Until the end

Hazel, Daisy, Jason og Daniel, starter på Hogwarts, første åregang. Hvad sker der? Hvilke kollegier kommer de på? Bliver de venner eller fjender? Find ud af det her i historien: 'Until the end'

13Likes
91Kommentarer
2493Visninger
AA

8. Hogwarts ~ Daisy

Jeg sidder egentligt bare og kigger lidt ud af vinduet. Jeg har altid været betaget af naturen, de høje træer med græs grønne kroner flimrer hurtigt forbi. Jeg kan ikke andet end at smile, hvis jeg synes dette er smukt.. Kan jeg næsten ikke vente med at se Hogwarts, jeg tror det overgår alle mine fantasier...  Mine dagdrømmeri bliver afbrudt brat, af en skeptisk Hazel. Jeg kigger på dem med et opgivende blik.

”Du skulle lige se, om du kendte hans efternavn.” Hazel kigger på Jason med et blik der skummer af afsky. Jeg er heller ikke glad for den dreng, men kunne vi ikke bare sidde lidt i ro? Men jeg er alligevel lidt nysgerrig

Jeg ser undrende på Hazel, og  ved vidst ikke rigtig, hvad meningen er. Hazel smiler til mig, jeg føler mig faktisk lidt dum nu. Det er sådan lidt 'åh du ved det jo ikke' smil. Hazel er sød, men jeg bliver små irriteret over smilet.  
”For sådan nogle snobbede, fuldblodstroldmænd som ham der,” hun giver et kast med hovedet i retning af Jason ”er efternavne vigtige. De fleste fuldblodsslægter kender hinanden eller er måske endda i familie…” Hendes afsky vokser, en lille del af mig har ondt af Jason, fordi det er hans forældre der har skabt monsteret. Jeg tror han er loyal, men en loyal ven kan bare ikke bruges hvis han sviner en til..

Jeg rynker min pande let og kigger over på Jason. Jeg tænker en del over det, og det ved jeg de andre kan se. Men pyt med det, jeg er er fra en anden verden.. Jeg har retten til at være forvirret..
Jason ser koldt på Hazel. Jeg er da ikke snobbet? Det her bliver bare ved og ved... Altså helt ærligt.. Men min nysgerrighed vokser blot.

”Går du meget op i den slags? Går det dig på, at der findes mugglerfødte som mig?” spørger jeg. Jeg tror han er en smule chokeret over min direkte måde at spørge ham på, men jeg kræver et svar.

Han trækker på skuldrene. I det han gør det vokser og bobler vreden i mig.. Helt ærligt, et skulder træk. Han kunne i det mindste fortælle hvorfor han har noget imod sådan nogle som mig, men igen.. Det er alt sammen hans forældres skyld..

”Selvfølgelig gør han det. Det gør hans slags altid,” kommer det fra Hazel.

Jeg kan se at Jason tænker over en kommentar, eller en besværgelse at give Hazel..

”Hans slags?” spørger jeg forvirret og ligger mit hoved på skrå.

”Ja, de der, ih, så fine fuldblodsfamilier.” Kommer det prompte fra Hazel

”Sådan er de vel ikke alle sammen? Alle fuldblods? Det er vel lige meget, hvad ens blodstatus er?” Jeg prøver enlig lidt at hjælpe Jason, men jeg tror ikke han opfanger en skid, for at være helt ærlig..

”Nej, selvfølgelig er alle ikke. Mange er lige så søde og venlige som os andre, men uheldigvis er familier som Jas-”

Mere når hun ikke at sige, før Jason har rejst sig og bevæget sig den ene meter over til Hazel og jeg.

”Hvad er dit problem?!” halvt råber han ind i hovedet på Hazel.   

”Hvorfor tror du, du er bedre end Daniel?!”
Vreden syder i dem begge, og også i mig.. Men hvem jeg er vred på er svært at sige, lige nu.. I dette øjeblik er det nok alle..

Jason stirrer overrasket på Hazel. Hun skubber hidsigt sine krøller over skulderen.

Jason ligner en der ikke ved hvad ben han skal stå på, og der kommer ikke et ordenligt svar ud.. ”Det… Jeg… Hvad mener du?”

”Hold nu op, Jason! Det blik, du gav ham, taler for sig selv… Du tror, du er bedre end ham, og du fandt det morsomt, at han tror, han kommer på Slytherin! Det er ikke sjovt, det er faktisk synd for ham, han tror, han ender der!” Hun trykker hårdt sin pegefinger mod hans brystkasse for at understrege meningen med hendes ord.

Jeg kan se vreden i Jasons øjne, han fortjener enlig alle de ord som Hazel giver ham.

Jason laver en grimasse og snerrer: ”Du ved lige så godt som jeg, at Daniel ALDRIG kommer i nærheden af at være værdig til Slytherin!”

Hun ser måbende på ham.

Værdig? Nej, nu må jeg le! Det kollegium er forbeholdt for kujoner!” Er hendes svar efter noget tid.

Med en hidsig bevægelse trækker Jason sin tryllestav. Men jeg må være ærlig og sige jeg ikke tror han kan bruge den til noget, endnu..

Jeg er hurtig, og få sekunder senere har jeg også trukket min stav. Jeg ser det hånlige smil brede sig på hans lille ansigt, jeg får helt lyst til at stikke ham en lussing, også se hvad han siger til det. Men jeg gør det ikke..

”Nårh, hvor sødt. Mudderblodspigen har en tryllestav.” Hans stemme er hånlig, men går over i et hårdere tonefald da han siger: ”Det burde være forbudt for din slags!”

Hazel ligner en, der har lyst til at gøre noget rigtig ondt. Jeg derimod udstråler ingen følelser overhovedet. Han skal ikke tro han kan ramme mig med min blod status, den nar. Det bare blod, han er ikke bedre end mig pga hans blod..  
Min stemme er kold og fattet da jeg siger: ”Med ’værdig’ mener du vel at være en ligeså selvoptaget, bedrevidende, kold skid som dig…”

I samme øjeblik stikker Daniel hovedet ind i kupéen.  Han rømmer sig, og vi kigger alle sammen på ham.

”Ikke for at… blande mig, men…” Hazel åbner munden for at sige noget, men Daniel fortsætter før, hun kommer i gang.

”… I så ud til at skændes og… ja… vil I være søde at stoppe?” Vi står lidt i en larmende stilhed, før Daniel går hen til sin kuffert, finder sin uniform og går igen for at finde et sted at skifte.
Åh søde, små naive Daniel. Han ved slet ikke at dette handler om ham. Jeg smiler lidt da Jason går.. En enkelt tanke strejfer mig. 'Endelig'  Jeg kigger på Hazel, og giver et lille vink. " Jeg går ud for at finde et sted at skifte. Vi mødes ved bådene" Jeg smiler til hende da jeg trækker min kuffert ud af kupeén.

"Ja vi ses" Hazel kigger på mig, hendes energiske jeg er ved at vende tilbage..

Jeg går ud, der er så mange mennesker eller rettere sagt hekse og troldmænd.. Jeg mærker en klump i halsen.

'Rolig Daisy, du bliver en fantastisk heks.. Bare prøv' Tænker jeg svagt. Jeg finder et frit sted, og kommer i uniformen.

Resten af turen bruger jeg på at stå og kigge omkring, lader tankerne flyde..

Jeg mærker klumpen i min mave vokser sig større, jeg kan mærke vi er der snart.. Der er så mange følelser i mig lige nu, jeg er glad, bange, nervøs, irriteret, rolig, sur og nysgerrig. Jeg føler at jeg kunne sprænge i luften, det hele er bare så overvældende.

Hvor lang tid der går er jeg i tvivl om, men pludseligt stopper vi, da jeg har fået slæbt min ting ud af toget kigger jeg mig omkring.

En mand, meget stor mand. Aldrig har jeg set et menneske så stor som ham.. Men jeg fokusere så meget på slottet bag ham, at jeg ikke får fat i navnet..

Jeg har for travlt med at kigge beundret på mit nye hjem, en helt ny verden har åbnet sig for mig og venter bare på at jeg skal udforske den. Glæden ved at være nybegynder heks, bobler i maven som sodavand.

Inden jeg ser mig om, er vi over søen og står ved slottet.

En høj og rank kvinde kommer, og takker den store mand for at få os sikkert hen til slottet. Hun følger os ind gennem slottes store dør. Det der møder mig inde i slottet slår luften ud af mig. Jeg er så hypnotiseret af de store malerier, alt hvad vi ser på vores vej igennem slottet.

Jeg niver mig selv i armen, av... Jeg ømmer mig, det er ikke en drøm.. Det er ganske virkeligt, men mere end hvad jeg nogensinde har drømt om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...