depressed december ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2015
  • Status: Færdig
"Jeg hedder Jenna, og jeg mener at det med at være lykkelig er overvurderet." "Hej Jenna. Jeg hedder Luke, og jeg mener det samme." En historie, hvor to deprimerede teenagere kommer til at bruge deres december måned sammen på et mentalt hospital sammen med andre deprimerede teenagere.

55Likes
144Kommentarer
9862Visninger
AA

22. treogtyvende december.

 

//Depressed December//

treogtyvende december.

 

 

Mens jeg ivrigt trak hans bukser af, kiggede jeg hurtigt op på ham. Jeg kyssede ham blidt på læberne og hviskede svagt til ham. Ikke for svagt, men ikke for højt. ”Jeg elsker også dig.”

 

___

 

I morgen skulle jeg forlade dem. De mennesker, som der på treogtyve dage, havde været der mere for mig end andre. De mennesker som jeg uheldigvis havde knyttet mig til for meget til. For de treogtyve dage, blev hurtigt til min hverdag, og jeg var vant til at se dem, jeg var vant til at være sammen med dem og jeg var vant til at være en del af deres fællesskab.

Dagen i går havde ikke været akavet, bare en smule stille. Luke og jeg havde var dog blevet påvirket en smule af, hvad der var sket i forgårs. Ikke fordi det var en dårlig måde det havde påvirket os på. Vi forlod kantinen i en smule før. Vi trådte ind i elevatoren. Vi ventede på at dørene ville lukke, så det vi lavede blev bag lukkede døre. Vi gik ikke videre efter det. Det var bare nogle kys, nogle berøringer og det savn som vi begge to kom til at føle meget snart.

Jeg havde ikke fortalt Katy om den tjeneste, som jeg gav til Luke den morgen på badeværelset.

Klokken var fem, nærmere halvseks. Jeg læste bogens sidste sidder, og var som sædvaneligt, altid positivt overasket over slutningen.

”Jenna?” spurgte Katy og smed bolig magasinet fra sig. Der lå en bunke a magasiner ved siden af hende, da hun havde læst det samme igen og igen, og derfor blev træt af det. Dog havde jeg aldrig set Katy som typen, der læste bolig magasiner. Jeg kiggede hurtigt op på hende, og lukkede blidt bogen i.

”Ja?” sagde jeg spørgende, og fik øjenkontakt med hende. Jeg kunne ikke selv finde ud af, hvad hun ville sige. Hun så hverken ked af det eller glad ud.

Hvad er dig og Luke?” spurgte hun interesseret, og kiggede seriøst på mig.

”Hvad vi er?” sagde jeg spørgende. Hvad var vi? Jeg havde aldrig tænkt over det, før Katy stillede det afgørende spørgsmål, som satte tanken i gang. Alt jeg vidste var, at vi var noget. Noget sødt, noget spændende, noget udfordrende.

”Er det bare lidt fjolleri, eller…”

”For at være ærlig,” hviskede jeg, og kiggede trist ned på mine hænder. Mine fingre kørte ind mellem hinanden. Jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig følte mig så nervøs. ”Så ved jeg det ikke.”

Jeg havde ikke lyst til, at sige at vi var noget seriøst. Det kunne være at Luke havde en anden tanke. Måske ville han glemme alt om mig, når jeg forlod hospitalet i morgen. Måske ville jeg indse, at vi ikke kunne fortsætte med at være så tætte, og så ligge det hele bag mig. Lade nuet blive til fortid.

”Jeg håber du ved, at Luke ikke bare lader dig gå.” mumlede Katy, men fangede alligevel min opmærksomhed. Et svagt smil fandt vejen til mine læber.

”Jeg…” sagde jeg tøvende, og kiggede tvivlsomt på Katy. ”Jeg er ikke sikker på at vi holder.” indrømmede jeg, og gik øje på Katys chokerede blik.

”Hør, Luke har fået det meget bedre da du kom, og jeg tror ikke der går lang tid før han også kommer ud, men Jenna,” Hun hoppede ud af sengen, og dumpede ned ved siden af mig. Hun tog fat i mit hånd, og hævede sine øjenbryn. ”Du må ikke svigte ham.” hviskede hun. Jeg kunne høre hendes stemme ryste en smule. Min syn blev en smule sløret, og jeg kiggede hurtigt væk fra Katy. Min hånd blev liggende i hendes, men mit blik var det eneste der ikke var stille.

”Jeg har en dårlig vane med at svigte folk.” forklarede jeg med en tone fyldt med skam.

Den første tårer faldt. Jeg vidste ikke hvor mange timer Katy og jeg sad og snakkede sammen, men jeg blev ret så chokeret, da jeg så at klokken nærmede sig ni.

Døren gik op. ”Piger?” sagde en sygeplejerske med grønne øjne som nærmest skar i mine. ”Jenna, du har en lang dag foran dig i morgen, måske skulle i ligge jer til.”

”Jo, det ville være en god idé.” løj vi og smilede til hende. Hun nikkede og lukkede døren bag sig.

”Så…” startede hun ud, og kiggede stadig en smule forsigtigt hen mod døren. ”Det er din sidste aften.”

”Det behøver du ikke at minde mig om.” sukkede jeg med efterfulgt af et lavt grin. Jeg tror bare at min grin prøvede at løfte den triste stemning som snart ville fylde hele hospitalet op, og min grin ville blive lavere og lavere indtil, at det bare var en masse hulk. Eller noget, der lød som et desperat forsøg på ikke at græde.

”Undskyld, Jenna. Jeg kommer bare til at savn-”

”Vi er her!” råbte Michael og trådte ind, mens hele gruppen tyssede irriteret på ham. Jeg kiggede chokeret hen mod døren, da hele gruppen trådte ind af døren. Luke var den sidste, og lukkede døren blidt i bag sig.

”Hvad laver I her?” hviskede jeg, og kunne mærke hvordan de kiggede på mig og Katy.

”Perfekt øjeblik, venner.” vrissede Katy sarkastisk, og sukkede dybt.

”Siden du tager hjem i morgen,” startede Alyssa. Luke stod stadig stadigvæk bag de andre, og kiggede trist ned på hans fødder. Jeg kunne ikke se hans ansigt, hvilket skuffede mig. Jeg rettede min opmærksomhed mod Alyssa igen, som færdiggjorde sin sætning. ”Tænkte vi, at vi ville fejre det med dig.”

Mit smil kom til syne, men det blev hurtigt svagere da Luke stadigvæk ikke kiggede op, eller sagde noget.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.  Jeg vidste hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg vidste ikke om jeg skulle græde eller grine. Det hele var et rod. Jeg var et rod, og Luke lignede et endnu større rod, da han kiggede op på mig med hans røde og hævede øjne.

Folk satte sig rundt om mig, og jeg vidste straks, at der ingen tid var til at snakke med Luke. Det var en lille fest for mig. Jeg havde ikke tid til at forlade rummet. Folk sagde farvel til mig.

Dog var der noget inden i mig, der gik imod mine argumenter, da Luke stadig stod ved døren.

”Undskyld mig.” hviskede han så lavt, at næsten ingen hørte det. Luke var klog nok til ikke at gå ud på gangen, og få os alle fanget, men gik i stedet for ind på badeværelset, hvor vi begge to tidligere havde været. Jeg havde bare på fornemmelsen, at hvis jeg gik derud nu, ville det ikke være det samme, der ville ske.

”Bare gå, Jenna. Det er okay.” mimede Alyssa, og satte sig en smule op af Katy. Jeg nikkede, og gik uden et ord hen mod badeværelset. Jeg bankede forsigtigt på døren, og kunne høre en snøft. Døren åbnede hurtigt, og blev lukket mindst lige så hurtigt. Jeg havnede hurtigt i favnen på Luke, og kunne høre hans tunge snøft, som nærmede sig et utalligt antal af hulk.

”Luke, hvad sker der?” mumlede jeg, og trak ham tættere på mig. Mit hoved hvilede på hans bryst, men hans vejrtrækninger blev dybere og dybere.

”Jeg vil ikke sige farvel.”

”Det er ikke farvel.”

”Jo, Jenna!” råbte han, og trak sig frustreret fra mig. Hans ryg ramte væggen, og han gled ned på gulvet i et langsomt og pinefuldt tempo.

”Luke, du kommer også ud, og så kan-”

”Jenna, vi ved begge to, at du gjorde det hele bedre da du kom, men nu forlader du mig, og jeg får det værre,” Luke hulkede nu. ”Kan du ikke se det?”

Nej. Måske kunne jeg, men jeg havde ikke lyst til at indse det. Noget inden i mig sagde, at vi nok skulle klare det her.

”Luke,” hviskede jeg, og sætte mig på knæ foran ham. Jeg trak ham blidt ind til mit bryst. ”Jeg elsker dig, okay?”

”Jeg elsker også dig,” hviskede han med efterfulgt af, hvad der lød til at blive det sidste snøft. ”Hvorfor skal man altid sige farvel?”

Jeg satte mig ned i en mere behagelig position, og rystede på hovedet.

”Uanset, hvor kliché det her lyder, så lad os gøre det til et ’vi ses senere’.”

Luke grinede, og kiggede på mine læber. Jeg vidste han ville kysse mig. Jeg tror bare ikke rigtigt,a t nogen af os havde tænkt os, at rykke os de få centimeter.

”Må jeg kysse dig?”

”Det skal du helst ikke spørge om.” konstaterede jeg med et grin, inden mine læber smeltede sammen med hans, i et langt og inderligt kys. Måske var det her vores måde at sige, at vi aldrig ville lade hinanden gå.

___

Hej vennerrr.

Så der er sådan sæt kun et rigtigt kapitel tilbage, og så en epilog, hvilket jeg glæder mig til og er lidt ked af. Jeg er glad for at jeg har fået så meget responds på denne her, og er glad for at den kom over de 1000 visninger :-)

og selvfølgelig er jeg også utrolig glad for de næsten 5000 visninger på NTMYA, selvom den har fået en del mere reklame, så må I jo kunne lide det jeg laver, og det er jeg så glad for.

Håber at I glæder jer til 2'eren en gang senere på året, men jeg har jo planer om en Calum fanfiction en gang til foråret, og en Luke fanfiction med min elskede bedste veninde (zisse) OG VI SKAL SKRIVE RIGTIG MEGET NÅR JEG SMUTTER TIL KØBENHAVN.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...