depressed december ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2015
  • Status: Færdig
"Jeg hedder Jenna, og jeg mener at det med at være lykkelig er overvurderet." "Hej Jenna. Jeg hedder Luke, og jeg mener det samme." En historie, hvor to deprimerede teenagere kommer til at bruge deres december måned sammen på et mentalt hospital sammen med andre deprimerede teenagere.

55Likes
144Kommentarer
9870Visninger
AA

23. fireogtyvende december.

 

//Depressed December//

fireogtyvende december.

 


 

”Det skal du helst ikke spørge om.” konstaterede jeg med et grin, inden mine læber smeltede sammen med hans, i et langt og inderligt kys. Måske var det her vores måde at sige, at vi aldrig ville lade hinanden gå.

___

 

”Dine forældre kommer om cirka en time eller to.” Jeg havde lyst til at skubbe ordene væk, og lade som om det hele var en løgn. Dog havde det aldrig været mere sandt.

Jeg nikkede og lukkede den sidste taske, inden jeg kiggede trist rundt i det tomme værelse. Det bankede på døren, hvilket fik mig til at kigge op. Mine øjne mødtes med et par blå blanke øjne. Luke.

”Hej.” hviskede, nærmest mimede, han.

”Hej.” Og efter det, kunne jeg ikke holde det tilbage længere. Et hulk forlod mine læber, og Luke kiggede såret på mig. Det her gjorde lige så ondt på ham, som det gjorde på mig. Jeg kunne forsikre dig om, at det var en frygtelig smerte. Det var nærmest som en kniv, der bare hakkede hårdt i dit hjerte.

”Hey, hey,” prøvede Luke, mens hans hånd kørte op og ned af min ryk i et forsøg på at berolige mig. ”Du er ikke væk endnu. Lad os nyde den tid vi har.”

Jeg nikkede og smilede til ham. ”Kan vi bruge den sådan her?” hviskede jeg spørgende og puttede mig ind til hans skulder. Jeg spottede den våde plet på hans T-shirt… mine tårer.

”Selvfølgelig.”
”Din T-shirt er våd.” grinede jeg. Luke bed sig i læben og lænede sig hen mod mit øre.

”Når jeg kommer ud herfra er der gengæld.” Mine øjne blev store, og jeg trak mig grinende væk fra Luke, som stod med et lusket smil på læberne.

”Klamt, Luke, klamt.”

”Skal jeg fortsætte?” spurgte han og trak mig indtil sig igen. Hans krop var varm. Hans fingerspidser brændte i mod min hud.

Jeg smilede, og lænede mig forsigtigt ind mod ham, hvor jeg derefter lod mine læber ramme hans. Hans tunge fik hurtigt adgang, og kysset blev hurtigt heftigere end vi havde regnet med. Lyden af læber der skilte sig fra hinanden og ramte hinanden fyldte rummet.

”Det ville jeg ønske du kunne.” grinede jeg, da jeg trak mig væk fra ham.

”Det er noget lort,” vrissede Luke med en trist tone, som gjorde mere ondt end han regnede med. ”Decideret lort.”

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke gøre noget. Det hele så ud til at slutte. Måske brude vi bare se på det som et afsluttet kapitel, og starten på et nyt. Måske var det forkert af mig, at knytte mig til Luke. En person som jeg ville forlade.

”Jeg glæder mig til, at du ser, hvor meget du er værd, så du kan komme ud herfra.”

”Hmm…” mumlede Luke, mens han placerede blide, små kys på min hals.

”Og være sammen med mig.” hviskede jeg. Jeg kunne mærke Lukes læber ramme alle de rigtige punkter, hvilket gjorde mig svagere og svagere.

Luke trak sig hurtigt fra mig, og dumpede frustreret ned på sengen. ”Jeg skal have et arbejde, og et sted at bo. Der er så mange ting, som jeg ikke har regnet ud, fordi jeg har spildt min tid i det her hul.”

Lukes ord forlod hans mund spontant, og dog så overvejet. Han fascinerede mig.

”Du kan bo hos mi-”

”Jenna, vi ved begge to, at det ikke kommer til at ske.”

”Hvorfor ikke?” Han svarede mig ikke. Hans blå øjne ramte mig bare, og jeg vidste ikke hvorfor, men det var svar nok.

”Jeg elsker dig, okay?”

”Jeg elsker også dig, Luke.” grinede jeg, siden jeg var overvældet over ordene som pludseligt havde forladt hans mund.

”Så lov mig, at du bliver ved med det.” Jeg sank en klump og kiggede nervøst på ham. Han så seriøst på mig, og her sad jeg uden anelse om, hvad han virkelig mente.

”H-hvad mener du?”

”Du skal ikke finde en eller anden dreng-”

”Luke, hey, Luke!” afbrød jeg ham hurtigt, og tog ved hans varme hånd. Det var den slags varm, hvor hans hånd bare var… varm. Den var ikke svedig eller klam, bare varm. ”Jeg…”

”Hvad, Jenna?”

”Jeg har ikke en gang været i seng med nogen. Jeg har haft et seriøst forhold, hvilket også var det eneste, men han… Forsvandt.” fortalte jeg flovt og trist. Forsvandt var et andet udtryk for at forlade mig.

”Oh,” Lukes kinder blev røde, og han begyndte at flette hans fingre nervøst sammen. ”Det er jeg glad for, at høre.”

Jeg nikkede, og trak ham ind i et kram igen. Jeg havde ikke lyst til at lade ham gå. Jeg vidste at jeg ikke ville se ham i morgen. Jeg vidste at vores hemmelige stunder i kantinen, ikke ville finde sted længere. Jeg vidste at vores flettede fingre, ikke længere ville være flettede sammen. Der var så mange ting, som jeg ville mangle, som jeg havde vænnet mig til, at kalde min hverdag. At være lykkelig. At føle den specielle gnist, som livet gav en.

”Du må love mig det samme.”

”Der sker jo ikke noget herinde.”

”Vi skete.” pointerede jeg lykkeligt, og smilede stort til ham, og det bedste ved det hele, var det smil jeg frivilligt fik tilbage.

”Jeg kommer til at savne dig, Jenna Page.”

”Jeg kommer også til at savne dig, Luke Hemmings.”

”Jeg glæder mig til, at vi kan gå rundt sammen, hånd i hånd, under de mange gadelys i storbyen, hvor busserne kører forbi os, og mennesker suser omkring os, men det vil alligevel bare være os to.

En svagt smil formede sig på mine læber, mens den lette tårer trillede ned af mine kinder. Jeg satte mig helt ind til ham, og vi sad der i lang tid. Jeg var glad for, at jeg havde sagt ordenligt farvel til de andre, så Luke og jeg ikke skulle skynde os, for vi vidste alle sammen, at det ikke var noget hverken Luke eller jeg var gode til… At skynde os.

”Jenna, det er, ehm, tid til at gå.” En sygeplejerske rømmede sig lavt over fra døren, og jeg nikkede svagt og flettede mine fingre ind i Lukes. Han gav aldrig slip på min hånd, da vi begge to bar mine tasker nedenunder. I elevatoren var det stilhed, og da vi trådte ud af elevatoren, havde vi så mange ting at sige, som ikke behøvede at blive sagt, fordi vi begge to vidste, hvad der ville komme ud af hinanden munde.

”Jenna!” Min mors hvin fyldte venteværelset, mens hun med tårer løbende ned ad kinderne, væltede hen mod mig.

”Hej mor.” sagde jeg, og trak hende ind i et tæt kram. Jeg havde aldrig tænkt over, hvor meget jeg havde savnet dem. Jeg kunne ikke takke dem nok.

”Hejsa Jenna.” grinede min far, og prøvede at skjule tårerne. Jeg trak ham ind i et kram, og fik øje på Luke som stod og kiggede uskyldigt ned i jorden bag min mor.

”Så vi må jo til at smutte ud i bilen.” sagde min mor, og passerede Luke som var han luft. Jeg stoppede op, mens mine forældre kiggede underligt på mig. Jeg var gået en smule forbi Luke, da jeg vendte om igen. Hans arme omfavnede mig en sidste gang, inden vores læber mødtes, også for sidste gang i lang tid.

”Vi ses, Luke.” sagde jeg med så meget håb i stemmen, at det næsten var til at brække sig over. Men Luke svarede mig, med mindst lige så meget håb i hans stemme.

”Vi ses, Jenna.” Og med de ord sagt, forlod jeg det jeg længe havde kaldt helvede, som vidste sig at indeholde mere end jeg nogensinde havde troet det ville.

___

Det var det sidste kapitel af Depressed December, men ikke det sidste fra Jenna og Luke! Der kommer til at være en epilog på denne historie, og en gang til sommer kommer 2'eren...

"June, July and Jenna"

TUSIND TAK FOR STØTTEN, RESPONDSEN OG ALT DET. JEG HAR ELSKET AT SKRIVE DENNE HER HISTORIE... MANGLER DOG STADIG EPILOGEN.

Det næste I kan læse fra mig af, er en Calum fan fiction, som hedder "Late Night" og Lisa aka. Adison har lavet det flotteste cover til historien. 

Vi ses ;-)))))

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...