depressed december ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2015
  • Status: Færdig
"Jeg hedder Jenna, og jeg mener at det med at være lykkelig er overvurderet." "Hej Jenna. Jeg hedder Luke, og jeg mener det samme." En historie, hvor to deprimerede teenagere kommer til at bruge deres december måned sammen på et mentalt hospital sammen med andre deprimerede teenagere.

55Likes
144Kommentarer
9865Visninger
AA

13. femtende december - del 2.

 

//Depressed December//

femtende december.


Men med de tanker i hovedet, lod jeg alligevel en løgn flyve ud af munden på mig.

”Aldrig.”

___

”Vil du med tilbage til kantinen?” hviskede Luke, og kiggede bedende på mig.

”Kan du ikke selv?” Jeg orkede ikke at gå tilbage. Jeg orkede ikke forvirring. Jeg kunne snakke med Katy om det senere bare ikke nu.

”Jo,” Han kiggede flovt ned i gulvet. ”Men det har jeg ikke lyst til.”

Luke Hemmings. Atten år uden på. Irriterende 15-årig med dårlige score replikker inden i.

”Men jeg vil bare gerne… væk.” sukkede jeg og brød løftede som jeg havde lavet lige før.

”M-men du måtte jo ikke forlade mig.”

”Så må vi jo,” begyndte jeg, og tog et skridt tættere på Luke. Jeg tog blidt ved kraven af hans T-shirt og trak ham så ind til mig. ”Stikke af.” hviskede jeg i hans øre, som var lige ved min mund.

”H-hvad mener du?”

”Er du ikke træt af at være spærret inde i det her hul, Lucas?”

”Luk-”

”Er du ikke træt af at have muligheder for at leve livet, og ikke bare eksisterer?”

”Jo, me-”

”Jeg gider ikke at sidde i et hul, og grave det dybere og dybere for hver eneste dag jeg spilder i det her… helvede.

Jeg havde været her i 15 dage. Luke havde været her i ni måneder. Ni måneder. Hvordan kunne han ikke være sindssyg?

Der stod vi, og vi kiggede bare hinanden i øjne. Ikke et ord blev sagt, men vi kommunikerede. Jeg var ret sikker på, at jeg kunne få Luke overbevist.

”Der må være end anden udgang end her,” hviskede jeg til Luke, som stadig stod tæt på mig. Der var alarmer over alt. Sygeplejerske gik rundt på gangene i massevis, for at være sikker på at vi alle var her. ”Det skal der væ-”

”Lad os lave en plan,” afbrød Luke, og tog så min hånd. ”En plan som alle skal være med til at lave, uanset om vi kan lide hinanden eller ej.”

Jeg håbede stadig på at komme ud før den 24. men jeg havde ingen idé, hvornår de andre ville.

Luke nærmest trak mig hen mod bordet, hvor de andre stadig sad helt stille.

”Vi har en plan.” sagde Luke så snart han kom hen til bordet.

”Hemmings snakker igen… Fantastisk.” mumlede Alex og tog en bid af æblet i hans hånd.

”Hvad er din plan, Luke?” spurgte Michael. Jeg gav ham et taknemmeligt smil, og lod så folk lytte til, hvad Luke havde at sige.

Luke fik med usikkerhed forklaret, hvad han havde tænkt sig. Hans blå øjne strålede som aldrig før. Et svagt smil fik hans smilehuller til komme frem.

”Men hvornår?”

”Inden jul.”

”Godt,” sagde Katy med et suk. ”For julen her stinker værre end Michael.” Et grin forlod min mund, da Michael irriteret skubbede til Katy.

”Hold mund.” Michael smilede til mig, da han fangede mig i at kigge lidt for meget på den håbefulde Luke.

”Men hvad siger i så?” spurgte Luke, som stadig stod spændt ved siden af mig.

”Lad os give det et forsøg.” mumlede Marcus. Selvfølgelig så fik Luke overtalt alle sammen, for Luke var dybere end man troede. Luke havde argumenter for alting. Gode argumenter. De kunne ikke andet end at hoppe med på vores plan.

Mens vi sad der og diskuterede, hvad der skulle ske, kom der en af psykologerne hen til vores bord. Det gjorde mig nervøs. Jeg vidste ikke, hvad der skulle ske.

”Luke Hemmings?” Jeg sank en klump. Luke kiggede nervøst op på manden bag os.

Han nikkede, og kiggede en smule rundt på os andre. ”Må jeg låne dig i et øjeblik?”

”Er det noget alvorlig?” Jeg kiggede bekymret på manden bag os, og så på Luke. Jeg lod mine fingre flette sig ind i hans, og kunne så mærke at han gav min hånd et klem.

”Det vedkommer skam kun Luke.” sagde han skarpt og smilede falsk til mig, før han gjorde tegn til at Luke skulle rejse sig op, og gå med ham.

”Men-”

Luke gav min hånd et sidste klem. Hvorfor jeg var så urolig, anede jeg ikke. Jeg følte mig tryg med Luke. Og det var nok derfor, at jeg følte mig en smule fortabt, da han rejste sig op, og tøvende gik med manden.

”Hvem fik Luke til at tænke sådan her?” spurgte Alyssa, og hentyde tydeligt til planen og det gode humør.

”Hans lille lover.” sang Katy og kiggede et blik, som gjorde mig rød i kinderne.

”Lover? Har dig og Luke noget sammen?” spurgte Alyssa med sin sukker søde stemme, som faktisk gjorde mig jaloux og irriteret på samme tid.

Jeg valgte at lade spørgsmålet være, og bare trække uvidende på skulderne. Det var jo ikke ligefrem en hemmelighed, at Luke og jeg var en ting. Jeg vidste også, at jeg ville få problemer med min nakke, hvis jeg blev ved med, at kigge tilbage efter Luke. Hver gang kunne jeg ikke andet end at blive skuffet.

Skuffelse var noget der skulle være i mit liv. Det var en del af det.

”Du ser helt fortabt ud, Jenna.” grinede Michael, og sparkede blidt til min fod under bordet. Jeg rynkede mine øjenbryn, og kiggede forvirret på ham.

”H-hvad mener du?”

”Lad vær med at stol på mennesker, du ved bare forlader dig.” Michaels ord var så pludselige. Det gjorde ondt.

”Undskyld mig?”

”Luke er kendt for at holde folk ud i strakt arm, og så bare… slippe dem.” Burde jeg tror på ham? Han så ikke ud til at have frygtelig meget i mod Luke, men på den anden side, de var alle lidt tilbageholdende.

”Hvorfor siger du det her?”

”Fordi jeg kender Luke.” Jeg sukkede, og smilede. Ikke et af de søde smil, men et af de smil, hvor man tænker ’hvor er du irriterende, at høre på.’

”Måske er det bare anderledes med Luke og jeg, Michael.”

”Stol på mig, det er det ikke,” begyndte han. ”Luke er en n-”

”Hej Jenna!” sagde Luke og satte sig ned ved siden af mig, i et lidt for hurtigt tempo. Han flettede hurtigt sine fingre ind i mine, og gav mig et svagt smil. ”Er I stadig med på planen i morgen aften?”

Folk kiggede mistænkeligt på Luke og jeg. Jeg havde på fornemmelsen at Luke ikke lige var kommet, men havde overhørt samtalen, hvilket fik mig til at rette blikket mod Luke uden nogen følelse i det overhovedet.

___

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...