Until the end

Hazel, Daisy, Jason og Daniel, starter på Hogwarts, første åregang. Hvad sker der? Hvilke kollegier kommer de på? Bliver de venner eller fjender? Find ud af det her i historien: 'Until the end'

13Likes
91Kommentarer
2514Visninger
AA

15. Eftersidning ~ Jason

”Det var alt for nu,” afslutter Professor Goyle, vores lærer i Botanik, sin tale.

Hufflepuff og Slytherins førsteårselever begynder at mase sig ud af drivhuset. Jeg er ligeved at gå i panik, da jeg bliver klemt mellem to grupper, der alle forsøger at komme først ud. Folk råber irriterede af hinanden, og vores professor forsøger at huske os på, at vi har en liste for over alle de magiske planter, der kan spises, men hans stemme drukner halvt i larmen fra de mange mennesker.

Udenfor skinner solen, men der er dog skyer på himlen. Vejret er for godt til eftersidning… O’land fik os en eftersidning på halsen i Eliksirer tidligere på dagen. Hvis det ikke var, fordi han havde presset de dumme willybugs eller buggerwil-hvad-de-nu-hedder, så var eliksiren ikke sprunget i luften! Så får jeg øje på Vincent og Seth, der går sammen med to andre Slytherin-drenge længere fremme.

Jeg småløber op til dem. De ser alle fire utroligt forargede ud og deres samtale foregår i et så højt tonefald, at jeg kan føre dem flere meter væk.

”Han er totalt skør!”

”Vent til min far hører om det, så lover jeg jer-”

”Årh, hej Jason, hvad synes du om Professor Gak?” Vincent afbryder uden videre den rødhårede dreng, der så ivrigt var ved at fortælle om sin fars holdning.

Jeg tøver. De har ret i at vores professor er sær, meget sær faktisk (han smagte på tre genstande i de 90 minutter, vi havde ham…), men jeg kan helt ærligt godt lide ham. Han virker utroligt rar, selvom han smager på forskellige ting. Derfor ved jeg heller ikke, hvad jeg skal svare Vincent. Jeg vil gerne være gode venner med ham og Seth, hvilket jeg har lært, man tit bliver ved at være enige, men samtidig vil jeg ikke bagtale vores lærer.

Før jeg kan nå at svare, er Vincent allerede begyndt på et nyt emne. Pyha, så kan jeg slappe af igen. Det nye emne handler om udtagelserne til Quidditch-holdet. Førsteårseleverne har for første gang nogensinde (det passer vidst ikke helt, der var vidst én, der fik lov, engang…) fået lov til at komme på Quidditch-holdene. Vincent plapre selvfølgeligt løs om, at han er som skabt til holdet. To af de andre drenge virker også ret engagerede, mens Seth virker ret ligeglad. Han er vidst ikke så stor fan af det spil.

Personligt er jeg vild med Quidditch. Min far har lovet mig, at vi skal se verdensmesterskaberne sammen om et par år. Han køber også altid en hel masse lækkert udstyr. Problemet er bare, at jeg hader at flyve. Det er virkelig det værste, jeg ved. Mine håndflader prikker, jeg bliver svimmel og ryster. Min søster derimod er vild med at flyve og spille. Jo vildere, jo bedre. Det burde være hende, der fik alt det nye udstyr…

”Men du skal vel med til udtagelserne, ikke Jason?” spørger Vincent pludselig.

Spørgsmålet får mig til at gå i panik. Jeg kunne jo bare sige det, som det er; at jeg er bange for at flyve, men der er noget i hans smaragdgrønne øjne, der går mig utilpas. Jeg ved, at hvis jeg indrømmer min frygt, får jeg aldrig fred for Vincents dumme kommentarer, så i stedet får jeg svaret:

”Nu ser jeg lige, hvordan jeg klarer det i flyvning…”

”Men du flyver vel derhjemme? Altså du burde jo i hvert fald have din egen kost. Min far har lige købt den nye Prestissimo 1.3 til mig, og jeg siger jer...” Og så kører han derud af igen… Resten af stykket op til indgangen hører jeg ikke rigtig efter.

Da vi er nået indenfor og er på vej ned til opholdsstuen i krypten kommer Daniel O’land trampende hen til os. Vincent giver ham et elevatorblik og smiler smørret.

”Her kommer den mægtige fuldblods-troldmanden fra Hufflepuff! Bøj jer i støvet for denne mester!” meddeler han os med påtaget ærefrygt og højtidelighed. De andre griner. Jeg kan ikke lade være med selv at smile. Det er nu ret komisk at se O’lands ansigt blive tomatrødt. Man kan nærmest se røgen vælte ud af ørerne på ham.

Han bider tænderne hårdt sammen. Hvad vil han gøre nu? Svare igen? Løbe sin vej? Vi venter alle sammen på hans reaktion. Den kommer få sekunder efter, men den er ikke så sjov, som jeg havde forventet.

”Professor Sharrow bad mig hente dig. Eftersidning startede for ti minutter siden.” Hans stemme er rolig, men jeg kan se på hans øjne, at han holder sig selv tilbage fra at gøre noget. Sikkert at forhekse Vincent. Det ville jeg i hvert fald have gjort.

Gruppen kigger interesseret på mig. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige til O’land. Hvad siger man til én, der er blevet ydmyget og nedgjort, og som så bagefter beder en om at følge med til eftersidning? Så jeg siger ikke noget. I stedet begynder jeg bare at gå i retning af Eliksirer. O’land følger efter mig.

Da vi træder ind i lokalet, er der en ret akavet stemning i mellem os. Ingen af os sagde noget, mens vi gik. Heldigvis ligger Slytherins opholdsstue ikke så langt fra den krypt, hvor Eliksirer foregår. Professor Sharrow sidder bag katederet. Han studerer et lommeur, der er hæftet fast til hans vest. Gad vide hvorfor, at rektor giver ham lov til at gå i muggler-tøj på skolen. Det hører ikke hjemme blandt vores slags.

”Dejligt, at du valgte at dukke på hr. La Rue. Jeg var lige ved at tro, at du havde glemt alt om vores aftale.” Sharrow smiler, men jeg kan se, at han er vred.

”Jeres opgave er at rengøre beholderne derovre,” han gestikulerer mod en stor samling af diverse tomme krukker, glas og flasker, der står på bordende bagerst i lokalet, ”og I skal aflevere jeres tryllestave til mig.”

Han kigger på os over sine briller. Forventer han seriøst, at jeg afleverer min tryllestav?! Jeg fisker den 11,5 tommer lange valnøddestav frem fra min kappe. Det er mit kæreste eje, som jeg købte fra Ollivanders, da jeg var med min søster og mor ude at købe skolesager.

Kernen er af hjertefibre fra en drage, og selve stavene er ubøjelig. Jeg kan stadig mærke suset i maven, som jeg følte, da staven valgte mig. Tro det eller ej, men jeg bliver sjælendt valgt af nogen til noget. Så da staven valgte mig, blev jeg allerede utrolig knyttet til den. Jeg kan også tydeligt huske, hvordan min far nikkede anerkendende (hvilket er et tillægsord, som jeg normalt aldrig ville hæfte på ham), da han hørte om staven.

’En god stav; et stærk træ og en god kerne. Men pas på min dreng. Kernen er lunefuld, og den kan være tilbøjelig til at falde i mørke vaner. Men en god stav, en stærk stav.’ Det havde Ollivander sagt, da jeg købte den.

Senere havde min søster forklaret, at dragekernen var den, der havde lettest ved at udføre mørk magi. Det havde kriblet uhyggeligt ned ad rygraden, men der havde også været en anden følelse i mig. En kriblen i fingrene og en varm følelse i brystet. En følelse af at have ekstrem magt i hænderne.

Okay, måske ikke ekstrem magt endnu, men potentialet for magt. Det havde gjort mig underligt godt tilpas. Magt, ordet ligger godt i munden.

”Hr. La Rue? Tryllestaven, tak.” Professorens ord hiver mig ud af mit flashback. O’land har afleveret sin stav og venter nu med armene over kors på, at jeg også skal aflevere min. Modvilligt rækker jeg den til min professor. Har han overhovedet autoritet til at fratage os vores tryllestave?

Så beder han os om at gå i gang med beholderne. Vi får udleveret nogle klude og noget sæbevand, som han fremmaner med et enkelt svirp med sin stav.

Beholderne er ulækre og nogle af dem lugter utroligt klamt. O’land holder sig for næsen og puffer prøvende til en cylinderformet flaske. Jeg rynker også på næsen. Rengøring har aldrig været på min liste over kompetencer. Den slags har familier som min husalfer til at ordne. Og for at gøre en lang historie kort:

Efter to timers slid med at få fjernet rester af forskellige slags eliksirer fra beholderne, var rengøring absolut ikke kommet på min liste over ”10 ting, jeg vil gøre igen”.

O’land virker heller ikke videre begejstret, da vi henter vores stave hos Professor Sharrow, der har trukket sig tilbage til sit kontor i lokalet ved siden af Eliksirer.

”Nu håber jeg, at I har lært noget af det her, drenge. Ikke mindst noget om at arbejde sammen.”

Jeg kan ikke lade være med at rulle øjne af den kommentar. Vores samarbejde er ikke just det bedste. Enten arbejder vi i total stilhed, eller også flyver fornærmelserne gennem luften. Desuden har jeg heller ikke noget ønske om at blive bedstevenner med sådan en som O’land. Han er under min standart.

Professoren giver os lov til at gå efter at have givet os en lang forklaring på vigtigheden af at kunne arbejde sammen med alle, selvom man er forskellige. O’land, der åbenlyst gerne vil have, at professoren skal kunne lide ham, nikker med seriøs mine. Det er først, da vi drejer om hjørnet i korridoren, at han går imod Sharrows reprimande.

”Næste gang du ikke gider holde øje med kedlen, tager jeg ikke faldet med dig.”

”Som om det var min skyld, O’land,” hvæser jeg arrigt.

”Tænk, du er så selvcentreret, at du ikke kan se dine egne fejl,” svarer han med vred stemme.

Hvem tror han lige, han er? Jeg bliver varm i kinderne og knytter hænderne.

”I det mindste er jeg ikke så ligegyldig, at jeg blev placeret på Hufflepuff! Alle ved, at ingen på det kollegium kan noget.” Jeg smiler, for det føles godt at give ham svar på tiltale. Han skal ikke tro, at han kan tale til mig, som det passer ham.

Han stivner et kort øjeblik, før han trækker sin tryllestav i en hurtig bevægelse. Jeg har også trukket min, og nu står vi så overfor hinanden med hævede stave i en mørk korridor. O’land ser vred ud. Hans øjne lyner, og hans lyse hår ser pludselig mere rødt ud.

Jeg forbereder mig på en forbandelse. Ikke at jeg tror, at han kender nogen, men man ved jo aldrig… På den anden side ville jeg heller ikke vide, hvordan jeg skulle stoppe hans forbandelse. Indtil videre kender jeg kun få angrebs forbandelse som lammer og expilliarmus (hvis den overhovedet gælder).

O’land stirrer på mig et kort øjeblik. Hvad gør han nu? Angriber? Går sin vej? Igen afventer jeg hans reaktion. Den kommer aldrig, for pludselig kommer nogen gående mod os. O’land opdager hende før mig, men jeg står også med ryggen til hende. Han sænker sin tryllestav og synker en klump. Først tror jeg, at han overgiver sig, og at jeg har vundet (endda uden egentlig kamp), men så rømmer hun sig. Jeg springer en halv meter op i luften (Gud, hvor blev jeg forskrækket) og snurrer rundt for at stå ansigt til ansigt med vores rektor, Eloise Wodendorf.

”I burde være på vej tilbage til jeres opholdsstuer,” siger hun og kigger meget sigende på os. ”Og det kan I vist godt klare uden at forhekse hinanden.”

Jeg kan ikke lade være med at blive flov. Det er ikke så smart både at få eftersidning og blive fanget i at (næsten) duellere på den første dag. O’land må også have haft travlt med at slippe væk, for to sekunder senere forsvinder lyden af hans skridt.

Rektoren løfter et øjenbryn af mig og slår med hovedet i retning af Slytherins opholdsstue.

”Kom så afsted,” siger hun, og jeg skynder mig ned af korridoren.

Da jeg når enden og drejer ned af en tilstødende gang, kigger jeg rundt om hjørnet. Hvad skal Rektor Wodendorf nede i krypterne på denne her tid? Hun står ikke længere midt i korridoren, men er på vej ind på Professor Sharrows kontor. Hvad skal hun mon der?

Min nysgerrighed er ivrig efter at se, om jeg kan liste tættere på, men min fornuft sejrer. Det er smartere at gå i seng. Jeg har ikke brug for flere problemer på min første dag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...