Black N' White

Sandra er endelig ved at få stablet sit liv på benene igen, efter Lucifers tragiske død for godt to år siden. Will kæmper sig gennem det barske miljø i New York, men uden Lucifer er han fortvivlet og ensom. Da Will findes dødeligt såret i skoven, begynder de unormale begivenheder igen at sætte i gang, og Sandras liv kompliserers, da Will bliver tvangsindlagt på psykiatrisk hospital med syner og stemmer kørende rundt i hovedet. Sandra finder ud af, at det måske ikke er så nemt at slå en vampyr ihjel. Er Lucifer stadig i live? Toeren til Dark N' Light, Black N' White, er en dramatisk historie om ikke at give slip, og om mistroet kærlighed.

16Likes
73Kommentarer
3273Visninger
AA

18. På A-holdet

Sandra steg ud af elevatoren. Will lå stadig hjemme i lejligheden, lukket helt inde i sig selv. Sandra gik målrettet hen til lejligheden, som Lucifer boede i, og bankede hård på døren. Der blev ikke svaret. Hun bankede hårdere.

   "Lucifer, jeg ved at du er derinde! Kom herud og forklar dig..." Låsen blev klikket og døren åbnedes. Det var tidlig morgen, så Lucifer burde ikke være gået i seng endnu. Tydeligvis var det heller ikke det, han havde i sinde.

   Hans øjne var forgrædte og røde, han lugtede tungt af alkohol. Han blødte lidt fra den ene kind, hvor han åbenbart havde revet sig.

   "Hvad vil du?" hvislede han med rusten, fortabt stemme. Sandra så overvældet på ham.

   "Lucifer, hvad... Hvad er der sket med dig?" Lucifer vendte sig om og gik ind i lejligheden. Sandra fulgte efter. Hun hang sin jakke på knagen og tog skoene af. Lucifer smed sig på en stol i køkkenet. Han tog en flaske fra bordet, satte den for munden og drak. "Lucifer, hvad har du egentlig gang i?!" Sandra trådte på noget hårdt på gulvet. Hun så ned. Flasker. Flaske efter flaske. De lignede hinanden. Sandra tog en op og læste. Alkohol. Bare ren alkohol, nok til at slå en mand ihjel. Lucifer satte hårdt flasken ned i bordet. Sandra satte sig over for ham. "Jeg er nød til at tale med dig."

   "Om hvad?"

   "Will." Det lykkedes Sandra at holde Lucifers øjenkontakt i nogle sekunder, så brød han den og så ned i bordet.

   "Åh."

   "I trives ikke uden hinanden," sagde Sandra hårdt. "Will er knust. Han sagde, at du smed ham ud, uden at fortælle ham hvorfor. Er det rigtigt?" Lucifer rystede på hovedet og holdt en hånd for øjnene. "LUCIFER!" Sandra måtte råbe. "Fortæl mig sandheden! Nu!" Lucifer rystede på hovedet.

   "Hvad jeg gør, gør jeg for jer to. I skal ikke komme til skade, på grund af mig!" Hans ord var langsomme og velovervejede. "Gå. Nu." Sandra rynkede panden. Hun rystede på hovedet.

   "Gud vil jeg ej! Du kan ikke bare sådan smide mig ud! Lucifer, hvad sker der for dig? Du drikker aldrig!" Lucifer rejste sig langsomt op. Han så med død i blikket på Sandra.

   "Gå. Nu." Sandra så vantro på ham. Det var da bare løgn. Det kunne han da ikke gøre?!

   "Nej," sagde Sandra, langsomt og bestemt. Lucifer vendte sig om, samlede en flaske op fra gulvet. Ville han nu rydde op?

   "Du ved ikke, hvad du selv siger."

   "Øhm, taler du om dig selv eller mig?" Lucifer vendte sig pludseligt om og kylede en flaske mod Sandra. Hun skreg og dukkede sig, flasken ramte væggen bag hende og splintredes til mange stykker.

   "SKRID!" skreg Lucifer. Sandra rejste sig op, pilede hen til sin jakke og sine sko, tog det på og gik ud ad døren. Hendes hjerte hamrede ad sted, og hun fulgte med.

 

Inde i lejligheden sank Lucifer sammen på gulvet. Han drak det sidste af den flaske, han var begyndt på. Lige så stille begyndte alle minderne at blive uldne og utydelige. Grå. Lucifer græd. Det gjorde så ondt. Følelserne, minderne - og den forbandede lyd! Hvis bare Laura ville komme og slukke for det forbandede apparat! Hvis Lucifer nærmede sig, ville de bare blive højere og højere! Det var straffen, fordi han havde bidt Will. Han havde jo afskåret kontakten.

   Erkendelsen gjorde ondt. Lyden var supersonisk, kunne ikke høres af mennesker. Lucifer tog en ny flaske, drak, drak, drak, til han dejsede om på gulvet. Han vågnede først langt op ad dagen, og kunne huske! Panik bredte sig i ham, han rakte ud efter en flaske, tog den og drak. Når han var fuld, kunne han ikke huske mere. Når han ikke kunne huske, kunne han ikke sørge. Når han ikke kunne sørge, var Will væk!

   Will, Will, dejlige Will! Lucifer hadede afdeling X, Sevenex, og alle andre, der havde ført til det her. Han drak lidt mere af flasken. Ren alkohol, det var hverken smagen eller rusen, han var ude efter. Forglemmelse. Amnesi. Det var det, han prøvede at udvinde af flasken. Lindrende hukommelsestab, midlertidigt.

   Han kunne lugte Wills blod. Det løb ned fra hans hals, fra det åbne sår, han havde skabt, lige efter Will var gået. I sorg, smerte og elendighed havde han skadet sig selv, så det stod lige mellem dem. Han begyndte at kradse i sin arm. Rev huden op, græd, så saltet dryppede ned i såret, bed tænderne sammen og drak, indtil han blev svimmel. Han prøvede at rejse sig op, og komme hen mod sofaen, men faldt om på halvvejen.

   "Lucifer?! Lucifer, vågn op!" Laura. Lucifer åbnede øjnene og så på hende. Hun hev ham op at sidde. "Hvad i alverden har du dog lavet?!" råbte hun. Højt. For højt!

   "Ti stille," hvislede Lucifer lavt og tog sig til hovedet.

   "Jamen så forklar dog dig selv!"

   "Jeg sagde ti stille!" Laura tog fat om hans arm, men han skubbede hende væk og rejste sig op selv. Hun skulle ikke lægge en hånd på ham, og slet ikke to! Alkoholen raserede stadig dele af hans hjerne. Han satte sig i sofaen, holdt hovedet mellem knæene.

   "Lucifer Sorrow, hvad har du lavet?!" Lucifer så på Laura.

   "Jeg gjorde som du sagde. Og jeg vil have Will tilbage!" Han så koldt på Laura, der bare himlede med øjnene og fandt et make-upspejl frem. Hun begyndte at lægge mascara.

   "Hold nu op, Lucifer, det er alligevel ikke godt for dig at rende rundt med sådan en bøssekarl, du skulle hellere..." Lucifer vendte sig mod Laura, rejste sig op og slog hende, så hun faldt ned på gulvet. Hun så forskrækket på ham.

   "TAL IKKE SÅDAN OM WILL!" råbte han til hende. Hun kom fortumlet på benene.

   "Lucifer, hvis du gør noget mod mig, kommer afdelingen efter di..."

   "Jeg er ligeglad!" hvæste Lucifer. "Jeg vil have Will tilbage, og hvis jeg ikke får det, slår jeg dig ihjel!" Laura så hårdt på ham.

   "Gør nu ikke noget, du vil fortryde! Baxter er civil nu, vi..."

   "Han har været indenfor!" bed Lucifer. "Tro ikke, at jeg er så dum, at jeg stoler på, at I ikke vil skade ham! Han ved nok om jer, til at slæbe jer i retten, hvis han vil!" Lucifer trådte truende hen mod Laura, der bakkede et par skridt tilbage. "Giv mig ham tilbage!" knurrede Lucifer. "Nu! Eller jeg stopper!" Laura hævede øjenbrynene. Hun lo let.

   "Stopper? Lucifer, du kan ikke stoppe, uanset om du vil det eller ej! Du kender til planen. Du er farlig for dine omgivelser. Hvis du stopper, slår Sevenex eller X dig ihjel." Der var en let skadefryd i hendes stemme. Lucifer snerrede. "Så, lad nu være med at være så dyrisk, og opfør dig som en god lille vamp." Vamp. Det øgenavn, vampyrer havde hos afdeling X. Lucifers øgenavn. Vamp. Også kaldet en hundjævel og en sirene. Det var fornærmende på flere måder. Det udtrykte andres foragt mod hans seksualitet, deres had mod det, han nu engang var - en vampyr. Og mest af alt var det en fornærmelse, og et ord, der vidnede om, at han var så lidt værd, at det ikke engang var noget værd, at udtale hans races fulde navn.

   Lucifer hvæste og sprang mod Laura. Hans fingre lukkedes om hendes hals, skubbede hende ned mod gulvet. Laura skreg, men Lucifer strammede grebet om hendes hals. Hun prøvede at kæmpe imod, men han var stærkere end hende!

   Men, selvfølgelig, var Laura ikke helt dum. Hun fiskede en lille sølvcylinder frem fra lommen, og holdt en sort knap nede.

   Ét enkelt, hurtigt stød løb gennem Lucifer. Et øjeblik var han paralyseret. Så faldt han til siden, ikke ved bevidsthed, men heller ikke helt vågen. Han kunne ikke bevæge sig, ikke tænke klart, ikke gøre noget som helst. Han kunne kun se. Laura rejste sig op og bakkede væk fra ham. Hans syn var uldent i siderne. Laura tog sin mobil frem og ringede til nogen. Afdeling X, sikkert. Nu skulle han tages væk. Fjernes. Nu skulle han bruges i praksis.

 

"Lucifer?!" Will så ind i den tomme lejlighed. "Hvad?" Sandra kom hen bag ham. Lagde en hånd på hans skulder.

   "Will, jeg sværger, han var her altså!" Will gik ind i lejligheden. Møbler, inventar, pyntegenstande, det hele var væk. Kun en gammel avis lå på gulvet. Will gik langsomt ind. Malerier og billeder, væk. Billedet af ham og Lucifer, der plejede at stå på halvmuren, der var grænsen til køkkenet, lå på klinkerne i køkkenet. Will samlede det op. Glasset var knust, rammen var beskadiget. Billedet var kun halvanden uge gammelt. Lucifer og Will sad på en bænk, Lucifer havde kysset Will på kinden i det sekund, billedet var blevet taget.

   "Hvad er der sket?" spurgte Will forskrækket. Lejligheden var blevet tømt på mindre end tolv timer. Sengen, køkkenet, skabene, badeværelset, det hele var væk! Kun få spor afslørede, at Lucifer havde boet der. Blodpletten på walk-in skabet i soveværelset. Den milde, berusende og fantastiske duft af Lucifers parfume på badeværelset, den af roser. Og så den stank af alkohol, der hang i køkkenet.

   "Han kan ikke have forladt det så hurtigt," sagde Sandra stille. "Han var fuld, da jeg besøgte ham." Will vendte sig hurtigt mod hende.

   "Hvad?" spurgte han forskrækket.

   "Øhm, Lucifer havde drukket ret meget alkohol - ren alkohol. Han havde det vist rigtig dårligt. Han smed en flaske efter mig... Se, der er stadig et mærke på væggen." Will sank en klump, lo lidt og smilede stille.

   "Så elsker han mig måske stadig?" Sandra nikkede.

   "Han sagde noget med, at han bare prøvede at beskytte os?" Will vendte sig langsomt mod hende. Spærrede øjnene op.

   "Afdeling X har ham."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...