7 Deadly Sins

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 okt. 2014
  • Opdateret: 30 okt. 2014
  • Status: Igang
Riley, en helt normal 18 årig pige. En pige der kan li' at feste. En pige der er kun vil igennem skolen, og så ud i det virkelige liv. Men er alle 18 årige piger ikke sådan? Så hvad sker der den aften Riley tager i byen med sine veninder? Den aften hvor hun blot prøver at hjælpe den grædende dame i gyden, men istedet bliver slynget op mod muren. Læs med i '7 Deadly Sins' og find selv ud af svaret.

4Likes
4Kommentarer
320Visninger

2. Prolog

Prolog

Bassen pumpede og lyset flimrede, som det altid gjorde. Ingenting var anderledes. Og så alligevel. Jeg kunne føle øjnene i nakken. Hele tiden var de der. Også når jeg kiggede efter den de tilhørte. Men hver gang jeg kiggede, kunne jeg ikke få øje på nogen. Jeg var så småt begyndt at vænne mig til følelsen, så at ignorere den var ikke så svært. At henlede opmærksomheden på mine musikken var heller ikke svært. Så hurtigt begyndte mine hofter at bevæge sig i takt til musikken. Min veninde, Claire, stod overfor mig og bevægede sig også i takt til musikken. Min anden veninde, Mira, hentede os endnu en drink.

I aften fejrede vi weekendens start. Den weekend hvor årest uhyggeligste dag er. Den weekend hvor børnene gik på gaden for at tigge efter slik. Den weekend hvor unge verden over holdt de fedeste fester. Den weekend hvor hekse, vampyrer, varulve og dæmoner kunne mødes her på klubben. Den weekend kaldes halloween. Og i følge mig er det den weekend jeg glæder mig mest til.

Mira masts sig igennem menneske mængden og rakte mig og Claire en drink hver. Jeg hujede og holdt drinken i vejret. Det samme gjorde mine veninder. Og så bundede vi ellers drinken. Det var ikke den første, og sikkert heller ikke den sidste. I aften havde vi faktisk fået en hel del at drikke, meget mer' end vi kunne tåle. Men vi var ligeglade! Aftenen skulle fejres, og natten var stadig ung!

***

Langt senere på aftenen, og mange drinks senere, var vi på vej ud af klubben. Vi kunne ikke gå ordentligt, så derfor blev vi nød til at støtte hinanden. Klokken var langt over midnat og alle børnene, som var ude og rasle, var taget hjem for længst. På vej ned af gaden hylede vi af grin, og vaklede rundt som gale. Det var nok også det folk troede vi var, gale. Men vi var ligeglade. Så længe vi havde det sjovt, gjorde andres tanker os ingenting.

Pludselig hørtes en klynken, og den var høj her i den stille nat. Jeg stoppede op og lyttede efter. Jep, det var helt sikkert en grædende kvinde der kunne høres. Og lyden kom fra den lille gyde på den anden side af vejen. Jeg kiggede over på mine veninder, og kunne se de også havde hørt lyden. Lyden blev lidt højere, og en kuldegysning løb igennem mig.

"Skal vi gå derover?" Spurgte Mira, som nok var den der var mest ædru af os.

"Ej, det tør jeg altså ikke!" Udbrød Claire.

"Vi bliver da nødt til at hjælpe! Her er jo ikke andre!" agumenterede Mira.

"Riley, hvad siger du?" spurgte Claire.

"Altså... hun kunne jo være kommet alvorligt til skade, og her er jo ikke andre... så vi bliver nødt til at hjælpe hende." Svarede jeg tvivlende.

"Jeg går altså ikke derind!" Sagde Claire tvært.

"Fint, så står du bare herude helt alene. Mens mig og Riley går der ind sammen." Drillede Mira

Claire blev helt bleg. Så rystede hun på hovedet og sagde, "fint, så går jeg med!"

Jeg rystede smilende på hovedet, inden en klynken fik mine tanker over på hvad vi egentlig skulle.

Hurtigt fik vi bevæget os over på den anden side af vejen, og ind i gyden. Der var helt mørkt i gyden, kun månelyset lyste stedet op. Og da månen lå bag et lag skyer, så var den ikke til meget gavn. Man kunne kun lige skimme slutningen af gyden.

Og inde i gyden, helt nede i bunden, lå en person. Personen lå sammenkrøbet i fosterstilling. På denne afstand, og i denne belysning, kunne jeg ikke afgøre om det var en mand eller kvinde. Men ud fra lydene, var det sikkert en kvinde.

"Hallo! Er du okay?" Råbte jeg ned til hende. Hun svarede bare med et højt hulk. Jeg kiggede mig over skulderen, og så mine veninder stå ved indgangen til gyden. Jeg kiggede spørgende på dem, og de rystede bange på hovedet. Tøsepiger.

Jeg vendte igen mit blik mod damen, og begyndte at bevæge mig ned mod hende. Da jeg kom derned satte jeg mig på hug ind over hende.

"Hey. Er du okay? Hvad er der sket?" Spurgte jeg hende. Hun svarede ikke, og hendes hulken var stoppet. Jeg kunne ikke se hendes ansigt, så jeg trak blidt i hendes skulder så hun blev vendt rundt. Jeg kiggede på hendes øjne og så skreg jeg. De var helt glasagtige, helt tomme. Hurtigt satte jeg to fingre til hendes halspuls, men fik kun noget vådt på dem. Jeg tog dem helt op til øjnene og så at det var en tyk, rødlig substans. Blod! Jeg skreg igen!

Jeg rejste mig hurtigt, og gik tilbage, væk fra damen. Pludselig var der en der greb mig, og skubbede mig hårdt op mod muren.

"Hey, smukke." Sagde en dyb, hæs stemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...