Until the end

Hazel, Daisy, Jason og Daniel, starter på Hogwarts, første åregang. Hvad sker der? Hvilke kollegier kommer de på? Bliver de venner eller fjender? Find ud af det her i historien: 'Until the end'

13Likes
91Kommentarer
2496Visninger
AA

9. Hogwarts ~ Hazel

Jeg skal lige til at række ned i min taske for at tage en af mine skolebøger, da Jason rykker på sig.

”Du skulle lige se, om du kendte hans efternavn.” siger jeg spydigt, mens jeg med afsky kigger på Jason. Ud af øjenkrogen ser jeg Daisy, der kigger undrende på mig. Jeg sender et medlidenhedsfuldt smil til hende. Hun har sikkert ingen ide om, hvad jeg mener. 

”For sådan nogle snobbede, fuldblods troldmænd som ham der”, jeg giver et kast med hovedet i retning af Jason, ”er efternavne vigtige, De fleste fuldblods slægter kender hinanden eller er måske endda i familie”

Min afsky vokser for hvert ord jeg siger. Den lille nar! Hvor vover han at dømme Daniel ud fra hans slægt?

Jason ser på mig med et koldt blik. Hvilket jeg hurtigt gengælder. Jeg drejer min stav et par gange i hånden, inden jeg kigger op igen.

”Går du meget op i den slags? Går det dig på, at der findes muggler fødte som mig?” spørger Daisy, til min store overraskelse. Jason ser en smule chokeret ud over Daisy's direkte måde at spørge ham på. Tålmodigt venter jeg på at han svarer. 

Han trækker på skuldrene. i det han gør det, spreder sig en dyb vrede inde i mig. Daisy ser heller ikke for glad ud. Af alt han kunne gøre, så var det et skuldertræk! Et skuldertræk?!

”Selvfølgelig gør han det. Det gør hans slags altid,” bryder det vredt ud af mig.

Jason ser ud som en der overvejer, hvilken besværgelse han vil bruge på mig.

”Hans slags?” spørger Daisy forvirret.

”Ja, de der, ih, så fine fuldblods familier.” svarer jeg spydigt. Vreden bobler dybt indeni mig.

”Sådan er de vel ikke alle sammen? Alle fuldblods? Det er vel lige meget, hvad ens blodstatus er?” prøver Daisy.

”Nej, selvfølgelig er alle ikke. Mange er lige så søde og venlige som os andre, men uheldigvis er familier som Jas-”

Mere når jeg ikke at sige, før Jason har rejst sig, og med nogle få skridt står han pludselig foran os.

”Hvad er dit problem?!” halvt råber han direkte i hovedet på mig, han er så tæt på at jeg kan mærke hans åndedræt mod min kind, men ligeså hurtigt som han var kommet, var han væk igen.

”Hvorfor tror du, du er bedre end Daniel?!” spørger jeg vredt. Vreden syder i os alle sammen, min og Jasons rettet mod hinanden, men jeg er ikke sikker på Daisy's. Stemningen i kupéen er trykket.

Jason stirrer på mig med et overrasket blik. Hidsigt skubber jeg mine krøller over skulderen. Et lavt hik sniger sig ud af mig, men ingen af de andre opdager det. Hvorfor skal jeg altid hikke når jeg er sur?....

”Det… Jeg… Hvad mener du?” siger Jason, lidt fortumlet.

”Hold nu op, Jason! Det blik, du gav ham, taler for sig selv… Du tror, du er bedre end ham, og du fandt det morsomt, at han tror, han kommer på Slytherin! Det er ikke sjovt, det er faktisk synd for ham, han tror, han ender der!” vrisser jeg mens jeg hårdt prikker ham i brystkassen. Vreden lyser ud af Jason's øjne. Han laver en grimasse og snerrer:

”Du ved lige så godt som jeg, at Daniel ALDRIG kommer i nærheden af at være værdig til Slytherin!”

Jeg ser måbende på ham.

Værdig? Nej, nu må jeg le! Det kollegium er forbeholdt for kujoner!” Svarer jeg efter noget tid.

Med en hidsig bevægelse trækker Jason sin tryllestav, jeg viger ikke det mindste. Han skræmmer mig ikke, og han vil alligevel ikke kunne bruge den imod mig, når han ikke kender nogen besværgelser.

Ud af øjenkrogen ser jeg At Daisy har fulgt hans eksempel, bortset fra at hendes stav er rettet mod Jason.

”Nårh, hvor sødt. Mudderblods pigen har en tryllestav.” Hans stemme er hånlig, men går over i et hårdere tonefald da han siger: ”Det burde være forbudt for din slags!”

Nu er det nok, han er lige gået over stregen. Vreden bobler så voldsomt i mit bryst, at det smerter. Et lavt hik sniger ubemærket ud af min mund igen. Daisy viser ingen tegn på følelser, hendes ansigt er bare helt koldt.
”Med ’værdig’ mener du vel at være en ligeså selvoptaget, bedrevidende, kold skid som dig…”, siger hun med en kold, skærende stemme.

I samme øjeblik stikker Daniel hovedet ind i kupéen.  Han rømmer sig, og vi kigger alle sammen på ham.

”Ikke for at… blande mig, men…” Jeg åbner munden for at sige noget, men Daniel fortsætter før, jeg når at lave en lyd.

”… I så ud til at skændes og… ja… vil I være søde at stoppe?” Vi står lidt i en larmende stilhed, før Daniel går hen til sin kuffert, finder sin uniform og går igen for at finde et sted at skifte.
Da Jason går ud af kupéen strømmer en bølge af lettelse igennem mig, og jeg kan se at det samme gælder for Daisy. 

"Jeg går ud for at finde et sted at skifte. Vi mødes ved bådene", siger Daisy med et smil, hvorefter hun hanker op i sin kuffert.

"Ja vi ses", svarer jeg energisk, inden hun træder ud af kupéen og efterlader mig alene. Jeg bukker mig hurtigt ned og finder min uniform frem. De sidste hik svinder langsomt hen, mens jeg klæder om. Så snart jeg er færdig, lukker jeg min kuffert, og rækker ud efter Olga. Med nogle hurtige skridt er jeg ude af kupéen og på vej ned af den overfyldte gang. Jeg går forbi en kupé, hvor Jason sidder med to drenge og en pige, de ser ud til at snakke om noget alvorligt, men jeg fortsætter bare ned af gangen, og ud i den kolde luft. 

Da jeg er gået et stykke ud fra toget får jeg øje på en stor mand. Og med stor mener jeg MEGET stor. Jeg har aldrig set nogen så stor som ham før. Han må være mindst tre meter høj. Jeg står og stirrer i lidt tid, før det går op for mig at alle andre er kommer. Før jeg ved af det har han præsenteret sig selv, hvorefter hele gruppen af førsteårs elever bevæger sig ned mod nogle både. Jeg ender i en sammen med to andre piger og en dreng. Jeg smiler selv sikkert til dem, hvorefter jeg retter mit blik fremad, hvor jeg bliver mødt af et fantastisk syn....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...