depressed december ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2015
  • Status: Færdig
"Jeg hedder Jenna, og jeg mener at det med at være lykkelig er overvurderet." "Hej Jenna. Jeg hedder Luke, og jeg mener det samme." En historie, hvor to deprimerede teenagere kommer til at bruge deres december måned sammen på et mentalt hospital sammen med andre deprimerede teenagere.

55Likes
144Kommentarer
9865Visninger
AA

14. sekstende december - del 1.

 

//Depressed December//

sekstende december.


Folk kiggede mistænkeligt på Luke og jeg. Jeg havde på fornemmelsen at Luke ikke lige var kommet, men havde overhørt samtalen, hvilket fik mig til at rette blikket mod Luke uden nogen følelse i det overhovedet.

___

”Katy?” spurgte jeg over fra min del af værelset, og kiggede over mod Katy, som kiggede ned i et gammelt ugeblad, med et kedeligt ansigtsudtryk. Der var aldrig ret meget at lave her om eftermiddagen. Jeg skulle snakke med en psykolog i aften, men ellers var der intet. Frokosten var overstået. Der var den her underlige stilhed, selvom folk snakkede i munden på hinanden. Det var som om vi overså det, som vi ikke burde. Katy kiggede interesseret op mig, og ventede på at jeg ville sige noget. ”Kan vi snakke sammen? Om Luke?”

Hun kiggede tøvende på mig, og kiggede en smule ned igen. ”Ehm… Ja, Klart. Selvfølgelig.” sagde hun nervøst, og gik så hen mod mig.

”Hvordan kender I Luke?”  Jeg bed mig selv i underlæben, og var sådan set nervøs for, hvad svaret var. Hvad nu hvis Luke slet ikke var den Luke. Måske havde stedet her ændret ham. Ikke bare ændret ham, men måske havde det her hul dannet en helt ny person.

Måske. Bare måske.

”De første to måneder, snakkede vi med ham, men pludselig stoppede han med at snakke til os, og han… ja, var definitionen af en nar,” begyndte hun og kiggede på mig med et trist blik. ”Hør, Jenna. Det er en lang historie og d-”

”Jeg har tid.” afbrød jeg hende, og smilede blidt. Jeg ville vide sandheden om Luke, før jeg fik en masse løgne smækket i hovedet.

”Luke fik det bedre, og han kom hjem efter tre måneder. Altså i den måned, hvor han stoppede med at snakke til os,” Jeg nikkede, og kiggede nysgerrigt på hende. Jeg var klar til at vide alt om ham. Sandheden. Jeg ventede på sandheden. ”Men måske var det bare ikke den bedste beslutning.” Jeg kunne se at hun sank en klump, og nærmest tvang sig selv til at fortsætte.

”Hvad mener du?” sagde jeg i et forsøg på at få hende til at forsætte.

”Der var en mindre detalje…” Hun tøvede. Det var ikke godt, når folk tøvede. Måske var jeg for tæt på, at høre den egentlige sandhed om Luke Hemmings. ”Han var ikke okay. Han var skør. Han var vred.”

”Men gjorde det nogen forske-”

”Jenna, Luke dræbte sin far!” afbrød hun mig, og kiggede panisk på mig. Et grin fløj ud af min mund. Luke var det mest uskyldige menneske, jeg længe havde mødt, og dog ikke. Han virkede ikke som en skør person, mere som en ødelagt en. Men alt i alt, var ødelagte personer så ikke også skøre? Vi dannede jo en ny person i hovedet, som gik i mod os. En person som fortalte os, at vi ikke var noget værd, at vi ikke burde være her… En person som ødelage den person vi virkelig var. Derfor vidste jeg, at det ikke var Luke.

”Det var ikke Luke.” hviskede jeg så lavt, at jeg næsten ikke selv kunne høre det.

”Jo, Jenna. Det var Luk-”

”Det var ikke Luke!” råbte jeg, og kiggede på hende med store øjne. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle forklare det. ”Det var ikke ham.”

Hun kiggede skuffet på mig, og gik så over i sin egen seng. ”Jenna, jeg ved det er svært at tro på men-”

”Hvorfor er du her? På hospitalet?” Jeg kiggede irriteret på hende, og prøvede desperat på at få hende til at forstå min pointe.

”Fordi, at jeg har prøvet at dræbe mig selv lidt for mange gange…” sagde hun tøvende og kiggede på hendes lange tynde fingre.

”Nemlig. Hørte du aldrig stemmer? Stemmer som fortalte dig, at du ikke var noget værd?” Jeg rejste mig, og begyndte at gå lidt rundt i værelset. Jeg kiggede på klokken, da jeg gik over mod Katy. 17.58. Vi skulle være i kantinen om to minutter, men jeg ville have svar.

”Vi burde smutte ned i kantin-”

”Svar mig!” råbte jeg og kiggede irriteret på hende. Jeg ville ikke have, at hun skulle dømme Luke, hvis hun selv havde været igennem noget lignende.

”Om jeg har?” hviskede hun, og jeg kunne se hvordan hun havde lyst til at kigge væk, men jeg havde fanget hendes blik. ”Du har ret. Det var ikke Luke.”

”Oka- Du svarede ikke på spørgsmålet…” Jeg kiggede hende dybt ind i øjnene. De var fyldt med tårer.

”Jeg har hørt stemmer. Jeg har gjort nogle dumme ting, okay. Jeg har ikke lyst til at snakke om det.”

”Det er fint. Du skal bare vide, at Luke ikke var skør… Han er ikke skør.” Hun tog en dyb indånding, og sukkede så dybt, hvilket fik mig til at kigge underligt på hende.

”Det er han altså,” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til det, og jeg var på kanten til at få et mindre udbrud, men da et grin forlod hendes mund, blev jeg helt rolig. ”Bare ikke på den dårlige måde længere.” færdigjorde hun med et smil.

”Måske lidt.” hviskede jeg. Måske var Luke skør. Måske. Måske var han følsom. Sikkert. Men uanset hvad, så var han Luke. De kunne ikke forvente, at Luke ville være en anden person, men måske kendte det slet ikke Luke. Måske havde de forventet at Luke stadig var et fjols, eller stemmerne som fik Luke til at opføre sig som et.

Luke var Luke. Jeg smilede ved tanken om, at jeg var den eneste som kendte Luke, som den han virkelig var. Det håbede jeg i hvert fald på. Men på den anden side, var nogle mennesker som en åben bog, men Luke var lukket. Du vidste aldrig, hvad han kunne finde på, og hvornår kan gjorde det. Ligesom, at han pludselig, ville prøve at slippe ud her fra, og jeg havde aldrig før set en med så meget mod og motivation i blikket, som Luke havde lige i det øjeblik. Det var magisk.

”Måske lidt,” fastgjorde Katy med et smil, og gik så hen mod døren. ”Skal du med?” Jeg nikkede, og gik med et smil med hende. Jeg glædede mig til i aften. I aften, hvor vi skulle planlægge flugten, som for mig, muligvis ikke var nytte. Jeg havde fået det bedre, og måtte sikkert komme ud til jul. Jeg håbede på, at jeg ville blive ved med at have det sådan, for så skulle jeg ikke tilbage. Det eneste jeg ville savne, var mennesker herinde. Nogle større fjolser end andre, men det var det gode ved det hele. At man kendte mennesker nok, til at bedømme ting som disse.

Da jeg tænkte over planen igen og igen på vej ned til kantinen, gik det op for mig, at Luke ikke bare var lidt skør, men var gået fra forstanden, og jeg kunne ikke vente til at lave et sikkert mislykket forsøg på at komme ud herfra.

___

hejsa mennesker. jeg håber at I stadig vil læse med, selvom det ikk er december mere... men ja. tak til en pige, som jeg ikke kender navnet på men vidst hedder 5sosaremyescape herinde... tror jeg. Hun fandt mig på twitter, og skrev det sødeste ting, og I skal bare vide, at hver gang i siger at i kan lide min historie, så gør det mig gladere end I tror, så tusind tusind tusind tak.

btw, har købt en ny computerrr, så der kommer enten flere opdateringer, fordi jeg godt kan lide den, eller færre fordi jeg ikke kan finde ud af det, men det går godt nok indtil videre.

når ja, det er en macbook pro, og det er bare fantastisk!

​men god Januar til jer, og jeg håber at bliver fornuftig, og at ikke bruger to dage på at se disney film, som jeg lige har gjort :) 

jeg nyder virkelig at skrive denne her historie, så tak igen for kommentarene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...