depressed december ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2015
  • Status: Færdig
"Jeg hedder Jenna, og jeg mener at det med at være lykkelig er overvurderet." "Hej Jenna. Jeg hedder Luke, og jeg mener det samme." En historie, hvor to deprimerede teenagere kommer til at bruge deres december måned sammen på et mentalt hospital sammen med andre deprimerede teenagere.

55Likes
144Kommentarer
9857Visninger
AA

12. femtende december - del 1.

 

// Depressed December //

femtende december.

 

 


Og lige i det øjeblik, stod tiden helt stille. Alt og alle var ligegyldige. Det var kun os. Jeg kunne ikke andet end at smile, og lige som jeg troede, at det kildende fornemmelse var på vej væk, kom den igen, da Lukes læber plantede et blidt kys på mine.

___

I dag spurgte jeg Luke, om han ville med hen til bordet, hvor Katy sad. Vi sad stadig ved vores bord, og Luke var stille. Lidt for stille.

”Luke, du skal ikke være bange for det, måske er det godt for dig a-”

”Jenna, det er sværere end du tror.” afbrød han mig. Jeg kiggede fornærmet på ham.

”Måske har du det sværere end mig, og alt det der. Men det er ikke en konkurrence, om hvem der er mest deprimeret.” Luke sukkede, da jeg irriteret svarede ham. Han begravede hovedet i sine arme, og sukkede endnu en gang.

”Undskyld, men,” mumlede han. Jeg pillede ved maden foran mig. Jeg havde ikke spist i lang tid, og jeg var sulten, men måske kunne jeg lide følelse af at være sulten. ”Jeg kan bare ikke.”

Måske.

”Har du prøvet?”

”Nej…” Han tøvede. Han havde prøvet.

”Jo, du har så.”

”Ja, men det er fortid.”

”Godt, så skub din fortid væk, og gå med mig.” Jeg rejste mig op, tog æblet i den ene hånd, og rakte ud efter Luke med den andet.

Han tog tøvende med min hånd, og rejste sig op som om han havde tusindvis af mursten klistret til benene. Uanset hvad så var det fremskridt, og måske udrettede jeg rent faktisk mirakler.

Vi gik langsomt hen mod bordet, hvor Katy og Michael sad. Det undrede mig, at jeg havde været her i femten dage, og stadig ikke kendte flere mennesker. Dog vidste jeg, at en af pigerne som Katy snakkede med hed Alyssa.

Jeg prikkede på Katy på skulderen, og hun smilede svagt til mig.

”M-må vi sidde her?”

”Ja, ehm… Klart.” Hun smilede svagt, da vi satte os ned overfor Michael og hende. Første gang jeg så dem sammen tænkte jeg, at det var sammen, men da jeg så begyndte at lytte til Katys fortællinger om ham, var der ikke et eneste tegn på forelskelse.

Da Luke satte sig ned, med et nærmest lydløs suk, ved siden af mig, blev der stille ved bordet. Folk rodede i deres mad. De fem mennesker, som før sad og havde den mest spændende samtale, var nu stille som aldrig før. Luke rykkede en smule tættere på mig. Det hele var så ubehageligt.

”Så ehm, hvad plejer I at snakke om?” prøvede jeg og kiggede ud over bordet.

”Det er forskelligt.” svarede Katy med en flad tone i stemmen.

”Undskyld hvis vi forstyrre, men… ja.”

”Det er fint.” forsikrede Alyssa mig, og gav et smil. Alyssa var en køn pige. Problemet var bare, at ældre mænd havde den samme mening. Alyssa var et offer for seksuelt misbrug. Hendes onkel, og en af hans venner var gerningsmændene, og efter det gik det ned ad bakke, og nu var hun her.

Katy, Michael, Alyssa og to drenge, som jeg ikke kendte navnene på kiggede alle sammen på Luke og jeg.

”Når ja,” råbte Katy, og kiggede ned mod enden af bordet, hvor de to drenge sad. ”Det er Alex,” sagde hun og pegede hen på den blonde dreng, som stirrede på Luke. ”Og det er Marcus.” Han var bleg, mørk håret og havde rander under øjnene.

Hans øjne skreg sindssyg.

”Jeg er Jenna, og det her er Luk-”

”Vi ved hvem han er.” sagde Alex hårdt, og kiggede irriteret på mig.

”Undskyld.” sagde jeg og kiggede spørgende på ham. Han var en nar. Et af mine problemer var, at jeg dømte folk, og Alex var en nar.

”Velkommen tilbage, Hemmings.” hviskede Marcus med en dyb stemme, og lod et farligt smil komme til syne på hans læber. Velkommen tilbage? De vidste hvem han var.

”H-hvad?”

”Har du ikke fortalt dig noget?” Spurgte Alyssa. Marcus og Alex grinede, og et svagt smil var placeret på Michaels læber.

”Han fortæller ikke så meget.” grinede de to drenge, som nu var stemplet som idiotiske fuck ups.

Jeg ignorerede dem, og kiggede spørgende på Luke.

”Jeg har det ikke så godt.” hviskede jeg, og skubbede stolen bag mig væk. Jeg smed maden ud i den nærmeste skraldespand, for så at forsætte hen mod døren.

”Frøken, hvor skal du hen?” spurgte en sygeplejerske, som løb hen til mig, og kiggede på mig med kolde øjne.

”Jeg har det ikke så godt, og-”

”Skal jeg tilkalde hjælp, eller?”

”Nej, jeg har bare brug for at ligge lidt ned.” forsikrede jeg hende, og gik så forbi hende. Jeg var egentlig ikke sur, bare chokeret. Hvorfor var de så onde? Var det ikke meningen, at man kom her for at få det bedre?

Jeg ville bare gerne væk. Jeg ville hjem. Det her var ikke hjem, mit værelse var ikke mit værelse, og det her var ikke min familie.

Jeg nåede ikke hen til elevatoren. Jeg nåede kun hen til informationen.

”Må jeg godt ringe hjem?” hviskede jeg usikkert, og kiggede på den rød hårede dame bag disken.

”Desværre, søde.”

Jeg gad ikke mere, men jeg forlod informationen med et suk, og gik så hen mod elevatoren. Jeg trykkede irriteret på knappen, og ventede nu bare.

”Jenna!” Lukes stemme var genkendelig. Ikke særlig høj, men genkendelig.

”Hej.” hviskede jeg, og ignorerede de nu åbne døre. Lukes øjne var fyldt med bekymring, og da hans arme klemte mig hårdt, var der ingen tvivl om, at han var bekymret.

”Du må ikke forlade mig, Jenna,” Et snøft forlod hans mund. ”Aldrig.” hviskede han, men han trak sig ikke tilbage. Han trak mig længere ind til ham, og lod sine fingre lege en smule med mit korte hår. Vidste Luke godt, at jeg skulle væk herfra inden jul? Det håbede jeg i hvert fald på. Jeg ville ikke være afhængig af hjælp fra andre mennesker. Jeg ville starte i skole igen. Jeg ville videre i livet.

Men med de tanker i hovedet, lod jeg alligevel en løgn flyve ud af munden på mig.

”Aldrig.”

___

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...