Summer again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 okt. 2014
  • Opdateret: 12 jan. 2015
  • Status: Igang
Allie går i highschool, og skal starte på 2. året efter sommerferien som junior. Luke går en klasse over Allie. Luke og Allie har altid været bedstevenner, og det har aldrig været et problem, før nu. Luke er begyndt at distancere sig fra Allie, og da der starter rygter om, at de dater, slår det klik for Luke. Luke og Allie har deres første skænderi, lige før de skal op til deres beachhouse i 4 uger. Allie frygter 6 ugers ensomhed som altid, men det vender en drenge ved navn Brandon fuldstændigt op og ned på...

22Likes
13Kommentarer
1328Visninger
AA

7. Yet another time

Allies synsvinkel

Bildøren åbner brat. Lukes hoved og arm glider ned, og han vågner med et sæt.

Han kigger lidt forvirret rundt, og tager sig så til panden. Han kigger på mig, og hopper hurtigt ud af bilen.

Det er helt mørkt udenfor, og den eneste lyd er de få biler der passere ude på landvejen. Jeg gnubber mine bare arme. Min jakke ligger der hjemme, og denne sommeraften er en af de køligere.

Vi skynder os indenfor. Jeg går direkte over til venteværelset og finder nogle pladser til os. Luke, hans mor og min mor går op til ekspedienten, og fortæller dem situationen.

Da de kommer tilbage, sidder jeg viklet ind et tykt tæppe. De fortæller, at Luke først kan komme til om noget tid, da der lige er sket en skade på en motorvej et stykke herfra.

Der går noget tid for jeg bliver vækket af, at en læge kalder Luke Hills. Min hår er foran mit ansigt, og jeg løfter forsigtig mit hoved fra Lukes skulder. Min mor og jeg bliver siddende, imens Luke og Joanna skal ind og tale med en af lægerne.

Vi sidder ikke så længe, før de kommer tilbage. Luke skal undersøges lidt mere, og syes efter.

Lukes synsvinkel

Jeg sætter mig tungt ned i stolen, ved siden af Al, der kigger på mig og smiler genert.

Hun lægger sig op af mig, og hvisker ”jeg hader den idiot til din far.” under sin vejrtræk. Jeg griner lidt, og nikker. Det var vist ikke meningen at jeg skulle høre det, for hun kigger op på mig, og smiler så. Hendes arme er rundt om mine nakke og hals, fra siden af.

Lidt efter kommer den samme læge ud. Hendes hvide kittel og sko, matcher hendes hud farve. Hendes sorte hår sidder i en stram knold, og renderne under hendes øjne antyder, at hun ikke skulle have mødt ind på vagt i nat.

Jeg aer Al blidt på kinden, og hun vågner igen. Jeg hiver hende med op at stå, og beder hende om at gå med mig ind.

Vi bliver ført ned af en lang gang. Væggene er hvide, og tallene på dørene er skrevet med sort. Der er stille på hospitalet. Lægerne og sygeplejerskerne kigger op og møder mine øjne, men kigger så ned igen.

Lægen leder os ind i et lille rum.

”Der er ikke det store problem, vi skal fjerne glasskårene og så skal du syes.” Informerer lægen os om.

 

Efter jeg er blevet syet, bliver jeg udskrevet og vi tager hjem.

På vejen hjem sover både mig og Al.

Jeg vågner ved, at der bliver banket på ruden. Jeg åbner forsigtigt øjnene, løfter Als hoved med mine hænder, og stirrer ud af vinduet.

Hans blå øjne møder mig, og morgensolen skinner på hans lyse hår, som sidder højt op ad. Brandon står uden foran. Jeg skubber lidt for hårdt til Al, så hun vågner, åbner døren og siger et hurtigt hej til Brandon. Jeg skynder mig indenfor, og lader døren stå åben bag mig.

 

Allies synsvinkel

Da jeg åbner øjnene smiler et sæt meget hvide tænder til mig. Jeg rejser mig op og stirrer ind i flotteste blå øjne. Brandons hånd rækker ind til mig, jeg tager den og han hjælper mig ud.

”Hvad laver du her?” Spørger jeg, både forvirret, og pludselig meget genert og ked af mit tøj valg.

”Jeg tænkte jeg lige vil komme forbi, bare sådan for god maners skyld.” Svarer han med et kækt smil. Jeg griner, men siger ikke andet.

Han spørger om jeg vil med ind til byen, jeg svare ja, og skynder mig op at skifte til nogle korte lyse cowboy shorts, og en stram hvid t-shirt. Jeg tjekker mig hurtigt i spejlet. Mit hår er helt uglet og jeg har sove mærker på min kind. Jeg skynder mig at rede mit hår, og tager en smule mascara på.

Mine sorte klipklapper er fuldt med sand, så jeg tager dem i hånden, og banker dem af på verandaen. Min mor er stadig ude ved bilen. Jeg råber hurtigt, at jeg tager ind til byen med en ven, før Brandon hurtigt tager min hånd og løber med mig lige i hælene hen til hans bil, der står lidt længere ned af vejen. Hans sorte Brabus cabriolet stråler. Jeg hopper hurtigt ind, uden at åbne døren. Han kigger på mig og smiler.

Indtil nu har jeg slet ikke tænkt over, at vi næsten ikke kender hinanden. Vi har kun mødt hinanden en gang, hvor vi også talte sammen. Jeg har set ham før, men han har aldrig lagt mærke til mig. Jeg har lagt mærke til ham før.

Jeg krymper lidt i sædet. Føler jeg mig for tilpas? Synes han at det er underligt?

Han ligger ikke mærke til, at jeg stirrer på ham, og jeg slår hurtigt blikket ned. Han smiler lidt, og begynder at køre. Vinden river i mit hår, og det bliver endnu mere uglet. Jeg prøver, at holde lidt på det, men Brandon kigger bare på mig, og tager begge mine hænder væk fra mit hår. Han retter igen opmærksomheden på vejen, og jeg begynder at grine. Jeg smider hænderne op i luften og griner højlydt. Han dytter, og jeg hopper i sædet af chok. Han sætter farten lidt ned, og jeg kigger ud over havet. Der er næsten helt vindstille. Næsten ingen bølger, og fuglene flyver forbi. Pludselig kan jeg mærke hans hånd på mig lår, jeg bliver overrasket over kontakten, og trækker mit ben til mig. Han ligger ikke mærke til det, kigger bare på mig, og nikker med et forstående blik. Det går for hurtigt.

Jeg nåede lige at mærke hvor rart det føles. Det pludselige berøring. Hans varme hånd på mit lår.

Da vi kommer ind til byen, stopper han ikke. Jeg kigger på ham med et spørgende blik. Han smiler bare, og fortæller mig at der er et sted han heller vil hen. Jeg kigger lidt på ham, bliver pludselig lidt urolig, men tænker ikke mere over det. Jeg nikker til ham, som mig accept.

Han kører igennem byen. Da vi har kørt i en behagelig stilhed i noget tid stopper han. Vi er i meget småt boligkvarter, som jeg ikke vidste lå så tæt på min ellers så velkendte by og beachhouse.

 

Han parkerer bilen. Da han selv er steget ud, hopper jeg også ud. Han når lige hen og giver mig en hånd. Jeg smiler og sætter lidt akavet mig uglede hår i en hestehale. Den bliver helt filtret, og jeg bestemmer mig for, at lade det hænge løst.

Vi går i lidt tid, han fortæller om hans liv herude. Han er her næsten hver ferie med sin mor, fordi de skal holde huset i stand. Han elsker det her, på samme måde som mig, pga. naturen og stilheden.

Han tager en lille nøgle frem for lommen, efter vi har gået i cirka en halvtime. Han stikker den ind i et lille nøgle hul, i en skjult sort havelåge. Havelågen er høj og sort. På toppen er der nogle små stænger der er skarpe i enden, der stikker op af.

Vi går ind, og en gang lavet ud af buske møder os. Han tager min hånd forsigtigt. Han kigger på mig, og jeg smiler bare. Vi går under den grønne busk der rager over hovedet på os, og nærmest inde lukke os.

Da vi når til enden, kommer vi ud i en lille have. Der er træer over alt. Vi går lidt, og han leder os op på toppen af en lille bakke. Der står en bænk indhulet i buske, blomster og træer. Brandon tager drillende min hånd, og hiver mig hen på bænken. Han sætter sig ned, og hiver mig med et ryk, ned på hans skød. Jeg griner lidt, og rødmer. Han kigger op på mig, og vi begynder at tale. Han spørger ind til min familie. Da vi begynder, at tale om Luke ændres hans ansigtsudtryk pludseligt. Hans smil bliver svagere, og alt form for følelse forsvinder fra han øjne.

”Brandon, hvad sker der?” Spørger jeg.

Han kigger lidt forvirret rundt, kigger op på mig og smiler så. Gløden kommer tilbage til hans øjne og kinder.

”Øh… hvad mener du? Der sker da ikke noget.” Siger han, og blinker til mig, med et kækt smil spillende på hans læber.

Solen er allerede begyndt at gå ned. Jeg ved ikke hvor længe vi har været her, men længere end jeg troede.

Da jeg skal til, at rejse mig, hiver han mig ned på hans skød igen. Han tager blidt fat i min kæbe, og drejer mig hoved, så jeg kigger ned på ham. Hans ene hånd holder på min lænd og støtter mig. Den anden holder nu på min kind. Jeg kigger på hans mund, følger dens kurver med øjnene. Han læner sig ind imod mig, og vores læber kollidere. Begge hans hænder holder nu mit hoved. Jeg fører begge mine arme bag nakken på ham og kysser ham tilbage. Vi sidder sådan længe. Jeg roder rundt i hans lyse hår. Han smiler og det gør jeg også. Han tage fat under mine lår og rejser sig op. Jeg griner. Han bærer mig rundt, og han begynder at løbe, så jeg skynder mig at tage bedre fat rundt om nakken på ham.

Jeg kaster hovedet bag ud og han snurrer rundt nede på den store græsplæne. Hans stopper og sætter mig ned lige foran ham. Mine ben giver næsten efter under mig. Hans blå øjne borer sig i min. Jeg kigger ned i jorden, pludselig genert.

Det er nu så mørkt, at jeg næsten ikke kan se Brandon længere. Han tager mig rundt om skulderen, og vi begynder at gå ud imod bilen.

Jeg sætter mig ind i bilen, og Brandon finder et tæppe frem. Det er først der det går op for mig, at jeg fryser. Ikke meget men nok til at jeg har gåsehud. Jeg smiler taknemligt til mig da han giver mig det. Vi kører hjem i stilhed, imens radioen spiller noget stille musik. Jeg mærker en hånd på min skulder, og jeg åbner øjnene. Jeg var faldet i søvn. Brandon smiler til mig, og åbner døren for mig.

”Undskyld du først er hjemme så sent, jeg håber det er okay.” Siger han, og smiler spørgende til ham. Jeg nikker og smiler bare som svar. Han tager forsigtigt min hånd. Han sender et skjult blik op imod døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...