Kaos

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 okt. 2014
  • Opdateret: 30 okt. 2014
  • Status: Færdig
Hvis man skulle sige noget om Aksel, kunne man sige at han sige at han ikke var helt normal. Det havde han heller ikke været før. Før havde han været perfekt. Nu var han billedet på det modsatte. I hvert fald ifølge ham selv. Aksel var en ung dreng med en søster, en mor og en far. Han var sød og givende...

1Likes
0Kommentarer
132Visninger
AA

2. Forandringen

Jeg spiste ikke engang min portion færdig, selvom jeg faktisk var ret sulten. Jeg tænkte på, hvor mor kunne være. ”Skal du ikke i skole i dag?” spurgte Kaja. Jeg rystede på hovedet. ”Nej, men det skal du” svarede jeg og fremtvang endnu et vellykket smil. Jeg satte vores tallerkener ved siden af vasken, og hjalp Kaja i tøjet. Jeg låste omhyggeligt døren efter os, da vi gik. Da vi stod lidt væk fra skolen, sagde jeg farvel til Kaja. ”Jeg tager jo en fridag, så jeg kan ikke komme på skolen”, sagde jeg. Hun nikkede, som om hun havde forstået. ”Er du sikker på, der ikke er sket noget med mor?” spurgte hun. Hendes stemme vibrerede lidt. ”Ja, jeg skal nok finde hende” sagde jeg, med så meget ro i stemmen jeg kunne. Der var stilhed. Jeg kunne se i hendes lille ansigt, at hun tænkte sig om. ”Okay” sagde hun så, før hun vendte sig om og gik mod skolen. Jeg stod lidt og kiggede efter hende og vendte så om. Det gik hurtigt hjemad. Jeg håbede virkelig, mor stod der, da jeg åbnede døren til huset. Men det gjorde hun desværre ikke. Jeg panikkede lidt. Hvor fanden kunne hun være? Havde hun bare forladt os, eller var hun gået ud for at lede efter far? Jeg tænkte på skridtene, der pludselig var holdt op i går aftes og fik pludselig en grim fornemmelse i maven. Hvad nu hvis der var sket hende noget? Noget jeg kunne have forhindret. Jeg småløb ind på mit værelse og fandt min mobil frem. Tankerne fløj rundt i mit hoved. Jeg tastede hurtigt nummeret ind. Et  bib, to bib, tre bib. Jeg talte dem, bare for at have noget andet at tænke på. Ved det tiende bib tog hun telefonen. ”Hej”, lød det i den anden ende. Stemmen lød sådan lidt halvsløj. ”Hej mor, hvor er du henne?” spurgte jeg og åndede lettet op. ”Jeg er i vaskekælderen”, svarede hun. Mor talte altid i korte sætninger. ”Okay, jeg”, der var en kort pause, ”Jeg skulle bare lige være sikker på hvor du var”, sagde jeg så. ”Okay” svarede hun og lagde på. Vreden steg op i mig. Hvorfor havde hun ikke sagt, hvor hun gik hen? Ville hun have, at vi skulle blive bange eller hvad? Jeg var blevet nødt til at følge Kaja i skole, jeg havde haft alle de bekymringer og bare fordi, hun fucking ikke gad sige, at hun gik ned for at vaske tøj! Så kom tårerne. Hun værdsatte mig aldrig. Alt det jeg havde gjort for hende. Hun havde ikke engang sagt tak. Jeg havde lyst til bare at løbe væk hjemmefra, så hun kunne se, hvor meget hun faktisk behøvede min hjælp. Men hvis jeg gjorde… Hvem skulle så tage sig af Kaja? Og hvem skulle hjælpe mor herhjemme?  Det var den eneste grund til, jeg aldrig var løbet væk. Jeg kunne mærke den våde fornemmelse af tårerne der løb hastigt ned langs mine kinder, og jeg kunne smage den salte smag, da de landede i mine mundvige. Jeg tørrede dem hurtigt væk. Jeg støttede mig lidt til en stol, og satte mig så ned på den. Mine tanker kredsede nu om far. Det var faktisk slet ikke til at mærke, når han var væk. For selvom han var her, var han her ikke rigtigt. Engang ville jeg være som ham. Det ville jeg faktisk stadig. Men alligevel ikke. Det var forvirrende. Jeg kunne mærke en knugen i maven. Sad så to minutter og bare stirrede ud i luften, da døren pludselig åbnede. Jeg fik et chok og gned mig hurtigt i øjnene. ”Hej mor” sagde jeg. Det var egentlig ikke meningen, jeg ville have sagt noget. ”Hej” svarede hun mig. Ikke noget undskyld. Ikke noget smil. Hun spurgte ikke engang, hvor Kaja var. Tårerne pressede på, og jeg havde ondt i maven. ”Fik du vasket noget tøj?” spurgte jeg, imens jeg gik et skridt tættere på hende. Hun nikkede. Jeg nikkede. ”Og mor?” sagde jeg. ”Ja?” svarede hun. ”Husk at hente Kaja klokken to”, sagde jeg, for så at vende mig om og gå hen mod Kajas og mit værelse. ”Det skal jeg nok”, mumlede hun efter mig.

Jeg lagde mig ned på min seng og begyndte at tænke. Jeg tænkte på min far. Så rakte jeg min hånd op langs væggen, og hev billedet ned. Det billede vi alle var på, og hvor vi var glade. Ikke som nu, nu var det hele bare kaos. Jeg lod en tåre falde. Men kun en. Jeg tænkte tilbage på den dag, han forlod os. Jeg vidste ikke, om han ville komme tilbage, men en ting havde jeg da fundet ud af. Engang ville jeg være som ham. Det ville jeg faktisk stadig. Men jeg ville ikke være, som han var nu, men som han var før. Da han var glad, muskuløs, og uden rynker i panden. Dengang han var hjælpsom, og altid havde et smil på læben. Sådan ville jeg være. Sådan ville jeg blive.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...