depressed december ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2015
  • Status: Færdig
"Jeg hedder Jenna, og jeg mener at det med at være lykkelig er overvurderet." "Hej Jenna. Jeg hedder Luke, og jeg mener det samme." En historie, hvor to deprimerede teenagere kommer til at bruge deres december måned sammen på et mentalt hospital sammen med andre deprimerede teenagere.

55Likes
144Kommentarer
9855Visninger
AA

7. femte december.

 

// Depressed December //

femte december.


Jeg var ikke ligeglad. Allerede nu kunne jeg mærke den brændende fornemmelse på min kind. Jeg ville bare ønske at den ild var blevet tændt på mine læber og ikke på min - i forvejen - røde kind.

___

Den næste dag snakkede Katy ikke til mig, og ikke en gang mit desperate forsøg på at snakke til hende gjorde nogen forskel.

Hun forlod værelset med det samme, og jeg så hende knap nok forlade rummet. Jeg vidste bare at hun var gået, og hun havde ikke holdt en plads til mig ved siden af hende.

Jeg gik derfor ned i kantinen med et håb om, at der altid ville være en plads ved siden af Luke. Mit problem var bare, at da jeg endelig kom ned i kantinen var der ingen Luke. Jeg satte mig hen til hans bord med et æble i hånden, men han kom aldrig.

”Katy?” spurgte jeg lavt, da vi begge sad i værelset igen. ”Du må ikke være sur på mig.” hviskede jeg så igen.

”Jeg er ikke sur.”

”Men så snak til mig. Du er den eneste jeg har. Folk forlader mig altid, og jeg kan ikke klare det længere.”

”Jeg har det også svært, Jenna.”

”Jeg accepterer dig.”

”Gør du?”

”Ja.” hviskede jeg, og snøftede kort. Klokken var tre, og vi skulle blive på værelset til klokken fem. Luke kom aldrig. Luke havde fortrudt sin handling, og han havde ingen idé, om hvor såret jeg var.

”Undskyld.”

Jeg sukkede og smed mig på sengen. Jeg var ikke kommet her for at få flere problemer, men lige nu føltes det som om det var alt jeg fik. Jeg var forvirret.

”Det her sted er sygt,” vrissede jeg og hamrede irriteret mit hoved ned i puden utallige gange. ”Jeg bliver mere deprimeret, end jeg nogensinde har været.”

”Du gør da folk glade. Jeg synes du er en god ting for det her sted.” sagde Katy, og så kunne jeg mærke vægten i min seng. Hun krammede mig.

”Hvad mener du?”

”Du har ingen idé om hvor mange, der har forsøgt at få Luke til at snakke.”

Mit blik blev på gulvet. Betød det noget. Luke kom ikke hen til døren igen. Luke kom aldrig til morgenmad, eller til frokost.

”Men han er ligeglad.”

Hendes øjne blev store. Jeg undrede mig over hvorfor.

”Han er ikke ligeglad, Jenna,” hviskede hun. ”Har du ikke hørt det?”

En bølge af nervøsitet skyllede ind over mig. ”H-hørt hvad?”

Luke kendte ikke mig. Jeg kendte ikke Luke. Vi kendte noget til hinanden. Det er muligt at knytte sig til nogle mennesker efter, at have udvekslet få ord.

”Luke forsøgte at dræbe sig selv i går, Jenna.”

”Hvad? Hvornår?” Jeg sprang op af sengen. ”Er han okay? Hvor er han.”

Jeg vidste ikke om det kunne være min skyld. Måske. Han smuttede hurtigt i går, måske fortrød han det mere end jeg regnede med.

”Han ligger på tredje sal, men jeg er ikke sikker på at…”

Før hun fik færdiggjort sætningen, var jeg ude af værelset, og på vej til elevatoren.

”Hvad har jeg gang i?” hviskede jeg til mig selv, da jeg trippede utålmodigt i elevatoren. Mine ærmer blev hevet i utallige gange, min fod bevægede sig op og ned i samme takt som mit hjerte. Hurtigt og højt.

Anden sal, tredje sal.

Jeg gik i et hurtigt tempo ned ad gangen.

Luke Hemmings, Luke Hemmings, Luke Hemmings.

Navnet kom til syne længere nede ad gangen, og jeg var lettet, da der ingen mennesker stod ude foran. Jeg måtte sådan set slet ikke være her. Jeg ville bare gerne ind og se Luke, og være lettet over at se hans blå øjne.

Jeg åbnede døren, og spottede ham længere henne i rummet. Jeg listede ind og satte mig ved siden af ham. Jeg kiggede på hans arme. De var fyldt med år. Lange, dybe og blodige sår. Jeg sank en klump.

”L-Luke?” Det gik først op for mig at jeg græd, da en tårer ramte min håndflade. Døren åbnede og en sygeplejerske trådte ind.

”Er du familie?”

Jeg løj og nikkede på hovedet.

”Men så burde du vide, at han desværre ikke er vågen.”

Jeg kiggede koldt på hende. Han var ikke død.

”K-klare han den?”

Hun trak på skuldrene, og gik så over mod mig.

”Det må vi jo se.”

Hun forlod rummet. Jeg sank en klump, som havde siddet fast i min hals lidt for længe.

”Luke? Kan jeg godt snakke til dig, eller er det underligt? Hvad snakker jeg om? Se hvor vi er. Det her ville være det mindst underlige der nogensinde kunne ske her,”

Jeg grinede en smule, og kiggede ned på den blege hud. Jeg kendte ikke Luke godt nok til det her.

”Jeg kender dig ikke så godt, Luke, men jeg er sikker på at du nok skal blive en af de gode ting for mig i denne december.”

Min tommelfinger kørte frem og tilbage hen over Lukes håndfalde. Det her sted var et kaotisk rod. Man vidste aldrig, hvad os deprimerede mennesker kunne finde på. Man vidste aldrig, hvad mennesker som Luke, kunne finde på at gøre, men uheldigvis gjorde man det nu.

Jeg ville gerne vide hvem Luke var, og hvorfor han var er. Jeg følte mig ynkelig. Det gik op for mig, hvor mange mennesker der havde det sværere end mig.

Her sad jeg, bange for at miste, men bange for at knytte mig. Gennem årene havde jeg fundet ud af, at hvis jeg ikke knyttede mig til nogen, havde jeg ikke noget at miste, og den plan virkede fint.

Nu lå Luke der i den hvide hospitalsseng. Hans ansigt var blegt. Hans arme var stadig blodige. Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at hans øjne også var blå, men hans øjne var lukkede, og jeg havde på det på fornemmelsen, at Lukes øjne havde været mere blå, end de var da jeg mødte ham.

Alle mennesker i det her sted, havde sikkert været lykkelige en gang. Men én oplevelse er nok til at ødelægge en del for dig, og din fremtid.

Jeg sad hos Luke i fire timer og otte minutter. Mine øjenlåg var tunge, men det var uhøfligt at falde i søvn. Dog faldt jeg i søvn.

En sygeplejerske rystede let i mig, og sagde at det var tid til at gå. Hun spurgte efter et telefon nummer, så hun kunne ringe, hvis han vågnede.

”Jeg har ikke noget telefon.” hviskede jeg og kiggede nej i jorden.

”Det er okay. Så kommer du vel bare forbi i morgen?” Hun kiggede spørgende på mig, og jeg nikkede nervøst på hovedet, og gik så hen mod udgangen.

Jeg lod mit blik glide over på Luke i håb om, at han måske ville vågne, men der skete ikke noget.

___

håber ikke at i forventede en opdatering i går, da jeg har informeret om at denne novelle ikke er en jule kalender.

jeg besluttede mig for at være social i går, og endte derfor med at holde film aften med 10 mennesker, i en lille varm stue på 3857239482093492034823 madrasser... og det skal lige siges at klokken var fem da vi faldt i søvn, og at vi vågnede klokken fucking halv otte. 

men faldt i søvn igen :-)))))) og sov til halv ti, men er træt as fuck.

håber at I kan lide historien. Jeg ved godt det ikke er det mest realistiske, men jeg kan personligt godt lide den, og jeg kan godt lide den Luke jeg har lavet!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...