depressed december ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2015
  • Status: Færdig
"Jeg hedder Jenna, og jeg mener at det med at være lykkelig er overvurderet." "Hej Jenna. Jeg hedder Luke, og jeg mener det samme." En historie, hvor to deprimerede teenagere kommer til at bruge deres december måned sammen på et mentalt hospital sammen med andre deprimerede teenagere.

55Likes
144Kommentarer
9857Visninger
AA

8. sjette december.

 

// Depressed December //

sjette december.


Jeg lod mit blik glide over på Luke i håb om, at han måske ville vågne, men der skete ikke noget.

___

Jeg skuede over mod Lukes tomme bord, da vi sad i kantinen. Klokken var 14.08. Bordet var som sagt tomt. Det var uberørt. Det var Lukes bord.

”Har du det godt nok, Jenna?” spurgte Katy, og sluttede sin samtale med Michael ved siden af sig.

”Eh, ja.” hviskede jeg, og kiggede hurtigt ned på bollen foran mig. Den var tør, og jeg havde pillet en smule ved den, men jeg havde ikke tænkt mig at spise den.

”Er du sikker?” hviskede Michael, mens han kæmpede med ikke at stikke kniven ind i hovedet på sig selv. Jeg kiggede dybt ind i Michaels øjne. Farven var ubeskrivelig. Blå, men ikke bare blå.

”Jeg er nød til at gå nu.” hviskede jeg, og skubbede stolen ud bag mig. Gruppe terapien var klokken fire. Jeg havde tid nok til, at smutte op til Luke, snakke til ham, håbe på at han hørte mig og bare være mig selv.

”Vent, Jen-”

Jeg satte tempoet op, og rettede hurtigt på mit hår. Jeg trykkede desperat på knappen. Jeg var desperat, men jeg var også deprimeret. Da knappen for tredje sal lyste op, og dørene gik op, tog jeg en dyb indånding, og forsatte ned ad gangen, hvor jeg vidste at Luke lå.

Jeg spottede ham. Jeg spottede det hvide skin, det blonde hår, de tynde fingre, Luke.

”Hej,” sukkede jeg, og satte mig ned. Jeg kunne mærke temperaturen stige i min krop. ”Hej, Luke.” hviskede jeg, og kunne mærke det svage smil komme frem på mine læber, da min hånd ramte hans. Jeg lod mine fingre flette sig rundt om hans hånd.

”Det er sjovt, at det gør ondt at se dig sådan her,” begyndte jeg, og kunne mærke den triste følelse æde mig indefra og ud. ”At se dig ligge her, helt bleg og kold.”

Jeg lod mine læber ramme hans håndflade og kiggede endnu en gang op på ham, i håb om at han ville slå sine smukke blå øjne op, men igen… intet.

”Jeg kender dig ikke, Luke, men selvom du ikke svarer mig, så er du den bedste person jeg har snakkede med i lang tid,” begyndte jeg, og lod et lille grin forlade min mund, da en tårer trillede ned af min kind. ”Og du er også et fjols, Luke. Et stort fjols.”

Lukes læber var farvet i en lettere lyserød nuance. Jeg lod mine øjne lime sig fast til synet af dem.

”Men du fik mig til, at føle en masse ting, Luke,” hviskede jeg igen. ”Og det er jeg sikker på, at du også kommer til at gøre senere. Du skal nok klare den, Luke. Du er stærk. Det er en ting jeg ved om dig.”

Min tommelfinger begyndte igen at køre frem og tilbage på hans håndoverflade. ”Jeg ved også at du ikke nyder livet,” startede jeg. ”Jeg ved at du synes at det ved at være lykkelig er overvurderet,” Jeg tørrede tåren væk med mit ærme, og kiggede endnu en gang på Luke. ”Jeg ved, at… Jeg rigtig godt kan lide dig og din tilstedeværelse, uanset om du er vågen eller ej.”

Jeg kunne godt lide at kigge på Luke. Den måde hans bryst hævede og sænkede sig på hver gang han trak vejret ind og ud. Den måde hans lyserøde læbe skilte sig fra hinanden. Den måde hans øjenvipper bevægede sig, når hans øjenlåg vibrerede.

”Mit problem er at jeg holder lidt for meget af dig, Luke,” sagde jeg efter lidt tid. ”Og alle de ar jeg minder mig om, at fortiden er virkelighed.” Jeg lagde min pande mod hans bryst, og kunne høre hans hjerte banke.

”Jeg ville ønske, at du var vågen, så du kunne fortælle mig alt om din fortid, og jeg kunne fortælle dig alt om min.” Jeg ved ikke, hvad tanken gjorde ved mig, men stille var en af tingene.

Tiden gik hurtigt, og da jeg kiggede op på døren var klokken 15.52.

”Farvel, Luke.” Jeg vendte mig om for at gå, og tog et par skridt, men vendte hurtigt om, plantede et kys på hans pande, og forlod så rummet med et lumskt smil på læben. Måske en dag ville mine læber møde Lukes, og ikke bare hans pande eller kind.

Klokken var 15.57 før jeg lod min finger trykke på knappen. Klokken var 16.02 da jeg kom to minutter for sent til gruppe terapien.

”Velkommen, Jenna.” Mrs. Sullivan smilede venligt til mig, og jeg gav hende et kort nik. Jeg satte mig ved siden af Katy. Lukes plads var tom, og jeg kom til at tænke på om andre havde besøgt ham.

”Som I ved, har Luke ikke mulighed for at være her,” begyndte Mrs. Sullivan. ”Vi er meget ked af det der er sket, men vi håber på at han har det godt.”

”Han er det fint.” hviskede jeg, og trak ned i mine ærmer.

”Hvad siger du, Jenna?”

”Jeg siger, at han har det fint, og at han nok skal klare den. Det er jeg sikker på.”

”Så du er gode venner med Luke?”

Jeg trak bare på skuldrene. Mrs. Sullivan nikkede, og gav mig et skævt smil. Vi skulle alle fortælle, hvilket humør vi var i, og vi skulle fortælle hver eneste lille detalje.

Jeg sagde at jeg følte mig håbefuld. Jeg forklarede at jeg håbede på at han ville klare den. Jeg forklarede at han nok ikke kunne høre, når jeg snakkede til ham, men at jeg vidste at det gjorde en forskel. Uanset hvor meget du prøver, kan selv den mindste ting gøre den største forskel.

Om det så var at sige hej til ham, og forlade rummet bagefter, eller om det var mere end det. Inderst inde vidste jeg godt, at ingen fra afdelingen, havde tænkt sig at besøge ham, kun mig.

Min svaghed var at jeg holdte for meget af ham. Hvorfor lige ham, ved jeg ikke. Han forstod mig, og han fik mig til at føle noget, og det var for første gang i lang tid ikke sorg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...