Until the end

Hazel, Daisy, Jason og Daniel, starter på Hogwarts, første åregang. Hvad sker der? Hvilke kollegier kommer de på? Bliver de venner eller fjender? Find ud af det her i historien: 'Until the end'

13Likes
91Kommentarer
2515Visninger
AA

14. Den første eliksirtime ~ Daniel

Den næste morgen kan jeg ikke forstå, hvor jeg er. Jeg ligger ikke i min seng hjemme på Brick Lane nr. 17. Det tager mig noget tid, inden jeg husker, hvad der er sket. Brevet var ankommet med en ugle, og brevet meddelte, at jeg var optaget på Hogwarts for heksekunstner og troldmandskab. Jeg var ankommet med det røde lokomotiv, 9 3/4, tog med en båd over en sø og blev fordelt på Hufflepuff.
Hufflepuff... Det ligger godt på tungen, men tankerne er uenige: Hufflepuff, kollegiummet alle er ligeglade med. Ingens favoritkollegium.
Jeps, det er her, jeg er havnet.

Jeg sukker og sætter mig op. Ingen af de andre er vågnet. Forsigtigt svinger jeg benene over sengekanten og stiller mig på gulvet. Det giver let efter, og jeg står helt stille. Jeg vil ikke vække de andre drenge. Med lette skridt går jeg hen til min kuffert og leder efter min uniform. Den er der ikke. Jeg kigger rundt i lokalet og finder den smidt over en stol. Musestille lister jeg hen og tager den. Hogwarts-emblemet er blevet udskiftet med et Hufflepuff-logo. Jeg hopper hurtigt i uniformen, tager mine sorte converse på og skynder mig ud af sovesalen på listetæer, glider ned ad gelænderet og lander med et mindre 'dunk' på gulvet.

Jeg går hen til tønderne, banker melodien, som jeg hurtigt lærte i går, og kravler ud. Jeg har hørt, at vores indgang er anderledes end de andres. Det er vidst noget med at for at komme ind på Slytherins- og Gryffindors opholdstue, skal man sige et kodeord. Ved Ravenclaw skal man give svaret på en gåde. Her ved Hufflepuff, skal man banke en melodi på nogle tønder og så kravle ind i opholdstuen. Vores opholdsstue minder mig om et grævlingebo. Det er nok også meningen. Varmt og hyggeligt.

 

Jeg sætter kursen mod Storsalen - skulle jeg da mene. Jeg farer vild tre gange og spørger malerier på vej. Den ene af gangene jeg for vild, var det talende maleri af Yelina Cepernia, fordi hun snakkede så forvirrende. Hun var sikkert også meget forvirret.

Endelig kommer jeg til Storsalen, hvor jeg sætter mig ved Hufflepuff-bordet. Mmmm.... Morgenmad. Jeg kigger lidt på det store udvalg og ender så med at tage en skål med fuldkorns cornflakes og en kop varm, dampende te. Nogen slår sig end ved siden af mig. Jeg drejer hovedet og nikker med en venligt smil som en hilsen. Det er drengen fra båden i går.

"Hej," hilser vi på samme tid. Jeg rækker en hånd frem, og vi giver hånd.
"Du må være Daniel O'land," siger den brunhårede dreng. Han har mørkeblå øjne og fregner.
"Ja, det er mig. Jeg beklager, men jeg hørte ikke dit navn i går." Det sidste siger jeg med et grin.
"Jeg hedder Owen Kenzie," svarer drengen, Owen. Jeg bøjer mig over min skål og tager en skefuld cornflakes. Owen og jeg snakker sammen om alt og ingenting, da Tvillingerne kommer og crasher.
"Hej Daniel!" lyder Eris stemme tæt ved mit øre.
"Hej, Eris, hej Annabel," svarer jeg og vender mit blik mod Owen, "Det her er mine halvsøstre, Eris og Annabel. De er tvillinger."
"Hej, jeg er Owen."
"Goddav!"
Jeg ryster med et smil på hovedet og spiser den sidste skefuld cornflakes. Teen er lunken nu, så den forsvinder også ret hurtigt.
"Frk. O'land og frk. O'land, er I venlige at gå tilbage til Gryffindor bordet?" lyder en stemme bag os. Jeg vender mig om og ser direkte på Hufflepuffs overhoved, Cynthia Miley Underwood, professor i flyvning.
"Skoleskemaer," forklarer hun og vifter med en stak. 

"Her hr. Kenzie."
Professor Underwood rækker Owen et skoleskema. Tvillingerne går tilbage, samtidig med at jeg får mit skoleskema. Jeg taber pusten, da jeg ser det første fag. Dobbelttime i eliksir med Slytherin. Og det betyder Jason...
"Hvad så?" spørger Owen og kigger på mig.
"Vi skal have dobbelttime i eliksir. Med Slytherin," sukker jeg som svar.
"Åh... Vi overlever." Det sidste siger han med en høj latter.
"Hvis vi gør, er vi heldige..."

 

Da jeg kommer ind i eliksirlokalet nede i den kolde krympt, er det første, jeg ser, vores virkelig høje eliksirprofessor. Han må være to meter høj. Mindst. Han har et stort, gråt overskæg, store hornbriller og er forholdsvis slank. Han har et slidt, brunt jakkesæt på. Jeg stiller mig ved et af bordene i midten sammen med Owen.

Da Hufflepuff og Slytherin er samlet, åbner den høje professor munden og siger: "Velkommen til eliksir. Jeg er jeres professor Callum D. Sharrow, jeres lærer i eliksir, som I kan se. Jeg håber at I vil kunne lide faget ligeså meget som mig."
Han smiler stort og slår ud med armen i retningen af tavlen, "Dormientes elixir."
Jeg tror, vi alle kigger på ham med et undrende blik, for han begynder at forklare med sine skinnende, gyldne øjne: "Dormientes elixir er latin for soveeliksir. I mugglernes verden bedre kendt som sovemedicin bare langt mere effektivt. Den er enkel, så det er bare at gå til den. To og to. Et fra hvert kollegium. Og, øhm, ja, jeg laver holdene."
Jeg mistet modet. Pokkers...

 

Professor Sharrow begynder at lave holdene, og til sidst er det kun Jason og mig, der er tilbage.

"Hr. La Rue og hr. O'land, så er I partnere"
Jeg skjuler min utilfredshed efter bedste evne, da Jason bevæger sig herover. Han stiller sig tungt ved siden af mig. Jeg er altså ikke det eneste utilfredse menneske.
"Slå op på side tolv og begynd," lyder Professor Sharrows stemme, og jeg slår op på side tolv i min eliksirbog. Jeg lader øjnene glide ned over siden. Professoren har ret. Den er enkel. Jeg kigger op, da professor Sharrow siger: "Trin 13 er forkert. I bogen står der, at I skal røre 7 gange med uret, men det rigtige er 7 gange mod uret"
Jeg vender mig mod ingredienserne. Jeg skal lige til at sige noget, men Jason kommer mig i forekøbet: "Bare hak, skær, riv, knus eller hvad du nu skal, og lad mig klare resten"
Jeg sukker og tager den første ingrediens. Jeg orker ikke at diskutere, så jeg gør bare, som jeg får besked på. Jason er vidst tilfreds, for han siger intet og tænder op for kedlen. Jeg griber kniven, men ligger den hurtigt fra mig igen. Forkert. Jeg tager morteren og putter fire skud lavendel i den. Herefter to mål standardingrediens følger med. Jeg aner ikke, hvad det er, men det er også lige meget. Jeg tager stemplet, og med hurtige, stærke bevægelser får jeg mortet det til en cremet pasta.

Jeg kigger ned på opskriften.
"Har du hældt to dråber blævreormespyt i kedlen?" spørger jeg Jason, som kommer med et brummen. Jeg tager det som et ja. Hvad er... b...billywig? Jeg finder hurtigt ud af det og skærer ansigt. Jeg skal hakke 1,5 centimeter lange insekter med propel som vinger. Jeg kigger tilbage i opskriften. Hov, det lyder da forkert. Hvis væsken skal flyde, skal jeg da ikke hakke den, men presse den med den flade side af kniven....? Jeg gør, som min mavefornemmelse siger, og knuser den første billywig. Saften flyder, og jeg skynder mig at dryppe væsken ned i gryden, inden det hele lander på skærebrættet.
"Hvad laver du, O'land?" Åh, så nu kører vi på efternavn?
"Jeg hakker, skærer, skræller, river, presser også videre, som du bad mig om, La Rue," svarer jeg roligt.
"Der står, at du skal hakke dem, så saften flyder, ikke presse saften ud af dem!" hvæser Jason irriteret.
"På denne måde flyder saften bedre," svarer jeg roligt og smider 'skrællet' væk. Jeg tager en ny og presser igen. Få dråber lander på skærebrættet. Resten lander i gryden.
"O'land!"
"Hvad?" Saften fra en ny bliver dryppet i gryden.
"Stop det! Hold dig til opskriften!"
"Det gør jeg også!"
"Nej, du gør ej!"
"Det gør jeg da. Saften flyder og lander i gryden."
"Du skal hakke, O'land! Ikke presse..."
"Det her er meget mere effektivt. Og se, nu bliver den blodrød ligesom beskrevet i opskriften," siger jeg til sidst, da den skifter farve fra lilla til blodrød. Jason kigger ned i gryden og fnyser hånligt.
"Bare hak de der ammoni-hvad-det-så-end-er."
Jeg trækker på skuldrene og begynder at hakke ammoniumchlorid. Eliksiren skal alligevel simre i tyve minutter.

 

Pludselig får jeg noget varmt i ansigtet. Med et gisp slipper jeg kniven og ømmer mig. KÆFT, det er varmt! Jeg er ikke den eneste, der ømmer mig. Jason har også fået noget i ansigtet. Owen og hans makker har fået det på tøjet. Hurtigere end du kan nå at sige "soveeliksir", er Professor Sharrow henne ved os.
"Ud I to. Og I to, I tager op på hospitalfløjen," siger han hurtigt, og jeg begiver mig udenfor. Jeg mærker alle folks blikke i nakken.

Jeg kommer udenfor lokalet og får rakt en kold klud. Jeg tørrer det varme i ansigtet væk. Det viser sig at være vores eliksir, der var sprunget i luften.
"Aldrig har jeg været ude for noget SÅ uansvarligt! Den ene koncentrerer sig, mens den anden er HELT ligeglad og distraherer de andre elever! Hvad TÆNKTE I dog på!?" udbryder Professor Sharrow. Jeg tager mig sammen og mumler: "Jeg tror ikke, at vi tænkte, sir. Vores hjerner var nok et andet sted"
"Vores? Det var da din! Du pressede de der willybig, eller hvad de nu hedder, i stedet for at hakke dem!" bryder Jason ind.
"Pressede?" spøger professoren forundret. Jeg nikkede tøvende.
"Min kæreste dreng! Det var fabelagtigt! Sådan en hjerne kunne godt bruges på hvert hold!", fortsætter han og bløder lidt op. 

"Hvis den dog duede hele timen igennem..."
Jeg bliver lidt forlegen. Så meget ros har jeg aldrig fundet.
"Sir, skal vi så have eftersidning nu?" spørger jeg forsigtigt og kigger op. Han nikker og siger: "Det må jeg desværre. I ødelagde en kedel og er skyld i at to elever kom til skade. Vi mødes i aften klokken seks hernede, okay? Ikke et minut forsent, forstået?"
Både Jason og jeg nikker.

"Godt og smut så til hospitalfløjen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...