depressed december ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2015
  • Status: Færdig
"Jeg hedder Jenna, og jeg mener at det med at være lykkelig er overvurderet." "Hej Jenna. Jeg hedder Luke, og jeg mener det samme." En historie, hvor to deprimerede teenagere kommer til at bruge deres december måned sammen på et mentalt hospital sammen med andre deprimerede teenagere.

55Likes
144Kommentarer
9850Visninger
AA

18. nittende december - del 1.

 

//Depressed December//

nittende december.

 


Luke svarede hurtigere end jeg havde forventet. Han nikkede hurtigt, og trak mig igen indtil sig. ”Ja, selvfølgelig. Alt for dig.” Hans læber kyssede blidt mine pande, og jeg var som frossen. Jeg havde virkelig ikke brug for at høre, hvor meget Luke støttede mig, for når alt kom til alt, ville vi i sidste ende ikke forblive sammen. Luke svarede hurtigere end jeg havde forventet. Han nikkede hurtigt, og trak mig igen indtil sig. ”Ja, selvfølgelig. Alt for dig.” Hans læber kyssede blidt mine pande, og jeg var som frossen. Jeg havde virkelig ikke brug for at høre, hvor meget Luke støttede mig, for når alt kom til alt, ville vi i sidste ende ikke forblive sammen. 

 

___

 

Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg havde sovet godt. Jeg havde ikke sovet godt. Jeg havde ikke sovet. Luke var hvad der havde holdt mig vågen. Luke var grunden til at klokken var fire om natten, og jeg stadig ikke sov. Katy sov tungt. Det gav mig muligheden for at forlade værelset uden spørgsmål fra Katy.

Jeg gik hen mod døren, og kiggede konstant tilbage på Katy, for at være sikker på at jeg ikke vækkede hende. Jeg havde det ikke godt med at forlade værelset, så hvad ville der ske, når jeg ville forlade det hele.

Jeg sukkede og gik hen mod vente værelset. Rummet var altid en smule køligere, hvilket somme tider var rart. Jeg trykkede på knappen til elevatoren, og håbede på at sygeplejerskerne ville blive sidende i informationen.

Mine øjenlåg var tunge, men når jeg endelig fik placeret mig i sengen, klar til at sove, var der noget eller nogen, der fortalte mig at jeg ikke kunne, at jeg ikke måtte.

Elevatoren stoppede, og jeg trådte med tunge skridt ud af den. Mit krop stivnede, da jeg så Lukes lange skikkelse ligge dovent i en af de mange stole.

”Jenna,” Han satte sig om, og skyndte sig at tørre tårerne væk fra sine kinder. ”Hvad laver du her?”

Men jeg svarede ikke. Hvorfor græd Luke? Og hvorfor gjorde det så ondt?

”Hvad sker der, Luke?”

”I-ikke noget.” svarede han hurtigt, og gjorde tegn til at jeg skulle komme hen og sætte mig ved siden af ham.

”Jeg har på fornemmelsen, at du lyver…” Jeg kiggede tøvende på ham, men lige så snart vores øjne mødtes kiggede han underligt hurtigt væk.

”Du svarede aldrig på mit spørgsmål.” Svarede han irriteret, og kiggede væk fra mig endnu en gang. Jeg havde aldrig været så forvirret. Jeg kunne ikke finde ud af, om Luke var sur på mig eller ej.

”J-jeg kunne ikke sove.” Det var teknisk set ikke en løgn, for han spurgte jo ikke om hvorfor. Jeg havde mine fordele. Jeg kunne se at Luke blå øjne, var røde og en smule hævede og nok alligevel var for træt til at afhøre mig.

”Samme her.” hviskede han enkelt, og smilede svagt til mig. ”Jenna?” spurgte han så lidt efter et par minutters stilhed. Jeg nikkede svagt, og kiggede over på ham. Han nægtede stadigvæk ikke at lave øjenkontakt.

”Hvad er der?” hviskede jeg tilbage, og kunne ikke beskrive hvor glad jeg blev, da et lettere smil kom frem på Lukes læber.

”Kom her.” Han lod sin hånd klappe blidt på sit lår, og jeg rejste mig usikkert om fra stolen ved siden af ham. ”Sæt dig her, hos mig.”

Jeg smilede, og satte mig blidt på hans skød. Han arme samlede sig om min talje, og holdte mig tæt indtil hans varme krop. Jeg kunne høre Lukes åndedræt bliver tungere og tungere. Han hvilede blidt sit hoved på min ryg, og trak vejret ud gennem næsen.

”Hvorfor kunne du ikke sove?”

”Sandheden ødelægger mange ting,” startede han, og fangede min hånd med hans ene hånd. Han flettede sine fingre ind mellem mine, og jeg kunne mærke mit hjerte bankede en smule hurtigere. ”Inklusiv søvn.”

Måske gjorde hans svar mig en smule bange, men måske gjorde det mig også rolig. For mig var livet et stort måske. Et stort spørgsmål, som jeg aldrig havde svaret på.

”Luke, omkring tidligere-”

”Det er okay. Lad os vente til senere.” Afbrød han mig, og kyssede min nakke. Han lænede sig mere tilbage i stolen, hvilket fik min vægt til at presse sig mod Lukes bryst. ”Ligger du godt?” hviskede han efter fem minutter. Mine øjne var lukkede, or jeg kunne mærke trætheden tage over.

”Fantastisk.” mumlede jeg. Hvorfor var det at tanken om Luke gjorde mig så pokkers urolig, men når jeg så endelig var sammen med ham, havde jeg aldrig været mere rolig. Luke sukkede, og lod sine arme slappe en smule mere af. Og lige i det øjeblik, hvor vi bare lå der, var det som om at alle mine problemer forsvandt, men det holdte ikke længe før Luke brød den eller så vidunderlige stilhed.

”Jenna, hvad var det du ville fortælle mig tidligere?” Jeg havde lyst til at lyve. Jeg havde lyst til at lade som om, at jeg sov, så jeg kunne undgå at svare, men jeg ville heller ikke bare forsvinde.

Jeg ville være sikker på, at Luke ikke ville hade mig dybt, når jeg endelig forlod stedet. Jeg ville ikke lade det være et mysterium for Luke, hvorfor jeg bare gik, eller om jeg gerne ville forlade ham. Jeg ville efterlade alle som et stort spørgsmåls tegn.

”Hmm,” mumlede jeg bare, og prøvede at få nogle ord ud, men jeg havde ikke en gang en tanke om det. ”Det...” Mine problemer var stadig som forsvundet, og jeg kunne mærke hvor træt jeg var, og hvor ligegyldigt alting var lige nu. ”Jeg skal snart hjem.”

Luke blev stille, lidt for stille. Han lod sine arme glide væk fra mig, og rette sig en smule mere op under mig. ”H-hvad?”

”Hjem. Væk herfra.” prøvede jeg på at forklare ham, men jeg var ikke sikker på at det var den bedste måde at gøre det på.

Luke skubbede mig hårdt af ham, og rejste sig frustreret op. ”Du sagde du ikke ville forlade mig,” Jeg kunne høre hvor meget hans stemme rystede, og den sidste sætning han sagde, før han efterlod mig alene i venteværelset klokken fire om natten var som en ødelagt hvisken. ”Du lovede.”

___

Jeg har næsten 100 fans?!?!??!!

Det betyder altså virkelig meget! Jeg har været her siden 2011, og det har kun været en fornøjelse. Men indtil videre har 2014 været det bedste år, og jeg venter spændt på at se om 2015 kan slå den.

Tak for alt støtten på denne novelle. Den har ikke fået helt så meget reklame, så det betyder meget at den snart nærmer sig de 1000 views.

elsker jer.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...