depressed december ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2015
  • Status: Færdig
"Jeg hedder Jenna, og jeg mener at det med at være lykkelig er overvurderet." "Hej Jenna. Jeg hedder Luke, og jeg mener det samme." En historie, hvor to deprimerede teenagere kommer til at bruge deres december måned sammen på et mentalt hospital sammen med andre deprimerede teenagere.

55Likes
144Kommentarer
9854Visninger
AA

19. nittende december - del 2.

 

//Depressed December//

nittende december.

 


Luke skubbede mig hårdt af ham, og rejste sig frustreret op. ”Du sagde du ikke ville forlade mig,” Jeg kunne høre hvor meget hans stemme rystede, og den sidste sætning han sagde, før han efterlod mig alene i venteværelset klokken fire om natten var som en ødelagt hvisken. ”Du lovede.”

___

 

Jeg kunne ikke bare lade som ingen ting. Jeg stod stadig i venteværelset. Luke stod og ventede på elevatoren ville komme, og dørene ville åbne. Han prøvede så hårdt han kunne, på ikke at kigge på mig.

”Luke, lad mig forklare-”

”Jenna, lad mig være, du har ikke lyst til at være sammen med mig lige nu.” afbrød han mig, og trykkede flere gange på knappen. Elevatoren reagerede ikke. ”Fucking pis.” hviskede han. Han hvilede sin pande mod væggen, og blev ved med at lyde sin finger trykke hårdt på knappen.

”Luke.” sukkede jeg og trak ham ud fra væggen.

”Jenna, jeg mener det!” råbte han så lavt han kunne. Hans øjne var mørke. Lidt for mørke, faktisk. En smule blod kom frem på hans underlæbe, hvor han havde bidt lidt for hårdt. Han rystede en smule, og jeg kunne se at han spændte i hele kroppen, og dog… Var jeg ikke bange.

”Luke, du er nødt til at forstå, at jeg ikke er bange for dig… Jeg kan lide dig.”

Han kiggede såret på mig, og rystede på hovedet. Hans hænder kørte frustreret rundt i hans hår, og så vendte han ryggen mod mig igen.

”Jeg har det med at sårer de personer, der burde betyde det meste for mig.”

”Luk-”

”Jeg dræbte min far, Jenna, min far!” hulkede han, og sparkede hårdt til væggen. Jeg var overrasket over, at der ingen sygeplejersker var.

”Jeg ved det, Luke. Du gik igennem en hård tid- Du går igennem en hård tid, men jeg er her for dig.” Endnu et hulk forlod hans røde læber. Jeg kunne ikke se ham, men jeg gav ikke op. Jeg lænede mig op ad væggen, og kunne se Lukes vejrtrækninger blive dybere og dybere.

Han vendte sig pludseligt op, og greb fat om halsen på mig. Jeg kunne ikke få en lyd ud. Jeg vidste ikke, hvad der forgik. Lukes anstrengte ansigt blev mere sløret. Små sorte prikker, kom frem over det hele, men lige som det skulle til at blive helt sort, og mit vejr næsten var væk, gav han slip.

Jeg gled ned ad væggen, og kunne mærke smerten over det hele, og mest af alt, smerten ved lyden af den grædende dreng ved siden af mig.

”Jenna, jeg-”

Jeg prøvede stadig desperat på, at få vejret, mens Luke langsomt bevægede sig ned ved min side. Elevator dørene gik op, og Luke kiggede hurtigt hen på dem. Han fik sin ene arm under mine ben og den anden under min ryg, og fik båret mig ind i elevatoren hurtigere end aldrig før.

”Luke, jeg har det fint-”

”Hvad fanden tænker jeg på. Jeg kan ikke bare dræbe dig. Du er-”

”Jeg er okay.” smilede jeg svagt, og var ikke sikker på at jeg var helt okay, men jeg ville gøre alt for at få Luke til at være noget i nærheden af rolig.

”Du pisser mig så meget af, men du er også det eneste der holder mig oppe.” hviskede han, og kyssede min pande igen og igen. Kyssene begyndte at blive en smule være våde, men det gjorde ikke noget, for det fik mig stadig til at føle noget. Noget ingen andre kunne.

Luke stoppede elevatoren, og så sad vi der. Jeg satte mig op med siden af Luke, og havde trukket sine ben helt op til sig, og hvilede panden på hans knæ.

”Du ved,” begyndte og satte mig helt op ved siden af ham. Jeg lod min arm filtre sig ind i hans, hvilket han ikke så ud til at have noget i mod. ”Jeg har ikke lyst til at forlade dig.”

”Jeg vidste det jo godt.”

”Hvad?” Jeg kiggede chokeret på ham. Hvem havde fortalt ham det? Jeg ville fortælle ham det. Eller måske ikke.

”Det var et mareridt, men det var sandt.” mumlede han til sig selv, og kiggede træt op i loftet.

”Luke, hvad mener du?” Jeg var ikke med. Jeg var forvirret. Luke gav mig at lumsk smil, og sagde intet. Han holdte bare øjenkontakten med et svagt smil, som den søde idiot han var. Han lod sin tunge fugte sine stadig røde læber. Hans øjne kunne ikke fokusere på mine før de faldt ned til mine læber, og så op i mine øjne igen.

”Du kan kysse mig, det ved du godt ikke?”

Han rystede flovt på hoved, og jeg kunne se hans kinder blive røde. ”Jeg skulle bare være sikker, siden jeg næsten dræbte dig.” grinede han, og prøvede at joke en smule med det. Det passede mig fint, og da Luke lænede sig ind kunne jeg ikke andet end at smile.

”Jeg er ikke bange for dig, Luke. Det vil jeg aldrig være.” Og da jeg færdiggjorde sætningen kunne jeg mærke Lukes bløde læber mod mine. Han smagte en smule af blodet fra hans læbe, men det gjorde mig ikke noget. Han rykkede sig en smule og trak mig længere ind til ham, og uden at skille vores læber ad, fik han mig placeret på hans lår. Mine hænder kørte desperat rundt i hans hår, men hans hænder ikke kunne være stille, mens de kørte rundt på min krop. Hans ene hånd røg under min trøje, og han lod sine fingre køre ned over mine ribben.

Det gav mig kuldegysninger.

”Please, få det bedre for min skyld.” hviskede jeg, da jeg hurtigt adskilte vores læber. Jeg hvilede min pande mod hans skulder, og jeg kunne mærke Lukes arme holde mig tæt ind til ham. Et suk forlod hans læber, og så trak han mig ud igen.

Han rystede en smule på hovedet. ”På en betingelse,” Jeg kiggede bekymret på ham. Jeg var ikke klar til at lave et løfte, som jeg ikke kunne holde. ”Kys mig igen.” 

___

Hej Babies(?)

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til det her kapitel, hahaha. Godt eller dårligt, det er op til jer. I skal bare vide, at jeg virkelig nyder at skrive den her historie.

OG ENDNU EN GANG TAK FOR 100 FANS. 100? WOW.

Da jeg begyndte at skrive på movellas igen, havde jeg aldrig troet at jeg ville nå til 100 i starten af 2015. MEN TAK FOR ET FANTASTISK 2014 OG EN GOD START PÅ 2015.

BARE TAK.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...