Kaos

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 okt. 2014
  • Opdateret: 30 okt. 2014
  • Status: Færdig
Hvis man skulle sige noget om Aksel, kunne man sige at han sige at han ikke var helt normal. Det havde han heller ikke været før. Før havde han været perfekt. Nu var han billedet på det modsatte. I hvert fald ifølge ham selv. Aksel var en ung dreng med en søster, en mor og en far. Han var sød og givende...

1Likes
0Kommentarer
131Visninger
AA

1. Stilheden

Der var tavst rundt om bordet. Ingen sagde en lyd. Vi bevægede os ikke engang i frygt for at bryde stilheden. For så blev vi nok nødt til at tale sammen. Ikke mors stærke side. Lige nu sad hun bare og kiggede ned i tallerkenen, så over på stegen og så ned på sin tallerken igen. Jeg kiggede bare stift ned i bordet. Det havde været meningen, at vi skulle have en hyggelig middag. Men som altid blev den ikke lige så hyggelig, som vi havde troet. Det var det samme, der skete hver gang, vi alle sammen var samlet. Vi kom op at skændes. Min lillesøster som altid skulle være på tværs. Min far som havde sin egen mening og aldrig gav sig. Min mor som panisk prøvede at bevare roen, men bare endte med at gøre det hele værre. Og så var der mig. Ja, hvad gjorde jeg? Jeg sad vel bare og kiggede på, vendte øjne, og ventede på at tavsheden stille sneg sig ind på os. Efter enten far, mor eller dem begge havde råbt op, om at nu ville de fandme have ro. Men denne gang havde det været anderledes. Min søster havde rejst sig og var skrigende løbet ind på vores værelse. Min far var gået ud, startet bilen og kørt. Jeg ved ikke præcis, hvad der skete. Det hele gik så hurtigt, og jeg fulgte ikke rigtig med. Efterhånden havde jeg lært at lukke af. Jeg var til stede, men alligevel ikke. Det var ligesom, jeg ikke rigtig hørte noget. Jeg hørte selvfølgelig godt, at de råbte af hinanden. Helt sikkert. Jeg hørte også, at lyden blev højere og højere. Men jeg hørte ikke ordene. Jeg førte blikket hen mod det maleri, vi havde på vægen. Det forestillede en sti, der gik gennem et smukt landskab. Græsset så friskt og frodigt ud, og træerne stod højt med fuld krone. Mor og far havde købt det den dag, de lige var flyttet ind i huset. Det havde været dyrt, selvom det ikke var meget værd. De havde helt klart betalt overpris for det. Men de havde været ligeglade med pengene. De havde hinanden, en lille søn, et nyt hus og nu også et smukt maleri til at fylde vægen ud. Jeg var nok kun omkring de tre år, men jeg husker det stadig. Jeg sad på min fars skuldre. Han var høj og muskuløs. Jeg så meget op til ham. Min mor bar billedet og havde et solidt smil plantet i hele fjæset. Måske er grunden til jeg husker det så godt, at vi har foreviget øjeblikket, på det billede der hænger over min seng. Det er et lille billede på størrelse med en post it seddel. Det var mormor, der insisterede på at tage et billede af os. Af den perfekte harmoniske familie. Og vi stillede selvfølgelig med glæde op. Stort smil, ingen grå hår, ingen rynker. Det var sådan vi var engang. Det var sådan, vi var før.

 

 Jeg rejste mig fra bordet. ”Tak for mad” ville jeg have sagt, bare for at sige noget. Men da det kom til stykket, gik jeg bare i stilhed. Jeg havde aldrig haft modet til at bryde stilheden herhjemme. Jeg gik målrettet hen mod vores værelse. Jeg tøvede lidt, før jeg tog forsigtigt i håndtaget og åbnede døren, så stille jeg kunne. Min søster lå på gulvet derinde omgivet af sine Barbie dukker. Jeg bøjede mig ned til hende. Man kunne tydeligt se sporene fra hendes tårer, der nu var udtørret. Jeg tog forsigtigt mine arme under hende og løftede hende op i sengen. Hun gav et lille spjæt fra sig, da jeg lagde hende ned. Jeg lagde dynen over hende og førte så mit blik ned mod Barbiedukkerne. Så bøjede jeg mig ned og begyndte at samle dem op. Bagefter lagde jeg mig op på min seng. Madrassen var hård, men jeg havde vænnet mig til den. Dynen trak jeg også over mig, for det var overaskende koldt i det lille rum. Jeg lukkede mine øjne. Lyden af mors fodtrin ude fra køkkenet skar i mine øre. Hun vandrede altid fortvivlet rundt i ring, når hun ikke lige vidste, hvad hun skulle tage sig til. Pludselig holdt lyden op. En dejlig ro bredte sig i min krop, og endelig kunne jeg slappe af. Jeg lukkede mine øjne, bare lige to minutter for at slappe af. Og pludselig var jeg væk.

 

”Aksel, Akseeeel!” lød en høj skinger stemme, efterfulgt af følelsen af et jordskælv i min seng. Jeg ventede et sekund, før jeg åbnede øjnene. Det var min lillesøster, der hoppede op og ned i min seng. ”Hvad er der Kaja?” spurgte jeg med en træt stemme. ”Jeg kan ikke finde mor”, sagde hun. Nu ikke med en forfærdelig glad stemme. Jeg fornemmede hurtigt, at hun var bange, og frygten for også op i mig. Jeg formåede dog at bevare roen udadtil. ”Hun er her sikkert et sted” sagde jeg og satte mig op i sengen. ”Du skal ikke være bange”, fortsatte jeg og fremtvang et lille smil. Hun gengældte smilet, og nikkede. ”Lad os nu gå ud og lave noget morgenmad til dig”, sagde jeg, og greb fat om hendes hånd. Jeg trak hende med ud i køkkenet, og slap så hånden der. Jeg skyndte mig at finde nogle cornflakes frem. Smagen af cornflakesene gav mig kvalme. Jeg havde hadet dem i lang tid. Siden den dag vi fik at vide, at far skulle af sted. Jeg husker det tydeligt. Vi havde alle sammen siddet til morgenmad derhjemme. Mor havde rettet sin holdning op, og hedes blik sagde, at det var noget seriøst hun skulle fortælle. Jeg var stoppet med at gumle løs på mine cornflakes. Hun havde rømmet sig og var så begyndt. ”Unger, far skal væk i noget tid på arbejde. To måneder, så kommer han hjem til os igen”. Hun havde prøvet at smile, men det var ikke lykkedes så godt. Vi nikkede. Jeg vidste godt, hvad det betød. Min lillesøster vidste det sikkert ikke, så jeg sagde intet. Vi gik i lang tid og glædede os til, han kom hjem. Selvfølgelig var der en masse ting, jeg skulle hjælpe til med, nu hvor far ikke var her. Men jeg trøstede mig altid med, at far ville blive stolt af mig, når han kom hjem. Men det blev han aldrig. For da han kom hjem, var han ikke den samme. Det var som om, jeg ikke kendte ham mere. Han blev hurtigere sur og råbte meget. Han lavede intet, bogstavelig talt. Han lå bare på sofaen hele dagen. Han lignede heller ikke sig selv mere. Grå har var begyndt at stritte frem over det hele, og rynkerne i panden kom også til syne. Kaja blev først bange for ham. Hun turde ikke engang spørge ham om lov til af tage en is. Lidt efter kom skænderierne, der blev større dag for dag. I starten var det om hvem der havde taget det sidste Nutella eller, hvilken farve de nye sofapuder skulle være. Så begyndte de at skændes over os. Hvem skal følge os i skole, hvorfor gav far os lov til noget, når mor ikke ville have det. Alt samen bassale hverdagsting der blev gjort meget større, end de var. Til sidst var det slet ikke til at holde ud. Kaja begyndte at sætte sig på tværs og hele tiden kræve opmærksomhed. Det var der, jeg lærte at lukke af.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...