depressed december ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2015
  • Status: Færdig
"Jeg hedder Jenna, og jeg mener at det med at være lykkelig er overvurderet." "Hej Jenna. Jeg hedder Luke, og jeg mener det samme." En historie, hvor to deprimerede teenagere kommer til at bruge deres december måned sammen på et mentalt hospital sammen med andre deprimerede teenagere.

55Likes
144Kommentarer
9857Visninger
AA

20. tyvende december.

 

//Depressed December//

tyvende december.

 

 

Han rystede en smule på hovedet. ”På en betingelse,” Jeg kiggede bekymret på ham. Jeg var ikke klar til at lave et løfte, som jeg ikke kunne holde. ”Kys mig igen.” 

 

___

 

Da jeg vågnede op i morges, vågnede jeg op med et smil på læben. Tankerne om, hvad Luke og jeg havde lavet i går kørte rundt i mit hoved. Uanset hvor lidt søvn vi begge to fik, var dagen stadig… god. Da vi sad sammen til morgenmad, lod han hans fingre finde mine under bordet, og mon ikke at de andre kiggede ret meget på mig, da jeg blev helt rød i hovedet.

Klokken var 08.53 og vi skulle være til morgenmad om syv minutter. Katy kom ud af badet, men halv tørt hår.

”Godmorgen.” sagde hun, og smilede svagt. Hun trak en sort T-shirt over hovedet, og hoppede i sine sædvanlige bukser.

”Godmorgen.” sagde jeg med et smil, og hoppede ud af sengen. Jeg trak en sweater over hovedet, og smed den store grå T-shirten på sengen.

”Hvorfor så glad?” grinede hun, og satte sit hår op, og gjorde sig klar til at gå ned i kantinen, og blive mødt med en masse forskellige menneskers meninger.

Jeg trak uvidende på skulderne, og stillede mig en smule op ad dørkarmen, og var klar til at forlade værelset. ”Bare en god dag.” hviskede jeg, og kunne ikke vente til at se Luke igen.

”Okay, Frøken solstråle, lad os gå.” Jeg sukkede en smule, ved lyden af navnet, og kunne ikke lade vær med at grine en smule. Frøken solstråle var jeg langt fra. Det var glæden ved at se en person man virkelig holdte af igen.

Jeg smilede stort, da jeg spottede Luke blandt de andre henne ved bordet. Han så mig ikke, da han var i en dyb samtale med Alyssa, som sad overfor ham. Jeg kunne mærke en stikkende fornemmelse i brystet, da han smilede stort af noget hun sagde. Det var mit job. At få ham til at smile.

Da jeg satte min bakke ned, stoppede han hurtigt samtalen og smilede svagt til mig. Han kiggede en smule bekymrende på mig.

”Hvad sker der?” grinede jeg, da jeg kiggede på alle som kiggede ned i deres mad. Katy kiggede forvirret på mig, og gav mig et blik, hvor hun forsikrede mig om, at hun ikke vidste hvad der forgik.

”Ikke noget, hvorfor da?” Luke flettede sine fingre bekræftende ind i mine, men jeg var bange. Jeg var mistænkelig.

”I stoppede bare…” Jeg tøvede og kiggede rundt på mine venner, som stadig sad med blikket ned i deres morgenmad. ”Ved I hvad? Bare glem det. I har tydeligvis ikke tænkt jer, at fortælle mig noget.” mumlede jeg surt.

”Sovet godt i nat?” brummede Michael, hvilket han hurtigt fortrød.

”Fantastisk, men det var vel nemt at ødelægge.” Jeg skuede over mod Luke og Alyssa, som pludselig ikke var så sød længere. Havde de noget? Var det jalousi?

Jeg trak min hånd til mig, men Luke lod det ikke stoppe sig. Han placerede sin hånd på mit lår, og begyndte at lade sin hånd gøre blidt op og ned. Og der var den følelse.

Den følelse, der fik mig til at føle at alle mine problemer forsvandt. Den følelse, der fik noget inden i mig til at eksplodere.

”Det er ikke noget du skal bekymre dig om, baby,” hviskede han, og lænede sig længere ind mod min øre. ”Intet.” Hans læber ramte blidt min tinding, og så kunne jeg ikke andet end bare at grine. Ikke grine for det var sjovt. Men som jeg sagde, eksplosionen inden i mig kom ud som et grin.

Mine kinder blev røde, da alle kiggede op. Jeg rystede på hovedet, og gjorde som de havde gjort tidligere; kiggede ned i min mad, og lod som om der intet var sket.

Men ting var sket, og ting skete stadig. Der var så meget, der gik rundt inde i hovedet på mig. Jeg skulle snart væk herfra, og det havde aldrig strejfet mig, at jeg var blevet en gladere person. Dog var jeg i tvivl om, om det holdte. For hvem ved? Måske var det bare de forkerte personer jeg havde haft i mit liv. Måske var alt jeg havde brug for Luke. Men endnu en gang, så havde livet en vane med at tage de ting jeg holdte mest af fra mig, og i dette tilfælde var det jeg holdte mest af, Luke.

Og for at være ærlig, havde jeg aldrig før ønsket at tiden bare ville stå stille, især ikke når jeg sad på et mentalt hospital, hvor frihed ikke var en mulighed.

Og der, når jeg sad dybt begravet i mine tanker, kunne jeg mærke en tårer falde. Og da den ramte min håndfalde, var det som tusinde glaskår, og alle rettede blikket mod mig, som var det den højeste lyd det længe havde hørt.

”Undskyld m-mig.” stammede jeg, og rejste mig roligt fra stolen, og tog bakken med mig. Jeg smed den næsten urørte mad væk, og satte mig længere væk fra de andre, da vi ikke havde ret til at forlade kantinen før klokken 10.

”Jenna, må jeg sætte mig?” Selvfølgelig var det Luke. Selvfølgelig havde de andre tilbudt at gå med ham, men Luke havde sagt han gerne ville snakke med mig alene. For hvert sekund vi kunne få alene, bruge vi, og vi brugte det fornuftigt.

”Hør, der er intet du skal bekymre dig om, som du selv sagde.” pointerede jeg, og lod at lavt grin forlade min mund, da det hele bare var åndsvagt.

”Jenna,” sukkede han og trak mig ind til sig. Et hulk forlod mine læber, og jeg kunne mærke Lukes hånd, presse mit hoved mod hans skulder, som et tegn på at det var okay. Så jeg græd. Hans T-shirt blev våd, men jeg græd. ”Det er okay.”

”Jeg vil ikke forlade dig, eller de andre. Du har ikke brug for mere skuffelse i liv-”

”Jenna.” afbrød han mig hårdt, og trak mit hoved ud fra sig. Jeg kiggede rundt i kantinen, og så folk kigge en smule, mens sygeplejerskerne kiggede bekymrende på os, men Luke smilede svagt til dem, og de forstod.

”Luke.” svarede jeg lavt, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Han kiggede mig dybt i øjnene, og mon ikke det var nok til at få et smil frem på mine læber. Han placerede sine hænder på mine kinder, og lænede sig en smule længere ind for hvert sekund der gik. Han pressede endelig sine læber mod mine, og kysset blev hurtigt en smule mere heftigt, hvilket fik en sygeplejerske til at prikke os på skulderen.

Det var akavet. Luke rømmede sig svagt, og kiggede på mig, da hun forlod bordet.

”Jenna,” hviskede han, og trak mig indtil hans bryst igen. Han lod sine lange arme omfavne min krop, og pillede en smule ved mit korte hår. ”Jeg elsker dig.” 

___

jeg ved ikke lige, hvad der her kapitel er, men slutningen er sød. jeg er gået i gang med to'eren, eller første kapitel som udkast. jeg håber at I glæder jer, for det ville være rart... hvis i.. I ved... glædede jer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...