depressed december ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2015
  • Status: Færdig
"Jeg hedder Jenna, og jeg mener at det med at være lykkelig er overvurderet." "Hej Jenna. Jeg hedder Luke, og jeg mener det samme." En historie, hvor to deprimerede teenagere kommer til at bruge deres december måned sammen på et mentalt hospital sammen med andre deprimerede teenagere.

55Likes
144Kommentarer
9850Visninger
AA

11. fjortende december.

 

//Depressed December//

fjortende december.


 

Jeg kunne mærke desperationen tage over mig, og før jeg vidste af det, havde jeg placeret mine hænder rundt om hans nakke, og presset hans læber til mine i et ivrigt kys fyldt med så mange følelser, at jeg næsten følte, at jeg forsvandt.

___

Jeg vidste ikke, hvad der var sket. Jeg vidste bare, at det var en dårlig dag. Jeg brød sammen inden gruppe terapien begyndte. Lige som jeg faktisk troede at det hele ville blive godt igen.

Nogen gange ligger man bare der, og man tænker. Man tænker på alt. Hvorfor er man her? Hvad er meningen med livet? Hvad er meningen med mig?

Siden jeg var kommet herind, havde jeg mødt nogen mennesker, og ja, de gjorde mig vel til en gladere person, men hvad ville der ske, når jeg ikke skulle være sammen med dem længere? Min glade personlighed hang på deres tilstedeværelse, og det var en frygtelig ting at indse.

Jeg fik lov til at gå væk fra terapien. Jeg fik lov til at sidde for mig selv. Den dårlige ting ved det var, man aldrig skulle lade en deprimeret teenage pige sidde alene. Et højt suk forlod min mund. Min stemme rystede svagt. Tårerne trillede stadig ned ad mine kinder. Jeg var nærmest krøllet sammen. Jeg sad der, lige uden for lokalet, hvor folk sad og snakkede om deres problemer, krøllet sammen som et stykke sammenkrøllet papir. Jeg kunne høre stemmerne, men ikke Lukes. Luke snakkede slet ikke. Heller ikke da Mrs. Sullivan spurgte ham om noget.

Det fik mig til at kigge undrende på døren ved siden af mig.

”Du kan godt, Luke.” hviskede jeg, og håbede på at det på en eller anden måde ville gøre en forskel. Jeg lod mit hoved ramme væggen bag mig. Jeg lukkede øjnene.

Måske skulle jeg prøve, at være mig selv. Måske skulle jeg prøve, at se om der var en løsning uden folk, som enten forlod mig eller måske forlod jeg dem. Måske skulle jeg være alene, og se om jeg kunne løse problemer alene.

Alene.

Jeg kunne ikke lide følelsen af det. Jeg kunne heller ikke lide at være sammen med for mange falske mennesker, men der er forskel på at være i samme rum og socialisere. Jeg vidste bare, at intet endte godt, hvis jeg var alene. Helt alene.

Døren åbnede hurtigt, og jeg sprang forskrækket til siden. Et hulk forlod Lukes mund, og så gik han i et fast tempo ned ad gangen.

”Luke, kom tilbage!” råbte Mrs. Sullivan, og kiggede håbløst efter den ødelagte dreng.

”Mrs. Sullivan?” spurgte jeg og kiggede op på hende. Hun kiggede ned på mig, og gav mig en hånd. Jeg tog i mod den med. Det gjorde ondt, at se Luke løbe væk på den måde. Kan man have så ondt i hjertet, når en person var bare finder bekendt, har det dårligt? Jeg tror at Luke betød mere for mig, end jeg vidste.

”Det er okay, Jenna. Det plejede han at gøre.” hviskede hun trist, og gav mig et trist smil. Jeg var for forvirret til at give et tilbage. Mit blik faldt skiftevis på Mrs. Sullivan og Luke.

”Men-”

”Jenna! Det er normalt. Lad vær med at prøve at fikse ham.” vrissede hun irriteret, og kiggede opgivende på mig. Hvorfor være irriteret? Og prøvede jeg på at fikse ham?

Man kan ikke fikse noget der er ødelagt, hvis det du skal fikse det med, er mindst lige så ødelagt. Men på den anden side, kunne alle de knuste stykker måske finde sammen igen, og danne et perfekt billede. Måske ikke fejlfrit, men helt.

”U-undskyld.” hviskede jeg og kiggede overrasket på den ellers så venlige kvinde, som nu stod og snerrede af mig. Nogen gange så flækkede glasset altså bare, og det gjorde folks facade også.

Jeg begyndte at gå væk fra hende i et langsomt tempo med et skræmt ansigts udtryk.

”Jenna, vent. Det må du-”

Jeg gik hen ad gangen, og gik så efter Luke. Hen mod kantinen. Hvad ville han der? Var det overhovedet, der han var gået hen. Hvad ville man i kantinen? Der var på ingen måde noget beroligende ved kantinen. De blå plastic borde, de hvide vægge, de grålige linoleums gulv. Intet beroligende. Hvis jeg skulle være ærlig, drev mig det til vanvid. Det mindede bare en om, at man var fanget. Det føltes som et fængsel, og det var ikke meningen at man skulle have det sådan.

Jeg åbnede døren til kantinen, som så overraskende stort ud, når der ingen mennesker var. Jeg kiggede hen mod Lukes sædvanlige bord, og så Luke sidde med ansigtet begravet i ærmerne af hans sorte hætte trøje. Han havde trukket trøjen langt ned over sine håndled, og sine fingre klemme hårdt fast i stoffet. Et snøft blev til et hulk, og før jeg vidste af det var jeg tilskuer til et vandfald af tårer.

”L-luke?” Min stemme fyldte rummet, men det føltes stadig bare som… Stilhed. Luke mumlede noget jeg forstod, men det fik mig alligevel til, at skynde mig over til hans side.

”Jenna, hun kan ikke t-tvinge mig, til…” Endnu et hulk forlod Lukes mund, og afbrød de uforståelige ord, der kom ud af hans mund.

”Til hvad, Luke?” prøvede jeg, og begyndte at trøste ham. Dog var det et desperat og mislykket forsøg. Jeg havde aldrig været den person, der skulle trøste, men den der skulle trøstes. ”Tvinge dig til hvad?”

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op, de Luke lænede sig ind mod mig. Jeg lod min hage hvile på hans hoved, da hans pande ramte min skulder. Mine arme røg rundt om hans ryg, og jeg holdte ham bare tæt ind til mig, som var det et sidste farvel.

”Til at snakke,” mumlede han ned i min skulder. ”Jenna, hun tror at jeg snakker igen, men…-”

”Men hvad?”

Luke fjernede vægten fra min skulder, og kiggede mig nu dybt ind i øjnene. Jeg ved ikke hvad, der helt præcist skete, men jeg kunne mærke den kildende fornemmelse i min mave gro.

”Du udretter mirakler, Jenna Page.

Og lige i det øjeblik, stod tiden helt stille. Alt og alle var ligegyldige. Det var kun os. Jeg kunne ikke andet end at smile, og lige som jeg troede, at det kildende fornemmelse var på vej væk, kom den igen, da Lukes læber plantede et blidt kys på mine.

___

hej :)

jeg har færdiggjort NTMYA, og fokuserer nu på denne her :))) (men skal muligvis have lavet en epilog til ntmya)

JEG ER RIGTIG GLAD FORDI ZISSE ER HER :) I VED... SOM I VED SIDEN AF MIG... I JYLLAND.... 

ok. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...