Black N' White

Sandra er endelig ved at få stablet sit liv på benene igen, efter Lucifers tragiske død for godt to år siden. Will kæmper sig gennem det barske miljø i New York, men uden Lucifer er han fortvivlet og ensom. Da Will findes dødeligt såret i skoven, begynder de unormale begivenheder igen at sætte i gang, og Sandras liv kompliserers, da Will bliver tvangsindlagt på psykiatrisk hospital med syner og stemmer kørende rundt i hovedet. Sandra finder ud af, at det måske ikke er så nemt at slå en vampyr ihjel. Er Lucifer stadig i live? Toeren til Dark N' Light, Black N' White, er en dramatisk historie om ikke at give slip, og om mistroet kærlighed.

16Likes
73Kommentarer
3286Visninger
AA

19. Radio og TV

Der gik måneder. Bilerne og motorcyklen forsvandt også. Sandra og Will ledte hvileløse efter Lucifer, men han var som fordampet fra Jordens overflade. Reklamer, billeder, alt hvad han havde været med i, det hele var væk, slettet fra databaser, hjemmesider og magasiner. Julen passerede, det samme gjorde nytår. Will begyndte at gå over i det elendige. Han havde endelig, efter to år, genvundet Lucifer, og så tog afdeling X ham fra ham - igen!

   Afdeling X forsvandt, og Sevenex' havde ingen information om Lucifer. Der gik lang tid, og Sandra var så småt ved at give op. Selvom hun bestod sine eksamener, kunne hun ikke nyde det. Hun ledte efter job mere end Lucifer, og til sidst var hun og Will tilbage i den gamle rutine. Sandra vidste, at Lucifer var i live, for de havde ikke fået nogen besked om noget.

   En dag sad de og diskuterede på en café. Sandra prøvede at overtale Will til at komme videre. Det nyttede ikke noget, at han ikke kunne fokusere på sit liv, men kun på Lucifer. Will var blevet vred, han nægtede at lade Lucifer i stikken.

   "Will, jeg kan heller ikke lide det, men der er gået to og en halv måned! Jeg vil ikke tilbage til vores gamle rutine. Du har været meget syg på det seneste, det er en usund besættelse for dig!"

   "Sandra, kan du da ikke forstå det! Jeg har arbejdet for afdeling X, jeg ved, hvad de kan gøre ved ham!" Will lænede sig over bordet, hen mod Sandra. "Jeg har selv gjort det. Set den tortur, de kan udsætte ham for, bare ved at trykke på en knap." Sandra så tænksomt på Will.

   "Jeg troede, at du var i udenrigsafdelingen."

   "Ja, da jeg rent faktisk mødte Lucifer. Men inden da arbejdede jeg i hovedkvarteret. Jeg var ikke gammel, nitten, højst. Lucifer var blevet bundet op til en væg, han havde været ulydig. De sendte mig ind. Alt jeg skulle gøre, sagde de, var, at trykke på en knap. Så det gjorde jeg..." Wills øjne blev blanke. "Sandra, du kan ikke forestille dig, det kan ingen af os, hvor ondt det måtte have gjort. Jeg kan stadig høre ham skrige, og jeg vil ikke lade nogen gøre det mod ham igen." Sandra nikkede langsomt. Will havde vundet med endnu et fremragende argument - igen.

   En tanke ramte Sandra. Hun rynkede panden og så ned i bordet. En kølig sang gled gennem højtalerne i caféen. Sandra sad lidt og lyttede til teksten. Lambert? Nej... Nej, ikke helt. Det var ikke hans stemme eller stil... Ikke... helt præcist. Men det lød som noget, Lucifer ville kunne...

   Sandra gispede og så op. Hun gik hurtigt hen til disken.

   "Undskyld mig?" sagde hun til servitricen. "Hvad er det for en sang, der bliver spillet?" Servitricen så på en radio.

   "Øhm, Never More af Lucy S.. Det er vist nok en ny sanger eller noget, han slog igennem i England for halvanden måneds tid siden. Han arbejder for pladeselskabet Sevenex. Hvorfor?" Sandra var helt kold. Det var da bare løgn?!

   Hun sagde tak til servitricen og satte sig tilbage. Will så nysgerrigt på hende. Hun sank en klump. Hvordan skulle hun sige det?

   "Afdeling X's hovedkvarter ligger i England, ikke?" Will nikkede.

   "Jo, i London - det er jo engelsk." Sandra sank en klump. Hendes hænder blev kolde.

   "Jeg tror, at Lucifer er i London." Will rynkede panden.

   "Hvordan det?" Sandra fandt sin telefon og hovedtelefoner frem. Hun satte hovedtelefonerne i og søgte på youtube efter sangen. N E V E R M O R E, L U C Y S.. Sådan. Sangen kom hurtigt frem. Hun gav Will den ene hovedtelefon og startede musikvideoen.

   Solen gik ned over en eng. Skyer trak op, og det begyndte at sne. Musikken begyndte som lyden af en kold vind. En enlig skikkelse kom gående gennem store snedriver, han havde alt for lidt tøj på, frøs. Alt blev stille et øjeblik. Så blev der lynhurtigt zoomet ind på skikkelsens øjne. De var røde og sorte.

   "In a lonely winter night, I was called an outcast. A never seen before, creature of the death. Do you recognize, do you satisfy, we were young and wild, in a cold winter night?" Sneen hvirvlede omkring manden, der slog armene om sig selv og faldt sammen i sneen. Sneen begyndte at lyse, og i det næste øjeblik var det blodrøde roser.

   Sandra genkendte manden. Det var Lucifer. Ingen tvivl. Han havde vist paryk på, for hans hår skiftede for hver scene i videoen. Hans ene arm gled langs roserne. En slange snoede sig over hans bryst.

   "Now it's never more, never again, never more... The disease is rare; we are one of the few. Let me give you the fever, just once again, then never more, never more." Lucifer smeltede ned til en skygge, og materialiserede sig sekundet efter på en gold stentrone. Han havde en rose i hånden, make-up og uhyggeligt tøj på. Han strøg rosen. "I guess that you see, the right road doesn't leads to Roma. I was the builder, creator and master, I am the one, and you will follow." Han gik på en lang, øde gang, han tog en fakkel ned fra den grove stenvæg, legede med ilden, slikkede den af hånden. "Can you taste it, can you feel it? The sweet flavour of freedom and wildness, you will never get the chance again, never more, never more." Ansigtet igen, lys røg gled ud fra Lucifers mund. "Don't ever fear them, bloom like a flower. The beautiful flower of night, they'll never see, never more, never more." Han stod foran en hær, der var klar til at gå i kamp, bredte armene ud og havde et hårdt ansigt. "Forever as one, forever together, against the rulers, that pulled us down. Wake up to darkness, wake up my army, wake up and wait, I'll come for you!" Sangen spillede videre, men hverken Sandra eller Will hørte efter. De så på hinanden.

   "London," sagde Will kort.

   "London," istemte Sandra.

 

Billetterne til London var dyre, men Sandra fandt en afbudsrejse, købte den med det samme, og tre dage efter var de to på vej tilbage til London. Under den lange flyvetur prøvede Sandra og Will at tænke på noget andet, men den eneste grund til, at de i det hele taget var på flyet, var på grund af Lucifer.

   Sandra tænkte på hans mærkelige opførsel. Hvad gjorde afdeling X mon ved ham? Havde han selv gjort noget slemt? Var det bare en straf?

   Nej. Det måtte have et mål. Hvorfor ellers bruge mange penge på at producere musik, der tilsyneladende blev spillet over hele verdenen? Det var noget, Sevenex var gode til - at sprede Lucifer som en sygdom. Først gennem blade som model, så gennem radio og TV som en sanger. Sandra havde faktisk aldrig hørt Lucifer synge, ikke rigtigt. Det lød godt, men det var sikkert bare autotune. Måske...

   Wills tanker var mere bekymrende og dystre. Han kendte til de ting, afdeling X kunne gøre, bare ved at trykke på en knap. Det var en magtfuld og farlig organisation. Intet var sikkert, når man først havde været inden for.

   Var det derfor, Lucifer havde været sådan? For at beskytte Will og Sandra? Will havde ondt i maven. Han savnede Lucifer meget. Han ville ikke se på andre fyre, heller ikke vende sig mod det modsatte køn. Det var kun Lucifer. Mørke, søde Lucifer, med det hvide hår og de lyserøde spidser. Havde han mon stadig det? Han havde haft kontaktlinser på i musikvideoen. Lucifers øjne havde ikke den farve. De var meget mørke, næsten sorte, men blev røde, hvis han så på en lampe eller en anden lyskilde. En klar, fin, rød farve, så ren som blod og så vild som en flod. Wills var blå. De var modsætninger. I hvert fald med øjnene.

   Lucifer havde fortalt, at vampyrer ikke dannede farvestof i håret efter omkring tyve år, så han var nød til at farve det, hvis det skulle være lidt mere spændende. Sort var hans foretrukne. Han yndlingsfarve var sølv. Skinnende, rent sølv - ikke den grå eller grumsede. Ikke den, man kunne købe i blyanter eller i billige smykkeforretninger. Rigtigt sølv. Som det, der var i hans øreringe. Og i den halskæde, Sandra havde givet ham. Den halskæde var Lucifer blevet "begravet" med. Hvor den var nu, anede Will ikke.

   Han kom til at tænke på, hvad der mon skete Lucifer i lige netop dét øjeblik. Måske lagde de opvarmet metal på hans bare hud? Eller satte de supersoniske lyde i gang? Eller måske satte de ham bare i et lille rum, et med skarpt lys? Will så sig bange omkring. Sandra lagde sin hånd på hans.

   "Det skal nok gå," sagde hun beroligende. Will tog en dyb indånding af den iskolde dåseluft i flyet og nikkede. Åh, den luft gjorde ham altid en smule svimmel. Han lagde sig tilbage og lukkede øjnene. Lucifer var stærk. Han skulle nok klare sig... Han så okay ud på musikvideoen...

   Men hvor gammel var den? Will satte sig hurtigt op. Der kunne være sket Lucifer meget, siden den blev optaget? Han optrådte ikke live. Havde kun udgivet den sang.

   Og hvordan skulle de finde ham i London? Selvom han så var i afdeling X's hovedkvarter, så betød det ikke, at det blev let at se ham. Det var en svært bevogtet del af ministeriet, en hemmelig afdeling, som de færreste kendte til. Udefra var de kendt som Sevenex, men der var mange i Sevenex, der ikke anede, hvem de arbejdede for. Parfume, kosmetik, mode, IT, mobil, møbler, rejser, overnaturlige hændelser, Sevenex beskæftigede sig med meget, men var kun et dække.

   "Slap nu af," sagde Sandra roligt. Will sank en klump og nikkede.

   "Okay..." Han så ud af vinduet. Det var nat. Udenfor regnede det, eller, under dem. De fløj i godt tolv kilometers højde, over skydækket.

   "Vær nu okay, vær nu okay," bad Will i sit stille sind. Hvis Lucifer kunne mærke, at han var på vej, så måtte han være okay!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...