En rallende hvæsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 okt. 2014
  • Opdateret: 30 okt. 2014
  • Status: Færdig
En dreng der bliver fanget i mørket, hvad skal der dog ske? Hvorfor insisterer væsenet sådan på at forsætte i det uendelige?

1Likes
1Kommentarer
64Visninger
AA

1. En rallende hvæsen

Lågen knirker da den bliver åbnet af et lille tyndt væsen med lange tænder. Den lille dreng imponeres af udklædningen. ”Kom herind til mig” hvisker væsnet insisterende. Fortryllet af den detaljerede udklædning lister den lille dreng ind i mørket.

- Jeg kan ikke finde ud, hjælp mig.

- Glem det, hvisker væsenet, - du skal med mig.

Dets kløer borer sig igennem den lille drengs håndled, og drengen kan mærke tårerne presse sig på. Han bryder sig ikke om mørket, og han vil gerne tilbage til sine forældre. Han bliver rykket fremad i mørket, og det går op for drengen at de er gået usandsynligt langt i betragtning af, at de er inde i hans skab. Panikken spreder sig i hans krop, og han ender med at udbryde et skrig.

- Hold så op, mumler væsnet irriteret mens det går fremad.

Drengen bliver overvældet af den dybe stemme, og holder mund. Ud fra hvor roligt væsnet reagerede, så var de vist allerede langt hjemmefra. Jorden under dem knirker, som om de går i sne. Nu drengen tænker over det, er det faktisk også ret køligt.

     Det der føltes som evigheder gik, væsnet sagde ikke et ord, ej heller gjorde drengen. Han følte sig intimideret over væsnets stærke greb, og ligegyldighed når han kæmpede imod grebet af og til. På et tidspunkt breder der sig en brændt lugt i det uendelige mørke, han kan ikke definere hvad det er der bliver brændt af. Han havde aldrig lugtet sådan noget før, og bliver kun mere nervøs.

- Hvorfor lugter det sådan? Fremstammer drengen nervøst.

- Det er bare mad, hvæser væsnet, - gå nu lidt hurtigere!

- Må jeg ikke nok komme hjem igen?

Væsnet ignorerer det sidste spørgsmål, og hiver blot lidt i drengens arm for at signalere at det gik for langsomt. Tårerne pressede sig på endnu en gang, og nu blev det for meget. Tårerne strømmer ned ad hans kinder, og han bruger sin frie hånd til at tørre dem væk. Væsnet skulle jo helst ikke se dem så det troede han var bange.

     Det uendelige mørke bliver ved, der kommer forskellige lugte strømmende på forskellige tidspunkter. Drengen lader være med at spørge om dem, da væsnet nok ikke fortæller om noget som helst. Grebet om hans håndled var ikke så stramt mere, nu var det nok mere for at de ikke forsvandt fra hinanden i mørket. Der går dog ikke meget længe før der synes et ildsted længere fremme, drengen håber det er endestationen da hans tæer er ved at blive meget kolde. Han er glad for at han havde sine hjemmesko på, nu var de da til noget hjælp. Væsnet går i retning af ildpladsen, og jo tættere på de kommer jo flere detaljer ser drengen. Der er nogle mørke skikkelser rundt om bålet, og det går op for ham at det er andre små drenge. Alle sammen klædt ud som cowboys, pirater og astronauter, måske fordi at de skulle have været ude og rasle slik nu. Drengen var ikke klædt ud selv, han var nemlig på vej til det da væsnet pludselig dukkede op i skabet og lokkede ham ind i det. Væsnet smider drengen ned på en ledig træstamme, og løsner dets greb om drengen. To sekunder senere er det forsvundet ud i mørket igen.

     Der er 8 drenge rundt om bordet, ud over ham selv talte drengen sig frem til. De ser alle desorienterede ud, og han ved ikke om han skal sige noget. I stedet for rykker han tættere på bålet, så han kan varme sine hænder lidt. Han får øjenkontakt med den lidt ældre dreng der sidder ved siden af ham, og bider sig hårdt i læben for ikke at flæbe endnu en gang.

- Hvad laver vi her, spørger drengen stille, - hvem er du?

- Jeg er Jacob og jeg ved ikke hvorfor vi er her, mumler den ældre dreng som svar.

Samtalen sluttede der, og drengen sukker lidt. Han er meget forvirret, og han ender med at sidde der helt stille, ligesom de 8 andre drenge. De så alle ud til at være omtrent den samme alder, men ud over aldersgruppen var der ikke de store ligheder. Drengen kommer endda frem til at nogle af dem ikke er fra Danmark som ham selv.
     Ude i mørket begynder der en knasende lyd, og pludselig sidder der en dreng ved siden af ham. Og han gisper af forskrækkelse, men så dukker væsenet op og finder sig en plads imellem dem alle sammen. Det skaber en masse forvirrede blikke imellem drengene, og væsenet glor blot intetsigende ind i ilden.
     Efter nogle minutters forvirrende stemning, bryder Jacob ud med et spørgsmål. Han kan ikke klare den underlige stemning, og hvad vil væsenet dog med 10 drenge der ikke er ældre end 10 år?

- Hey, siger Jacob, - hvad vil du med os?

Selvom ikke alle drengene kom fra samme land, havde de fleste en god idé af hvad drengen spurgte om. De nikker i hvert fald alle sammen anerkendende af hans spørgsmål til væsenet ligger drengen mærke til.

- Det er jo allehelgensdag, siger væsenet mut, - det ved i vel godt?

- Jo, mumler Jacob, - og hvad så?

- Det er den eneste dag mine venner kan spise alt hvad de vil.

Drengen begynder at ryste svagt af skræk, han har en fornemmelse af hvad væsenet prøver at sige. De udenlandske drenge ser forvirret på Jacob og væsenet, nu forstod de intet. I selvsamme øjeblik bliver drengene alle sammen grebet om skuldrene og hevet væk fra træstammerne og ind i mørket. Drengen skriger som refleks, ligesom de 9 andre skrigende drenge, drengen løber tør for luft til at blive ved med at skrige og forstummer hurtigt. Drengens blik møder væsenet der stadig sidder på træstammen og glor ind i bålet med et stramt udtryk. Drengen når netop at tænke at væsenet så skamfuldt ud, inden der borer sig et skarpt tandsæt ind i hans skulder. Mørket bliver mørkere, smerten er ubeskrivelig indtil den forsvinder sammen med alt andet. Og alle skrigene dør langsomt helt ud, og den sidste lyd er en rallende hvæsen fra ejeren af tandsættet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...