Ukontrolleret

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 okt. 2014
  • Opdateret: 30 okt. 2014
  • Status: Færdig
Jeg kan hører festens dunkende musik, længe før jeg er der. Egentlig plejer jeg aldrig at komme, men Asta havde overtalt mig denne ene gang. Asta er min tætteste veninde, faktisk også den eneste, det er et mirakel, at jeg overhovedet har en.

1Likes
2Kommentarer
190Visninger

1. 1

~~Jeg kan hører festens dunkende musik, længe før jeg er der. Egentlig plejer jeg aldrig at komme, men Asta havde overtalt mig denne ene gang. Asta er min tætteste veninde, faktisk også den eneste, det er et mirakel, at jeg overhovedet har en. Jeg holder mig for det meste fra andre mennesker. ”Nellie herovre” jeg kigger mig omkring, jeg havde slet ikke bemærket, at jeg var ankommet. Stemmen tilhører Asta, men jeg kan ikke se hende nogen steder. Jeg mærker en hånd på min skulder, mit hjerte springer et slag over, jeg vender mig langsomt om, jeg får endnu et chok da jeg ser hvem det er. Det er en totalt fremmed, han er cirka på min alder, vil jeg tro. Han har mørkt næsten sort hår, der bølger i vinden, hans øjne skinner i lyset af gadelygten, ”undskyld jeg troede, du var en anden”, siger han lavmælt, han kaster et hurtigt blik på mine hænder. Jeg når at se antydningen af et smil, inden han vender sig om, og det var ikke noget rart smil. Det løber mig koldt ned ad ryggen, jeg kigger på mine hænder. Det var det, jeg er færdig. Det som jeg har frygtet i hele mit liv, er sket. Jeg må væk, hjem. Det er ikke sikkert for mig at være her længere. ”Nellie hvor bliver du af? ” shiit, jeg skynder mig at stikke hænderne ned i lommen, inden Asta ser dem.  ”Jeg har det ikke så godt”, siger jeg til hende, det er sandt kvalmen er næsten ubærlig, ”men vi er jo lige kommet”, hun lyder meget skuffet.
Regnen er begyndt at dryppe ned fra himmelen. Asta havde været sur da jeg gik, men hun forstod godt, at hvis jeg havde det dårligt, var jeg jo nødt til at tage hjem. Der kører en masse tanker inden i mit hoved, drengen, kendte han noget til mine kræfter? Hvad ved han? Hvem er han? Nu plasker regnen ned, jeg sætter farten op, holder øje med hvert eneste skridt jeg tager, så jeg ikke glider på det glatte fortov. Jeg stopper op, var der ikke skridt bag mig? Fortsætter, ja det er rigtigt. Skridt. Mit hjerte begynder at pumpe derudad, og jeg kan mærke en lille sitren i mine fingerspidser. ”For fanden da Nellie kontroller det” siger jeg stille til mig selv. Det skal lige siges, at jeg plejer at have styr på mine kræfter, men det er jo ikke hver dag, at man bliver forfulgt. Skridtene kommer tættere og tættere på, jeg panikker. Jeg når ikke at tænke over det, inden jeg vender mig hurtigt om, og et blåt skær fra mine negle laver en lille kugle af blå, som jeg affyre af, på min forfølger.
Da jeg vågner, er det bælg mørkt, ligeså stille kommer alt tilbage til mig, festen, drengen, forfølgeren. Jeg gisper, tænkt hvis nogen har set mig, hurtigere end lynet er jeg oppe at stå, det hele svimler lidt for mig. Jeg vakler et par skridt hen, til min forfølger, han ligger helt stille, syntes jeg har set ham før, men hvor? Det går pludseligt op for mig, at det er den mystiske fyr fra festen. Jeg må handle hurtigt, inden han vågner. Det resulterer i, at jeg slæber ham hele vejen hjem til mig selv. Forpustet og træt trasker jeg ind i stuen, jeg har bundet fyren fast på en stol ude i køkkenet. ”Var det en god fest? ”, spørger mor henne fra sofaen, jeg står lidt, og træder mig over tæerne, samler mod til at fortælle dem hvad der er sket. De tog det da meget pænt, hvis man kan sige det, at næsten gå i chok er okay, og derefter styrte ud i køkkenet. Jeg står lænet op ad dørkarmen, alt imens far og mor gennemsøger fyren og hvisker ophidset sammen.
Chok. Skrig. Gråd. Det er kun nogle af de ting der skete derefter. Da det er sunket ind, at JEG har DRÆBT et menneske, begynder mine negle at lyse kraftigere end nogensinde. Jeg bliver bange. Bange for mig selv. Gulvet kommer nærmere, og nærmere, en skrækindjagende smerte skyder op gennem min skulder, og alt bliver sort, igen. Mareridtene er ulidelige, den samme scene kører igen og igen, jeg dræber uden at vide det, men der er en forandring, jeg vil gerne dræbe, tørsten efter død er umættelig. Jeg vågner op med et sæt, sveden pibler ned af min ryg, men underligt nok er jeg iskold. Hvordan er jeg kommet ind på mit værelse? Mor må have hørt at jeg er vågen, for lidt efter kommer hun ind med en kop te. Varmen breder sig ned gennem kroppen, ”hvor lang tid har jeg været væk? ” spørger jeg stille, ”næsten tolv timer”. Dagen går med at finde ud af, hvad vi skal gøre med fyren, vi eller far og mor beslutter at gemme ham nede i kælderen, jeg vil helst have ham ud og bare væk. Intet kan ændre deres beslutning, men der er noget lusket over det hele, de har det der blik i ansigtet. Det er ved at blive sent, jeg går ned for at sige godnat. Far snakker i telefon, ”hvad med Nellie? ”, jeg stivner, gemmer mig hurtigt bag køkkendøren. Han pruster ”ja det kan vi jo være nødt til”, siger han bittert og lægger røret på, så går han ind til mor i stuen. Jeg kan mærke, min hjerne er ved at eksplodere, af alle de spørgsmål. Vælger at gå op på værelset. Jeg kan ikke huske, at jeg er faldet i søvn, men det er dejligt for en gangs skyld at sove uden mareridt. Duften af morgenmaden trænger helt op oven på, jeg styrter ned i køkkenet, for jeg er hundesulten. Der er noget galt, det kan jeg mærke med det samme, jeg træder ind, mor og far sidder med alvorlige miner i ansigtet. ”Nellie vil du sidde lidt ned? ”, spørger far med hans der-er-noget-vi-skal-snakke-om stemme, det tegner ikke godt. De tager tilløb til, hvad de nu end skal til at sige. ”Du skal bo hos din onkel Edward i et par måneder” siger far direkte, ”hvad! Det kan i ikke mene! ”, råber jeg i hovedet på dem, ”far snakkede med ham i går, det er bedst sådan, du skal lærer, at kontrollere dine kræfter”, siger mor stille. Efter en lang forklaring om hvad vi syntes, er bedst for dig Nellie samtale, tramper jeg rasende op på mit værelse, mine negle lyser igen. Jeg skal tage toget allerede i aften, og så rejser jeg væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...