Until the end

Hazel, Daisy, Jason og Daniel, starter på Hogwarts, første åregang. Hvad sker der? Hvilke kollegier kommer de på? Bliver de venner eller fjender? Find ud af det her i historien: 'Until the end'

13Likes
91Kommentarer
2479Visninger
AA

7. Hogwarts ~ Jason

Jeg har det dårligt med mig selv bagefter. Ikke voldsomt, men lidt. På den anden side set, hvad ved Daniel så overhovedet om Slytherin? Det er en ære at komme på det kollegium. Hele min familie har gået der, så selvfølgelig skal jeg også det, men helt ærligt… Daniel? Nej, det kommer ikke til at ske. Irriteret skubber jeg den dårlige følelse fra mig. Efter et stykke tid med en meget trykket stemning i kupéen stikker en pige hovedet indenfor. Hun ser du til at være nogle år ældre end min søster, så pigen går nok på ca. femte årgang. På hendes brystkasse hænger der et skinnende emblem.

”Hey,” siger hun med energisk stemme.

”I må hellere se at få skiftet. Vi er snart ved skolen.” Hun vender rundt og går videre til den næste kupé.

Daniel nikker, rejser sig og trækker to uniformer ud af sin kuffert. Hvad skal han lige med to? Et smil glider over hans ansigt.

”Jeg skal lige aflevere dem her,” siger han og vifter lidt med uniformerne.

Så åbner han kupédøren og går. Uniformerne tilhører sikkert hans søskende. Dem må der så være mindst to af… og med ham er de tre… Gad vide om han er fuldblod? Stop dig selv, Jason! Tænker jeg hidsigt og giver mig selv en mental lussing. Den slags ting er det kun min far, der går op i. Alligevel er jeg lidt nysgerrig. Han har ikke fortalt sit efternavn… Min nysgerrighed sejrer, og jeg rejser mig op. Hans kuffert ligger ved siden af min over vores sæder. Jeg stiller mig på tæer og forsøger at læse skiltet på hans kuffert. Daniel O’land. O’land, O’land… Der ringer en klokke, men jeg kan ikke huske, hvorfor. Min far må have nævnt dem.

”Du skulle lige se, om du kendte hans efternavn.” Hazel sidder og vender sin tryllestav i hænderne, mens hun taler. Hendes øjne hviler på staven, men hele hendes opmærksomhed er vendt mod mig.

Irriteret sætter jeg mig ned igen med armene over kors. Jeg havde helt glemt, de stadig var her. Hvad blander hun sig også for?

Daisy ser undrende på Hazel. Hun ved vidst ikke rigtig, hvad meningen er. Hazel smiler til hende og siger: ”For sådan nogle snobbede, fuldblodstroldmænd som ham der,” hun giver et kast med hovedet i retning af mig, ”er efternavne vigtige. De fleste fuldblodsslægter kender hinanden eller er måske endda i familie…”

Daisy rynker panden og kigger over på mig. Hun tænker, det er helt tydeligt. Jeg ser koldt på Hazel. Jeg er da ikke snobbet? Jeg ville bare gerne vide, om jeg kendte Daniels familie…

”Går du meget op i den slags? Går det dig på, at der findes mugglerfødte som mig?” spørger Daisy og river mig ud af mine tanker.

Jeg trækker på skuldrene. Jaja, jeg ved det. Et vildt uddybende svar. Jeg burde have rystet på hovedet og forsikret hende om, at det er ligegyldigt, om hendes forældre er mugglere eller ej, men det gør jeg ikke. Hvorfor? Jeg har ingen anelse og alligevel, så kender jeg jo godt svaret…

”Selvfølgelig gør han det. Det gør hans slags altid,” kommer det fra Hazel.

Kan jeg ikke en eller anden tavshedbesværgelse?

”Hans slags?” Daisy ligger hovedet på skrå.

”Ja, de der ih så fine fuldblodsfamilier.”

”Sådan er de vel ikke alle sammen? Alle fuldblods? Det er vel lige meget, hvad ens blodstatus er?”

”Nej, selvfølgelig er alle ikke. Mange er lige så søde og venlige som os andre, men uheldigvis er familier som Jas-”

Mere når hun ikke at sige, før jeg har rejst mig og bevæget mig den ene meter over til dem. Hvad fanden bilder hun sig end?! Nok er min familie forfærdelig, snobbet og snæversynet, men INGEN skal tale om dem på den måde!

”Hvad er dit problem?!” halvt råber jeg ind i hovedet på Hazel.   

”Hvorfor tror du, du er bedre end Daniel?!”

Jeg stirrer overrasket på Hazel. Hun skubber hidsigt sine krøller over skulderen.

”Det… Jeg… Hvad mener du?” For fanden mand! Det ligner ikke mig ikke at kunne svare på den slags ting…

”Hold nu op, Jason! Det blik, du gav ham, taler for sig selv… Du tror, du er bedre end ham, og du fandt det morsomt, at han tror, han kommer på Slytherin! Det er ikke sjovt, det er faktisk synd for ham, han tror, han ender der!” Hun trykker hårdt sin pegefinger mod min brystkasse for at understrege meningen med hendes ord.

Raseriet vælter frem i mig. Det er synd for ham, han tror, han ender der. Hvad fanden mener hun med det?! Det er en ære, en meget stor ære, at komme på Slytherin. Hvem tror hun lige, hun er?

Jeg ser hende koldt i øjnene og hvæser: ”Du ved lige så godt som jeg, at Daniel ALDRIG kommer i nærheden af at være værdig til Slytherin!”

Hun ser måbende på mig.

”Værdig? Nej, nu må jeg le! Det kollegium er forbeholdt for kujoner!”

Med en hidsig bevægelse trækker jeg min tryllestav. Min far og søster har lært mig forskellige besværgelser (jeg har aldrig brugt dem i praksis, fordi det er forbudt udenfor Hogwarts for mindreårige troldmænd), så jeg kan et par stykker. Også nogen der kan gøre ret stor skade…

Daisy er lynhurtig. Kun få sekunder senere har hun trukket sin egen stav. Det trækker i min ene mundvig og et hånligt smil glider over mit ansigt.

”Nårh, hvor sødt. Mudderblodspigen har en tryllestav.” Min stemmer bliver mere barsk, da jeg fortsætter: ”Det burde være forbudt for din slags!”

Hazel ligner en, der har lyst til at gøre noget rigtig ondt. Daisy derimod udstråler ingen følelser overhovedet. Hendes stemme er kold og fattet, da hun siger:

”Med ’værdig’ mener du vel at være en ligeså selvoptaget, bedrevidende, kold skid som dig…”

I samme øjeblik stikker Daniel hovedet ind i kupéen.  Han rømmer sig, og vi kigger alle sammen på ham.

”Ikke for at… blande mig, men…” Hazel åbner munden for at sige noget, men Daniel fortsætter før, hun kommer i gang.

”… I så ud til at skændes og… ja… vil I være søde at stoppe?” Vi står lidt i en larmende stilhed, før Daniel går hen til sin kuffert, finder sin uniform og går igen for at finde et sted at skifte.

Jeg følger hans eksempel og efterlader pigerne uden et ord.

Udenfor kupéen er det rent kaos. En tsunami af forvirrede førsteårselever vælter rundt. Nogen har allerede skiftet tøj, mens andre stadig er klædt i deres ’normale’ tøj. Mine håndflader er svedige, og jeg ser mig lettere fortvivlet omkring efter en redning. Heldigvis får jeg øje på en tom kupé. Jeg skynder mig over til den, låser døren og trækker det lille gardin for vinduet i døren.

Da jeg har skiftet, stikker jeg hovedet udenfor. Tsunamien blevet lidt mindre, men den giver mig stadig stress med sin larm og mennesker, der skubber hinanden rundt. Jeg tager en dyb indånding og masser mig vej gennem myldret. Folk skubber og træder mig over tæerne. Lige nu ville jeg virkelig ønske, at jeg var højere end de andre, så jeg kunne se, hvor jeg kommer hen.

Hele tiden er der én, der bakker en albue ind i mit hoved eller bliver skubbet ind i mig. Jeg kan mærke, at det er ve dat blive for meget, så den første kupé, jeg når, skynder jeg mig ind i. Der sidder to drenge og en pige. Synkront vender de hovederne mod mig. Fedt, endnu en gruppe mennesker, der stirrer…

En af drengene rejser sig og kommer hen til mig. Han er ret høj og har lyst, næsten hvidt hår. Han har knebet øjnene helt sammen og siger med en hård stemme: ”Hvem er du?”

”Jason… Jason La Rue,” svarer jeg med samme hårde tonefald.

Han nikker langsomt og træder et skridt tilbage.

”Jeg er Vincent McGovern, du kender helt sikkert min far, det her er Seth Mercury,” Seth giver mig et elevatorblik og stirrer surt på mig. ”-og Allison Wincester.

Både McGovern, Mercury og Wincester er navne på betydningsfulde fuldblodsfamilier. Min far gik på årgang med Lucian Wincester, så jeg kender godt Allisons familie lidt, men jeg har aldrig mødt hende før. Nu sidder de så og kigger afventende på mig.

”Må jeg sidde her lidt?” spørger jeg.

”Selvfølgelig!” svarer Vincent og trækker mig med over til de to andre.

Jeg sætter mig ved siden af Allison. Hun kigger ligefrem, ud i luften, som om hun tror, at hendes øjne falder ud, hvis hun kigger på mig nu, hvor jeg sidder ved siden af hende. Vincent har startet en samtale, eller han snakker, mens Allison og Seth nikker eller ryster på hovederne på de rigtige tidspunkter. Jeg falder hurtigt ind i det. Det er alligevel sådan, hele mit liv har været. Bare nikke eller ryste på hovedet, når det passer ind…

Allerede i løbet af det kvarter, måske tyve minutter, jeg opholder mig sammen med dem, finder jeg ud af, at Vincent bestemmer. Seth siger ikke så meget. Heller ikke, når Vincent henvender sig direkte til ham. Han grynter bare og ser sur ud. Allison snakker lidt mere. Hendes stemme er lys og skinger. Faktisk ret ubehagelig at høre på. Selvom jeg helst ikke vil tilbage til Daisy, Daniel og Hazel, så bliver jeg nødt til at forlade mine nye ’venner’ (de kan vel ikke rigtig kaldes venner, når jeg lige har mødt dem?) og hente min kuffert.

Der er næsten ingen, der render rundt mellem kupéerne længere, så jeg finder hurtigt den ’gamle’ kupé og tager min kuffert med uden et ord. Da jeg er på vej tilbage til Vincent, Seth og Allison standser toget. Eleverne begynder at myldre ud igen, så jeg skynder mig ud først. Det er rart at komme ud i den kølige aftenluft.

Langs perronen er der tændt fakler, og en dyb stemmer når mine ører.

”Førsteårselever! Førsteårselever denne vej! Vær nu ik’ generte!”

Jeg går derhen. En stor mand (han er sådan meget højere end gennemsnittet) holder en lygte i hånden og råber på førsteårseleverne. Jeg stiller mig et lille stykke fra ham og venter. Snart er en tæt klynge samlet omkring ham. Én prikker mig på skulderen. Bag mig står Seth. Han smiler anstrengt til mig. Her i mørket lyser hans tænder op i hans mørke ansigt. Han trækker mig med over til de andre to.

”Velkommen til Hogwarts. Jeg hedder Wulfric Maximus Hagrid Jr., men de fleste kalder mig bare Wulfric.” Manden smiler og slår ud med armene.

”Følg endelig med.”

Vi går ned til en masse robåde. Så standser Wulfric os og siger: ”Kun fire i hver båd. Jeg sidder for mig selv.”

”Så tyk han er, må den jo brase sammen, selvom han sidder selv!” Siger Vincent lavt og griner over sig egen vittighed. Dum som jeg er, griner jeg selvfølgelig med. Foran os vender tre andre sig om. Det er Daniel og to piger, der ligner ham lidt. De må være hans søstre. Daniel ser vredt på mig. Flot Jason, tænker jeg. Det her går da bare godt…

Jeg hører ikke, hvad Wulfric siger, men da de andre stiger op i bådene følger jeg bare med. Jeg ender i en båd med Vincent, Seth og Allison. Der er ingen åre i bådene. Gad vide hvordan vi så skal komme derover? Allison tænker vidst det samme, men da hun så siger det højt, griner Vincent og Seth bare af hende.

”Er du dum eller hvad? Selvfølgelig med magi, tumpe,” svarer Vincent.

Bådene sejler af sig selv over søen, væk fra perronen. Pludselig får jeg øje på slottet. Overalt i de andre både udbryder folk ting som ”waow”, ”ih” og ”åh”. Jeg selv får et underligt sug i maven. Det er så smukt. I næsten alle vinduerne er der lys, og som det ligger der lige ud til søen! Fantastisk.

Da vi når bredden, giver båden et lille ryk og stopper så. Vi stiger ud og følges med de andre elever og Wulfric op til en stor port. Wulfric banker på. En kvinde åbner porten. Hun ser da meget venlig ud… Hun smiler i hvert fald og nikker til Wulfric.

”Tak skal du, have Wulfric. Nu skal jeg tage dem herfra.”

Wulfric nikker og smiler. Så vinker han farvel og går. Kvinden beder os følge med. Hun fører os hen til en stor egetræs dør.

”Velkommen til Hogwarts. Velkomstmiddagen vil snart blive serveret, men før I indtager jeres pladser i Storsalen, vil I blive fordelt på de forskellige kollegier. Fordelingen af elever er en meget vigtig ceremoni, fordi jeres kollegium vil blive jeres hjem her på Hogwarts. De fire kollegier hedder Gryffindor, Hufflepuff, Ravenclaw og Slytherin. Når I er på Hogwarts, tjener I point til jeres kollegium. Der kan både fratages og gives point af lærerne og præfekterne. Når skoleåret er slut, vil der blive en afslutnings fest, og der vil blive kåret et kollegium, som årets vinder I at tjene flest point. Jeg håber, at hver enkelt af jer vil gøre jeres kollegium ære uanset, hvor I bliver placeret,” fortæller hun. Hun kigger rundt på os alle.

”Nå! Men ikke mere snak! Jeg vil gå ind og tjekke, om alt er klart,” siger hun hurtigt. Så snart hun er forsvundet ind bag døren, begynder alle at mumle.

Et sted få meter bag mig kan jeg høre Vincent højlydt fortælle, hvor sikker han er på at komme på Slytherin, og hvor godt det er. En skræmmende tanke slår ned i mig. Var det sådan jeg lød for Daniel, Hazel og Daisy?

I det samme stikker kvinden hovedet ud til os.

”Så er alt klart,” siger hun og smiler.

Vi følger efter hende ind i Storsalen…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...