depressed december ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2015
  • Status: Færdig
"Jeg hedder Jenna, og jeg mener at det med at være lykkelig er overvurderet." "Hej Jenna. Jeg hedder Luke, og jeg mener det samme." En historie, hvor to deprimerede teenagere kommer til at bruge deres december måned sammen på et mentalt hospital sammen med andre deprimerede teenagere.

55Likes
144Kommentarer
9862Visninger
AA

3. første december.

 

// Depressed December//

første december.


”Jenna Page.” sagde min mor til sektrateren, som kiggede på skærmen mens hende pegefinger klikkede syv gange på musen.

”Ja, ehm,” Hun kiggede hurtigt på skærmen. ”Værelse 24. Tag elevatoren op på anden sal, og så til højre.”

Min mor nikkede blot, og gav mig så et meget svagt smil. Hun fik ikke noget tilbage. Jeg vidste ikke om der her var en god idé eller ej, men jeg havde ikke den største lyst til at være sammen med fremmede mennesker i et par måneder. Mine forældre havde fortalt mig, at en måned ikke var et fastlangt antal af dage, men at det var en mulighed. Jeg skulle komme af med noget af vægten på mine skuldre, så hvorfor ikke bare placere mig i et hospital for deprimerede mennesker, måske endda sindssyge serie mordere.

Det hele var en smule sløret i elevatoren, taget i betragtning af at klokken var præcis 06.27, og at jeg var træt.

”Det ser ud til at det er her.” hviskede min mor, og kiggede på dørens nummer.

24, 24, 24 24. Hvorfor 24?

Da min mor åbnede døren, sad der en pige med mørkt hår, dog var det mørke hår gemt væk under den lilla farve. Hun havde rander under øjnene, fuldstændig lige som mig.

”Velkommen,” hviskede hun lavt, og gav mig et lille smil. Hun kiggede op fra bogen, som var fyldt med små tegninger. Hun lod sine øjne glide over sætningerne. Min mor begyndte at hulke, og trak mig så ind i et kram. Hun hviskede få ord til mig, og kyssede mig på panden før hun forlod rummet. Jeg satte mig på sengen og kiggede over på pigen. ”Til helvede.” tilføjede hun, og gav mig et lumsk smil.

”Jeg tror allerede nogen bød mig velkommen til det for cirka fire år siden.”

Hendes hoved faldt på skrå, og hun beundrede mig så. ”Hvorfor kort hår?” spurgte hun pludseligt, og beholdte blikket på mig. Jeg kiggede ned og lod hendes spørgsmål passere.

Der var stille i et par minutter, før hun rejste sig.

”Lad mig vise dig rundt i det her hul.” mumlede hun før hun gik hen mod døren, men jeg rejste mig ikke. Selvom jeg ikke snakkede med mennesker, betød det ikke at jeg ikke kunne lide venlighed.

”Var det ikke helvede?”

”Det er det samme.” sagde hun irriteret, og kig hen mod mig, for at tage min hånd, men jeg trak den hurtigt til mig. Jeg gik med pigen, som mumlede irriteret foran mig.

”Bare lige så du ved det,” begyndte hun, og trykkede på knappen på elevatoren. Ned. ”Har jeg et problem med… alting.”

”Også dig selv?”

”Især mig selv.”

”Det ser ud til at jeg kan relatere til dig,” begyndte jeg, og gik foran hende og trådte idn i den nyåbnede elevator. ”Jeg hedder Jenna, og jeg er alt andet end lykkelig, og mit had til mig selv kunne få verdens stærkeste mand til at knække sammen.”

Pigen ved siden af mig smilede svagt.

”Jeg hedder Katy, og jeg tror jeg er den mand du knækkede.”

Jeg smilede ikke. Det var ikke naturligt nok for mig.

”Det her sted stinker virkelig.” hviskede jeg, da vi trådte ind i kantinen. Jeg sank en klump. Selvom der var mange mennesker i kantinen, så det ikke ud til at mange snakkede.

”Jeg er den eneste med en room-mate, hvilket er noget af det værste der kunne ske her på stedet, så undskyld hvis min gruppe er lidt lede,” begyndte Katy. ”Vi sidder derhenne.” Hun pegede hen på bordet længst henne i hjørnet.

”Jeg tror bare at jeg går op igen.” sagde jeg, og kiggede rædselsslagent ud på alle menneskerne som enten sad og snakkede, græd eller var helt stille.

”Hvad? Hvorfor?”

”Det med at socialisere er ikke lige noget jeg bryde mig om. Vi ses.” Jeg kig hurtigt hen mod døren, før hun kunne protestere.

Mennesker, teenager som ældre, alle levende væsner… De gjorde mig nervøse. Jeg gjorde mig selv nervøs. Jeg havde ikke noget i mod, at snakke foran mennesker i små grupper, men at vide at jeg på en eller anden måde ville knytte et bånd til dem, og så bare miste dem, var det der gjorde mig bange.

Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, og som om det ikke var nok, stod der fire personer i den lille elevator, hvilket bare gjorde mig endnu mere utilpas. Jeg ville ikke være her. Hvad var fordelen ved, at være et sted, hvor du konstant blev mindet om hvor meget dit liv stank.

Jeg var helt ærligt den mest åndsvage person. Jeg mener, at Katy var ikke så slem, måske var der flere som hende derude, men på den anden side havde jeg kun kendt hende i en halv time, hvem ved hvad hun gemmer på?

”Mrs. Page?” spurgte en kvinde, som stod i døren med Katy en time efter. Jeg lå i hospitals sengen med en bog, som jeg læste for 17. gang.

Jeg nikkede.

”Du skal med til gruppe terapi. Det forgår tre gange om ugen.” informerede damen mig om, hvis navn vidst var May.

”Okay.” sagde jeg og nikkede forvirret. Gruppe terapi? Terapi… i en gruppe? Var det her the fault in our stars om igen? Bare uden cancer.

”Hvorfor gik du?” hviskede Katy, som nu havde placeret sig ved min side. Katy havde kulsort hår, og en brun hud med få urenheder. Hendes øjne var grønne, og hendes læber var tynde og røde.

”Mennesker.” hviskede jeg kort, og trådte så ind i lokalet, hvor alle unge mennesker sad.

Nogle så gladere ud end andre, og folk med de reneste håndled havde mod nok til at tage en t-shirt på. Mine håndled var ikke rene. De var nærmere blodige. Jeg trak nervøst ned i mine ærmer og placerede mig ved siden af Katy, som snakkede med sin ven. Vi fik et lille navne skilt på vores brystkasse, og jeg kiggede rundt for at spotte nogle af dem.

Michael, hed Katys ven. Hans hår var rødt. Meget rødt. Så rødt at det næsten fik dig til at tænke over hvorfor, at han havde valgt den farve.

Men så spottede jeg noget blåt. Det var ikke blåt hår. Det var drengens blå øjne.

Luke.

___

hejsa mennesker. glædelig første december, siger jeg som ikke engang har set julekalender????

når men, FØRSTE KAPITEL! og tak til jer der allerede har været en smule aktiv med hensyn til denne her idé, love you.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...