depressed december ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2015
  • Status: Færdig
"Jeg hedder Jenna, og jeg mener at det med at være lykkelig er overvurderet." "Hej Jenna. Jeg hedder Luke, og jeg mener det samme." En historie, hvor to deprimerede teenagere kommer til at bruge deres december måned sammen på et mentalt hospital sammen med andre deprimerede teenagere.

55Likes
144Kommentarer
9873Visninger
AA

10. tolvte december.

 

// Depressed December //

tolvte december.

 

 


Det var i hvert fald, hvad jeg tænkte, da jeg lagde mig en smule tættere på Luke, lagde mit hoved på hans skulder, og kunne mærke hans arm omkring mig.

___

Jeg sank en klump, da jeg kiggede op i loftet. Luke skulle komme tilbage i dag. Klokken var kun fem om morgenen, og her lå jeg, vågen.

Jeg sukkede og lod mine fødder ramme det kolde gulv. Pillerne stod ved siden af mig, og jeg sukket irriteret, men forsatte ud på badeværelset, for at hente noget vand. Jeg sank pillerne langsomt, som om det var smertefuldt, men det var det ikke.

Min længsel var smertefuld. Min underlige længsel. Jeg vidste ikke hvorfor, men en stor del af mig, manglede Luke. Manglede Luke til gruppe terapiren. Manglede Luke til frokost.

Alt i alt, glædede jeg mig til at se ham igen. Ikke hvor han lp, og så bleg ud i det hvide rum. Jeg glædede mig til at ham, som sendte mig skjulte blikke. Så få ord, så mange betydninger.

Der var noget over Luke, der fik mig til at se lyset for enden af tunellen. Før var den endeløs, men det blev lysere og lysere, og hvem ved? Måske var jeg helt ude af tunellen, når jeg forlod stedet. Måske var stemmerne væk.

Jeg sukkede, og lagde mig tungt i sengen igen. Mine øjne lukkede tungt i, og før jeg vidste af det faldt jeg i søvn igen. Det føltes som minutter, men da Katy prikkede mig på skulderen klokken ni, klar til at gå ned og spise morgenmad, gik det op for mig, at det var timer.

”Skal du med?” spurgte hun og satte sig på sengekanten. Jeg nikkede, og fandt en sweater og et par sorte bukser. Jeg kiggede ikke mig selv i spejlet før vi forlod rummet.

Katy kiggede forvirret på mig, da vi kom ind i kantinen, og et hvin forlod min mund. Jeg nåede ikke at svare før jeg løb forbi maden, og løb hen mod bordet, som nu ikke var tomt længere.

”Luke!” hvinede jeg, og satte mig energisk ned ved siden af ham. Jeg strækkede mine arme ud mod ham, og et lavt grin forlod hans mund før han tog i mod krammet.

”Nogen er glade i dag.” hviskede han og rodede ved maden foran sig.

”Er du ikke glad?”

”Hvis jeg var glad, ville jeg ikke sidde her, Jenna.” Han kiggede ned i bordet, og det blev han ved med. Hvorfor kiggede han ikke op?

”Men, Luke,” startede jeg, og rynkede min pande i forvirring. ”Du ligger ikke i koma længere.”

Et højt suk forlod hans mund, og han skubbede så maden længere ind på bordet.

”Hvad var grunden til at jeg lå i koma, Jenna.” Han sagde det ikke som et spørgsmål, men jeg skulle stadig svare.

”Du prøvede på at dræbe dig selv, men det lykkedes ikke.” Hviskede jeg, og kiggede stadig på Luke i forvirring.

Nemlig,” Han kiggede op på mig, med tårer i øjnene. ”Det lykkedes ikke.”

Jeg bed hårdt i min underlæbe. Hans øjne var så fyldt med sorg. Jeg havde lyst til at kramme ham, og fortælle ham, at alt ville blive okay, men det kunne jeg ikke.

Alligevel rykkede jeg tættere på ham, tog hans hånd, og lod min skulder puffe blidt til hans.

”Jeg er glad for at det var et mislykket forsøg.” hviskede jeg så lavt, at jeg næsten ikke var sikker på at han hørte det. Men da hans tårer faldt, og hans læber dannede et smil, vidste jeg at han havde hørt det.

Han holdt øjenkontakten, men brød den da han kiggede hen mod døren. ”Jenna,” hviskede han så, med en hæs stemme. ”Lad os komme ud herfra.”

Jeg vidste ikke hvad det var, men det boblede inde i mig. Jeg havde ingen idé om, hvad der forgik i Lukes hoved, men jeg vidste at jeg kunne lide idéen, da vi endelig forlod kantinen. Mine kinder blev røde. Luke slap aldrig min hånd. Han lod sine fingre flette sig ind i mine. Luke gemte sig bag væggen, og kiggede hen mod elevatoren. Næsten alle sygeplejerskerne var i kantinen, og det var lykkedes os, at komme ud derfra uden, at de så noget.

Den sidste sygeplejerske gik ind i kantinen, og Luke skyndte sig hen til elevatoren. Mens vi ventede kunne jeg mærke Luke give min hånd et klem, men da jeg kiggede op på han, var hans blå øjne rettet mod elevatorens lukkede døre.

Jeg nåede slet ikke at reagere, før Luke trak mig ind i elevatoren.

”Jenna, der er noget jeg gerne har ville gøre i nogle dage.” hviskede han og stoppede så elevatoren. Jeg blev pludselig nervøs. Elevatoren stod stille, jeg stod stille, men det gjorde Luke ikke. Han bevægede sig over mod mig. Hans tænder havde fat i den sorte metal ring, og lod derefter sin tunge glide over hans underlæbe. Jeg holdte på vejret, og kiggede med store øjne på Lukes læber, som nærmede sig mine. Jeg kunne mærke hans åndedræt i mod mine læber.

”Må jeg?” hviskede han. Jeg kiggede let ned, og kunne så mærke hans læber placere et lille kys på min pande. Jeg tog en dyb indånding før jeg kiggede op igen.

Jeg ville det her. Inderst inde, var det det her jeg havde ventet på lige siden jeg så drengen med de fortryllende øjne, lige siden jeg så drengen, som jeg vidste ville lave mere rod i min verden.

Hans læber strejfede mine, mens han blev der.

 Jeg kunne mærke desperationen tage over mig, og før jeg vidste af det, havde jeg placeret mine hænder rundt om hans nakke, og presset hans læber til mine i et ivrigt kys fyldt med så mange følelser, at jeg næsten følte, at jeg forsvandt. 

___

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...