depressed december ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2015
  • Status: Færdig
"Jeg hedder Jenna, og jeg mener at det med at være lykkelig er overvurderet." "Hej Jenna. Jeg hedder Luke, og jeg mener det samme." En historie, hvor to deprimerede teenagere kommer til at bruge deres december måned sammen på et mentalt hospital sammen med andre deprimerede teenagere.

55Likes
144Kommentarer
9849Visninger
AA

4. anden december.

 

// Depressed December //

anden december.


Men så spottede jeg noget blåt. Det var ikke blåt hår. Det var drengens blå øjne.

Luke.

___

 

Sprittuschen formede det perfekte navn, til den nok ikke så perfekte teenage dreng. Luke. Jeg prøvede at få øjenkontakt med drengen, men da jeg gjorde fik jeg et ondt blik tilbage, hvilket sårede mig mere end man skulle tro.

Gruppeterapien blev aflyst i går, så her stod vi igen. Den anden december. Mrs. Sullivan kunne ikke komme i går, og lægerne nægtede at finde en ny. Dog var det som i går. Katy satte sig ved siden af mig, ved siden af hendes ven Michael, og ind trådte Luke.

Mrs. Sullivan trådte ind i det hvide rum. Plastik stolene var sat i en cirkel på linoleumsgulvet.

”Velkommen unge mennesker.” Hun sendte os alle et smil, og kun få sendte et tilbage. ”Jenna? Du må være den nye pige.”  

Jeg nikkede bekræftende, og mærkede de andres blik hvile tungt på mig.

”Hej Jenna,” sagde hun med et smil. ”Vi laver en lille navne runde, og alt du skal er bare at fortælle dit navn, alder og en lille ting som du nu vil tilføje.” informerede Mrs. Sullivan mig om.

En lille ting som jeg ville tilføje, eller en ting de gerne ville have at jeg skulle tilføje.

Menneskerne stirrede. De gjorde mig nervøs, og jeg lukkede hurtigt øjnene for et øjeblik. Jeg tog en dyb indånding og kiggede rundt på dem i kredsen. Katy, Michael, Dean, Rosie, Jasmin, Tess, Luke, Calvin, Cameron, Madison og Hayley.

Lukes øjne var blå, ødelagte og blanke, dog var de meget beroligende. Han hævede et øjenbryn, og kiggede irriteret på mig. Hvad havde jeg regnet med?

”Bare start.” hviskede Katy, og skubbede en smule til mig skulder. Jeg rystede hurtigt handlingen af mig, og frøs da hendes skulder rørte min.

”Det skal du ikke gøre, Katy.” hviskede jeg, og sank endnu en klump.

”Skal du have hjælp eller noget, Jenna,” Lukes skarpe stemme fyldte rummet. Jeg ventede på at han fortsatte. ”For du spilder min tid mere end de andre.”

Jeg havde vidste taget fejl. Luke var allerede en nar.

”Hvad giver dig ret til at svine os andre til sådan, Luke?” Folk kiggede chokeret på Luke.

Luke var helt stille igen. Mrs. Sullivan sad med et kæmpe smil og kiggede overasket på Luke.

”Flot, Luke,” hviskede hun og klappede ham på skulderen. ”Jenna, starter du?”

Jeg nikkede og lod kort min tunge fugte mine læber, og kiggede så ordenligt op. ”Jeg hedder Jenna, og jeg mener at det med at være lykkelig er overvurderet.”

Der var stille. Folk kiggede rundt. Ingen svarede.

”Hej Jenna,” lød det pludseligt. Jeg kiggede op fra mit skød, og fandt Lukes blik. ”Jeg hedder Luke, og jeg mener det samme.”

Mrs. Sullivan fik et endnu større smil på læben, og kiggede fra frem og tilbage på Luke og jeg.

De andre begyndte at snakke, og i mellemtiden lænede Katy sig ind til mig.

”Du ved,” hviskede hun med sin hæse stemme, og rykkede så en smule tættere på mig. ”Luke har ikke snakket i over syv måneder.”

Mine øjne mødte hendes med et forvirret blik. Hun nikkede bekræftende. Jeg kiggede på ham. Han nikkede også. Pludseligt var det som om hele verden bare bekræftede, at jeg havde fået Luke til at snakke.

Det var derfor Mrs. Sullivan havde det største smil på læben. Det var derfor folk var chokeret. Jeg var chokeret. Hvem ved? Måske kan jeg udrette mirakler på det her sted.

Mirakler på et mentalt hospital for deprimerede teenagere? Jeg lavede sjov med mig selv gjorde jeg ikke? Dog var det december, og jul. Jul var miraklernes tid, var det ikke? Et jule mirakel, måske.

___

”Syv måneder?” spurgte jeg endelig Luke. Jeg havde stået i lang tid, og overvejet om jeg havde mod nok til at gå hen til ham. Siden han stod op ad en væg alene efter gruppe terapi, fik jeg samlet mod nok. Katy var smuttet med Michael ned i kantinen igen.

Luke svarede skuffende nok ikke. Så der stod han bare og kiggede ned på sine lange tynde fingre, mens han blidt bed i sin underlæbe, hvor en sort ring sad.

”Hvorfor en piercing?” spurgte jeg igen, efter jeg havde fokuseret på ringen i hans læbe. Han kiggede op på ham, men da hans øjne mødte mine faldt hans blik ned på hans fingre igen. Han pillede let ved hans negle og kiggede så op igen.

”Hvorfor kort hår?” hviskede han tilbage.

”Jeg tror det er et spørgsmål jeg ikke kan svare på.”

”Jeg tror heller ikke jeg kan svare på dit, så.” mumlede han. Han har var let uglet og hans t-shirt hang en smule. Han havde brede skuldre. Hans bukser sad stramt ind til hans tynde lange ben. Han var høj.

”Kom nu, fortæl mig det.” hviskede jeg lavt og gik et par skridt tættere på drengen foran mig.

”Jeg kan fortælle dig én ting,” hviskede han og gik et par skridt tættere på mig. ”Du går mig på næverne, Jenna.”

Og så gik han. Han gik… væk fra mig. Han forlod mig. Jeg lukkede mine øjne, og sukkede irriteret. Jeg kunne ikke få nogen til at blive. Det var sandheden.

Måske skulle jeg glemme alt om det såkaldte jule mirakel.

”I lige måde, Luke.” vrissede jeg irriteret og trykkede hårdt på knappen til elevatoren. Aldrig før var jeg blevet sur over dette. Det var en så normal ting for mig. Jeg plejede aldrig at vise mine følelser.

Der var noget over denne Luke dreng, og af en eller anden mærkelig grund, havde jeg utrolig meget lyst til at gå ham på næverne et par dage til.

___

hej.

andet kapitel! Hvad synes I indtil videre? Er det noget, der er værd at læse? Eller er det noget lort?

glædelig anden december!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...