depressed december ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2015
  • Status: Færdig
"Jeg hedder Jenna, og jeg mener at det med at være lykkelig er overvurderet." "Hej Jenna. Jeg hedder Luke, og jeg mener det samme." En historie, hvor to deprimerede teenagere kommer til at bruge deres december måned sammen på et mentalt hospital sammen med andre deprimerede teenagere.

55Likes
144Kommentarer
9865Visninger
AA

16. syttende december.

 

//Depressed December//

syttende december.


Jeg havde lyst til at sige, at jeg ikke fortrød de ord, men det gjorde jeg. For selvom Luke havde såret mig, så ville jeg ikke såre ham, og jeg vidste ikke hvorfor, men det irriterede mig være end det burde. Måske betød Luke mere for mig, end jeg troede. Men den følelse var tydeligvis ikke gengældt.

___

Jeg var såret. Helt ærligt, så var jeg knust. Jeg havde aldrig gået i mod Luke, eller svinet ham til, men jeg vidste at det gjorde ondt. Det der gjorde mest ondt var, at han vidste hvor skrøbelig jeg var, så at få af vide, at jeg opførte mig som om jeg var bedrevidende gjorde virkelig ondt.

Jeg var langt fra bedrevidende, men jeg var realistisk. Vi ville på ingen måde komme ud herfra, og nu var jeg faktisk mere spændt end jeg skulle være, på at komme væk herfra. Dog havde jeg ikke lyst til at forlade stedet, og vide at Luke og jeg var vrede på hinanden. For uanset hvor meget jeg hadede Luke, vidste jeg inderst inde at jeg ikke kunne hade ham for evigt. Hvem prøvede jeg at narre? Jeg var fortabt i hans lyseblå øjne, jeg kunne ae hans bløde, rodede og blonde hår dagen lang. Jeg kunne gøre så mange ting ved ham, som ingen havde lyst til at finde ud af.

Jeg var forelsket i Luke Hemmings, og det vidste jeg at jeg ikke burde være. For før eller siden skulle vi skilles ad, og jeg ville komme tilbage til min forhåbentlige forbedret hverdag. Dog vidste jeg ikke, hvor forbedret den ville være, hvis jeg vidste at jeg aldrig ville se Luke igen. Måske skulle jeg glemme alt om Luke.

Mine tanker blev afbrudt af Katy, der kom fra kantinen. Klokken var ti, og jeg var ikke gået med til morgenmaden. ”Du ved, du kan ikke undgå Luke for evigt.” begyndte hun og satte sig på min senge kant.

”Det behøver jeg heller ikke.” sukkede jeg, og satte mig op ved siden af hende. Bogen lå på bordet ved siden af sengen, og jeg var noget en smule længere siden i går.

”Du ved jo ikke, hvor lang ti-”

”Jo, Katy, det ved jeg!” vrissede jeg irriteret, og fortrød det så snart det blev sagt. Katys udtryk var ubeskriveligt. Hun var chokeret - det var tydeligt - men jeg anede ikke hvad hun havde at sige til det.

”H-hvad?”

”Jeg smutter fra det her hul den 24. December.” mumlede jeg, og rejste mig irriteret op. Jeg vidste ikke om jeg skulle fortryde at jeg havde fortalt det. Jeg ville heller ikke have at det skulle være et chok for dem, når jeg stod med mine kufferter i hånden og var på vej væk.

”Hvad med os?” Hendes øjne blev fugtige, og det hjalp slet ikke på mit humør. Jeg kom ikke her for at skuffe noget. Jeg kom slet ikke her, for at forlade nogen som folk havde gjort mod mig de sidste par år. ”H-hvad med Luke?” snøftede hun.

Jeg kiggede overrasket på hende. Luke? Var Luke ikke sur på mig? Luke var et fjols. Jeg burde være ligeglad. Det har jeg bare aldrig været god til.

”Hvad mener du?” Jeg burde være ligeglad. Den sætning fløj ind af øret på mig, og lige ud igen.

”Luke var jo fuldstændig… Ødelagt,” forklarede hun hulkende. ”Han har aldrig fortrudt noget så meget, sagde han.”

”Men han dræbte sin egen far.”

”Lukes far var mindst lige så ligeglad med Luke, som Luke var med ham.”

Luke fortrød. Luke kom alligevel ikke og sagde undskyld. Luke løb ikke efter mig, for at fortælle mig at jeg ikke opførte mig som en, der var bedrevidende. Luke gjorde intet. Absolut intet.

”Men han kan ikke bare snakk-”

”Jenna! En af grundende til at vi er her, er for at lære at ligge fortiden bag os. Det Luke sagde i går var dumt, men ikke slemt, og du burde lade vær med at tage det så tungt, for Luke er rent faktisk ked af det.” Hun trak mig ind i et kram, som jeg ikke vidste om jeg skulle tage i mod eller ej.

”Han er rent faktisk ked af det, er han ikke?”

”Om han her.”

”Jeg ved ikke,” sagde jeg men tøvede. Jeg ville ikke have at det skulle være så nemt. At komme tilbage i andres liv, havde ikke været nemt for mig, så hvorfor skulle det være let for Luke? Det irriterede mig. Men hverken Luke eller jeg havde fået alt, hvad vi pegede på, så jeg burde vel ikke have ondt af mig selv. Luke havde det ligeså slemt som mig, hvis ikke slemmere. Jeg havde stødt på bunden, og Luke havde ramt den hårdere end nogen anden. ”Det er for nemt.”

”For nemt?” spurgte Katy forvirret, og løsnede grebet på mig.

”Alting går bare så… let.”

”Sæt pris på det. Vær lykkelig over det.”

”At være lykkelig er overvurderet.” sagde jeg med et kæmpe stort smil på læben. De første ord Luke og jeg udvekslede med hinanden. Tanken om Luke gjorde mig glad. Tanken om at forlade ham igen gjorde mig knap så glad. Det jeg var mest bange for var, at jeg ville ramme bunden så snart jeg kom ud herfra.

”Det var dybt, Jenna.” grinede hun, men satte sig blidt ved siden af mig igen.

”Jeg må finde Luke,” sukkede jeg, og rejste mig op med en tung bevægelse. ”Og tak Katy.” Hun smilede blidt, mens hun endnu en gang var på vej over mod hendes seng, hvor hun endnu en gang ville tage ugebladet, og endnu en gang brokke sig over, hvor meget skrammel der var i bladet.

”Det var så lidt.”

Jeg smuttede hurtigt ud af døren, og gik hen mod elevatoren, klar til at smutte ned til Luke, for at undskylde for at nedgøre hans plan.  Men da dørene åbnede, og Luke stod der med røde øjne og stadig våde kinder, kiggede jeg chokeret på ham.

”Jenna, du må aldrig nogensinde forlade mig sådan igen.” Det var det sidste han sagde før, han trak mig ind i et tæt kram, som bare gjorde mere ondt i mit hjerte. For der var bare lige en mindre detalje. Jeg skulle forlade Luke om mindre end en uge, og jeg var ikke sikker på, at nogen af os var klar til det.

___

Hejsa.

Jeg arbejder i øjeblikket på en Calum fanfiction, og ville lige høre om det var noget i gad at læse med på? Har også noget i tankerne med Luke sammen med en medforfatter (Zisse), men den er vi ikke så langt med, hahah.

men hvis I ville være søde at læse min Calum fanfiction, når/hvis den kommer ud ville det gøre mig utrolig glad. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...