Until the end

Hazel, Daisy, Jason og Daniel, starter på Hogwarts, første åregang. Hvad sker der? Hvilke kollegier kommer de på? Bliver de venner eller fjender? Find ud af det her i historien: 'Until the end'

13Likes
91Kommentarer
2486Visninger
AA

4. Toget ~ Daisy

Jeg skubber min baggagevogn igennem mængden af travle mugglere på Kings Cross Station. Der er ikke særlig meget plads at komme frem på, men endelig når jeg muren mellem perron 9 og 10. Der står to drenge et stykke foran mig. De må være troldmænd, for på begge deres baggagevogne er der et bur med en ugle i, hvilket ville være et ret underligt kæledyr for en muggler. Drengene griner højlydt, mens de skubber til hinanden. Langsomt og meget diskret rykker de tættere på muren, indtil de tager et skridt ind i muren og forsvinder.

Jeg synker en klump og kigger lidt nervøst på muren. Så er det nu Daisy, tænker jeg og sætter, med mit platin blonde hår flagrende efter mig, i løb direkte mod muren mellem perron 9 og 10. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg løber, men så stopper jeg da i det mindste ikke i sidste sekund og tiltrækker uønsket opmærksomhed. På den anden side kan jeg nu heller ikke se, hvordan det ikke skulle tiltrække opmærksomhed at løbe direkte mod en massiv murstensvæg,  men ingen ligger mærke til noget, da jeg er under en centimeter fra muren og… træder ud på den anden side.

At komme gennem passagen er som at træde ind i en helt anden verden. Foran mig er en endnu mere overfuldt perron, og et rødt lokomotiv holder og venter. Et skilt til højre for mig fortæller, at jeg nu befinder mig på perron 9 ¾. Jeg klarede det, tænker jeg lettet. En masse børn render rundt mellem hinanden, ugler tuder i deres bure, katte miaver, og forældre siger farvel. Jeg fortryder næsten, at jeg lod mine blive derhjemme, men på den anden side, så ville de nok bare opføre sig for mærkeligt. De er jo heller ikke vant til magi. 

Jeg skubber min vogn ind mellem de mange hekse og troldmænd med kurs mod toget. Da jeg endelig når hen og ind i toget, kan jeg ikke lade være med at sukke lettet. Indtil nu er det da gået som smurt.

”Hej,” lyder en stemme i mit venstre øre.

Jeg bliver så forskrækket, at jeg lynhurtigt snurrer rundt og kommer til at trække min kuffert med i vendingen, hvilket gør, at jeg mere eller mindre slår pigen, der hilste, ned.

Så nu ligger en pige med flotte, grønne øjne og krøllet hår på gulvet foran mig. Hun ser ud til at være på min alder. Hun kommer hurtigt på benene, mens hun ømmer sig, men da hun ser mit ansigtsudtryk, smiler hun opmuntrende til mig.

”Hej,” svarer jeg lidt usikkert. Jeg har jo lige væltet hende.

”Er det også dit første år?” spørger pigen - tydeligvis upåvirket af mit kuffertsving.

Jeg nikker som svar, og hun smiler igen.

”Er du nervøs? Jeg er ikke. Det bliver så spændende… Jeg hedder for resten Hazel.” Pigen slår sine krøller om bag skulderen med en let bevægelse.

Jeg svarer, at jeg ikke er nervøs endnu, men at jeg selvfølgelig glæder mig. Hun er helt enig, og vi følges ad ned gennem toget. Efter ca. fem minutters løs snak om vejr og vind når vi en næsten tom kupé. Den eneste person derinde er en dreng med lyst hår i en hestehale, der sidder og kigger ud af vinduet.

”Sidder der nogen her?” spørger jeg og nikker mod sæderne overfor ham.

Han ryster på hovedet, så jeg træder indenfor efterfulgt af Hazel. Vi hilser kort på hinanden.

”Kender I hinanden?” spørger han.

Hazel og jeg ryster synkront på hovedet.

”Eller ikke sådan rigtigt. Vi stødte, bogstaveligt talt, ind i hinanden,” forklarer jeg.

Drengen nikker bare som svar. Vi sidder i tavshed lidt, før kupédøren bliver åbnet. En dreng med uglet, sort hår og mørke øjne stikker hovedet indenfor. Jeg kan tydeligt se, at drengen overfor os bliver glad for at se en anden dreng. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke over, hvor sur ham med de mørke øjne ser ud.

”Er der plads?” spørger han bare. Hans stemme er en blanding af stresset og irriteret.

Vi nikker alle sammen, og han kommer indenfor. Efter at have lagt sin kuffert på plads over sæderne sætter han sig ved siden af drengen med det lyse hår. Vi sidder og kigger på hinanden i total stilhed.

Pludselig siger den lyshårede dreng: ”Jeg hedder Daniel… Hvad hedder I?”

”Jeg hedder Daisy,” svarer jeg som den første.

”Jeg hedder Hazel,” siger Hazel med et venligt smil.

”La Rue… Jeg mener Jason.” Jason retter sig selv, som om han lige havde glemt, at man præsenterer sig selv med fornavn først. Underligt. Sidst, jeg hørte nogen tale sådan, var i TV-serie om England i slutningen af 1800-tallet.

”Hvilket kollegium tror I, I kommer på? Jeg tror, at jeg kommer på Slytherin,” siger han så efter at have været stille i nogle minutter.

Jeg kan høre stoltheden i hans stemme, da han siger det. Personligt, synes jeg ikke, at man skal være stolt, hvis man kommer Slytherin. Tværtimod. Kollegiet lyder ikke specielt hyggeligt eller godt. I alle bøger, jeg har læst, bliver det fremstillet som et sted, hvor folk leger med mørk magi eller hader mugglere.

Hazel trækker på skuldrene som svar til Jasons spørgsmål, og jeg følger hendes eksempel. Ikke fordi jeg ikke har en idé om, hvor jeg havner, men det er som sagt jo kun en idé.

”Jeg tror, jeg kommer på Hufflepuff eller Slytherin,” svarer Daniel.

Et hånligt smil glider over Jasons ansigt. Man kan tydeligt se, at han finder det morsomt, at Daniel tror, han kommer på Slytherin. Jeg kan ikke lade være med at stirre hidsigt på Jason. Hvad bilder han sig lige ind? Daniel ser ret såret ud, hvilket jeg sagtens kan forstå. Alligevel vælger jeg, at blande mig udenom og i stedet genoptage min og Hazels samtale. Resten af togturen hersker en trykket stemning i vores kupé.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...