depressed december ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2015
  • Status: Færdig
"Jeg hedder Jenna, og jeg mener at det med at være lykkelig er overvurderet." "Hej Jenna. Jeg hedder Luke, og jeg mener det samme." En historie, hvor to deprimerede teenagere kommer til at bruge deres december måned sammen på et mentalt hospital sammen med andre deprimerede teenagere.

55Likes
144Kommentarer
9873Visninger
AA

17. attende december.

 

//Depressed December//

attende december.

 


”Jenna, du må aldrig nogensinde forlade mig sådan igen.” Det var det sidste han sagde før, han trak mig ind i et tæt kram, som bare gjorde mere ondt i mit hjerte. For der var bare lige en mindre detalje. Jeg skulle forlade Luke om mindre end en uge, og jeg var ikke sikker på, at nogen af os var klar til det.

___

 

Den attende december. Bare tanken fik mig til at sukke højlydt, da vi alle sad til gruppe terapi, og ventede på Mrs. Sullivan.

”Kan vi ikke bare smutt-” Men lige i samme øjeblik, trådte Mrs. Sullivan forpustet ind af døren.

”Hej, unger,” begyndte hun, og satte sig ned på en stol. ”Undskyld, at jeg kommer for sent.”

Vi nikkede alle sammen, og kiggede rundt på hinanden. Jeg kunne mærke en hånd på mit lår, som diskret kørte op og ned. Jeg smilede svagt til Luke ved siden af mig, og tog forsigtigt ved hans fingre. Jeg lod mine fingre røre ved en hver og enkel af hans fingre, og besluttede mig så for, at flette dem sammen med mine.

Lukes smil blev bare større og større grundet mit handling, og det gjorde ondt.

”Vi skal snakke om glæde i dag. I skal hver i ser fortælle gruppen og jeg, hvad der gør jer glade i øjeblikket.” Mrs. Sullivan sad klar med nogle papirer, så hun kunne notere alt ned vi sagde.

”Alyssa, du starter.”

Alyssa smilede svagt, og kiggede rundt på os med hendes, ih, så blå øjne. Hun bed sig kort i hendes lyserøde læber, og svingede en smule med hendes blonde hår. ”Ehm, jeg tror det er menneskerne omkring mig. De giver mig tryghed.” lød hendes lyse stemme, og gav os alle sammen et stort blændende smil.

”Fantastisk.” fastgjorde Mrs. Sullivan.

Jeg kunne godt lide Alyssa, men jeg kunne på mange andre måder ikke tage hende. Det var på ingen måde retfærdigt. Måske var jeg bare jaloux. Alyssa var så smuk, så perfekt. Hun kunne få alle til at falde for hende. Hun havde så mange talenter. Måske følte jeg bare, at jeg slet ikke var nok værd. Dog vidste jeg, at Luke fortjente bedre. Han fortjente en, der ikke ville forlade ham.

Hun spurgte nogle få personer, og jeg lyttede først da hun kom til Katy, som sad ved siden af mig. ”Pizzaen som de er begyndt at serverer i kantinen.” Folk grinede, men der var intet at grine af.

”Lyder godt, Katy,” Jeg kunne heller ikke selv holde en grin tilbage. Dog var det en smule trist. Katy havde ikke en person til at gøre hende glad, men pizzaen i kantinen. Jeg tror problemet var, at jeg var den eneste der så det. ”Jenna.”

”Ja?”

”Hvad gør dig glad?”

Luke gav min hånd et klem, og smilede svagt til mig.

”Det er jeg ikke sikker på, at jeg kan svarer på,” hviskede jeg, og kiggede flovt ned på mit skød, hvor Lukes hånd på, med hans fingre flettet ind i mine. Luke. Luke gjorde mig glad. Jeg fik den her følelser, hvor det hele fik amok i min mave, hvor mit smil var ukontrolleret og konstant fremme, hvor jeg kunne komme ud med alt den glæde, som jeg havde holdt inde eller aldrig haft, hvor vægten nærmest fløj af mine skuldre. ”Luke.

Og med de ord, smilede Luke endnu større, og Mrs. Sullivan kiggede beundrende på os. ”I ved godt, at I kan være sammen herinde. Det er ikke tilladt.” sagde hun trist.

Jeg nikkede og smilede lidt svagere. ”Vi ved det, men vi er heller ikke sammen.” benægtede jeg, og kiggede flovt på Mrs. Sullivan, som ingen ret havde til at blande sig i mit kærlighedsliv.

”Luke, hvad gør dig gla-”

”Jenna gør mig gladere end jeg nogen sinde har været før.” sagde han lavt. Min mave gik amok, men endnu en gang skyllede skyldfølelsen hen over mig. Jeg gjorde Luke glad. Jeg var der for Luke. Jeg vidste så mange ting om Luke. Jeg gjorde så mange ting for Luke, og jeg ville også forlade ham.

Den første tårer trillede ned ad mine røde og varme kinder. ”Åh, Luke.” hviskede jeg, og lod et grin forlade min mund. Jeg kunne ikke beslutte om jeg græd på grund af glæde eller sorg. Det hele var et rod. En stor bunke rod fyldt med forvirring.

”S-sagde jeg noget forkert?” Folk havde deres øjne rettet mod os, hvilket var ret ubehageligt.

”Vi, ehm, snakker om det bagefter…” sagde jeg tøvende, og smilede til Katy som kiggede uroligt på mig.

Derefter fortsatte gruppeterapien, uden et eneste ord fra mig. Jeg ved ikke om jeg ville kalde det skør, men det var noget jeg var ved at blive. Jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle fortælle Luke. Luke var overbevist om, at jeg ikke ville forlade ham. Han var overbevist, at vi skulle være sammen i så lang tid. Uanset om løftet var ægte eller ej, var det ikke et løfte jeg kunne holde.

”Jenna… Du kan gå nu.” Jeg kunne føle Mrs. Sullivans hånd på min skulder, og kiggede op på hende. Lokalet var tomt. Helt tomt. Ingen Luke, ingen Luke, ingen. Det passede mig fint. Jeg havde ikke lyst til at have samtalen med Luke nu. Jeg ville bare ligge, og tænke over det. Bare ligge der, som var der ingen larm, som var der ingen mennesker, som var jeg helt alene i verden.

Mine planer blev hurtigt ændret, da jeg spottede Luke sidde på en plastik stol uden for lokalet. Han rejste sig hurtigt op. Han lod sine hænder ramme mine kinder, i en blid bevægelse. Der stod vi. Hans tommelfingre kørte blidt frem og tilbage, og han tørrede ihærdigt tårerne væk, mens han hviskede søde små ord til mig.

”Jenna, hvad sker der?” Hviskede han, og trak mig helt ind til ham så mit hoved lå blidt på hans bryst.

”J-jeg… Ehm…”

”Jenna?” spurgte han med en tone fyldt med panik. Panik det var, hvad jeg var ved at gå i lige nu. Jeg kunne ikke kigge ham i øjnene uden at føle mig skyldig. Jeg ville ikke lyde som en, der kunne gøre det helle bedre, for det kunne jeg ikke. Jeg havde brug for hjælp. Det havde vi begge to. Jeg gemte på så meget smerte.

”Hør, Luke…” Jeg kiggede tøvede op på ham, og sukkede irriteret. ”Jeg har så meget at fortælle dig, men kan det vente til senere, for jeg har ingen idé om, hvordan jeg skal sige det.”

Luke svarede hurtigere end jeg havde forventet. Han nikkede hurtigt, og trak mig igen indtil sig. ”Ja, selvfølgelig. Alt for dig.” Hans læber kyssede blidt mine pande, og jeg var som frossen. Jeg havde virkelig ikke brug for at høre, hvor meget Luke støttede mig, for når alt kom til alt, ville vi i sidste ende ikke forblive sammen. 

___

hej!

Undskylder lige for det her kapitel, for det er virkelig kedeligt, og kind of a fillerrrr.

men kan I lide det nye cover?

og hvad siger i til en muligvis to'er af denne historie... summer edition, hahah!

har fundet en titel... "June, July and Jenna"

Det ville være rart at høre jeres meninger :-)))

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...