Until the end

Hazel, Daisy, Jason og Daniel, starter på Hogwarts, første åregang. Hvad sker der? Hvilke kollegier kommer de på? Bliver de venner eller fjender? Find ud af det her i historien: 'Until the end'

13Likes
91Kommentarer
2493Visninger
AA

3. Toget ~ Jason

Jeg står og stirrer på en mur. Fantastisk. Man skulle tro, at det ville være mere prestigefyldt at starte på Hogwarts - skole for heksekunster og troldmandsskab, men nej. For at komme til perron 9 ¾ skal man løbe direkte mod en mur på Kings Cross Station. Som om det ikke var nok er der også en frygtelig masse mugglere forsamlet. Min far og søster ser heller ikke helt tilfredse ud. Faktisk det stik modsatte.

Normalt har jeg ikke noget mod mugglerne, men de må gerne holde lidt afstand til mig - gerne en kilometer eller to.

Nå, men jeg står altså her. På Kings Cross Station. Mellem perron ni og ti. Celeste, min søster, hanker op i sin kuffert og sin kats transportbur. Hun tager et skridt frem mod muren uden at se sig for. Bang, så ligger hun på jorden, mens en forskrækket mugglerkvinde forsøger at få styr på sin bagagevogn.

”Er du okay, lille ven?”, hviner kvinden.

”Selvfølgelig er jeg ikke det! Du har lige kørt mig over!”, nærmest skriger min kvæstede søster tilbage.

”Det er jeg frygtelig ked af!” Kvinden tager hænderne op foran sin mund, for derefter at række dem frem mod Celeste, som en slags hjælp til at komme op at stå. Min søster får sig dog rejst op uden hjælp fra kvinden, der tripper rundt af bar fortvivlelse over, at hun har kørt et andet menneske ned.

Jeg forsøger at kvæle det grin, der forsøger at tvinge sig ud gennem min hals. Situationen er nu altså temmelig underholdende – mest fordi min irriterende søster er den, der ligger på jorden. Hun ser så rasende ud, at hendes ellers porcelæns farvede hud har fået en sigende rødlig kulør.

Vores far deler (at dømme ud fra det opdragende blik, han sender mig) ikke mine følelser over situationen. Han synes sikkert, at det er en frygteligt pinlig ting, at et medlem af La Rue-familien ligger i støvet på en muggler-togstation - men nu har han jo også altid gået så meget op i image.

Kvinden fortsætter med at undskylde, selvom de åbenlyst ikke formilder Celestes vrede, der er ved at forvandle sig til et hysterisk anfald. Hun skælder ud på den stakkels muggler (hvilket kun gør det hele meget sjovere). Til min store skuffelse når denne dramatiske begivenhed dog aldrig sit klimaks, da min far tager Celeste i armen på en hold-op-med-at-ydmyge-dig-selv-måde.

Mugglerkvinden tolker min søsters endte strøm af fornærmelser og bebrejdelse som en accept af hendes utallige undskyldninger. Med et enkelt blik på hendes ur og et sidste ”Jeg er vældig ked af det”, forsvinder hun ud i mængden.

”Uforskammede muggler,” mumler far for sig selv, mens han giver Celeste og mig et diskret skub hen mod passagen til perron 9 ¾, hvor vi skal med Hogwarts Ekspressen.

Jeg tager en dyp indånding og holder vejret, da vi træder gennem muren. På den anden side ser Kings Cross helt anderledes ud. Det er, som om tiden er blevet spolet 100 år tilbage, og vi befinder os i noget, der kunne være taget ud af en gammel film. Et rødt damplokomotiv venter ved perronen. En masse hekse og troldmænd render rundt med store rejsekufferter og siger farvel til deres familier.

Celeste står på tæer – sikkert for at spotte hendes venner fra Slytherin. Jeg kan ikke bebrejde hende, for far ligner ikke just en, der skal til at uddele kram og fælde en tåre. Nej, han ser mere ud som om, han er skuffet, hvilket ikke skulle undre mig. Efter den scene, som Celeste så super elegant (godt gået søs) formåede at skabe lige før, er han nok ikke lige i sit kærlige faderhjørne.

”Celeste, før du smutter fra mig, bliver jeg nødt til at udtrykke, hvor skuffet jeg er over din opførsel tidligere. Den slags hysteri er under vores standart. Husk på, at du og din bror er repræsentanter for La Rue-familien på Hogwarts, og du er din brors største rollemodel. Så opfør dig ordentligt, ikke?”

Han ser på hende med et strengt alvorligt udtryk. Sådan er han næsten altid – altså alvorlig.

Celeste nikker med seriøs mine, men med mine elleve år i hendes selskab, kan jeg sagtens se, at hendes tanker er et helt andet sted end ved vores fars formaninger. ”Vi ses til jul, far”, er alt, hvad hun siger, før hun giver ham et hurtigt kys på kinden og forsvinder.

Min far ligger en hånd på min skulder. Jeg magter ikke, hvis han giver mig en opsang for næsten at grine af min søsters uheldige situation tidligere. Det hele er lidt for seriøst til mig, men sådan er det med så meget lige for tiden. Hele familien opfører sig så alvorligt over, at jeg skal på Hogwarts. Det er til at blive sindssyg over.

”Opfør dig nu ordentligt, Jason”, Min far holder en pause, som om han lige skal bestemme sig for, om der er mere at sige. Det er der åbenbart ikke, for han forbliver stille, så jeg nikker, og et kort sekunds akavet stilhed opstår. Er det det? Nå, men så…

Jeg beslutter mig for, at jeg vidst lige så godt kan stige på toget. Min kuffert er tung, og det er en større prøvelse at få den bugseret over i toget. Jeg følger efter nogle andre førsteårselever (de ligner i hvert fald førsteårselever), hen til en række fyldte kupéer. Skønt. Jeg har aldrig været god til det der med at være sammen med mange mennesker af gangen, så jeg fortsætter, indtil jeg når den næste vogn. For en sikkerheds skyld slæber jeg min kuffert, og mig selv, helt ned til den allersidste kupé.

Tillykke med det Jason. Du har formået at gøre lige det, du ikke skal. En La Rue flygter aldrig fra nogen eller noget. Vi møder det med oprejst pande og takler situationen.

Det er da utroligt, at jeg ikke engang kan stige på et tog uden at flygte fra alle. Suk. Jeg åbner forsigtigt kupédøren og stikker hovedet indenfor. En dreng og to piger, alle på cirka min alder, kigger på mig.

”Er der plads her?” spørger jeg. Vær søde at sige ja, jeg magter ikke at slæbe min kuffert længere…

De nikker alle sammen. Jeg trækker min kuffert indenfor og ånder lettet ud. Med mine sidste kræfter får jeg bakset kufferten op på bagagehylden over drengens hoved. Jeg sætter mig ved siden af ham. Der opstår en næsten larmende stilhed, før drengen endelig åbner munden.

”Jeg hedder Daniel, hvad hedder I?”, han kigger rundt på os alle sammen.

”Jeg hedder Daisy”, svarer den ene af pigerne. Hun har langt platinblondt hår og lyseblå øjne.

”Jeg hedder Hazel”, siger den anden pige, mens hun ruller en af sine brune krøller omkring sin finger.

”La Rue… Jeg mener Jason”, årh, helt ærligt, Jason, tænker jeg. En stor trang til at slå mig selv i panden prikker i mig. Det lyder så dumt at svare sådan, når vi sidder fire elleveårige (jeg går ud fra, at de også skal til at starte på første år) i en ellers tom kupé. Men gamle vaner er nu engang svære at komme af med. Jeg er opdraget til altid at præsentere mig selv med mit efternavn, hvis det ikke er en begivenhed, der finder sted under middage eller andre festligheder.

Pigerne ser lidt underlig på mig – men ikke Daniel. Han virker, som om han genkender måden at introducere sig selv på. Det leder mig til at gætte på, at han er fuldblods. Han kommer ganske vist ikke i de samme kredse, som min familie (jeg har nemlig aldrig set ham før), men derfor kan han jo godt være fuldblods alligevel.

Pigerne har vendt opmærksomheden mod hinanden. De snakker lavmælt om interesser, familie og andre ligegyldige ting. Daniel byder lidt ind her og der. Jeg lader blikket fare ud af vinduet, men jeg følger stadig med i deres samtale. Man kan jo ligeså godt forsøge at få noget ud af deres snak.

Daisy fortæller lidt om sin familie. Det overrasker mig lidt, at begge hendes forældre er mugglere, for hun virker ret så rolig, når man tænker på, at hun er på vej til en magisk skole. Hazel er halvblods – ikke rigtig nogen overraskelse, og jeg havde ret med hensyn til Daniels familie. Fuldblods.

Ellers er der ikke meget interessant ved deres samtale. Daniel og Hazel snakker lidt om quidditch, og Daisy spørger nysgerrigt til spillet. Sådan forsætter de i et stykke tid. Et eller andet sted er det ikke mere end tom snak, men der er noget ved deres afslappethed, der virker underligt beroligende.

Normalt er samtaler i min familie noget man fører enten for at skaffe sig information, man virkelig mangler, eller for at få ens mening igennem. Det her er mere for at fordrive tiden, tror jeg. Vindueskiggeriet er blevet lidt kedeligt. Jeg hader at kede mig, så jeg bestemmer mig for at deltage lidt i samtalen, der foregår omkring mig.

”Hvilket kollegium tror I, at I kommer på?” spørger jeg – oprigtigt nysgerrig. Det var ikke et emne, de kom ind på.

Daisy trækker bare på skuldrene. Hogwarts og magi er selvfølgelig heller ikke naturligt for hende. Hazel ser ud, som om hun har en idé, men hun vælger at holde det for sig selv. Kedeligt. Personligt er jeg ret sikker på, at jeg skal på Slytherin. Det klart det bedste kollegium. Hufflepuff er kedeligt – ingen af dem kan noget specielt, Ravenclaw er okay, men Gryffindor er virkelig det dummeste. Der gider jeg i hvert fald ikke hen.

”Jeg tror, jeg kommer på Slytherin”, fortæller jeg så.

”Hufflepuff eller Slytherin, tror jeg”, Daniel ser lidt nervøs ud.

Daniel på Slytherin? Nej, det tror jeg så ikke lige kommer til at ske. Godt nok kender jeg ham ikke så godt, men at dømme ud fra det, han har fortalt om ham selv… Slytherin? Come on. Jeg kan ikke lade være med at smile en anelse hånligt af ham. Han kigger på mig med en blanding af et såret og vredt blik, før han vender blikket ud af vinduet.

Jeg trækker mentalt på skuldrene. Det må han selv om. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...