyggelig ferie. Men nej. 

Efter vi ankom til hotellet, gik jeg ind på badeværelset for at vaske mit ansigt og friske mig selv lidt op. Da jeg igen trådte ind i vores lille og virkelig grimme værelse, var sengen hvor Lisa før havde siddet med sin computer, tom. 

"Lisa! Lisa! Det er seriøst ikke sjovt det her!" råbte jeg. Jeg indså hurtigt, at det nok ikke var en joke - hendes jakke og taske manglede. Jeg greb min telefon, og ringede til hende - intet svar. Jeg skrev en besked og ventede. Måske var hun bare gået ned til kiosken ved siden af hotellet, for at købe noget at drikke? 20 minutter gik uden et ord fra Lisa. Jeg gik i panik - hvor længe havde hun været væk? Hvor skulle jeg finde hende igen? Hvad hvis hun blev overfaldet? Dræbt? Voldtaget? Tortureret?. Selvom Lisa kunne være pisse irriterende, var hun stadig min søster, og hvis der skete noget med hende mens hun var mit ansvar, ville jeg aldrig kunne leve med mig selv.

Jeg trak hastigt i mine sneakers og læderjakke, og løb ned i lobbyen. Den ældre dame stirrede noget på mig, da jeg kom panisk og forpustet efter turen ned af de mange trapper. 

"Hej...jeg tænkte på om... du har set min søster? Hun ligner mig, lidt yngre...lyserød jakke?" Fik jeg fremstammet mens jeg prøvede at få pusten og berolige mit hjerte. 

"Hm... ja en pige der lignede dig var forbi for en halv time siden," sagde hun med et misbilligende blik. "Hun spurgte mig hvor The Milestone Hotel lå, og jeg hjalp hende."

"Okay, kan du fortælle mig hvordan jeg kommer derhen?" sagde jeg, mens jeg let trippede.

Damen rodede lidt i sine grå, korte krøller, og hev derefter et metrokort op fra bag ved disken. Hun forklarede mig vejen, og jeg løb mod den nærmeste metrostation, alt imens jeg fik en række vrede blikke og kommentarer fra de mennesker jeg uheldigvis stødte ind i. Efter en stressende tur gennem metroen, nåede jeg endelig til Kensington. Hotellet var komplet umuligt at finde, og jeg vandrede i lang tid rundt i de tomme sidegader. Det var blevet ret mørkt, og flyveturen og uvisheden om hvorvidt min søster var igang med at blive maltrakteret af en moderne Jack the Ripper, havde gjort mig udmattet. Jeg lænede mig op af en af bygningernes mursten, og trak kortet frem, hvor receptionisten havde markeret "The Milestone" med en rød cirkel. 

En grov hånd over min mund. En kniv mod min hals. Bladet reflekterede sig i måneskinnet, og sendte et hypnotiserende kaleidoskop frem i mørket. 

"Sig et ord, og jeg skærer halsen over på dig smukke" hvæsede en grov og dyb stemme, mens hans anden stærke hånd greb fat om mit ene bryst, for bagefter at bringe kniven til det delikate stof der udgjorde min top. Et skrig blev kvalt bag mandens hånd. Jeg prøvede at tænkte tilbage på hvad jeg vidste om selvforsvar, men min hjerne kørte på overarbejde, og mine tanker føltes sløve. "Det her sker bare ikke", var den eneste tanke der spillede om og om igen i min hjerne, som en båndoptager, der er gået i hak. Mens manden skubbede det nu iturevne stof fra min top til side og vristede min jakke af, lukkede jeg øjnene og forsøgte desperat at løsrive mig - men min overfaldsmand var for stærk. Han rakte ud efter knappen på mine jeans -

"Hvad fanden tror du, du laver?!" Det hårde råb fra en stemme der dryppede af bekymring skar gennem stilheden.

Manden med de grove hænder slap mig hurtigere end jeg kunne opfatte, og jeg faldt til jorden. Min krop trak sig sammen som ved en refleks, og mine arme omfavnede hårdt mine knæ, mens jeg mærkede den kolde mur mod min bare ryg. Jeg begravede mit ansigt i mine hænder og græd - græd af frygt, skam, lettelse og taknemmelighed. Jeg fornemmede den fremmede sætte sig på hug foran mig. En blød hånd rørte let min kind, og trak mit hår væk fra ansigtet.

"Er du okay?" Den bekymrede stemme der før lød hård og dømmende, var nu blød og rolig. 

Jeg kiggede op og blev mødt af to gennemborende grønne øjne. Blikket var ikke fordømmende, men mildt og næsten kærligt. Hans ansigt var smukt, slående, og fik blodet til at bruse gennem mine årer. Hans varme hånd strøg igen mit hår tilbage fra min svedende pande og kærtegnede min kind. Gestussen sendte kuldegysninger op ad mine arme og fik mit hjerte til at hamre hårdt i brystet

"Tror du, du kan stå op?" spurgte han med et let smil. Uden svar greb han fat i mine arme og støttede mig til jeg var stående. De steder hænderne omfavnede, føltes som en glødende ild under min hud. Han tog sin jakke af og svøbte den om mine skuldre. Han tog nænsomt fat om mine skuldre og kiggede mig dybt i øjnene.

"Hvad hedder du?" 

"Vic...Victoria" Fik jeg fremstammet.

"Victoria...Er du okay?"

Jeg forsøgte at forme et "Ja" med mine læber, men i det samme så jeg for mig, hvordan manden havde holdt om mit bryst, og min krop fortrakte sig i stedet i et kraftigt hulk. Jeg mærkede hvordan den fremmede trak mig ind til sig, omfavnede mig med stærke arme og beroligende aede min ryg. Jeg pressede min kind mod hans bryst. Han føltes varm og tryg og duftede af sæbe og krydderi. Det sortnede for mine øjne - Jeg gav slip. 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...