depressed december ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2015
  • Status: Færdig
"Jeg hedder Jenna, og jeg mener at det med at være lykkelig er overvurderet." "Hej Jenna. Jeg hedder Luke, og jeg mener det samme." En historie, hvor to deprimerede teenagere kommer til at bruge deres december måned sammen på et mentalt hospital sammen med andre deprimerede teenagere.

55Likes
144Kommentarer
9867Visninger
AA

9. tiende december

 

// Depressed December //

tiende december.


Min svaghed var at jeg holdte for meget af ham. Hvorfor lige ham, ved jeg ikke. Han forstod mig, og han fik mig til at føle noget, og det var for første gang i lang tid ikke sorg.

___

Luke havde været i koma i flere dage, og det gjorde ondt. Fire dage.

Jeg sukkede. Jeg kunne ikke besøge ham i går. De sagde at der var sket nogle ting. Nogle ting. De ville ikke fortælle mig hvad. De fandt også ud af, at jeg ikke var et familie medlem, men indlagt på hospitalet.

Jeg sukkede dybt, da jeg sad i vente værelset. Måske kunne jeg ikke se Luke, men jeg kunne vente til de fortalte mig yderligere information.

”Jenna page?” spurgte sygeplejersken, og lagde en smule tryk på mit efternavn. Jeg rejste mig nervøst op, og pillede ved mine negle.

”D-det er mig.” hviskede jeg og gik hen mod sygeplejersken, som smilede svagt til mig.

”Du er her for Luke Hemmings?” hun kiggede spørgende på mig, og jeg nikkede ivrigt og var desperat efter, hvad hun havde at sige. ”Han er klar til besøg.”

Jeg kunne mærke mine øjne blive store, og et svagt smil sneg sig ind på mine læber. Jeg fulgte efter sygeplejersken, og kunne mit hjerte banke hurtigere og hurtige.

Hun åbnede døren foran mig, og lod mig gå ind. Var han vågen? De havde ikke fortalt mig noget. Jeg var nervøs. Jeg var spændt. Jeg var bange.

”Luke?” hviskede jeg, da hun var gået ud. Jeg stod stadig klamret til døren.

Lukes øjne var lukke, men han rettede hovedet hen mod døren, og nikkede.

”Luke, er du vågen?” Han smilede ved lyden af min stemme. Han var vågen.

Jeg satte mig ved siden af ham, og smilede stort til ham. Jeg tog mod til mig, og lod min hånde falde ned til hans. Han kiggede ned på vores stadig ikke sammen flettede fingre, og tog så det næste skridt. Hans fingre var varmere end de havde været de seneste dage.

”Hej Jenna.” hviskede han, og åbnede så sine blå, dog blanke, øjne.

”Hej Luke.” grinede jeg og kiggede på ham med et smil. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kunne mærke tårerne i mine øjne.

”Jenna,” hviskede han og kiggede forsigtigt ned på vores hænder. ”Jeg ville gerne fortælle dig om min fortid, men det er svært at snakke om.”

Jeg blev hurtigt forvirret. Hvornår havde vi snakket om det? Nemlig. Hvornår havde vi snakket om det. Jeg havde snakket om det. Luke havde hørt det.

”Hvad mener du?”

”Du sagde at…”

”Jeg ved det, men hørte du det… det hele?” spurgte jeg og kiggede flovt ned i gulvet.

”Jeg kan også godt lide din tilstedeværelse, Jenna Page.”

”J-jeg…” Jeg rejste mig hurtigt op. Jeg gik i panik. Det her var pinligt. Det var ydmygende. ”Jeg er nød til gå.”

”Nej, bliv.” Luke kom hurtigt ud af lagnerne, og gik hen mod mig.

”Luke!” vrissede jeg og ledte ham tilbage til sengen. ”Bliv i sengen.”

”Så bliv.”

”Så fortæl.”

Jeg vidste ikke hvad det var. Jeg ville bare gerne vide alt om denne mystiske dreng, Luke Hemmings. Jeg ville vide, hvorfor han var her. Han kravlede under dynen, og kiggede bedende på mig.

”Okay,” Han sukkede og kiggede på hans sammenflettede lange fingre. ”I starten af det her år, døde min mor i et biluheld. Jeg var med i bilen, og min far mente at det var min skyld, at hun kørte galt.” En tårer trillede ned ad Lukes kind, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg tørrede hans kind, og gav ham et sødt smil.

”Det er jeg ked af.” hviskede jeg, og lod min hånd blive på hans kind. Den var varm.

”Du har et smukt smil.” hviskede han tilbage. Han rykkede en smule tættere på mig, og lænede sig længere og længere ind mod mig. Jeg ignorerede hans kompliment, men kunne mærke mine kinder blive varmere og varmere.

”Fortæl videre.”

”Oh.” Han nikkede og satte sig tilbage på sin plads. Jeg blev en smule flov, og kiggede ned.

Jeg kunne mærke hans blå øjne på mig. Jeg kunne mærke utålmodigheden tage over. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg ville gerne vide så meget jeg kunne om Luke. Hans fortid var bare en lille detalje. Jeg ville vide alt.

Fra hvilken rytme hans hjerte bankede i til hvilken side han sov på. Hver eneste lille detalje.

”Efter det,” sagde han og hostede en smule. ”Gik det hele bare ned ad bakke.” hviskede han og kiggede hen på døren. Jeg kiggede på ham med et blik jeg ikke en gang selv vidste hvad var.

”Hvad skete der så?” hviskede jeg, og stillede mig op. Jeg satte mig ved siden af ham i sengen, og flettede mine fingre ind i hans. Den spontane handling fik os begge til, at holde på vejret.

”Jeg begyndte at mene det samme som min far, og så endte jeg her.” skyndte han sig. Måske skulle jeg ikke presse Luke til noget. Måske skulle jeg bare nyde, at han overhovedet var begyndt at snakke til mig.

”Hvorfor snakkede du ikke?” spurgte jeg hurtigt, og vidste ikke om jeg skulle fortryde det.

”Du er lidt for nysgerrig, Page.”

”Måske skulle du til at svare på mine spørgsmål, Hemmings.

Der var stille i rummet. Det var ikke en akavet stilhed. Tvært i mod.

Vores øjne mødtes. Jeg ville ikke beskrive det som et af de kliché øjeblikke, hvor de begge læner sig ind mod hinanden, ivrige efter at lade deres læber mødes, for det var det ikke.

Vi kiggede bare hinanden i øjne, som om vi skulle til at tage det sidste skridt her i livet, tage den sidste indånding.

”Jeg tror bare at, ” begyndte Luke, men brød aldrig kontakt. ”Jeg skulle have et lille skub.” Så smilede han. Hans lige tænder blev blottet. Smile hullerne blev vidst, og hans øjne strålede.

”Hvad mener du?” Vores øjne var stadig som limet sammen. Jeg kunne se hans øjne blive lysere. Han lod sin tunge fugte sine læber, og lege med ringen i hans læbe.

”Jeg er glad for at du er et stort rod, så du havde en grund for at komme her til.”

Jeg lod et smil komme frem på mine læber, og kiggede så en smule op. Jule lysene hang rundt i hele rummet, og sjovt nok, så havde jeg aldrig lagt mærke til dem.

Måske ville denne december ikke blive så slem.

Det var i hvert fald, hvad jeg tænkte, da jeg lagde mig en smule tættere på Luke, lagde mit hoved på hans skulder, og kunne mærke hans arm omkring mig.

___

hej.

undskyld for langsom opdatering, men der er sket nogle personlige ting, og gik... helt ned... så ja. men her har i det. :))))

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...