depressed december ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2015
  • Status: Færdig
"Jeg hedder Jenna, og jeg mener at det med at være lykkelig er overvurderet." "Hej Jenna. Jeg hedder Luke, og jeg mener det samme." En historie, hvor to deprimerede teenagere kommer til at bruge deres december måned sammen på et mentalt hospital sammen med andre deprimerede teenagere.

55Likes
144Kommentarer
9855Visninger
AA

5. tredje december.

 

// Depressed December //

tredje december.


Der var noget over denne Luke dreng, og af en eller anden mærkelig grund, havde jeg utrolig meget lyst til at gå ham på næverne et par dage til.

___

”Klokken er otte. Står du altid op så tidligt?” spurgte jeg Katy, da hun stod ved min senge kant.

”Ja. Hvorfor ikke? Plejede du ikke det?” Hun gik over til sig selv igen, og hoppede i de sorte bukser, som lå foldet i hendes reol.

”Nej,” begyndte jeg, og trak så dynen af mig selv, for at placere mine fødder på det kolde gulv. ”Jeg har aldrig haft noget godt at vågne op til.”

”Oh,” sagde Katy og smilede forsigtigt til mig. ”Det er jeg ked af.”

”Det er vel okay.” Jeg betragtede hende kort før jeg besluttede mig for, at tage mit tøj på. Jeg kunne mærke hendes blik på mig, da jeg langsomt tog de stribede løse natbukser af.

”Undskyld.” hviskede hun kort, og gik ud af rummet med røde kinder. Jeg kiggede forvirret ned på mine ben, og så de bange røde ar. Jeg trak hurtigt trøjen ned over dem igen, og fandt hurtigt strømpebukserne og nederdel, samt en sweater. Jeg kiggede på klokken en smule senere.

8.49.

Efter det besluttede jeg mig for at gå ned i kantinen, hvor der allerede var overaskende mange. Jeg prøvede at fange Katys blik, men hun kiggede hurtigt ned. Jeg spottede kantinen efter et bekendt ansigt, men tilsyneladende sad de fleste ved Katys bord, og jeg havde ikke mod nok til at gå der over.

Jeg betragtede maden, men smuttede forbi den så hurtigt som muligt. Bare et bekendt ansigt.

Luke, åh, Luke.

Jeg satte kursen mod ham, med et glas vand i min hånd. Han sad alene. Hans hoved var begravet i hans beklædte arme. Hans fod trampede let på gulvet, som om der var musik, men det var der ikke, og mobiler var ikke tilladt, så det kunne ikke komme derfra.

”Luke?” Jeg prikkede ham på skulderen, men han vendte sig ikke. Jeg dumpede derfor ned ved siden af ham. Han kiggede ikke op.

Jeg prikkede derfor endnu en gang til ham. Det var sjovt, hvordan jeg pludselig havde mod til det her. Måske var det fordi jeg vidste, at Luke var i samme rang som jeg selv var.

”Luke?” spurgte jeg igen. Han rykkede en smule på sig. Han kiggede op. Hans blå øjne mødte mine. Hans kinder var våde, og hans øjne var røde. ”Er du okay?”

”Om jeg er okay?” Det kom ud som et suk. Et meget tungt suk. ”Det er det dummeste spørgsmål jeg længe har hørt.”

”Det må du da undskylde, men har du det så tilstrækkeligt?”

”Nej, Jenna Page, det har jeg ikke,” Trykket på mit navn fik mig lyst til at rejse mig, og bare klaske ham en for så bare at forlade rummet. Men jeg havde ingen steder at gå hen. Jeg valgte at blive, mens mine tænder bed hårdt fat i min underlæbe. ”Jeg sidder i det her hul hver eneste dag, og jeg har været her i ni måneder, og jeg har ikke fået det bedre. Så hvis du tror at det her sted for alle dine problemer til at forsvinde, så kan du lige så godt tage en af dine yderst fine halstørklæder og hænge dig selv nu.”

Jeg stillede mig irriteret op. Sådan kunne man ikke snakke til en person, som allerede havde været så tæt på det, som han snakkede om.

”Fuck dig så meget,” Jeg gik irriteret væk fra bordet, men gik hurtigt tilbage. ”Oh, og Luke Hemmings?” Han kiggede op på mig, og før jeg kunne kontrollere mig selv, sad hans hår og klistrede til hans pande.

Vandet fra plastic koppen røg ud af koppen, og landede perfekt i lukes ansigt.

Folk kiggede, og personalet kom hurtigt hen i mod os, men mit blik var ikke rettet mod andet end døren. Som sædvanlig tog elevatoren ekstra lang tid om at komme, og min tålmodighed var brugt op.

Luke var et fjols, men det fjols havde ret, og jeg havde sådan set ikke lyst til at være her længere. Jeg kom bare ikke her for at få det pointeret, og især ikke af en, som havde det på samme måde.

Noget sagde mig, at jeg skulle holde mig væk, men han satte så meget i gang inden i mig, og jeg vidste ikke om det var noget der var godt eller skidt.

Jeg trådte ind i elevatoren, og skulle til at se dørene lukke, men nogens hænder stoppede døren, og efter det trådte Luke ind.

”Er det mærkeligt hvis jeg siger, at jeg virkelig var glad for at det var dig der hældte vandet i hovedet på mig?”

Jeg kunne mærke mine kinder blive varme og røde. Jeg kiggede ned og fumlede så med mine ærmer.

”Du fortjente det.” mumlede jeg endelig, og et let grin forlod Lukes mund. Et grin, et smil.

”Jeg fortalte sandheden.”

En etage mere.

”Nogen gange er det okay at fortælle en løgn, for måske en dag kunne det blive sandheden.” med de ord sagt gik jeg ud af elevatoren. Luke skulle en etage længere op, men han stod ud af den sammen med mig.

”Hvorfor så afvisende?”

”Hvorfor syv måneder?”

Der var stille i lang tid. Bare to deprimerede teenagere. Den ene mere uvidende end den anden. Hans øjne blev pludselig en smule mørkere, og han tog få skridt hen mod mig, hvilket fik mit hjerte til at banke hurtigere end før.

Jeg kiggede desperat på hans læber. Hans tunge kørte langsomt hen over dem. Drillede han mig? Ville jeg have ham? Ville han have mig?

Nej.

Luke var et fjols. Et fjols med en læbe piercing. Et fjols med de smukkeste blå øjne. Et fjols som var mindst lige så deprimeret som jeg selv var. Et fjols som bevægede sig tættere og tættere på et lige så stort fjols.

”Fordi, Jenna,” sagde han, og kærtegnede blidt min skulder. Hans arm kørte ned langs min arm, og derefter ramte hans hånd min. ”Jeg har aldrig haft en grund til at snakke til noget her, men så kom du, og du pisser mig så meget af, du har overhovedet ingen idé.”

Han gav min hånd et klem, og forlod mig så.

Luke Hemmings forlod mig, men han ville komme tilbage, og det var første gang jeg var 100 procent sikker på at nogen ville komme tilbage til mig i morgen.

___

hej hej hej.

tre hej'er fordi, I ved... den tredje december.

når men, jeg nyder at skrive den her, og det skal lige siges at jeg intet har i udkast og lige har skrevet det her :----)))) er så spontan altså. no. nej. ok.

bye.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...