Need To Get Away

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 nov. 2014
  • Opdateret: 29 okt. 2014
  • Status: Igang
Den 17-årige Leah har haft en hård barndom med vold og misbrug. Hun er forældreløs og adopteret. Efter en ulykke dør moren i den familie hun har været adopteret til i 2 år, og hende og faren, har aldrig haft det godt sammen. Da en ulykke sker, og Beca - Hendes "tvilling" - og faren, går i koma, kommer Leah ud til 19 plejefamilier i England, bare i løbet af et år. Hun kan snart ikke klare det længere, og sender sig selv på kostskole. Hun ved bare ikke hvilken en hun er havnet på. Hun har ingen ide...

0Likes
0Kommentarer
35Visninger

1. Prolog

Vi kørte hurtigt, men det gjorde vi altid. Jeg sad og hørte musik med hovedet lænet mod ruden, og kiggede på landskabet der kørte alt for hurtigt forbi.

"NU HØRER DU EFTER ARTEMIS!" hørte jeg svagt Walter råbe. Walter er min adoptionsfar, men vi kom ikke godt ud af det med hinanden. Vi var midt i et skænderi som jeg ikke lige gad, så jeg havde taget mine høretelefoner i ørene for at ignorer ham. Beca sad og lignede en der hellere ville hoppe ud af bilen, en at overvære dette.

Walter vendte sig 90 grader, og rev høretelefonerne ud. Det gjorde en lille bitte ondt, men på ingen måde i helvede jeg ville indrømme det.

"NU HØRER DU EFTER DIT UTÅLIGE PIGEBARN!" råbte han, og jeg kunne ligesom mærke at han var lidt vred. Okay, måske en lille underdrivelse. Han lød MEGET vred. Sådan, jeg kunne smide dig ud af bilen vred.

"No shit Sherlock" sagde jeg bare. Jeg var egentligt pisse ligeglad. Han kunne true så meget han ville, men han ville aldrig sende mig tilbage til børnehjemmet. Det havde han lovet Esmeralda at han aldrig ville gøre, lige før hun døde. Esmeralda var Walters kone, og min adoptivmor. Modsat mig og Walter, kom mig og Esmeralda det godt ud af det med hindanden. Eller... vi havde kommet godt ud af det. Det var Esmeraldas skyld jeg ikke bare var blevet smidt ud børnehjemmet, og ud på gaden. Mig og Beca var lige gamle, så vi kaldte os selv for tvillinger. Vi lignede overhovedet ikke hinanden, hun med sit flotte lyse hår, det venlige ansigt, og hendes åbne personlighed. Og så var der mig, med mit brune hår, kølige ansigt, og lukkede personlighed. Alligevel var vi bedstevenner, søskende, næsten ligeså tætte som rigtige tvillinger. Hun var min eneste ven udover min musik.

Om end muligt, blev Walter endnu mere rød i hovedet, Han lignede en der kunne eksplodere hvornår det skule være. Det gjorde mig på en eller anden måde skræmt, men mit ansigt forblev køligt. Jeg havde aldrig oplevet ham så vred før. Måske... Nah, så ville han bare tro..

BANG!

 

Jeg slog øjnene op, og lagde og stirrede ud i luften. Sådan lagde jeg i noget tid, tænkte over alt og intet. Jeg drømte stadig om det der skete for 2 år siden. Det var på det tidspunkt jeg indså det. Jeg var på grænsen til at knække... jeg kunne ikke klare det mere, jeg var nødt til at komme væk. Helt væk. Væk. Væk. Væk. Væk. Væk. Det var det der kørte på repeat, inde i mit hoved.

Væk. Væk. Væk. Væk 

 

Jeg fandt min computer frem, og loggede på. Jeg gik ind på Google. Jeg begyndte at blive godt irriteret, da min mus ikke ville rykke sig. Sådan sad jeg i fem minutter, bare prøvede på at få musen rykket.

Smerten skød op gennem min hånd, før jeg overhovedet opdagede hvad jeg havde gjort. Jeg kunne ikke huske at jeg havde besluttet, at banke hånden ned i bordet. Jeg rynkede brynene gik ud, for at få noget koldt vand på. Smerten dunkede i min hånd, spredte sig langsomt fra, hånden og op gennem armen, videre til skulderen. Jeg nåede ud i mit lille køkken, skyndte mig hen for at tænde vandhanen. Jeg udstødte et lettelses suk, da vandet ramte min hånd. Det smertede, men på en eller anden måde, var det en dejlig smerte. Kold og prikkende, men alligevel så varm og rar. På en eller anden måde, havde jeg altid fundet trøst i kulden, ensomheden, og regnen, ja selv lyn og torden, elskede jeg. Det var lidt ligesom at det forstod mig. Den var der altid, forlod mig aldrig. Vil aldrig forlade mig, medmindre jeg finder trøst i noget andet. Vi havde en unik forståelse for hindanden. Og...

En dyb brummen fra computeren, afbrød mine tanker. De var, ærligtalt, os ved at blive deprimerende, meget deprimerende. Jeg trak min hånd ud af vandet, og slukkede vandhanen. Jeg fandt et viskestykke, og tørrede mine hænder. Jeg gik ind til computeren, og håbede inderligt at den var startet op, så jeg ikke ville blive irriteret igen. Til mit held, var gud med mig lige nu. Sikkert på grund af medlidenhed, eller også kunne han bare godt lide at lege med mig. Gøre mig ondt, og bagefter gøre noget sødt. Nå, men jeg var i altfald glad, lige meget hvad. Jeg satte mig ned, så jeg var i øjenhøjde med computeren. "Kostskole " skrev jeg i søgefeltet, jeg vidste ikke hvorfor, men det føltes bare rigtigt. Jeg scrollede over hundredvis af kostskoler, uden at ænse dem. Jeg følte at jeg havde et mål, uden at vide hvad det var. Så stoppede jeg pludselig, med følelsen af at det var den jeg skulle klikke på. Så det gjorde jeg, selvfølgelig.

Skt. Altonos

Skt. Altonos er en skole for højt intelligente elever, der er ivrige efter at lære. Vi tilbyder fag udenfor den normale læringsproces så alle kan lære hvad de ønsker. Vi tilbyder f.eks. Mytologi fra alle verdenshjørner og Fortidens sprog.

 

Der stod en hel masse på den grønne hjemmeside som jeg kun skimtede. Endelig kom jeg til tilmeldingen og så med lettelse at det var sæson for det. Jeg skimtede hurtigt teksten igen. Denne gang så jeg noget jeg havde overset. Det lå i et øde hjørne af Washington staten. Screw it, tænkte jeg ved mig selv.

 

Dit navn: Leah Forrest

Mit navn var det eneste jeg altid havde haft.

Alder: 17

Fædreland: England

Hvorfor vil du gå på Skt. Altonos?:

Jeg var lidt bange for at jeg ikke kunne svare ærligt på den, men jeg svarede.

Jeg føler at udviklingsprogrammet er godt og jeg vil gerne lære mere, så Skt. Altonos lyder som det rigtige sted.

Jeg svarede på resten af spørgsmålene, nogle med løgne andre med halve sandheder. Til sidst så var der kun en ting at gøre og det gjorde jeg med bankende hjerte. Jeg trykkede Send.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...