Summer again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 okt. 2014
  • Opdateret: 12 jan. 2015
  • Status: Igang
Allie går i highschool, og skal starte på 2. året efter sommerferien som junior. Luke går en klasse over Allie. Luke og Allie har altid været bedstevenner, og det har aldrig været et problem, før nu. Luke er begyndt at distancere sig fra Allie, og da der starter rygter om, at de dater, slår det klik for Luke. Luke og Allie har deres første skænderi, lige før de skal op til deres beachhouse i 4 uger. Allie frygter 6 ugers ensomhed som altid, men det vender en drenge ved navn Brandon fuldstændigt op og ned på...

22Likes
13Kommentarer
1330Visninger
AA

5. Never more?

Allies synsvinkel

Vi plejer altid at være i vandet længe, men ikke denne gang.

Luke er pludselig gået op, så jeg ligger lidt i vandet på ryggen og flyder.

Han er meget underlig her for tiden. Det ene øjeblik kommer han op for at genoptage vores tradition, og så går han, før vi er halvvejs igennem den.

Jeg kigger op på den blå, skyfri himmel.

Jeg kan ikke hører andet, end vandet der slår imod kanterne af poolen.

Jeg svømmer 10 baner, og går så op. Jeg kigger rundt omkring, for at se om der er nogle der kigger, og tager så min t-shirt og shorts af.

Jeg vikler hurtigt håndklæderne rundt om min krop, og går indenfor.

Jeg går hen imod køkkenet for at tage et æble. Da jeg kommer ud i køkkenet sidder Luke og kigger på sin mobil. Han kigger op, men kigger så ned i mobilen igen.

Jeg vælger at ignorere hans underlig opførsel, går hen og tager et æble, fra frugtkurven der står lige foran Luke.

Snupper et rødt æble og går op på mit værelse. Mit våde tøj og mit håndklæde hænger jeg ud på min lille balkon.

Jeg stikker hovedet ud af døren, for at se om der er fri bane, og skynder mig så ned af gangen til Lukes og mit badeværelse, går hurtigt ind og lukker døren efter mig.

Vandet triller ned af min krop. Da det rammer min mave gyser jeg lidt. Vandet er rigtig koldt, men samtidig også friskt. Der er meget mere tryk på når vandet er koldt, og min shampoo og balsam er hurtigt ude af håret.

Jeg rækker hånden ud, tager det håndklæde jeg har hængt klart og slynger det rundt om min kolde og nøgne krop, tager mit undertøj og løber tilbage til værelset.

Jeg sætter mig ned ved min lille antikke sminkebord, som jeg har fundet på et loppemarked vi engang var på. Det er hvidt og ikke særlig bredt. Der er fastgjort et spejl -inde ved væggen- til bordet.

Jeg finder min make-up frem og begynder, at organisere det i de små hvide beholdere der står på bordet.

Mit hår er uglet, så jeg hurtigt igennem og finder en behagelig t-shirt og nogle shorts frem. Mit ynglings undertøj ligger klart i skuffen, en hvid behagelig bh og mine hvide Calvin Klein trusser. Jeg tager det på, efter jeg har tørret mig grundigt med mit håndklæde.

Jeg tager resten af tøjet på, og sætter mit hår i en løs, rodet knold.

Da jeg har kastet et sidste blik i spejlet, går jeg ud på gangen og ned af trappen.

Jeg går forbi stuen og køkkenet, ud på balkonen, ned af den lille trappe der fører ned på græsplænen, ud på den lille sti, og ned mod stranden.

Da jeg har gået i ca. 1 minut, er jeg allerede på stranden. Jeg går helt ned til vandet, smider mine klipklappere i vandkanten og trasker ud i vandet. Det sprøjter lidt, men det er lige meget.

Mine shorts er så korte, at jeg kan gå helt ud til knæene uden, at det sprøjter op på dem. Jeg står i noget tid i vandet, hvor længe ved jeg ikke.

Til venstre kan jeg ane havnekajen, hvor butikkerne er, og hvor tivoliet vil være om lidt, under en uge. Vi kører ofte derhen og kigger på tøj, måske spiser vi endda en frokost eller aftensmad, men både Joanna og min mor elsker at lave mad, så ofte spiser vi hjemme.

Jeg begynder at gå ind imod stranden, da jeg kan se en dreng komme gående hen langs vandkanten.

Jeg går lidt hurtigere, og når ind til mine sko før han er gået forbi.

Hans lyse hår blæser lidt, men bliver ellers holdt fast af voksen, det er sat med. Det er sat højt og peger stift op af. I siderne er det kortere end på toppen af hovedet.

Hans solbriller dækker hans øjne og hans tydelige kindben markere hans ansigt. Han har en hvid t-shirt og nogle blå badeshorts på.

Jeg kigger ned på mit tøj, lige pludselig genert. Min hvide t-shirt er lidt gennemsigtig og min hvide bh er synlig.

Jeg ønsker pludselig, at jeg havde tager noget mascara på, eller sat mit hår bedre.

Jeg kigger op igen, og nu har han sine solbriller i hånden, og jeg kan se han kigger på mig. Jeg føler mig akavet til mode, og ved ikke hvordan jeg skal stå. Det ender med at jeg bukker mig ned for at tage mine klipklapper på. Da jeg kigger op igen, er han kommet tættere på mig, og han smiler til mig.

Jeg smiler tilbage og griner lidt for mig selv.

Han kommer over til mig nu, hvad skal jeg gøre? Jeg er så dårlig til at tale med drenge, undtagen Luke.

"Hej." Siger han, og jeg mumler lidt Hej, og indser så at han nok ikke kan høre det. Jeg kigger ind i hans lyse blå øjne, og siger så Hej, lidt højere.

"Jeg hedder Brandon." Siger han, og rækker en hånd frem så jeg kan tage den. "Øøh... Jeg hedder Allie." Siger jeg, og tager nervøst hans hånd. Han klemmer hårdt, men ikke for hårdt.

Hans håndtryk er perfekt.

Han griner og jeg kigger op på ham med uforstående blik. Hvorfor griner han?

"Det er sjovt, jeg troede at jeg bare skulle gå en stille tur uden at møde nogle. Hvis jeg vidste jeg ville møde en, havde jeg nok taget noget andet på." Siger han og smiler.

Jeg rødmer og griner lidt selv.

"Også mig." Siger jeg og smiler, ligesom han gjorde.

"Men jeg håber vi ses igen." Siger han, og griner genert ned i jorden.

Jeg griner lidt og svare så, at det håber jeg også.

"Så ses vi." Siger han og smiler, jeg nikker og går op imod huset af de små stiger.

Jeg kan ikke tænke på andet end hans lyse blå øjne der kiggede ned på mig, imens han smilte.

Han virkede faktisk som en sød dreng, for en gangs skyld.

Jeg går og griner lidt for mig selv.

Da jeg går ind af døren kan jeg se, at Luke nu sidder i sofaen med en bog.

Han kigger op.

"Hvorfor ser du så glad ud?" Spørger han drillende. Han ligger bogen fra sig, og da det går op for ham at jeg ikke har tænkt mig at svare, rejser han sig op.

"Var det en god tur til strand?" Spørger han, imens han bevæger sig over imod køkkenet.

Jeg svare kort ja, og følger efter ham ud i køkkenet.

"Jeg mødte faktisk en dreng dernede." Siger jeg, og forventer at han vil være interesseret, bare en smule, men i stedet kigger han bare på mig.

"Hvor hyggeligt," siger han ironisk. "Hvad hed han?"

"Øøhm... Brandon tror jeg." Svare jeg.

Jeg sætter mig ved bordet, og Luke begynder at rode i nogle af skabene, sikkert efter noget mad.

Lidt efter giver han op, vi har ikke fået købt ind endnu.

"Tror du?" Spørger han, med et hævet øjenbryn.

"Jeg mener, ved jeg." Siger jeg.

"Såe... Hvordan så han ud?" Bliver Luke ved.

"Sådan mellem lyst hår, tydelig kindben og lyseblå øjne?" Svare jeg hurtigt.

Hvorfor er han lige pludselig så interesseret i Brandons udseende og navn?

Hvorfor er han ikke interesseret i hvordan jeg synes om ham?

"Ham kender jeg godt, han bor lidt længere nede af stranden, den vej væk fra havnekajen?" Spørger han, men ikke med en klang i stemmen.

"Øøh det ved jeg ikke, måske?" Svare jeg.

"Det lyder som ham." Siger han, og pludselig udbryder han "Ham skal du holde dig væk fra, for din egen skyld."

Jeg kigger på ham, tror han ærlig talt, at han skal bestemme hvem jeg er venner med og ej?

"Øøh... Det tror jeg godt jeg selv kan finde ud af at vurdere." Siger jeg, og rejser mig.

"Du behøver ikke at beskytte mig." Siger jeg og kigger surt på ham.

Jeg vender mig rundt og trasker hurtigt op af trapperne.

 

Lukes synsvinkel

Jeg gør det ikke kun for at beskytte Al. Jeg kender Brandon.

Vi var sammen en sommer for to år siden. Han var rigtig flink, i starten.

Men så begyndte han at tale om, at han havde nogle problemer.

Jeg har ikke talt med ham siden.

Jeg tror bare ikke, at Al vil kunne indse hvis han gør noget dumt, ellers vil hun. Jeg ved det ærligt talt ikke, hun forvirrer mig rigtig meget her på det sidste. Hendes handlinger, hendes måde at skeje ud på, hver gang jeg siger noget til hende, som er min egen mening.

Jeg går op af trappen og hen til Als dør. Jeg skal til at banke, da hun kommer ud af døren. Hun kigger ind i værelse og er lige ved, at støde ind i mig. Jeg hopper til siden af forskrækkelse.

Hun kigger op på mig. Hun blev tydeligvis også overrasket. Hendes øjne er store.

Først sniger der noget nysgerrighed igennem hendes øjne, hvorfor står jeg mon her?

Men så husker hun skænderiet, og hun kigger surt på mig.

"Hvad laver du?" Spørger hun, stadig sur, men dog med en lidt blidere stemme.

"Øøøh... Jeg vil bare lige banke på, og tale med dig." Svare jeg.

"Hvorfor bankede du så ikke på?" Hun kigger undrende på mig.

"Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke om du stadig er sur." Siger jeg, og det er rigtigt.

"Nå, men det er jeg lidt." Siger hun med et lille smil på læberne.

Hun kigger op på mig, men lukker så døren bag sig og går hen imod trapperne.

Jeg vælger, at lade hende være sur. Vi kan jo tale om det i morgen eller senere.

 

 

 

Allies synsvinkel

Jeg går ned af trappen og smiler lidt til mig selv. Det er svært, at være sur på Luke, fordi han er min bedsteven.

Jeg kunne godt tænke mig, at tale med ham om Brandon på et andet tidspunkt.

Jeg håber bare ikke, han flipper lige så meget ud, som han gjorde i dag.

Tænk at han kan blive sur, fordi jeg siger jeg har mødt en dreng på stranden.

Jeg håber virkelig jeg møder ham igen.

Da jeg kommer ned, er Joanna og min mor kommet hjem. De har heldigvis købt ind på vejen hjem.

"Hvor gik i hen?" Spørger jeg efter vi har sagt hej og jeg har fået et af de nykøbte æbler.

"Vi gik langs landevejen, og lidt på stranden." Svare Joanna og smiler. Hun elsker, at gå ture når vi er her.

Det gør vi alle sammen. Naturen er noget helt andet her, end inde i byen.

Her oppe kan man høre fuglene synge, vinden suse og bølgerne der slår imod sandet nede på stranden.

Jeg går op af trappen og hen i den modsatte ende af gangen, væk fra trappen.

Jeg åbner glasdøren, lukker den efter mig og går ud på den store terrasse. Jeg går hen til det hvide rækværk og kigger ud over vores store have, den store græsplæne, den lille sti ned til stranden og på stranden. Solen står lige ind på terrassen. Den blænder mig. Men det er lige meget. Her er helt stille, ingen vind. Det er disse øjeblikke, jeg nyder allermest, når vi er her.

Jeg vender mig om for, at gå hen og lægge mig i hængekøjen.

Jeg stopper min bevægelse, og ser at Luke sidder og betragter mig, fra en af stolene som står henne ved bordet tæt på hængekøjen.

Da han ser, at jeg har fået øje på ham, kigger han hurtigt ned i sin bog. Men ikke hurtigt nok. Jeg når, at se hans udtryk.

Jeg kigger undrende på ham. Han ser… overrasket, imponeret men også såret ud.

"Hvad er der?" Spørger jeg og bevæger mig hen imod ham og hængekøjen.

"Åh øh, ikke noget." Siger han, stadig med blikket ned i hans bog.

Jeg tror ikke på ham. Jeg har kendt ham hele mit liv, og jeg kender ham godt.

Jeg lægger mig i hængekøjen.

"Du skal ikke lyve overfor mig." Siger jeg uden at kigge på ham. Mine øjne glider i, og jeg lytter til vandet.

Han plejer at være ærlig, måske endda lidt for ærlig til tider.

"Og du skal stole på mig." Siger han igen.

Jeg åbner øjnene, sætter mig op i hængekøjen og kigger på ham med hævet øjenbryn.

"Jeg stoler da på dig?" Siger jeg, men jeg ved godt hvad han mener.

Han mener ikke i almindeligheden, men i forhold til Brandon.

Han kigger over på mig. Han ser ikke vred ud. Han ser på mig med en form for forståelse.

"Og i forhold til Brandon skal jeg nok passe på, det ved du godt."

"Ja jeg ved, men det er ikke nok." Sukker han. "Du skal være ekstrem forsigtig omkring ham."

"Luke, vi har haft den her samtale. Jeg gider ikke skændes igen, men du er nødt til at forstå, at jeg er blevet større, og jeg kan godt tage ansvar for mig selv." Siger jeg med en blid stemme. Jeg har virkelig ikke lyst til at skændes igen, vi har skændtes alt for meget på det seneste.

"Al, det ved jeg godt du er, du er en af de mest ansvarlige jeg kender." Et smil spiller i hans mundvige, og jeg kan ikke lade vær med selv at smile.

"Og jeg tror bare de er svært for mig, at vokse selv og at se dig vokse." Siger han, og griner, fordi det er så cliché som muligt.

Jeg griner også, lægger mig ned i hængekøjen igen, og kigger op på himlen. Solen er ved, at gå ned og himlen er lyserød.

Jeg ligger mærke til, at Luke kigger på mig ud af øjenkrogen, men så kigger han ud i horisonten.

Vi kigger på horisonten længe, til sidst lukker jeg øjnene og forestiller mig fugle flyve forbi på himlen. Jeg kan forestille mig deres vinger bevæge sig hurtigt, fordi der ingen hjælp er fra vinden. Jeg kan høre deres vinger baske.

Luke skubber blidt til hængekøjen og får mig tilbage til virkeligheden.

Han kigger på mig og smiler. "Hvad tænker du på?" Spørger han grinende. Han retter blikket imod horisonten.

"Øøh om nogle fugle... Hvorfor griner du?" Spørger jeg og kigger undrende på ham.

"Ikke noget." Siger han, men han smiler stadig.

Jeg bliver ved med at kigge på ham. Men kigger så væk, det kan også være lige meget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...