depressed december ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2015
  • Status: Færdig
"Jeg hedder Jenna, og jeg mener at det med at være lykkelig er overvurderet." "Hej Jenna. Jeg hedder Luke, og jeg mener det samme." En historie, hvor to deprimerede teenagere kommer til at bruge deres december måned sammen på et mentalt hospital sammen med andre deprimerede teenagere.

55Likes
144Kommentarer
9862Visninger
AA

24. otteogtyvende marts.

 

//Depressed December//

otteogtyvende marts.

 e p i l o g


 

Jeg havde det godt. Jeg var en simpel person med en kompliceret fortid. Når det kom til Luke, så vidste jeg det ikke helt. Det var en tanke jeg havde gået rundt med i et par uger nu. Jeg kunne ikke få opdateringer. Stedet var lukket indtil den vedkommende havde det godt igen… Hvis vedkommende fik det godt igen.

Tillid. Det var noget jeg var begyndt at have. Jeg havde fået et par venner. Mine forældre besluttede, at jeg skulle begynde i skole igen efter to uger hjemme. Jeg var sjovt nok med på det. Jeg startede på et nyt gymnasium, så der ikke ville blive stillet spørgsmål til min pludselige forladelse af skolen.

”Har du planer i aften? Vi tænkte at vi kunne lave en film aften eller noget?” spurgte Rebecca, som var en af de få piger jeg havde snakket med, da jeg kom. Hun var rigtig flink og smilende. Vi var fire i gruppen, men Rebecca og jeg var hurtigt blevet tættere. Vi havde en del til fælles. De andre piger var lidt mere aktive end os. Og når jeg siger aktive mener jeg at de var aktive i deres sex liv og at de dyrkede en del sport. Aktive.

Hvis vi snakkede om mit sex liv, havde jeg ikke lyst til at fortælle at jeg havde givet en deprimeret teenage dreng et blowjob på et beskidt badeværelses gulv.

”Jeg har ikke planer, nej.” sagde jeg smilende til hende, og kiggede på klokken. Vi havde snart fri.

Det var den 28. Marts 2015.

Det var snart fire måneder siden jeg var kommet ud. Fire måneder. Jeg var kommet mig godt, og havde også selv fået en anden indstilling til livet. Et bedre syn på fremtiden. Jeg havde søgt en stilling på det lokale bibliotek, og ventede bare på svar. Det hele gik bare godt, dog manglede der noget.

Luke.

Den Luke Hemmings, som fik mig til at se så mange positive ting i mig selv og i andre mennesker, især ham. Jeg savnede ham, men det var som om, at mit håb var forsvundet. Han lovede mig at han ville få det bedre… For min skyld, og for hans egen. Jeg smilede ved tanken om, at Luke rent faktisk ville komme ud en dag, og han ville kontakte mig, og vi ville være sammen.

”Perfekt!” hvinede Rebecca og smilede stort. Hendes hår var langt og lysebrunt. Hendes øjne var grønne, og hendes tænder var hvide. Hendes ene fortand gik en smule ind foran den anden, men hun var smukkere end nogen andre jeg kendte. ”Mine forældre for gæster, så det kan ikke være hos mig.”

”Mine forældre er hos naboen det meste af aftenen.” sagde Dinah og kiggede spørgende på os andre. Vi nikkede alle sammen og begyndte lige så stille at snakke om, hvilke film vi skulle se. Mine øjne fokuserede på ordet over tavlen, hvor læreren stod og underviste. Han vidste at det var fredag, og han vidste at vi var færdige og ikke gad mere. Nogle drenge sad med hovedet begravet i deres arme, lige som Luke plejede at gøre.

”Vi er hos Dinah.” fastgjorde Lauren, og lod sin blyant skrive de sidste linjer af vores opgave, som lå færdiggjort foran mig.

Jeg var kommet ret godt på banen i skolen, og fandt undervisning ret så interessant. Undtagen Mr. Hendersons timer. Han kedede os. Han fik en lyst til, at springe op på bordet og bare få ham til at gøre noget. Han lignede en, hvis øjenlåg ville falde i så snart det skulle være.

Klokken ringede, og vi rejste os hurtigt op. Alle eleverne tog små skridt, og kæmpede om at komme ud af døren først.

”Der er Chad!” hvinede Annie og tog et par skridt væk fra os, men kom dog hurtigt løbende tilbage, da det gik op for hende, at hun havde forladt os for en fyr, som hun havde været i seng med lidt for mange gange. ”Vi ses i aften, piger.”

Vi grinede blidt af hende, da vi så hende løbe af sted i hendes ballerina sko, og hendes korte blomstrede kjole.

”Annie har Chad og Dinah har Billy,” Rebecca stoppede sin sætning og kiggede på mig. ”Og vi har hinanden.” jokede hun, og grinede blidt.

”Du skal ikke til at være virkelig deprimeret. Du har haft mere gang i dit kærlighedsliv end jeg har.” grinede jeg, men var dog ret så seriøs. Det gjorde mig vred, at piger troede det var jordens undergang, når de mistede deres fyr.

”Fortæl mig ikke, at du ikke har haft en juleflirt eller noget.” Hun skubbede blidt til mig, mens vi alle tre gik ned ad gangen. Dinah kiggede ned i sin telefon, og lod hendes tommelfingre glide hen over skærmen i et hurtigt tempo.

”Hvem ved?” Jeg kunne mærke mine kinder blive røde, mens en følelse fyldte min krop. Tanken om Luke gjorde mig glad, men også trist. Trist fordi jeg ikke vidste, hvornår jeg skulle se ham igen. Ting ændrede sig, især på fire måneder. Måske var der kommet en ny pige, og måske var hun langt mere interessant end mig, og måske var Luke faldet for hende, og måske gav han hende lov til at give ham et blowjob på det badeværelse, hvor vi havde siddet få måneder før hun kom.

”Fortæl!” beordrede de begge to, og stoppede op ved mit skab. Jeg låste skabet op, og smed de bøger jeg havde i favnen derind, og kiggede irriteret på pigerne.

”Han hedder Luke.”

”Snakker I stadig sammen?” spurgte Dinah ihærdigt, og kiggede op fra telefon, som nu var låst.

Jeg trak på skuldrende og rystede på hovedet. ”Det var der ikke mulighed for.”

De kunne se mine øjne blive triste, og derefter vidste de, at det ikke var noget jeg havde specielt meget lyst til at snakke om.

Vi gik sammen ud af skolen, som næsten var tom, men ude på parkeringspladsen stod mange elever og snakkede. Om det så var om de seneste nye par, weekendens kommende fest, eller fremlæggelserne mandag morgen, så var jeg ligeglad.

”Vi ses.” sagde Dinah, da hun spottede Billy sidde i hans bil.

”Ja, vi ses.”

Rebecca og jeg havde aftalt, at jeg bare ville køre med hende hjem, og så hente mine ting senere. Desuden hadede jeg spørgsmålene om, hvordan det var gået i skolen, eller om jeg havde været glad i dag.

Siden jeg kom hjem i december, havde mine forældre været overbeskyttende. De spurgte mig hver eneste dag, om jeg var okay, hvilket var det ord jeg hadede mest. Okay. Det var efterhånden en vane for alle mennesker her på jorden, og spørge om du var okay.

Jeg havde det fint. Jeg var okay.

Vi gik hen mod Rebeccas bil i stilhed. Eller jeg var stille, hun var ikke.

”Er du okay?”

”Ja, jeg har det f-”

”Jenna Page.” sagde en stemme bag mig. En stemme som jeg genkendte alt for godt.

”Fint.” Jeg færdiggjorde min sætning med et smil, og vendte mig langsomt om, uden overhovedet at kigge på Rebeccas ansigt.

”Hvornår kom du ud?” spurgte jeg. Jeg var usikker på, om jeg skulle kramme ham eller lade være.

”I dag.”

”Hvordan vidste du at jeg var her?” Mine øjne blev våde, og mine mundvige vendte opad. Jeg lod ikke Luke svare på mit spørgsmål før jeg nærmest tacklede ham i et længe ventet kram.

”Jeg var hjemme ved dig,” hviskede han mens han kyssede mit hår. ”Og dine forældre sagde at du var her. Det tog dog lang tid, da de ikke kendte mig.”

”Undskyld.” grinede jeg, da jeg ikke havde sagt et ord om Luke til mine forældre. Jeg synes personlig, at det var akavet at sige til ens forældre, at man havde noget med nogen.

”Jeg troede du havde fortalt dem om mig.” jokede han og kiggede fornærmet på mig.

”Så ville du jo ikke være min lille hemmelighed.”

Hans øjne fokuserede på mine øjne, men skiftede hurtigt til mine læber. Vi lænede os begge to ind mod hinanden, og vores læber strejfede blidt hinanden. Der gik ikke lang tid, før hans læber ramte mine, og derefter ændrede kysset sig til et inderligt og passioneret kys, som vi havde ventet fire måneder på at give hinanden. Jeg havde på fornemmelsen, at det aldrig ville ske igen.

”Tak, Jenna Page.”

”For hvad?” grinede jeg, og trak mig en smule ud af hans greb.

”For at være dig.” Luke sendte mig et smil, som sendte en endeløs strøm af følelser igennem min krop, og jeg vidste at det ikke var sidste gang han gjorde det.

___

Det her var det sidste 'kapitel' på denne her movella. Historien er nu officielt færdig... Dog kommer der en to'er til sommer, som jeg håber i vil læse med på! 

Håber også at I er interesseret i at læse min Calum fanfiction, som kommer en gang til foråret! Uanset om I er calum girls eller ej. 

tusind tak for alt. vi ses :-))))

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...