depressed december ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2015
  • Status: Færdig
"Jeg hedder Jenna, og jeg mener at det med at være lykkelig er overvurderet." "Hej Jenna. Jeg hedder Luke, og jeg mener det samme." En historie, hvor to deprimerede teenagere kommer til at bruge deres december måned sammen på et mentalt hospital sammen med andre deprimerede teenagere.

55Likes
144Kommentarer
9853Visninger
AA

6. fjerde december.

 

// Depressed December //

fjerde december.


Luke Hemmings forlod mig, men han ville komme tilbage, og det var første gang jeg var 100 procent sikker på at nogen ville komme tilbage til mig i morgen.

___

Den næste morgen var Katy igen smuttet hurtigt ud af værelset. Jeg fik dog fanget hende, og hun kiggede nervøst ned i gulvet.

”Hvorfor undgår du mig?” spurgte jeg og prøvede desperat på at få øjenkontakt med hende. ”Har jeg gjort noget forkert.”

Hun nikkede på hovedet, og kiggede mig så endelig i øjne. ”Det er ikke noget, bare noget personligt.”

”Du kan fortælle det til mig.” hviskede jeg, og trak hende ind på værelset.

”Nej. Jeg har kendt dig i 4 dage, Jenna. Fire dage!” råbte hun, hvilket gjorde mig virkelig vred.

”Tror du at de andre mennesker på det her syge sted har tænkt sig, at gøre noget ved det?” råbte jeg igen, og kunne mærke min puls stige. ”De har mindst lige så meget, at gemme på som du har.”

”Hvorfor gør du det?” spurgte hun pludseligt, og tørrede en tårer væk fra min kind.

”Hvorfor hvad?” Jeg satte mig ned på sengen ved siden af hende. Hun satte sit hår op i en hestehale og samlede sine ben på sengen.

”Du ved,” begyndte hun, og pillede ved mit ærme. ”Hvorfor skærer du i dig selv?”

Mine øjne blev store. Hendes pludselige forsvunden, da jeg trak mine bukser ned. Hun havde set dem.

”Det,” begyndte jeg, og rejste mig så op. ”Er personligt.”

”Wow, Jenna,” Hun klappede og kiggede ondt på mig. ”Wow.”

”Undskyld, men altså, det er svært at snakke om, og…”

”Hold nu bare mund, Jenna. Jeg er færdig med det lort.” afbrød hun mig, og gik over mod døren.

Det var sådan det føltes at føle sig… dobbeltmoralsk. Ikke fordi det var noget jeg aldrig havde prøvet før. Men dum overfor en anden. Dobbeltmoralsk.

Hun gik hen mod døren, og åbnede den en smule. Hun tog det første skridt ud, men stak så hovedet ind igen.

”Forresten,” Hun smilede falskt og kiggede mig dybt i øjnene. ”Jeg tænder på piger, okay?”

Var hun lesbisk? Måske var mine ar ikke grunden til blikket. Måske var det mig.

”Katy?” spurgte jeg og trådte ud på gangen efter ti minutter. Hun sad ikke ude foran døren, men det gjorde Luke til gengæld.

”Jenna, hej.”

”Luke, hvad laver du her?” snøftede jeg og satte mig ned ved siden af ham. Hans øjne var lige så blå, som de altid havde været. Altid og altid. De sidste par dage.

”Hvad er der galt?”

”Alting.”

”Jenna,” sukkede han og skubbede en smule til mig. Hans stemme var meget lav. ”Ikke alting.”

Jeg nikkede som svar, og kiggede ud i luften. Jeg kunne mærke Luke betragte mig fra min side, og jeg vidste ikke om jeg skulle smile eller finde det ubehageligt.

”Du stirrer.” hviskede jeg og lod stadig ikke mit blik falde på ham.

”Og du har lange øjenvipper.”

”Og du har meget blå øjne.”

”Og du har meget lyserøde læber.” Efter det kiggede jeg på ham. Jeg smilede let til ham, og det bedste af det hele var, at jeg så hans svage smil komme fra, da vi fik øjenkontakt. Hans tunge legede med hans piercing, og hans øjne faldt fra mine til mine læber.

”Har jeg?” hviskede jeg så endelig. Vi bevægede os ikke. Der var helt stille på gangen. Vi sagde ikke en lyd.

”Ja, meget.” hviskede han tilbage.

”Er det et kompliment?” spurgte jeg, og kiggede intenst på hans læber.

”Vil du høre et kompliment?” Der var ikke tid til tanker. Dialogen i mellem os gik for hurtigt til overhovedet at reagere, og alligevel fik Lukes bløde stemme mig til at rødme.

”Nej,” jeg rystede på hovedet, og blev endnu rødere i kinderne, da Lukes pegefinger begyndte at tegne små cirkler på min hånd overflade. ”Jeg er ikke god til at acceptere dem.”

”Det handler ikke om, at acceptere dem, men om at lytte til hvad andre mener om dig.”

”Okay, så.”

”Dine øjne, lad os starte med dem,” hviskede Luke, og tog min hånd op i hans skød, hvorefter han begyndte at pille ved mine lange tynde fingre. ”Jeg elsker, at de lyser op hver eneste gang et ord forlader mine mund,” Jeg kiggede ned og beholdt blikket på linoleumsgulvet. ”Jeg elsker dit hår. Det er så markant, lige som dig. Der er ikke et eneste lille glimt af skævhed eller noget som ikke er perfekt.”

”Jeg er ikke perfekt, Luke. Du kender mig ikke.”

”Jeg elsker,” begyndte han, da jeg var færdig med min sætning. Problemet var bare, at jeg var bange for at han bare sagde de her ting, for at sige dem. På den anden side, havde Luke ikke snakket til nogen i syv måneder. ”At jeg har muligheden for at lære dig at kende. Lære alt om dig, om hvad du gør, og dit liv og din måde at leve på.”

”Du er desperat, Luke.”

”Ja,” sagde han så efter få sekunders stilhed. ”Desperat og deprimeret.”

Og for første gang i mange år, var et ægte og stort smil placeret på mine læber. ”Luke.” hviskede jeg uvidende om, hvad ellers jeg skulle svare. Jeg lod mine fingre flette sig sammen med hans, som var de skabt for hinanden.

”Og det jeg elsker allermest,” Han lænede sig en smule tættere på mig, og af en eller anden grund, elskede jeg den måde jeg kunne mærke hans varme ånde mod mit øre. ”Er dit smil.”

Vi bevægede os ikke. Vi nød øjeblikket. Vi nød de få centimeter i mellem os. Vi nød vores åndedræt, som kæmpede mod hinanden. Han lænede sig tættere og tættere ind mod mig.

Jeg håbede på at føle hans læber på mine, men hans hoved drejede sig hurtigt, og hans fugtige læber ramte mine røde kinder, og efter det var han væk. Det eneste jeg fik øje på, var angsten i hans øjne. Jeg fik det sidste glimt af Luke, før elevatorens døre lukkede foran mig.

Jeg var ikke ligeglad. Allerede nu kunne jeg mærke den brændende fornemmelse på min kind. Jeg ville bare ønske at den ild var blevet tændt på mine læber og ikke på min - i forvejen - røde kind.

___

hejhejhej.

nyd det her. 

og det her er ikke en julekalender, nej. Har bare tid til at opdatere, men det bliver sværere og sværere, okokok.

tak for kommentarene!!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...